Der er
noget der tyder på at sneen ikke sådan lige med det samme smelter væk, så også
på denne mandag er det lidt fedte glat uanset hvor man færdes.
Rullede lige en tur til Yoga med Aase, og så en tur til lægefabrikken for et
gennemsyn, hvor jeg fik det gule kort, som var en advarsel om 3 ekstra besøg i
marts, dog i år, således at jeg kunne blive allergitestet.
Kenny gav formiddagskaffen, og så tilbage til hovedkvarteret, hvor det lykkedes
mig at smadre en flaske rødvin i entreen, inden jeg trampede ad sted på den
daglige fodtur, som for øvrigt gik over en knasende is et enkelt sted, hvor der
vel er omkring 10-15 cm dybt. Der var samme sted hvor den kvindelige kamikaze
cyklist dykkede sidste år.
Så viste Harry sit milde ansigt, og lokkede lidt fisk og rejer ud af Aase, for
efterfølgende at indtage stampladsen på en af stolene under spisebordet. Til
tider undrer det mig at han ikke falder ned, da bagbenene faktisk hænger helt
ud over kanten på stolen. Pladsen bliver
sjældent forladt, kun når sulten melder sig, eller hvis vi skal lege lidt, og så
når han bliver kostet ud om aftenen.
Tirsdagen holder på frosten, og jeg holder fat i mine gåture, så atter en gang,
gik turen rundt om Figenvej. Harry har vi ikke set i dag, og det er første
gang, siden vi begyndte at fodre ham for omkring to måneder siden, at han ikke
har vist sig.
På en onsdag har Kong Frost slået til, -8 grader viser gasfyret, som så til gengæld
virkelig giver den gas.
Så var det handelsdag i dag, og derefter en tur til Kenny og redde kaffen. En
gåtur i det hvide landskab blev det også til, og minsandten om ikke Harry var
dukket op i mellemtiden for en lille bid.
Torsdagen har mildnet lidt på frosten, nu kun 4 minus grader, men Aase havde
dog lagt billet ind på en motoriseret transport til Scala, da føret absolut
ikke er cykel og senior venligt.
Jeg snuppede så lige kaffen hos Kenny i ventetiden. Efter lidt frokost, også
til Harry, gik transporten til kaffe hos Bodil i digtervejskvarteret, dog kun
Aase.
Så erfarede jeg at en kollega fra årene på Nordisk Ventilator, beklageligvis
ikke længere kunne holdes sig i live. En lidt underlig fornemmelse er det, at
mennesker man har kendt i mere end 40 år, ikke længere er en del af helheden.
Atter en tur rundt om Figenvej blev det til, og utrolig nok mødte jeg ikke en
eneste motionist eller nogen af damerne med de små hunde i snor.
Fredag, skal, skal ikke. Er lidt i tvivl om min deltagelse i Flemmings bisættelse..?
Nå, jeg gjorde det, og det er sgu lidt med blandede følelser at overvære. Hvis
han havde levet til på mandag var han blevet 76 år.
Da jeg havde valgt at gå til Østre Kapel, gik vejen forbi krydset Østre Ringvej
og den gamle Præstøvej. Desværre kom jeg derved til at overvære at en ældre
dame med rollator var blevet kørt ned i forgængerfeltet af en stor tankvogn og
stadig lå mellem hjulene da jeg passerede, den oplevelse kunne jeg godt have
været foruden.
Lørdagen bliver forhåbentlig lidt mere opløftende, men vejret er stadig koldt
og nu også blæsende, og skal man fæste lid til DMI, er der tegn i sol, måner og
stjerner på, at kulden holder sig til langt ind i marts måned.Jeg nævner ikke noget om global opvarmning.
Trods kulden, futtede pensionisterne
ad sted, Aase på cykel, mens jeg kammertjente Harry, og da Aase vendte hjem, drog
jeg ud på min vandring omkring Figenvej, mens Harry atter smiskede sig til lidt
lækkerier i form af fransk leverpostej.
Så læste jeg heldigvis på nettet at den ældre dame som blev kørt ned i fredags,
er sluppet med skrammer. TV Øst skriver godt nok at det var i en
højresvingsulykke, hvilket med sikkerhed er endnu en usandhed fra journallister
som omgås sandheden meget lemfældigt.
Søndagen er flot og krystalklar med omkring de minus 7 grader. Gasforbruget
springer alle rammer, pengene til Dong og statskassen vælter ind i rigelige
mængder, men så slipper vi nok lidt billigere i skat næste år. NOT.
Kulde eller ej, Kenny og jeg begiver os på vej, til Fodsporet, og gennem
Herlufholm skoven tilbage til Hvedevænget. En rigtig god motions tur hvor vi
mødte temmelig mange som vist var ude i samme ærinde.

Nedenfor et billede fra Rønnebækholms polarområde,
næsten da.