Mandag med et par graders varme, gør, at man skal være lidt
opmærksom på hvor man færdes, ikke mindst på grund af at der nogen steder er
temmelig glat.
Så checkede Harry ind lidt tidligt i dag, og ændrede lidt på mine planer, da
jeg faktisk havde forventet at rulle en tur for at klare nogle ærinder. Men da
Aase skulle til yoga, blev kammertjeneren aktiveret.
Nu er det jo en hankat vi har lukket ind på hotellet, og som bekendt vil den
slags jo gerne, meget gerne, bestemme en del, når man nu er stamgæst.
Først, hvad skal vi spise i dag? hvidvinsdampet laks, måske lidt fransk Poussin
fra Irma, eller paté fra Lidl. Harry slår ud med poten, jeg tager det hele ad
et par gange. Jaså, det er lige godt kattens, der opstår jo så heller ingen
misforståelser når man tager tre retters menuen på en gang. Dertil det bedste
dansk vand fra Næstved Kommune.
Efter middagen slår man jo mave, så når jeg nu som en af de to hotel managere
gør gæsten opmærksom på at han skal lægge sig på det dertil indrettede tæppe,
selvom han foretrækker at ligge på sengetæppet, eller på puderne, må vi ind
imellem indgå nogle kompromiser, som for eksempel i dag, hvor han absolut ikke
ville ligge der hvor han blev anvist, blev kompromiset, overkroppen på katte
tæppet og bagkroppen på sengetæppet samt en pote på puderne. Men vent bare, vi
skriver en ekstra vask på regningen Harry.
Da Aase kom hjem spandt Harry sig så lige til en ekstra portion Poussin
serveret af kokken, men så ville han altså også gerne ud. Et eller andet sted i
området må der altså ligge nogle ordentlige portioner fordøjet kattemad. Det hedder noget andet, men min etik afholder
mig fra at kalde det katte lort, åh, undskyld.
Så slog jeg op til flere fluer med et smæk, da jeg valgte at forrette mine
ærinder med apostlenes heste til posthuset, og apoteket, hvor den sædvanlige
slendrian igen har indfundet sig.
Måske forslaget i Folketinget om at enhver cykelsmed skal kunne uddele medicin
er taget af bordet. I hvert fald tog det laaang tid i dag, og ekspeditricen var
meget forknølet, håber sgu hun ikke har smittet mig.
Videre til Føtex, som jo til vor og ikke mindst de ansattes store beklagelse
har valgt at lukke biksen i denne uge. En noget uforståelig handling….! Købte
et par flasker hvid Mouton Cadet for halv pris. Kunne desværre ikke have flere
i rygsækken. Så ind til Lidl, for at købe et par småting, og i dag havde de
lang kø dag, åbenbart.
Mens jeg dyrkede køkulturen, var der en klaphat som efter at have set
overskrifterne på en formiddagsavis, udbasunerede sin store utilfredshed med at
Danmark havde tabt tredje Verdenskrig i går, fik jeg indtryk af, og ikke kun en
håndbold kamp, og de danske deltagere med træneren i spidsen skulle skydes ved
daggry. Han var sgu noget vred. Jeg kan kun tænke, få dig dog et liv, din
valnød.
Tirsdagen består af smeltevand, og jeg mistede det meste af håret, hos frisøren
altså. Så en tur i Føtex for at se om der var flere hvide Mouton Cadet, men
nej. Forsatte efter en tur hos XL-Byg Meding, næsten gennem kloakrør, til
Bjarni med den lånte dvd, så videre til Kenny for at få kaffen, og til slut, på
benzin tanken for at vaske det værste salt af bilen. For at det ikke skulle
være ren bilkørsel i dag, gik jeg senere lige den sædvanlige tur omkring
Figenvej, i vand, pladder og nogen steder, meget glatte passager.
I denne uge kommer jeg vist på kant med chefredaktøren, jeg har jo allerede
brugt en A4 side.
Så har Harry været op til flere gange i dag, og er ved at slikke glasuren af
tallerkenen, appetitten er enorm.
Han dukkede så lige op igen først på aftenen, og faldt omkuld i sofaen, mens
jeg så film i tv’et.
Onsdag får vi en ordentlig vasker, sneen er så godt som smeltet, og Aase måtte
fragtes tørskoet til træning. Så leverede Bjarni lige en bog til låns, med
billeder fra Næstved, i de gode gamle dage. Årstallene ligger vist mellem 1880
og 1935.
Så er det onsdag, og pelikanen har taget magten, og jeg tog en slapper.
Torsdag gik jeg en tur gennem det lokale vandland. Rønnebækken er på sine
steder gået over sine bredder, og jeg må hoppe fra tue til tue for at komme
nogenlunde tørskoet gennem området.
Fredagen starter med vindstille, og samtidig trues der med mere kulde og sne i
løbet af den kommende uge. Føj for s…., siger jeg bare.
Har lige hørt fra vennerne i Phuket. De har 32 graders varme samt sol, og sidder
og drikker kold hvidvin, godt det ikke er mig..smiley
Så skal der handles lidt ind til i morgen, og på vej ud af døren møder vi
hotelgæsten, som mener det er brunch tid, og naturligvis er det det.
Lørdag er Aases fødselsdag, tør jo ikke nævne antallet af år, så det undlades.
Blomster og gaver står i større bunker fordelt lidt over hele huset. Vi har
haft besøg af 2 x Bodil, Annette og Peter, familien fra Musvågevej, minus
Henrik, som har haft nat tur, men vi ses senere på Hongkong.
Restaurant Hongkong og buffet er næsten altid en sællert, og i dag var ingen
undtagelse, så de fleste af brunch gæsterne mødtes igen ved aftenens buffet. En
rigtig hyggelig aften.
Senere på aftenen delte fødselaren og undertegnede lige en flaske meget
velsmagende frank Champagne, Moet & Chandon,
af de små altså, mens vi fulgte op på verdenssituationen med udgangspunkt i
fødselsdagen.
På en søndag klapper vi lige hesten lidt, og forsøger at fordøje gårsdagens
måltider og indtryk.
Så er jeg atter utilfreds med Stofas kvalitet på TV programmerne. Det er
øjensynlig lykkedes dem, ved de sidste ændringer i kanalmønstret for en 3 uger
siden, at få genindført pixeleringer på samtlige digitale kanaler. Godt gået
Stofa. !

Et billede
fra vejen til XL-Byg, et par fra Rønnebækholms vandland, og nogen af de
elegante blomster som Aase modtog på fødselsdagen.