Så er
det igen mandag, dem er der faktisk en hel del af i løbet af året. Atter er
vejret gråt og lidt for køligt til at jeg vil kalde den en sommerdag. Nå, dagen
vokser med opgaven, og jeg ruller Næstved tynd for at finde poptang og nitter,
samt lidt o-ringe og en krans til vandhanen. Så har jeg hentet racer cyklen på
Musvågevej, og i morgen forsøger jeg om det er muligt at finde frem til ”store”
Peter som vistnok har nogen erfaring med tig-svejsning.
Først på aftenen kom Mia og Henrik forbi, på Triumphen, og det var Mias første
ridetur på sådan et dyr, men ellers har hun jo en del erfaring i at ride, måske
med lidt mindre heste kraft under bagen.
Tirsdagen er efter min bedste overbevisning den første rigtige sommermorgen, i
år altså, hvor man kan sidde ude i det fri og nyde morgenmaden. Solen skinner,
tynde slørskyer, 20 graders varme, og næsten vindstille. Solsortene skælder
lidt ud, der er måske en kat i nærheden.
En tur til Peter, gav et lidt nedslående resultat, da han ikke mener at cyklen
kan svejses, men det var da interessant nok at se hans værksted.
Så nu er jeg gået i tænkeboks. Hvad skal jeg så, finde en ny ramme på
internettet, eller lade Karsten fra Pingel Cykler komme med et forslag, måske
kaste alle forsigtighedsregler overbord og bare bruge cyklen….?
Ja, det gjorde jeg bare, og rullede en kort tur, ca. 21 km, ad Østre og Vestre
–Ringvej til Slagelsevej og så ad Fodsporet hjemad.
Hmm, umiddelbart hverken høres eller mærkes der noget til revnen i stellet, men
jeg har uhyre vanskeligt ved at vænne mig til den meget levende cykel, ikke
mindst når chikanerne på Fodsporet skal passeres.
Hjem og i bad, og så til Trines gymnastik, pust, pust. Denne gang synes jeg at
komme lidt bedre igennem seancen og så også have det bedre i ryggen
efterfølgende.
Aflagde en visit hos Kenny på hjemvejen og fik en tår næsten alkoholfrit og
velsmagende øl.
Først på aftenen startede jeg Suzukien og rullede til Musvågevej for at se
Henriks nye racer. Det er bestemt en lækker Principia i carbon, og jeg er ikke en skid misundelig. Så
videre til Bjarni som havde nogle popnitter i en længde som jeg kunne bruge til
pavillonen.
Når nu Mc’en var kommet frem fra skjulet, kørte jeg en tur ad Vordingborgvej,
gennem Rettestrup skoven mod Myrup og så ad Præstøvej mod Figenvej. Så er den
dog blevet rørt i denne uge.
Onsdag er grå men lun, og endnu en gang farligt vejr truer, skybruden er atter
på spil.
En tur til Pingel cykler for at få vurderet om Peugeot cyklen eventuelt kan
slagloddes, men nej sagde cykel mekanikeren, men henviste mig til en
uddannelses institution i Nykøbing Falster, som muligvis ville forsøge, for
ellers starter renoveringsprojektet med en ny ramme, og i et prisleje omkring
6000 kr. Nix, den går ikke Granberg..!
Døren til tænkeboksen åbnes atter….!
Torsdag, hvor det meste af natten vist har været plaget af lyn og torden, uden
at jeg har hørt en dyt, står jeg tidligt op og daffer til fysioterapeut. Vi er
enige om at jeg holder en lille pause med behandlingerne og forlader mig på
Trines gymnastik.
Ved hjemkomsten og inspireret af det gode vejr, kastede jeg mig på racercyklen
og rullede mod Enø. Rammen holder endnu..
Så har vi besluttet at tænde grillen, her på årets varmeste dag. Ikke nok med
vi tænder den, men Kenny kommer med nogle lækre stykker fra slagter Kyhn, som
også skal placeres på risten. Vi har så stillet et par flasker Champagne på køl,
så det bliver det det rene luksus måltid.
Grillede pølser og revelsben samt Champagne har vi vist aldrig tidligere nydt.
Fredagen byder på vand fra oven, og det er små lummert, og en almindelig
halvkedelig dansk sommerdag.
Lørdagen har åbenbart taget ved lære af fredagen, men vejret retter sig i løbet
af eftermiddagen, hvor jeg følger lidt med i 24 Le Mans, hvor et uheld
beklageligvis kostede en ung dansk racerkører livet.
Søndagen er vist en klon af de foregående dage, men vi har alligevel under
overvejelse at foretage en udflugt til Vordingborg for at
se DM i cykelløb.
Nemlig, og det gjorde vi. Mødtes med Anja, Tilde og Kenny, ca. 50 meter før
målstregen og fulgte kampen om det danske mesterskab i linjeløb, som blev
vundet af Michael Mørkøv. Ganske underholdende. Mellem runderne fik vi lige et
kig på området omkring Gåsetårnet, hvor
der er gang i nogle ændringer, som blandt andet omfatter en voldgrav.
Fotografen har været på spil: Mia & Henrik på jernhesten, Gåsetårnet, Aase
og Kenny ved målet, Michael Mørkøv kort før målet.
P.S. Et link til en kort video fra DM i cykling 2013