En rigtig sommer lørdag fristede mig i går til en tur på raceren, og den friske
havluft trak gevaldigt, så ad sted mod Enø med den nye cykeltaske.
I Krydset Østre Ringvej og Vordingborgvej holdte der en Triumph af de lidt
ældre, formodentlig en af de sidste modeller med tre cylindere og på 750 cm3
fra først i halvfjerdserne. Hvad jeg bemærkede var, at der stik imod sædvane manglede
den karakteristiske Triumph lyd, og der var heller ingen forkæde raslen.
Om lørdagen er der kræmmermarked i Karrebæksminde Alleen kort før broen, så der
er det bare med at have alle antenner ude for personer med total mangel på
trafik kultur.
Nå det gik, men ved udkørslen og til venstre mod bro og Enø, smuttede der en
kvindelig cyklist lige ud over hajtænderne, så bremserne måtte slå kraftig i.
Hun sagde dog undskyld, så videre mod parkeringspladsen og kort før den, var der
minsandten en kvindelig billist, blondine i en fed BMW, som også bare forsatte
ud over hajtænderne uden pause, og her var det sgu tæt på at jeg havde ramt
midt på bagdøren, men slap dog bagom, og hun sagde ikke undskyld.
Ud og vende, tilbage mod Enø by. På Enø Kystvej, stod en hundetosse som jeg
allerede på lang afstand kunne se, havde uhyre vanskeligt ved at styre hunden
da den fra stien sprang en halv meter ud på vejbanen op til flere gange. Da der
ingen modkørende trafik var, trak jeg ud på midten af vejen, og ganske rigtigt,
lige da jeg passerede sprang hunden igen ud på vejen, selvom den var i snor.
Sidste forhindring var såmænd en hel familie som kort før broen simpelthen bare
vadede ud på vejen uden at se hverken til højre eller venstre, for over på
stranden skulle de da, koste hvad det ville. De burde være glade for at det
ikke var en bus de trådte ud foran.
Jeg var glad, for jeg fik testet både ”ABS” bremser og reaktionsevne, og slap
så endelig væk fra Karrebæksminde. Det varer altså et stykke tid inden jeg
lægger turen den vej igen.
Efter en kort pause ved Bornakke Skovens is hus for at sjælen kunne indhente mig, nej heller ingen is denne gang, forsættes til Fodby Station. Kort pause i skyggen, inden Fodsporet lagde asfalt til hjemturen. Turen blev foretaget i højt solskin, ca. 23 graders varme og forholdsvis svag vind. Næsten ideelt cykelvejr for en pensionist som holder af varmen.