Det er
altså ikke mine baller der er tale om, og nej, mine har ikke tilnærmelsesvis
den størrelse som dem på markerne. smiley
Man kan ikke køre en kilometer uden at det bare flyder med baller overalt, dog mest
på markerne. Synes jeg i det næsten gode vejr, ville se lidt andet end
Figenvej. Så Suzukien måtte holde for, og ad sted ud i det Sydsjællandske.
Nu det med det næsten gode vejr, er altså fordi der er vokset en stor pelikan op
i løbet af dagen. Det er ikke den rene fornøjelse at holde styr på alle hestene
i 9-10 s/m vind, især ikke når vinden kommer skråt forfra og eller ind fra
siden og i stød. Temperaturen på de 25-26 grader er derimod alle tiders.
For nu at holde fast i de baller. De opstår jo ikke af sig selv, det skal der store
maskiner til, og dem var der sandelig også mange af i dag, og ikke kun på
markerne. Men når de på markerne høster og fremstiller de baller, støver det
ind over vejene så det nærmest er umuligt at se 10 meter frem, og når man
endelig er kommet igennem støvet bliver man overfaldet af en 3-4 store nys som uvægerligt
medfører snot på indersiden af visiret og derved yderligere forplumrer
udsigten, og så er det altså lidt klamt.
Når man så mener at være undsluppet støvet, bliver man opholdt af traktorer med
store brede ladvogne fyldt med baller, som så fedter sig ud af alle småvejene med
30-50 km i timen. De er satan rasme næsten ikke til at slippe udenom. Hvis de
så havde kørt 10-15 km i timen som i gamle dage, havde man sgu en chance for at
overhale.
Nå man så til ovenstående lægger, at vi åbenbart har et større turist boom i
det Sydsjællandske, så der på alle småvejene, næsten hvert minut, kommer
modkørende ikke stedkendte turister, er det næsten ikke til at bære. Men bortset
fra de nævnte forhold, var den en fremragende tur jeg havde i dag.smiley
Brugte Kennys cykelrute fra forleden med Vejlø som udgangspunkt, så mod
Svenstrup og Vester Egesborg, derefter ad Vordingborgvej for at dreje af mod Kostræde
Banker og Svinø og lige ned og vende ved Dybsø renden, troede jeg, men nej, der
er opsat en bom så passage ikke længere er mulig.
Tilbage igen og mod Avnø Naturcenter, hvor jeg svingede Sværdet ind og holdt i
læsiden af hangaren. Også her var der godt turistet, og jeg ved ikke rigtigt,
men jeg tror at de måske, til Henriks formodede store glæde, var ved at montere
noget udstyr til rappelling, i kontroltårnet. smiley
Forsatte derefter mod Kastelev og ud på Vordingborgvejen, som jeg fulgte til
jeg nåede Rettestrup, igennem skoven og mod Myrup og så til Lov.
Ud på Præstøvej og så er det bare derudad. Næh, næh du, rundkørslen ved den nye
fordelingsvej, som vist er ved at blive omdøbt til Ring Øst, er kun farbar gennem
midlertidigt opsat lysregulering, mens et par gutter går og slår skader med en
kæp. Siden den vej blev åbnet, har den faktisk være mere lukket. Sikke nogle
køer der var i begge retninger, bilkøer altså. Hjemme igen, og små 70 km blev
tilbagelagt i overvågen stil.

Naturcenteret
og ballerne er frosset i tiden.