Når nu
jeg simpelthen ikke kan lade cyklen stå, skal jeg jo finde et sted at vende på
min færd udi det Sydsjællandske.
Karrebæksminde / Enø er ikke det værste sted at rulle til, når vinden er i syd
og vest, men lige i dag havde det nok været det værste. Troldeløbet bruger jo
cykelstien helt fra rundkørslen ved Svingbroen og til Alléen i Karrebæksminde.
Så den vej skal jeg i hvert fald ikke.
Når nu alle de seriøse løbere er med i Troldeløbet er de jo ikke på Fodsporet,
så det kan vel ikke være så overrendt på denne søndag.
Så Dalmose bliver til vendestationen for i dag. Desværre er solen meget lidt
fremme og pelikanen er ude og blafre, men det skal jo ikke holde en pensionist
tilbage, og i går, under indflydelse af den kinesiske buffet, havde jeg jo
pralet lidt med, at jeg i den sidste måneds tid havde kørt 180 km om ugen. Så
intet mindre end en Dalmose tur kunne gøre det, hvis jeg ikke bare skulle stemples
som en skryder.
Ups, jeg glemte vist lige, at ugen hvor turisten var på besøg, smuttede der et
par dage og ca. 115 km, således at det faktisk kun er blevet til 163 km om
ugen. Pyt, det indhentes nok.
Jeg slog mig ned på bænken i dyrereservatet på solsiden, og ganske kort tid
efter kom hr. Suttenberg og placerede sig, samt to flasker med gashåndtag, på
bænken i skyggesiden. Så mens jeg bællede isotoniske drikke, bællede han
Bjørnebryg, det burde være gorillabryg, hvad mon han ville ha’ sagt til at vi byttede.?
Nå, som motionist kan jeg jo ikke bare flade ud hele dagen, så da etapen blev
genoptaget, rullede jeg lige forbi min ven på skyggesiden, og han ønskede mig
skam en god tur. Kvitterede med at ønske ham en forsat god dag, ellers bliver
den det forhåbentlig.
Se nu var vinden altså næsten blevet til rygvind, og intet er jo bedre på en
hjemtur. Så kan jeg gi’ den gas, og et par gange undervejs måtte den gamle
havlåge lægge ramme til hastigheder på over 40 km i timen. Dog kun i korte
intervaller.
Jeg mødte rent faktisk kun to løbere i dag, ellers var der en del cykel
motionister på MTB’er og kun nogle få på racer cykler, og så veninden, ikke at
forglemme, som jeg overhalede på vej igennem Kohave. Resten af turen til
basen, er ren rutine. Bakken mod vandtårnet synes fladere og fladere, rent
pral, skryder.
Et enkelt billede af min ven i reservatet,
lettere sløret, billedet altså, håber han tilgiver mig.
