10. marts, en mandag med klart og solrigt vejr, samt en 4-5
graders varme, og den sortklædte herre mødte op for en morgenkomplet.
Umiddelbart kunne det se ud til at det bliver en lun dag, men jeg har en aftale
med cykeltræneren, så det bliver indendørs at motionen foregår i dag.
Efter den opslidende træning og lidt vask, aktiverede jeg Toyotaen og sneg mig
mod Bilka. Nogen havde været så venlig at bidrage med et fødselsdagsgavekort,
som brændte gevaldigt i tegnedrengen. Så ind og købe nogle boksershorts i den
bedste kvalitet, samt undertrøjer, alt sammen til halv pris i denne uge. Ren
luksus…
Da jeg efter træningen gik en runde omkring huset mødte jeg pensionæren, som
gik med indenfor og fik lidt sen frokost. Hyggeligt med lidt selskab, og så
farvel og på gensyn.
11. marts, og solen skinner på denne tirsdag, men det har været frostvejr i
nat, håber på lidt lune og svag vind, da jeg har overvejelser omkring en tur på
Fodsporet. Slås lidt med ondt i knoppen på anden dag, men håber det forsvinder
under indflydelse af den friske luft. Nå, ikke ad Fodsporet i dag, men en tur i
haven for at klippe roser, rive lidt, snakke med Peter, som har ondt i ryggen
efter en større træfældning.
Kort besøg af missen i dag, men han virker slidt og trækker lidt på højre
bagben.
Fint forårsvej, med ca. 14 grader midt på eftermiddagen samt sol.
12. marts. Solen skinner også på en onsdag og det er næsten
vindstille, men det var 3 graders frost til morgen. Har atter under overvejelse
at rulle mod Fodsporet, på cykel altså, og katten sneg sig indendørs med et
ønske om lidt morgenmad, så et hvæs, og så ud igen.
Nå, sådan. Fik samlet mig sammen og så ad sted mod Fodsporet for første gang i
år. Mere cykling om eftermiddagen, men i tv’et. Om aftenen så pensionister B.S. Kristiansen
manipulere lidt med pigerne i udsendelsen ‘BS & recepten på lykke’. Han er nu ikke så ueffen
til mange ting.
13. marts. På en
torsdag skinner solen og indeholder 3 graders frost. Køligt, men med højt til
loftet. Sidste gode dag i denne uge siger metrologen fra DMI. Nu trues der med
kuling og regn. Vi brugte en del af dagen til at handle, samt se lidt cykling i
tv’et.
Pensionæren var fraværende i dag.
14. marts er en
fredag som starter med sol og 3 graders varme, samt en kat som virkede stærkt
interesseret i noget spiseligt. Efter et par kylling overlår, lidt oksekød,
samt mælk, daffede han atter ud på de vilde vover. Jeg springer adræt på
træningscyklen og snupper 45 minutters intensiv pedalering.
Eftermiddagen byder også på cykling, men det er knap så anstrengende når det
foregår på fladskærmen.
15. marts og
lørdag, hvor en større pelikan har huseret det meste af natten og forsætter her
til morgen.
Katten kom forbi for lidt morgenmad, og gik så atter ud i blæsten. Vi forventer
at vennerne fra Fløng dukker op til lidt frokost, og Aase er i gang med
forberedelserne fra morgenstunden.
Rigtig hyggelig dag sammen med Pia og Kurt, og vi fik set lidt billeder fra deres
tur til Dubai i februar.
16.
marts og en søndag hvor vejret er lidt blæsende men dog omkring 6 graders
varme. Stod lidt tidligt op for at se det første Formel 1 løb i år, med
deltagelse af danske Kevin Magnussen. Det gik jo rigtig godt for ham, da han
sluttede på 3. pladsen.
Ellers er dagen jo gået godt med at spise rester fra i går sammen med Kenny, som
kom forbi og så lidt cykelløb på skærmen, og vi så også hans nyerhvervede iPad
Air, som er noget lækkert legetøj.
Vor pensionær nåede lige at stikke næsen indenfor først på aftenen, fik lidt at
spise og så atter ad sted på nye eventyr.
Vejrinfo