Rent faktisk var jeg på cyklen til Enø i går, da
det var søndag. Det var sådan lidt uden for nummer. Normalt holder jeg motionsfri
om søndagen, hvis ikke vejret ligefrem er rigtig velegnet.
Det var det i går, synes jeg. Let skyet med momentvis sol og næsten ingen vind.
Så på med alt klunset og efter at have kontrolleret cyklen for defekter samt
renset dækkene for potentielle showstoppere, ad sted mod stranden. Den
sparsomme vind var i ryggen, men det ruller alligevel lidt lettere, bilder jeg
mig ind.
Is huset ved Bornakkeskoven var åbent. Jeg kan ikke erindre at der før har
været åbent så tidligt på sæsonen. Jeg lader mig dog ikke friste og passerer
med god fart og så ned ad bakken.
Når jeg kommer hjem og ser på km tiderne på Endomondo, er det ofte den km, hvor
det stykke vej indgår, der er det hurtigst kørte på hele turen. Denne gang er ingen
undtagelse konstaterer jeg senere.
Derimod går det lidt langsommere på det efterfølgende stykke vej op mod møllen
og for den sags skyld også på den næste bakke.
Så er jeg nede på det flade terræn i alléen og så via græshoppen mod p-pladsen.
Ikke så mange ved stranden og generelt ikke særlig mange i området på en
søndag. Og dog, på p-pladsen er der fyldt med biler og på den grønne område mod
klinten står en strandpisser så alle kan se ham, idioter er der sgu nok af.
Så går turen hjemad. I alléen kører der en herre med en let synlig lysegrøn
jakke, på en cykel med kædegear rimelig langsomt, men beslutter at holde mig bag
ham indtil det går ned ad bakken mod kirken. Det gik nu lidt anderledes end
forventet.
Den førnævnte herre satte dampen op, så jeg fik rigeligt med at holde mig på
niveau. På det lange lige stræk mod Bornakke bakken, blev jeg distanceret og op
af bakken gik det helt galt, jeg måtte helt ned i første gear for at få mig slidt
op ad bakken og den grønne mand var for længst ude af syne.
Da jeg nåede helt op til is huset stod han sgu der og smilte lidt vel bredt,
synes jeg nok. Holdt lige en pause og i mellemtiden lagde grønjakken fra land og
blev til en plet i det fjerne. Ja, ja, men det var jo også kun den femte tur
udendørs i år, så der er kun at håbe på, at formen bliver bedre, eller jeg
bliver yngre og lettere. Det sidste er jo nok rendyrket utopi, med mindre jeg
finder ungdommens kilde.
Turen omkring Enø er nu alligevel altid god og nostalgisk.