26. maj. Mandag, ja det skal jeg love for, min computer stod
af, hvilken jo er en katastrofe af bibelske dimensioner. Men vejret ligner
stadig sommervejr.
Hvad var der så galt med den store regnemaskine chef.?
Øjensynlig en udgang på grafikkortet som muligvis er stået af, men da Kenny i
sin tid købte grafikkortet var det et med to udgange. Udelukkede at skærmkablet
kunne være defekt, så jeg skiftede til den anden udgang, og lige pt fungerer
det igen. Måske en stakket frist..!
Efter den forskrækkelse, fandt jeg cyklen og cykeltøjet frem og sneg mig ad
sted.
Så kom vor gode husven forbi, og fik stillet sulten og tørsten, og damper så
stille af igen.
En gang imellem stiller jeg madskålen udenfor om aftenen, hvis der er rester
tilbage fra kattens måltid. Det sker jo han bliver mæt inden der er spist op.
Madskålen er om morgenen fuldstændig slikket ren, og havde på et tidspunkt
mistanke om en ræv sneg sig forbi, men her ved sengetid, satte jeg atter skålen
ud, og havde dårligt sluppet den før en gråstribet noget nervøs kat gik i gang
med måltidet. En herreløs natlig pensionær eller bare en kat der synes om
serveringen andre steder end på hjemmebasen.?
Den er ikke til at komme så tæt på, at det er muligt at se en eventuel
øremærkning.

27. maj er tisdagen hvor sommeren har taget en noget
blæsende attitude. Temperaturen er noget lavere end de foregående dage, og
ligner kort og godt en mere normal sommerdag.
Græsset er dog ikke holdt op med at vokse, så plæneklipperen tages frem, og
ruller frem og tilbage en times tid. Derefter en tur på lossen med pap og græs.
Kenny kom en tur forbi og så lidt Giro, hvor alt på et tidspunkt var kaos som
følge af modstridende meldinger fra tour ledelsen, om en neutralisering af
løbet, på en nedkørsel der vurderedes som værende farlig på grund af slud /
sne. Det gik dog heldigvis ikke så galt som pessimisterne havde vurderet.
Så om aftenen, for det meste, en udsendelse om Lance Armstrong som bestemt var
meget lidt flatterende. Dette falder nu
godt i tråd med min fornemmelse, jeg har aldrig brudt om den arrogante
skiderik.

28. maj. På denne onsdag er vi atter tæt på efteråret, ca. 8
grader, blæsende fra nordlige retninger og gråt.
Pensionæren slumrede i vinduet og blev lukket ind til lidt morgenkylling.
Lidt senere tog vi i byen og handlede lidt.
I mit værelse har jeg en lidt ældre fladskærm uden digital tuner men har så en
Zaptor boks som klarer den opgave. Den boks er nu begyndt at sætte ud
periodevis, og det betyder desværre at jeg nok må ud og finde en billig
fladskærm.
Havde fundet et Phillips tv PHILIPS
32PFL4208T som de burde ha’ i
Fona, men nej det havde de ikke mere. Er så gået lidt i tænkeboks.
Det er selvfølgelig også muligt at købe boks som funktionsmæssigt ligner Zaptor
boksen. En sådan har onkel Harald.
Så brødrene Price om aftenen, som både fremstillede og spiste sig igennem nogle
gigantiske Wienersnitzler.

29.maj. Burde Kr. Himmelfarts torsdagen ikke føles lidt
lun.. ? Det var den ikke omkring sekstiden. Troede ikke jeg havde set rigtigt
på vejrstationen, 3 grader, godt nok plus, men alligevel. Lidt frit citeret.
Den danske sommer er en ung kold pige. Der findes altså ikke noget værre.
Tænk engang, jeg havde under overvejelse at snuppe cyklen, det bliver vist ved
det.
Nå det gjorde det ikke, sprang alligevel på nakken af raceren og tog turen til
Enø.
En sms fra Henrik hvor han omtalte Rødvig og fisk, fik os til at aftale en Mc
tur i morgen, til det sydøstlige Stevns.

30.maj. Inde fra stuen ser fredagen helt fin ud, sol og lidt
svagere vind end i går. Har et ubehageligt job forude, tandlæge besøg.
Ja, ubehageligt er det sgu, men med udsigten til en tur til Rødvig, så er det
overkommeligt.
Kort før 10:30 lagde Henrik til på Figenvej og så ad sted mod Stevns.
Lidt Giro om eftermiddagen, og aftenen det rene bla….De par film jeg havde
valgt at se lidt nærmere på, viste sig at være under pensionisten krav til
kvalitet og indhold.

31. maj. Se nu kender vi det igen, vejret altså. Blæsende,
køligt, 11 grader og gråt. Det bliver mere end vanskeligt at lokke en aldrende
herre ud på cyklen.
Nej, det lykkedes ikke, der kom et Mc blad med posten som skulle ha’ min
opmærksomhed. Senere kom Anja og Kenny forbi med en kage til kaffen og så lidt
Giro, inden de satte næsen mod Hvedevænget.
Jeg har sat næsen op efter Barnaby i aften, så har undladt at drikke rødvin til
mørbradbøfferne. Nu må vi se om det kan modvirke lyd og billede udfald. Det
kunne det, næsten..

01. juni. Hvis nogen skulle være i tvivl, så kan jeg oplyse
at det er søndag. Rimeligt stille, lidt køligt, ca. 12 grader og gråt er det
udenfor. Det stille vejr lokker lidt med en cykeltur, men synes jo nok det
truer med regn i horisonten. Men pyt, på med de lette gevandter og så ad sted
mod Fodsporet.
Senere på dagen dukkede Kenny op for at se sidste etape af Giroen, som samlet blev
vundet af Nairo Quintana
fra Columbia.
Vor pensionær er i øjeblikket meget stabil i sit fremmøde, hver morgen og hver
aften, kommer han forbi med et ønske om noget spiseligt, og helst kylling.

Lidt statistik omkring vejret på
Figenvej

Årstal

Ude temp.

Regn i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2014

20,1

5,6

4,3

ØNØ

1016

2013

16,1

50,1

3,7

ØNØ

1002

Tabellen sammenligner data fra samme uge sidste år med
i år, dog er den ugentlige regnmængde fra foregående uge.

Vejrdata