Hvad gør man når det næsten er vindstille, 27 grader, aften solen skinner og
man har en tohjulet, lidt kraftig cykel stående i carporten. Man springer
straks i det lette mc tøj, fylder tanktasken med køligt væske, og rider mod
solnedgangen. Hyp alle mine heste.
Tager den sædvanlige lidt krøllede vej mod Menstrup, for at forsætte med at
krølle videre mod Bisserup Strand.
Mødte for øvrigt en let påklædt herre uden faldhætte, på en ikke indregistreret
noget larmende chopper med for høj tænding, kort før Menstrup Bjerg. Et hurtigt
kig, da jeg passerede, antydede at maskinen vist kun var på 125 cc.
Så en tur langs Bisserup Strand for blandt andet at se et to etages sommerhus
som Kenny havde spottet på sin cykeltur i går. Ligger rigtigt godt, men det
gjorde prisen sandelig også. Tror det var 3.5 mille.
Forsætter så mod Landbo Museet, men ingen tur gennem skoven, uden et holdt ved
Holsteinsborg. Nyder at se ud over vandet, i det der vist en gang var en del af
en voldgrav. Der er noget fredfyldt over området, hvis det ikke var for en jævn
strøm af biler.
Knipsede lige et aftryk af mine indtryk, indtog en halv flaske vand og forsatte
så til Landbo Museet. I sandhedens interesse skal det nok nævnes, at det ikke
længere fungerer som museum.
Ved nærmere syn gennem vinduerne i den ene længe, kan de udstillede genstande
stadig ses. Hvis ikke ejeren ønsker at vise genstandende frem, kunne man vel
kontakte andre museer, som utvivlsomt ville være interesseret i de ældre artefakter.
Siden jeg sidst har været her, er forhaven med en del ældre landbrugsværktøj
forsvundet, desværre. Jeg synes nok at kunne konstatere at de / den nuværende
ejer ikke rigtig har sans for at bevare landbo kulturen.
Endnu et par knips, og turen går mod Figenvej. Først gennem Rude, så ad landevejen med de mange navne
og Suzukien i sjette gear og omkring 4000 omdrejninger, hvilket bringer mig til
Karrebækvej med tæt trafik, og efter goldbanen sniger jeg mig uden om en snegl
forklædt som WW, for kort efter at blive overhalet af en chopper i høj fart.
Han nåede dog at bremse ned, inden rundkørslen, selvom jeg havde mine tvivl om
det ville lykkes.
Hjemme på parcellen igen, efter en tur i et usædvanligt lunt og godt vejr, og
nyder nu et glas rødvin.
Jeg lånte i øvrigt Kennys styrthjelm, som har solvisir, og det var rigtigt
behageligt i den lidt lave aftensol.
Lidt billeder fra turen.
Søen
ved Holsteinsborg, Suzukien ved Holsteinsborg, genstande i museet,
museumsbygningen, og en hestevogn set gennem vinduet.