Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk 

Mc efterårstur

MotorCykler 2014 Posted on 28. oktober 2014 18:03:01

Når jeg kigger i carporten, får jeg lidt dårlig
samvittighed. Der står en bil, en Mc og en 45 knallert. Ingen af dem er blevet
brugt særlig meget i år. Det er noget dyrt ’skrammel’ bare at ha’ stående
senior….! Ja, ja, rolig nu, jeg tager en tur på Suzukien i dag, ikke…!
Pakker maskinen ud og gør mig klar, ikke med vintertøjer da temperaturen er på
ca. 15 grader, men med Kevlar bukserne, den lette jakke og sommerstøvlerne.
Hvorhen mester.? Ja, det er jo det store spørgsmål. Tror jeg ruller af østre
Ringvej til Skyttemarksvej og på Ring Øst og så mod Rønnede landevejen og
gennem den nye rundkørsel kort før Holme Olstrup, hvor de stadig roder
gevaldigt. Sniger mig så gennem Toksværd by og mod Dysted, kørte så forbi Sparresholm,
som er pakket ind i plastik, og ud på Rønnede vejen til Vordingborgvejen hvor
jeg kører til højre.
Havde eller tænkt på at rulle lidt kvikt derudad på motorvejen til Tappernøje,
men med en temmelig kraftig modvind, er det lige før man blæser af cyklen når
trafikken skal følges med 130 km i timen, så det blev landevejen til jeg drejede
af mod Everdrup ad Tågeskovvej, så ind ad Flintemosevej, hvor jeg så, at ’Peter
Pedals’ hus næsten er blevet beboeligt.
Videre mod Bøgesø, Lille Tvede og til Næstelsø, hvor jeg kører til venstre mod
Præstø landevejen og ad denne til rundkørslen hvor jeg igen vælger Ring Øst, og
gi’r dyret en spand kul. Der er ikke et eneste køretøj de første par km, eller
også så jeg dem ikke i farten. smiley
Atter ad Skyttemarksvej og mod garage anlægget på Figenvej.
Det er først på de sidste 10-15 km af de små 60 km, at jeg igen føler mig som
styrmand med fuld kontrol, det vil sige, at der atter er gået for lang tid
siden sidste udflugt, og nu er det ved at være tid til at sætte kværnen til
vinteropbevaring. Satans siger jeg bare. Så, må vi bede om salon tonen, knægt.
Har kun nået at køre godt 1000 km i år, det er sgu nogle dyre km, når alle
omkostninger medtages i regnskabet.

Et enkelt billede, vistnok taget et sted mellem Lille Tvede og Næstelsø.



Sydvest Sjælland Rundt

MotorCykler 2014 Posted on 20. september 2014 20:33:04

Selvom ryggen skaber sig, skal den nu ikke bestemme alt. Så
i dag tog jeg chancen og Suzukien og rullede mod havet.
Ud ad Østre Ringvej, men hovsa, hvad er nu det. Svingbroen spærret til på
mandag. Så tager vi turen ad Vordingborgvej gennem vejarbejde til Havnegade og
videre ad Karrebækvej mod Karrebæksminde. Megen trafik.!
Det tager tid med arbejdet på molen i Karrebæksminde, det er et van(d)skeligt job, åbenbart.
Kører så mod Karrebæk Kirke og ad Strandbakken ud mod Strandskoven, hvor jeg
holder en lille pause.
Jeg har fået rigeligt med tøj på, selvom jeg kun har iklædt mig den tynde jakke og
sommerstøvlerne. Hov, hov, jeg har også Kevlar Jeans på, og de er varme.
Fantastisk flot og lunt sensommervejr.
En lystfisker gør sig klar med waders og en 9 fods fiskestang.
Ved strandkanten er en større familie ved at slå smut mens hundene bader.
Læg lige mærke til skiltet, der er badeforbud i området.! For mig er det heller
ikke det store problem, for jeg forsætter mod Klinteby på landjorden.
Spøgelseshuset har stadig vinduerne tildækket med plader, og jeg drøner videre ad
Spjellerupvej mod Skafterup, og så til venstre mod Bisserup.
Kører ud forbi stranden og minsandten om der ikke er badenymfer at se. Nåh,
nymfer og nymfer, er måske så meget sagt. Da jeg fik stillet skarpt, viste det
sig at være et par ældre damer.
Ruller videre til Holsteinsborg, og holder en pause. Stilheden er øredøvende, i
ganske kort tid, indtil en eller anden larmende maskine blev startet i
bygningen ved voldgraven.
Nyder en kølig pilsner, ikke alkoholfri, jeg havde taget fejl da jeg greb dåsen
i køleskabet. Men det går nu nok.
Forsætter mod Rude, og til venstre på Skælskør Landevejen og til højre mod
Venslev lidt længere fremme. Så mod Sønder Bjerge og Hyllested og kommer frem
til Dalmose Hovedgade. Kører mod Fuglebjerg og ad den r.. kedelige Slagelsevej mod
Næstved, gennem Havnegade og mod depotet på Figenvej.
83 km blev tilbagelagt i et, som nævnt tidligere, utrolig flot sensommervejr.

Satans nok er Mc sæsonen ved at lakke mod enden. Ligesom jeg synes, at jeg igen
er ved at få fat i teknikken, er det slut med det gode vejr.
Ser gerne at den
globale opvarmning lader sensommeren forsætte til og med oktober.

Nogle
få aftryk af eftermiddagens indtryk.

Ved Strandskoven, Broen ved Holsteinsborg,
Voldgraven ved Holsteinsborg, Holsteinsborg spejlet.



Næste »