17. august. Mandag. Vågner til et noget blæsende scenarie,
med skyer og 17 graders varme samt en større pelikan. Snupper en halv times
fodtur udover fælleden og møder ikke en sjæl hvilket passer mig fortræffelig,
så jeg ikke behøver at vurdere om der skal siges godmorgen eller ej. smiley
I dag kommer du altså til at kører over plænen med græsslåmaskinen senior. Men
gør jeg det mon.?
Næh jeg gjorde ikke, kan ikke med det voldsomme blæsevejr der hersker lige pt,
så jeg kører til Kenny for at låne bæstet til en tur i morgen, inden jeg sniger
mig til fysioterapeut.
Zapper lidt om aftenen, og ser lidt krimi med Frost.

18. august. Tirsdag. Vågner i nat, vand er godt, det må man
lade. Morgenstunden byder også på en stiv pelikan, 18 graders varme og en lidt
sløret sol.
Se nu at få samlet dig sammen senior, hvis du skal nå den cykeltur inden
fysioterapeuten. Ja, ja, rolig nu, ikke stresse.
Nå, det nåede jeg i fin stil, sådan da, bortset fra gummiben, som blandt andet
gjorde at jeg måtte gå hele strækningen opad i Fruens Plantage, plejer dog ellers
at kunne køre næsten halvvejs op ad bakken.
Så går det eller via Rønnebæk og Skyttemarksvej til Præstøvej og op ad
vandtårnsbakken. Se her lykkedes det sgu at slippe op uden at stå af.
Ruller så ad omveje til Figenvej. En times MTB er ikke at foragte. Jeg siger
det atter, Bæstet er altså god at køre på..
Efter badet går det til fysioterapeuten. Jøsses, han tog fat i dag, det gjorde
næsten lige så ondt som når jeg får de jag. Håber sandelig det hjælper..
Kører til Kenny med Bæstet og håber på at redde kaffen. Det gjorde jeg altså,
og så med en mini jordbærkage til. Guf… smiley
Læser lidt om eftermiddagen og om aftenen ser jeg en dokumentar fra Netflix om
en amerikaner som deltog i konflikten i Libyen.

19. august. Onsdag. Pelikanen er i aftagende, troede jeg, det
er 16 graders varme og det er stort set skyfrit. Da søvnen og jeg har et lidt
anstrengt forholdt lige pt, er jeg lidt slatten og kan ikke rigtig beslutte om
dagen skal være motionsfri eller hvad..!
Fodrer pipserne med lidt frø og et par kugler og undervejs dukker skovkatten
frem fra sit skjul og giver tydeligt til kende, miav, miav og et enkelt hvæs,
at lidt spiseligt ikke ville blive afvist. Så pyt da, her er lidt fjerkræ på
dåse samt lidt vand, men sig det nu ikke til Michael.
Kaster mig over hækkeklipning til østsiden, og studser ligeledes en del af vore
buske, og så på lossen med 3 store tønder med afklip, og der var fuldt besat på
lossen.
I øvrigt brugte jeg for en gangs skyld løvsugeren, som larmer aht, men synes
dog at fungere rimeligt hvis der ikke er for lange grenstykker med blade på.
Efter lossen forsatte jeg til Kenny med en toner til hans printer, og fik lige
kaffen og et stykke chokolade.
I samme sending som toneren var der også en ny SSD HD til mig, så jeg kan få
installeret et nyt operativsystem, da min nuværende Windows 8.1 har så kraftig
åndenød, at jeg lader den gå til de evige bitmarker.
Da det kræver en stor del energi og tålmodighed, ved jeg endnu ikke hvornår jeg
får taget mig sammen til at starte på en frisk.
Om aftenen ser jeg noget om mordere og andet godtfolk, så sover mand da roligt.

20. august. Torsdag. Morgenen byder på 15 graders varme, en
lidt skyet himmel, og i dag er vinden vist taget en del af, men lad os nu se.
I dag skal racercyklen vist frem og jeg har tænkt mig at rulle en tur til Enø,
både i dag og i morgen, og så må formen været pudset af til på søndag, hvor det
er hensigten at deltage Medieløbet.
Joh, man har vel kun et standpunkt til man tager et nyt. Jeg lagrede lige
Medieløbets rute i hukommelsen, min altså, og så drog jeg ellers ad sted mod
Rønnebæk, men ikke via Ring Øst da det jo er forbudt at cykle der. Fin tur med
lidt svage ben, men kom dog igennem og op af P2 Bakken uden at stå af.
Kan ikke forstå at arrangørerne af Medieløbet har medtaget den strækning, der
er masser af alternativer. Nå, læser nu
her sidst på eftermiddagen at det omtalte stykke vej bliver spærret af for
almindelig trafik, men alligevel.
Kenny var kørt til Enø og lokkede med en is og jeg snuppede lige Suzukien og
rullede ned og guffede et bæger med 2 kugler.
Det var jo ganske hyggeligt at sidde og slappe lidt af ved havneindløbet i det
rigtig gode vejr. Muligheden er alt for sjældent til stede.
Går en halv times tid om aftenen, inden jeg ser en udsendelse om de rige og
berømte, blandt andre Richard
Branson
som har købt sin egen ø i Caribien. Det er ganske tillokkende med
en sådan privat ø, men folkepensionen slår vist ikke helt til.
Natmissen får lidt at spise af de nye skåle som Aase har købt, og dem synes han
at være tilfreds med.

21. august. Fredag. Solen er dårligt stået op, da jeg står
op, og det er 10 graders varme og uden meget vind. Ifører mig kondiskoende samt
anden nødvendig beklædning og vandrer ½ times tid udover fælleden og ser solen
stå op over Fruens Plantage.
Cykling i dag, ved ikke rigtigt, tiden må vise det og så venter
fysioterapeuten.
Nix, ingen cykling oven på Jakobs behandling, men Kenny kommer og griller
kyllingespyd, og vi smager på en god spansk Rosé.
Henrik og Mia kommer forbi på cykel og nyder en pilsner, Henrik i hvert fald.
Ser det meste af filmen Wasabi med Jean Reno, og han er altid god for lidt
humor og aktion.

22. august. Lørdag. Solen skinner i dag og det er 11 graders
varme da jeg kigger første gang ved halv syv tiden. Svag vind bedømmer jeg det
til. Den styrke må gerne holde sig til i morgen med.
Det gør vinden vist ikke, men jeg kører mod Kasernen på Avenuen ved 10 tiden og
møder Jesper udenfor et loppemarked i Rønnebæk Kirkes regi.
På kasernen hentes diverse numre samt en drikkedunk og en chip så tiden kan
registreres i morgen.
Taler med Kenny som også er mødt op og som forsætter til grill party lidt
senere. Velbekomme.
Hjem og gøre cyklen klar med blandt andet vand og sæbe samt lidt smøremidler,
den pumpes, og til sidst monteres numrene og chippen. Så er vi klar, cyklen og
jeg.
Forsøger om aftenen at se Barnaby, men massive lyd og billede udfald, sætter en
stopper for al tv kiggen.

23. august. Søndag.
Står tidligt op, omkring klokken seks, og varmer lidt op med
fysioterapeutens øvelser. Det er næsten mørkt, men solen anes på himlen og
endnu er det stille vejr og 15 graders varme.
Efter badet og det lette morgenmåltid, godt garneret med kulhydrater findes cykeltøjet
frem og de sædvanlige ritualer igangsættes. Jamen hvad sker der senior.? Jo, jeg skal
starte i Medieløbet 2015 klokken
09:30 sammen med Kenny, Henrik og Kurt. Selvstændigt indlæg forventes i løbet
af mandagen. Ja, det blev nået.
Efter løbet og ved kaffetid kommer Kenny på visit og vi ser lidt Vuelta inden
vi sætter tænderne i nogle uhyre velsmagende og velstegte engelske bøffer med
en tomme løg ovenpå og dertil en Faustino 1. Det var nu ellers Faustino nummer
2, flaske, for den første måtte vi hælde ud, da den var syret og smagte af mug.
Desserten var is og portvin.
Se det var samlet set en rigtig god dag. Godt vejr, god cykeltur i venners lag,
og et godt aftenmåltid.
Forsøger så efter bedste evne at se et par udsendelser på fladskærmen, men det
er omsonst, øjenlågene er for tunge og jeg begiver mig i seng efter at ha’
fodret natmissen.

Husk også lige, at kaste et blik
www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under konstruktion.

Lidt statistik
omkring vejret på Figenvej.

Årstal

Ude
temp.

Regn
i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2015

19,3

9,2

8,4

ØNØ

1007

2014

14,5

20,4

10,3

SSV

0990

2013

16,0

10,6

3,1

VNV

1003

Tabellen sammenligner data fra de foregående år, inden
for samme uge nummer.

Vejrdata

Et enkelt billede fra Enø, hvor Kenny har indtaget den meget
lækre is.