02. november. Mandag. Ti grader må vel siges at være på den
pæne side, årstiden taget i betragtning. Ganske lidt vind men det er meget
gråt.
Sofus møder sulten og kælen op og bliver som vanligt trakteret med kattemad og fortyndet
mælk, og så lister han ind og falder omkuld på sengen.
Jeg falder omkuld i tv stolen og ser et par afsnit af Luksuskrejlerne inden
frokosten.
Efter frokost snupper jeg en god halv time på gåben omkring Fælleden efter at
katten har forladt parcellen. Desværre var der en eller to skoleklasser
undervejs, med mere end 30 unger i 8-9 årsalderen som kunne høres 1½ km væk og
som nærmede sig. Jeg vil tro en Airbus 380 er mere lydløs.
For det ikke skulle være løgn slog de sig ned i den lille lund, hvor der fra
den anden side kom omkring 20 små cyklister i samme aldersgruppe. Se det var
noget af et forhindringsløb. smiley
Om aftenen snupper jeg et nyt afsnit af Sons Of Anarchy, men den serie er efterhånden
blevet alt for brutal og blodig.
Natmissen viser sit milde åsyn i dag.

03. November. Tirsdag. Jeg står lidt tidligt op til 7-8
graders varme, gråt og svag vind samt ondt i låret er dagens første indtryk.
Sofus møder også op og er nærmest ved at foræde sig. Han virker stresset og er
lidt vild i sin leg.
Han har også noget besvær med at sove og mens jeg er i bad forlader han huset.
Smutter en tur til Kenny og får kaffen, selvom jeg i dag er noget handicappet
af smerter i det infame lår.
Først på aftenen kom vor pensionær på besøg igen, og fik lidt at spise, derefter
en slummer først hos mig og da jeg gik for at fodre natmissen, så hos Aase og
da vi gik ind i stuen for lige at se lidt kultur på fladskærmen, kom han og
smed sig på gulvet ved siden af os. Socialt anlagt kat må man sige.
Ved sengetid må han lokkes ud i natten og det går fint.

04. november. Onsdag. Står op til 4 graders varme, lidt gråt
og svag vind, samt en kat som atter møder op.
Den unge herre falder omkuld og snupper en time på øjet, og da jeg kommer ud af
badet, ønsker at han at blive lukket ud.
Efter Aases tandlæge besøg, ruller vi ud og handler lidt.
Efter handlen er afsluttet beslutter vi, at Aase skal prøve at køre en tur op
ad P2 bakken, i bil altså. smiley
Vi kører ad den samme rute som Medieløbet, hvilket giver Aase en idé om hvor
bakket og snoet den tur faktisk er.
Ganske spøjst at køre den tur i bil, når jeg faktisk kun har kørt den på
cykel tidligere.
Taler med genboens kone, som fortæller at der er sat mærker på vore postkasser
i kvarteret, og ganske rigtigt har vi en 5 millimeter hvid prik på vores. Hun
nævner at det var en ældre mand af udenlandsk herkomst som cyklede rundt og
mærkede postkasserne. Vasker pletten af med nogen besvær.
Læser lidt om eftermiddagen, og om aftenen snupper jeg et afsnit af Bones og et
af Gotham.
Ingen natmis, og dog, da jeg åbner døren for at stille mad ud, ryger der en
raket ind ad døren. Nå Sofus, det var lidt sent med besøg, men så får du
natmissens mad, men udenfor. Godnat.

05. November. Torsdag. 7 grader, byger og svag vind samt en
sulten kat byder mig god morgen.
Aase futter til træning og jeg passer katten og ser lidt om de engelske luksus
krejlere. Synes godt om de miljøer de færdes i.
Katten forlader pensionatet kort efter frokost og det gør jeg også og vandrer
en tur rundt på Fælleden. Her møder jeg blandt andet en flok mindre poder fra
en børnehave formoder jeg, og en dame med en mindre hund og vi udveksler lidt
almindeligheder omkring vejr og dyr.
Kort efter møder jeg tossen med den løsgående sorte labrador som kommer løbende
og gøende hen imod mig. Da det ikke kan bringe mig i effekt opgiver hunden og
går tilbage til hundetossen.
Når det en dag er et barn han møder kunne ejeren måske få et problem, hvis
ungen giver sig til at løbe.
Så dukker Sofus atter op for lidt socialt samvær, men går inden sengetid.
Læser lidt og om aftenen er der Filmselskabet på Dr K. Snupper så også lige et
par afsnit af Gotham.
Ingen natmis.

06. november. Fredag. 9 grader udenfor, påstår vejrstationen
og det stille vejr vi har haft nogle dage er vist forbi, og det regner
kraftigt.
Da Rita og Ole kommer til frokost, som de selv medbringer, vi kører i Sct.
Jørgens Park og henter friskt brød.
Det blev en meget hyggelig dag med en utrolig velkomponeret og velsmagende
fiskeplatte fra en fiskehandler i Strøby Egede. Stor ros til fiskehandleren og
vore kvalitets beviste gode venner.
Katten mødte naturligvis også op i dag og sov stort set det meste af dagen men
han nåede dog at hilse på gæsterne og kæle lidt med Ole.
Snupper et afsnit af Gotham inden sengetid.
Ingen natmis.

07. november. Lørdag. Umiddelbart er det tørvejr i
modsætning til i går hvor det regnede en stor del af dagen, temperaturen ligger
på de 10 grader, og der er lidt vind.
Sofus møder op til morgenmad og snupper et par timer på øjet inden han midt på
formiddagen går ud sammen med Aase for at hente cyklen.
Han kommer dog igen og får nogle timer på øjet.
Kenny kigger forbi og får en sludder om job med mere.
Ingen film fra de licensbetalte kanaler, så den står på Netflix og Gotham.
Ingen natmis.

08. november. Søndag. Pelikanen har været på fri fod det
meste af natten og er det stadig til morgen, hvor det er 10 graders varme og
næsten uden skyer.
Sofus møder som altid op og får lidt spiseligt og en snak, inden han lægger sig
på slåbrokken for at sove.
Jeg springer, næsten, en tur ud over Rønnebæk Fælled og gør bag efter bilen
klar til at hente Kenny og cyklen, så den kan blive gjort klar til at sætte på
cykeltræneren. Jøp, det var så det. Så kan han godt gå i gang med vinter
træningen.
Vi ser ikke mere til Sofus efter han forlod parcellen midt på formiddagen.
Derimod dukker natmissen op til aften, og jeg ser det foreløbig sidste afsnit
af Gotham.

Husk også lige, at
kaste et blik på
www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under konstruktion.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

Årstal

Ude
temp.

Regn
i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2015

10,5

0,7

1,8

NV

1021,2

2014

12,7

1,4

8,5

S

993,1

2013

6,8

29,6

3,1

NNØ

977,1

Tabellen sammenligner data fra de foregående år, inden
for samme uge nummer.
Vejrdata