25. april. Mandag. Det er
ikke foråret der plager en, det er snarere mangel på samme. Minus 1, en anelse
sol og svag vind er morgenens vejrmenu.
Røde møder sulten op og fortærer en pakke kattemad og nogle tørre ’beskøjter’
og springer så ud af døren igen. Jeg springer i seng igen, klokken er kun
06:15.
Så må der gang i fysioterapeutens øvelser efter søndagens slendrian på den
front.
Når det lige inden Røde atter dukker op og er mere sulten. Hun vasker sig lidt
og så er det ellers ud igen.
Morgenmad til undertegnede og så lidt fiflen med blogindlæggene ligger lige
for.
Det med blogindlæggene tager altid mere tid end jeg forventer, men når dog at
hilse på Røde inden hun går ind og lægger sig under Aases seng.
Jeg springer glad og tilfreds på cykeltræneren, så, så, rolig senior. Jeg
snupper dog 40 minutter på ryggen af jernhesten.
Røde lader sig ikke anfægte af min larmen og hun sover lige til Aase kommer
hjem og skifter tøj ved 14 tiden efter træningen i Scala.
Vi har ladet inspirationen råde, mest Aase altså, og vi kører til Fri Bikeshop
og investerer i en spritny cykel til fruen, således at jeg ikke længere behøver
at få nervøse trækninger, som når hun rullede ad sted på den gamle cykel med to
manglende eger i baghjulet og en fælg der bestemt havde set bedre dage.
Røde sidder og venter på os, da vi kommer hjem med cyklen i Toyota
transporteren. Hun får lidt mad og går ind og lægger sig på sengen i Aases
værelse og så godnat du skønne. Hun må sgu da få udsovet i dag.
Vi hilser lige på den nye cykel i et enkelt glas Ouzo.
Sætter mig og ser B.S. forsøge at hive noget selvtillid ud af nogle gutter på
en næsten øde ø, men de er sgu vanskelige at aktivere.
Ser slutningen på en film, som absolut ikke var værd at spilde sin tid på. Du
burde være klogere senior. smiley
Natmissen møder forhutlet op. Han har det vist ikke for godt, men spiser dog
lidt.

26. april. Tirsdag. Nej
dog, det er 5 graders varme, sikken overraskelse. Det regner og blæser en del.
Jeg er tidligt oppe på naturens vegne, og det har Røde vist bemærket og synes
hun lige ville kigge ind.
Velkommen frøken, her er lidt morgenmad.
Hun går ud igen efter kort tid for at vende tilbage en times tid senere og
lægger sig på stolen i stuen for en times slummer.
Jeg samler mig sammen og går ud og handler lidt. Hvis det skal være helt
korrekt blev det faktisk til temmelig meget. Jeg var i Storcenteret og besøgte
Tøjeksperten, og så minsandten i Bilka, inde og kigge i resterne af Fona
butikken samt en tur i Tiger. Kører lige til onkel Harald for at se om de
skulle ha’ fået de el-pærer jeg gerne vil ha’ på lager. Det havde de ikke.
Slendrian.
Senere overtaler jeg Toyotaen til at køre i Mega centeret, i dyrehandlen og
Computercity for at købe farve patroner, og det er uhyggelig dyrt.
Smuttede en tur i Elgiganten for lige at snuse til hvad en tablet med Windows
10 koster. For meget kan jeg sige.
På vejen til Figenvej kørte jeg til LIDL og også i Silvan for at se på en akku
plæneklipper.
Hjemme til frokost og det er Røde også.
Ser cykling, først fra Tyrkiet og så fra Schweitz og så er eftermiddagen gået.
Det er Røde også men vender tilbage og får atter en lille en på øjet.
Jeg sætter mig og skriver lidt på blogindlæggene og går så ind foran
fladskærmen og ser et eller andet fuldstændig ligegyldigt madprogram og snupper
så et afsnit af Lilyhammer.
Ingen natmis og ingen Sofus.

27. april. Onsdag. 3
grader stod der vist på vejrstationen, der stod også at vi har fået 8
millimeter regn siden i går eftermiddags. Det er gråt og småregner og solen er
godt gemt.
Røde møder tidligt op og får morgenmaden inden hun springer ud i regnen for at
vende tilbage en times tid senere og hun okkuperer min stol, så jeg må spise
morgenmad i stuen til et afsnit af Lilyhammer.
Men så går den heller ikke længere frøken, du må finde et andet sted at sove.
Det hører hun ikke, og jeg går ud og barberer mig og da jeg vender tilbage har
hun forladt huset.
Jeg springer på cykeltræneren efter at ha’ leget med Røde i en lille halv times
tid, hun dukkede op da jeg havde gjort mig klar til cyklingen.
Aase starter den nye cykel og ruller en tur i byen, selvom det ind i mellem
smådrypper lidt.
Cyklen fungerer tilfredsstillende mener fruen ved hjemkomsten og det var jo
glædeligt, således at den ikke skal byttes.
Ellers er vejret ikke til udendørs sysler, da det stort set drypper det meste
af dagen og aftenen med.
Røde møder op ind imellem for en kort bemærkning og også ved sengetid, men
frøkenen synes bestemt at vi skulle lege med den lille bold, og hun kravlede
ind alle mulige og umulige steder. Et enkelt billede tog jeg da hun var blevet
til en lidt større bogorm.
Ingen natmis eller Sofus.

28. april. Torsdag.
Minsandten, det er 5 grader mest skyet og med lidt vind. Røde møder op og får
en snak og noget morgenmad og damper så ad sted igen.
Jeg kaster mig med ildhu over dagens øvelser, måske en anelse usandfærdigt
udsagn, men udfører dem som sædvanligt.
Efter badet roder jeg bogstavelig talt lidt med en bog jeg er ved at
fremstille, det er ikke bare lige og processen driller en del.
Så smutter jeg i byen for at købe et par T-shirts og derefter en tur i LIDL
efter toiletpapir som jeg glemte forleden.
Aase er endnu ikke kommer retur fra sin træning og da hun kommer er hun og den
nye cykel vist blevet behørigt døbt.
Monterer en trådløs cykelcomputer på cyklen så vi kan holde øje med den samlede
indsats på cykel fronten.
Jeg ’løber’ lige en halv time ud over stierne ved Rønnebækholms arealer.
Så er der Spise med Price og pensionisterne bænker sig foran skærmen. I dag
uden Røde.
Ser Filmselskabet, men synes efterhånden det er småt med spændende nyheder på
den front.
Et enkelt afsnit af Lilyhammer ruller over skærmen inden sengetid og minsandten
om ikke natmissen dukker op.

29. april. Fredag. Dagen starter med solskin og 6 graders varme og vinden er
svag. Desværre bliver det mere og mere overskyet, hvilket er lidt ærgerligt
fordi jeg havde håbet på en tur på landevejs raceren.
Røde møder tidligt op og får sin morgenkomplet inden hun atter gå ud i solen. Jeg
udfører de pålagte øvelser og går i gang med det sparsomme morgenmåltid.
Så ’banker’ Røde atter på. Jeg lukker hende ind af havedøren og bliver straks
overfaldet med et bid i benet og hun farer rundt i huset som en hvirvelvind,
den lille runde plastikbold bliver basket gennem lokalerne i høj fart, og jeg
passer på ikke at stå i vejen. Sikke et humør.
Hun forlader straks efter den enorme energi udladning, huset igen.
Det gør Aase også, da hun synes den nye cykel skulle luftes og ha’ justeret for
bremsen.
Jeg galoperer ud til cykeltræneren og ruller i 50 minutter.
Røde sidder ved terrassedøren og kigger ind på cykel tossen, men du må vente
frøken, jeg står normalt aldrig af træneren undervejs.
Da jeg er stået af, kigger jeg lige ud på gæstetoilettet og hvem sidder der på
gulvet mon.? Det gør jeg siger Røde, for vinduet stod åbent…Hun er lidt snu.. smiley
Hun går kort efter ind og lægger sig under sengen i soveværelset.
Jeg sætter atter laderen til Suzukien som de sidste 14 dage har tabt al
strømmen. Det lidt dyre batteri er vist i en dårlig forfatning efterhånden.
Så er der afslappet cykling fra Tyrkiet og Romandiet, jeg slapper i hvert fald,
mens rytterne må arbejde hårdt for skillingerne.
Sætter mig lidt senere og ser nogle klip fra Youtube med RC styrede modelfly,
og mange af dem er ganske imponerende. Her er et enkelt eksempel. https://www.youtube.com/watch?v=akoJ2zBwX1o
Så er der Fight Night fra TV2 Sport og jeg kigger lidt på det mens jeg lurer på
om nogle af de tre film der ruller sideløbende på de andre kanaler er værd at
se. Det er de ikke.
Natmissen møder op lidt tidligere og får en portion kylling og lidt tørkost.

30. april. Lørdag. Temperaturen ligger på 6 grader her til morgen, det er
overskyet med nogen vind.
Røde kommer galoperende og får det sædvanlige morgenkomplet, og går så igen.
Så er det i gang med fysioterapeutens øvelser og morgenmaden.
Røde vender stærkt tilbage og er overordentlig energisk, legetøjet og katte
huset i stof, bliver væltet rundt og frøkenen farer igennem huset som en mindre
storm.
Nå, så gider hun ikke det mere og vil gerne ha’ en bid at spise og falder så
omkuld på tæppet i Aases værelse.
Morgenunderholdningen er tilendebragt.
Jeg begår brud på de uskrevne pensionist regler og slæber græsslåmaskinen frem
og ruller hen over vor ujævne plæne og den ser dog lidt bedre ud bagefter.
Desværre kom Peter og pegede fingre men det må jeg jo ta’ med. Han nåede at få
slået sin i går.
Vi fik en sludder om løst og fast og om en fælles bekendt Lillian, som
beklageligvis blev bisat i ugen der gik.
Så er det frokost og badetid og katten sover nu på sengetæppet i soveværelset.
Røde sover godt og da Aase vender hjem fra byturen kører jeg til Hvedevænget og
tager Kenny med tilbage så vi kan se noget cykling via iPaden.
Ja, så venter jeg bare på Barnaby, som jeg forsøger at komme igennem med åbne
øjne.
Natmissen møder frem og det gør Røde også, men hun går igen efter at ha’ hilst
venligt på den ældre kat.

01. maj. Søndag. Temperaturen er stadig ikke noget at prale af, 6 grader
lidt sol og en nordlig noget kold vind.
De sædvanlige administrative opgaver bearbejdes og så må det efterfølgende stå
i cyklingens tegn, i dag udendørs har jeg besluttet.
Så ad sted mod Enø.
Efter hjemkomsten får jeg travlt, der er 3 forskellige cykelløb og et F1 løb på
fladskærmen i dag, og næsten samtidig.
Nå, Romandiet Rundt får vi ikke set meget til, da idiotiske TV2 Sport absolut
vil blande cykelløbet sammen med badminton. Det er den mest bruger fjendtlige
måde at vise sport på. Tænk at sætte sig mellem to stole. Dummere kan det ikke
gøres.smiley
Kobler mig helt af TV2 og tuner ind på F1 fra Rusland via RTL. I dag lykkede
det minsandten Kevin Magnussen at komme ind som nummer 7 og han og teamet får
så VM point. smiley
Efter aftenens måltid venter jeg så på serien som på dansk vist hedder Natportieren og
ser et afsnit som ikke rigtig førte nogen vegne.
Snupper også et enkelt afsnit af Elementary, som lige er kommet med en sæson 3
på Netflix.
Natmissen tropper op sammen med Røde og han får lidt spiseligt, og Røde går
straks igen.

Husk også lige, at kaste et blik på www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej

Årstal

Ude temp.

Regn i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2016

8,2

4,2

6,1

NNV

999,4

2015

5,4

7,7

1,3

NNØ

999,5

2014

3,2

10,6

0,0

1007,4

2013

11,5

2,1

10,1

1001,9

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år.

Vejrdata

Et enkelt billede af Aase med den
nye cykel og ‘bogormen’.