10. oktober. Mandag. 7 grader viser
vejrstationen ved 7 tiden, det er gråt men næsten vindstille.
Jeg går i gang med øvelserne og bagefter med morgenmaden, men først fodrer jeg
Sorte, som ind imellem lader sig forstyrre af Røde, som ikke vil ind for at få
morgenmad.
Hun kommer dog lidt senere og slumrer nu på sengen i Aases værelse.
Skriver lidt på blogindlægget fra den forgangne uge og overvejer så at hoppe på
cykeltræneren i 45 minutter. Nemlig. Efter træningen står den atter på
slægtsforskning og jeg får slettet den ikke korrekte gren af familien. Det var
faktisk ikke så vanskeligt.
Læste i manualen hvordan det skulle gøres og for en gangs skyld var
informationen i manualen rigtig.
Manualer er ellers noget som først kommer i brug når man er helt ude i tovene,
da de som ofte er fulde af misinformation.
Aase springer yogaen over da hånden ikke er helt brugbar endnu. Men ud over den
ligner en farvelade ser den nu fornuftig ud.
Atter lidt slægtsforskning, nu går det lidt trægt, omkring ændringen til
tipoldefaren.
Vi sætter os og ser enkeltstart for kvinder fra Doha. Kom ikke at sige at
pigerne ikke kan køre enkeltstart.!
Ser den gamle film, 48 timer, med blandt andre Nick Nolte og Eddie Murphy. Jeg
synes det er den bedste film der er drejet med Nick Nolte.

11. oktober. Tirsdag. Klokken 6 er det 8 grader, noget fugtigt og det
lufter en anelse.
Efter øvelserne fodres både Sorte og Røde og så samler jeg mig sammen til en
tur til de prikne fra morgenstunden. På denne tid af morgenen, omkring halv ni,
kan jeg gå lige ind og er så ude igen efter 5 minutter.
Hjem på cykeltræneren i 45 minutter og så en tur til El Giganten for at hente
Aases telefon som er repareret. Det var en software fejl der havde bragt den
til stansning. Hvilken fejl er ikke oplyst.
Handler også lidt for Kenny da en maveinfektion har bragt ham til standsning
for et par dage.
Hjem og se VM i enkeltstart for kvinder, hvor en 41årig amerikaner snupper
guldet. Godt gået bedste. smiley
Efter det luksuøse aftensmåltid, ser jeg et afsnit af en ny serie og bagefter
Auktionshuset.

12. oktober. Onsdag. 6 grader, gråt med nogen vind er hvad morgenen
byder på. Den byder også på et par sultne katte som fodres af og Røde er i
mægtig humør, så hun vil lege med alting, men jeg må til sidst lokke hende
udendørs med den hvide snor, hvor Sorte sidder og venter.
Slægtsforskningen kalder og efterhånden er jeg ved at være mættet for denne
gang.
Havde ellers regnet med at fælde elefantgræsset, men det regnede det meste af
dagen.
Ser VM i enkeltstart for herre elite fra Qatar som Tony Martin vinder suverænt.
Aase har taget cyklen for en tur i byen for første gang siden hendes stunt i
sidste uge.
Er startet på en ny serie fra Netflix, nemlig Designated Survivor, hvor der
kommer et nyt afsnit hver uge. Hovedrollerne indtages af Kiefer Sutherland og
Natascha McElhone.
Kigger også lidt på serien Graceland.
God aften til Gamle.

13. oktober. Torsdag. 8 grader, og det øser ned. Jeg fodrer både Røde
og Sorte og så kan de ellers bare lege videre.
Da vejret ikke er til udendørs sysler drager pensionisterne ud og handler lidt.
Senere ser vi VM i linjeløb for U23, hvor danskerne ikke kommer til at spille
nogen væsentlig rolle.
Så får jeg en sms fra Fri BikeShop at MTB’er er klar til afhentning.
Jeg henter cyklen og Karsten fortæller at Trek har oplyst at der er en
konstruktionsfejl på forgaflen og den ikke kan fungere med hensyn til at låse
vandringen. Ny forgaffel monteres.
Det havde været rart om Trek havde oplyst det, inden denne lidt cirkusagtige
farce med forkerte dele og næsten 7 ugers ventetid. Fri BikeShop har dog også
vent låsen til forgaflen modsat, men det kan de få lov til at rette senere.
Jeg har så også fået næsten ”punkterfrie” dæk på cyklen, betalt af
undertegnede.
Alt i alt et forløb som absolut ikke er tilfredsstillende og jeg overvejer om
jeg skal klage de korrekte steder, hvor det så end er henne.?
Røde sidder i vinduet da jeg kommer tilbage og kommer med ind og får lidt
spiseligt, hvorefter hun atter forlader huset.
Efter aftensmaden kommer Røde tilbage og nyder et let måltid inden hun går ind
stuen og lægger sig under sofaen for en kort stund.
Pensionisterne ser Bonderøven og jeg ser filmselskabet samt den sidste tredje
del af en film fra Netflix som jeg startede på i går.
God aften til Gamle.

14. oktober. Fredag. 11 grader og en pelikan er vist ved at lette.
men på himlen er der kun spredte skyer.
Røde og Sorte møder op og de bliver begge fodret af. Røde ville gerne ind i
soveværelset men den går altså ikke, du er ikke så populær at Aase vil ha’ dig
derind før hun er stået op.
Studerer vejret nøje, har til hensigt at rulle en tur på MTB’en selvom det kun
er 9 graders varme. Jeg har ellers det standpunkt, at det skal være mindst 10
grader eller mere, hvis jeg skal på cyklen udendørs, men som andre før mig har
nævnt, man har kun et standpunkt til man tager et nyt.
Efter hjemkomsten og de sædvanlige ritualer, tøjvask og bad, sætter jeg mig foran
fladskærmen og ser juniorernes VM. Minsandten om vi ikke fik en Verdensmester i
Jakob Egeholm. Fantastik flot timing af de unge gutter og Rolf Sørensen blev
helt tavs ovenpå den præstation.smiley
Slapper lidt efter min MTB tur, det er rent faktisk 3 uger siden jeg sidst var
på cyklen udendørs. Det kan mærkes. Indendørs træning er godt nok til at holde
sig i gang med, men man taber langsomt men sikkert formen.
Vi kaster os over aftensmåltidet og et glas rødvin og Røde kommer lige og får
en bid med inden hun lægger sig under sofaen og får en skraver på en halv times
tid.
Forsøger at se en fransk krimi fra en af de licensbetalte, men opgiver, der
sker ikke meget. Tilbage til Netflix hvor jeg snupper et afsnit af Graceland,
men ikke helt uden lyd og billede udfald, så det bliver vist en ommer.
Kigger lige på Youtubes anbefalinger og snupper en halv time i Duke Ellingtons
selskab, han var en formidabel musikarrangør og pianist.

15. oktober. Lørdag. 11 grader, en stiv pelikan, gråt og med truslen
om regn lurende i horisonten, møder Røde og sorte ufortrødent op og får så
begge to lidt morgenmad inden de atter forsætter deres færd udi katte verdenen.
Røde når dog lige at gi’ mig et hug, da jeg kilder hende på maven, nå da misser,
i dag var du den hurtigste. smiley
Pensionisterne ruller en tur ud og handler, da vejret ikke er til cykelture for
hverken Aase eller mig. Det blæser simpelthen for meget.
Ja, ja, jeg har atter forbrudt mig mod mine standpunkter, at handle på en
lørdag senior, fy, fy skamme.
Kenny har den gamle cykel stående og da jeg hiver den frem fra redskabsrummet,
synes jeg at den trænger til lidt fransk vask og strygning. Så frem med sæbe,
børster, klude og bagefter strammes kæden og den smøres.
Cykel læsses i bilen og jeg tager den med til Hvedevænget da jeg henter Kenny,
så han kan se Amalie Didriksen blive Verdensmester i kvindecykling. Suveræn
kørsel af de danske piger. smiley
Kører ham over til Tunerne først på aftenen i regnvejr.
Ser et afsnit af Graceland og også i dag noget af udsendelsen om Duke Ellington og Billy Strayhorn som var komponisten bag flere af Duke Ellingtons
store hits. Blandt andre kendingsmelodien Take the A-train og den meget
melodiske Lotus Blossom.

16. oktober. Søndag. 8 grader, gråt og fugtigt med udsigt til mere af
samme slags vejr. Og hva’ så.?
Man tager bare MTB’en frem og ruller den sædvanlige rute rundt om Næstved. Det
er jo derfor den er købt, nemlig til brug om efteråret og om foråret, således
at det ikke er nødvendigt at sidde op på indendørs træneren.
Fin tur med en del gående trafik på de fleste offroad strækninger. Store
grupper af seniorer og så hundelufterne præger billedet.
Så er der vask af cykel, tøj og undertegnede, da der er pladder overalt.
Så tikker der en meddelelse ind på mobilen at jeg har vundet 42 kr. i lotto,
ja, ja, det er da en begyndelse.
Henter Kenny så vi kan se noget VM cykling for herrer.
Cyklingen bliver ikke nogen succes for de danske herrer, da de bliver sat
allerede en tredje del inde i løbet, en punktering kan være skæbnesvanger når
det sker lige når toget går.
Peter Sagan kører titlen VM titlen i hus igen i år, og jeg vinder det
formidable beløb af 55 kr.
Så forsøgte naboen atter at smadre et af vore køkkenvinduer med fodbolden. Ved
ikke rigtig om der måske er en brist eller andet sted, ikke på vinduet, men
måske i hovedet på boldjongløren.
Ruller Kenny hjem og kører så til Figenvej og sætter mig og ser et afsnit af
Graceland.
Både Røde og Sorte har været her i løbet af dagen og Røde snuppede sig en ordentlig
skraver i eftermiddags.

Husk også lige, at
kaste et blik på
www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej

Årstal

Ude temp.

Regn i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2016

7,9

18,3

0,6

NNØ

1019,1

2015

6,8

24,8

0,2

1019,1

2014

10,5

9,1

0,2

N

1003,1

2013

5,5

8,8

1,0

1013,1

Tabellen sammenligner vejrdata
fra i år med samme uge i de foregående år.
Vejrdata