03. april. Mandag. 7 grader, klart og solrigt vejr med en svag vind
fra nordvest.
Har en aftale med medicinkvinden ved frokosttid omkring status på, om hendes
medicintiltag har båret frugt. Det har det umiddelbart ikke.!
Vi aftaler at mødes i morgen for et ekstra checkup..!
Vil registrere gasaflæsningen fra i fredags på hjemmesiden, men den fungerer
som sædvanlig ikke. Det har den vist aldrig gjort. Har skrevet til support men
har ikke fået nogen respons. Indtelefonerer registreringen i stedet.
Aase går i haven og roder lidt i jorden.
Jeg ruller en tur på apoteket i det gode vejr. Venter så på eftermiddagens
cykling fra Baskerlandet Rundt.
Fint cykelvejr i Baskerlandet, hvilket er usædvanligt da det ofte regner på de
kanter.
Kaster mig over lidt slægtsforskning men der er ikke rigtig bid i dag.
Ser på en ny serie fra Netflix.
Ingen Røde.

04. april. Tirsdag. Nul grader står der på vejrstationen, ligesom vi
troede at foråret stod for døren er vi tilbage i køligheden. Det er klar vejr
og vinden kommer vist fra sydøst.
Har en aftale med medicinkvinden først på formiddagen for et lidt udvidet
check. Det er ikke det jeg synes bedst om, men hun vælger afslutningsvis med at
sende mig til MR skanning.
Går over og sludrer lidt med Peter ved hjemkomsten. Synes min bagdel er lidt
bedre i dag.
Så er der atter cykling på skærmen fra Baskerlandet, men etapen er jævn kedelig
i dag, men det smager dog lidt af fugl.
Røde har været her et par gange og har også fået et par timer på øjet. Hun ser skrækkelig
ud i pelsen, med store filtrede totter og bare pletter.
Ser også et par afsnit af en serie fra Netflix, men den kommer jeg vist ikke
rigtig til at synes godt om. For mange faktuelle bommerter præger den.

05. april. Onsdag. 6 graders varme, med udsigt til max 8 grader,
lokker jo ikke ligefrem en pensionist udenfor, sådan bare lige. Det er gråt og
vinden kommer fra sydlige retninger. Kom nu med noget varme.
Min ryg og bagdel har det umiddelbart bedre, håber sgu ikke det er en enlig
svale.
Røde kommer forbi og er fuld af pep og knald. Hun farer rundt i huset og man
skal passe på arme og ben.
Går en runde om huset og fodrer fuglene.
Så er der atter cykling på skærmen. Hele to af dem, så tabletten må i brug. Vi
nåede at se afslutningen af begge løb.
Efter pastaen og en sjat rødvin, snupper jeg en film med blandt andre med Jack
Nicholson og Diana Keaton. Ser resten i morgen.

06. april. Torsdag. 4 graders varme, klart vejr og svag vind fra
nordvest.
Har til hensigt at stige på cykeltræneren for første gang i seks uger. Kører en
halv time og har ondt i ryg og bagdel bagefter.
Det må siges at være en noget begrænset succes, selvom jeg under udøvelsen ikke
mærkede noget videre til de førnævnte legemes dele.
Er ved at være en anelse bange for, at ulemperne gør, at jeg nærmer mig en
permanent showstopper.
Sætter mig med varmepuden på ryggen og ser Baskerlandet Rundt.
Det er ikke den mest ophidsende etape jeg har set.
Efter aftensmåltidet, ser pensionisterne Blomsterberg og Price. Jeg forsætter
med filmen fra i går.
Ingen Røde i dag.

07. april. Fredag. 8 graders varme, noget gråt og med lidt af en
pelikan fra nordvest.
Aase gør klar til at frekventere frisøren.
Jeg hopper på cykeltræneren i en ½ time. Men det er der sgu ikke noget at
skrive om.
Medicinkvinden ringer og får en status. Hun vil ringe igen på mandag, måske
skal der forsættes med antivirus medicinen.
Kigger lidt på slægtsforskningen, men der er ikke noget at hente i dag.
Så er der ’kongeetape’ fra Baskerlandet, men den fuser lidt ud og der sker ikke
en dyt før de sidste 5 km. Alejandro Valverde slår atter til og snupper etapen
og førertrøjen.
Ser lidt på forskellige serier fra Netflix. Ingen falder rigtig i smag.
Ingen Røde.

08. april. Lørdag. 8 grader, atter gråt med en anelse regn samt lidt
vind fra nordvest.
Ser F1 træning fra Shanghai og Magnussen sniger sig ind på 12 pladsen, det
kunne være ringere.
Holder lav profil i dag, da ryg og bagdel driller noget igen.
Så er der cykling, enkeltstart fra Baskerlandet rund, og efter en tæt kamp vinder
Alejandro Valderde foran Alberto Contador i den samlede stilling. Spændende
enkel start.! Både Contador og Valerde er fantastiske cykkelryttere, de giver
ikke op på noget tidspunkt.
Efter tarteletterne finder jeg et eller andet jeg kan se via Netflix.
Ingen Røde.

09. april. Søndag. 5 grader, lidt sløret blå himmel og lidt vind
fra sydvest.
Står tidligt op for at se starten på F1 i Shanghai. Den er så præget af et par
uheld og safety car.
Kevin Magnussen blev nummer 8, det er vel ikke så ringe endda.
Overvejer at rulle en tur på Monsteret, men skal først lige se starten på
cykelløbet Paris – Roubaix, som jeg synes er det bedste af de endagesløb som
køres om foråret.
Nå, det blev en time på cykeltræneren i stedet, mens jeg så cykelløb. Er lidt
spændt på hvorledes ryg og bagdel vil synes om det arrangement.
Efter badet bænker jeg mig foran fladskærmen og Kenny kommer på visit. Vi har
begge spillet på mulige vindere, men ikke på Greg Van Avermaet, som fuldt
fortjent rendte med sejren.
Så er der lasagne og is, og nu er kalorie hullet fra cyklingen altså dækket, godt og
vel.
Snupper noget af filmen Oceans Eleven, men det er den version med The Rat Pack.
Den synes jeg bedre om end den nye version med blandt andre George Clooney.
Ingen Røde.

Husk også lige, at kaste et blik på www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion, når jeg
husker det.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej

Årstal

Ude temp.

Regn i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2017

7,5

4,9

2,7

VNV

1020,7

2016

11,3

7,8

1,4

1002,8

2015

-1,1

36,7

4,0

1021,6

2014

9,5

1,4

5,5

V

1005,7

2013 Ej målt

Tabellen sammenligner
vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år.

Vejrdata