26. juni. Mandag. 15 grader, noget skyet og
pelikanen flagrer som sædvanligt fra nordvest i døgnets 24 timer.
Vi er ved at samle os sammen til en tur til Skagen for at besøge Pia og Kurt.
Det foretages med Peter som guide til stationen og derfra med tog til
hovedstaden hvor vi skifter til et tog som gerne skulle stoppe ved Kastrup
Lufthavn.
Det er en lidt skæv dag, da vi jo ikke som sådan har været med tog og fly i
mere end 5 år og vi selv står som arrangør af det meste af rejsen. Pia har dog
booket vore flybilletter, og Kurt henter os i Aalborg lufthavn.
Ellers er Aase ved at pakke og det har hun fod på.
Turen til Næstved banegård tager jo ikke den længste tid på rejsen. Vi
aktiverer rejsekortet ved ankomsten og finder perronen hvorfra toget går. Her
kommer så den første obstruktion, det meddeles at der er ikke flere
siddepladser i toget og det anbefales at tage næste tog.
En herre som ofte tager toget er rasende, sådan var det også i sidste og
forrige uge påstår han.
Vi tager dog toget da vi jo skal nå flyet, som vist ikke venter.
Aase får dog en siddeplads på et sæde hos en DSB medarbejder i et mindre
aflukke og jeg sætter mig på kufferten.
Vi når frem til tiden og har 8 minutter til at nå toget til Kastrup på en anden
perron. Det når vi nemt og her er en siddeplads til os begge. Obstruktion to. Toget
kører imidlertid ikke til tiden og jeg spørger en DSB medarbejder på perronen
hvad der sker. Han ved det ikke, men finder dog snart ud af at der mangler en
dansk togfører.
Efter en lille halv time kommer den manglende herre og toget ruller. Godt vi
har lidt luft i planen.
Når fint til lufthavnen, men glemmer dog at afslutte tog rejsen. Vi sniger os
op i afgangshallen for at printe boardingkort og bagagelabel ud samt at
indlevere kufferten. Der er jo selvbetjening i dagens Danmark.
Obstruktion tre. Til vor store skræk opdager jeg at jeg enten har glemt, tabt
eller fået stjålet min rygsæk med informationerne til brug ved udskrivning af
de førnævnte papirer. Det er dog ikke det værste, min medicin lå sgu også i
tasken, så der er jeg lidt på den.
Ringer til Pia og hun får Pernille til at sende en recept med den fornødne
medicin til Skagens apotek. Tak til damerne for effektiv ’sagsbehandling’.
Vi indfanger en SAS medarbejder som hjælper os med at printer de nødvendige
papirer ud, efter vi har fået bookingnummeret af Pia.
Sniger os så mod gaten, vi skal dog først igennem sikkerhedskontrollen, hvor
jeg bliver stoppet da jeg har en livrem med metal på. Af med den og vi kommer
igennem.
Taske og tøjkassen bliver taget fra, da vi har to små kartoner juice i
håndtasken. Med 20 minutter til checkin er det videre til gaten som
selvfølgelig ligger i den modsatte ende af sikkerhedskontrollen.
Vi når dog fint frem og kan se flyet vi skal med lige er landet. Det er en
propelmaskine af typen Dash 400 som for små 10 år siden var involveret i nogle
ulykker på grund af fejl på landingsstellet.
Den her fejler umiddelbart ikke noget og vi farer ad sted mod Aalborg som vi
når i løbet af ca. 45 minutter.
Her står Kurt klar med limousinen som skal fragte os til Skagen. Det går der
ca. 1½ time med.
Resten af aftenen står på hygge og Pias tilberedte dyrekølle med Faustino 1 som
supplement. Se det er ikke så ringe endda.
De oprindelige beboere i huset er jo taget til Spanien så Pia og Kurt passer de
to store hunde, Tarzan og Simba som er utrolig omgængelige når man er et medlem
af flokken. Kurt går med dem tre gange om dagen så de kan få rendt noget af
energien af sig. Ellers leger de i haven med diverse pivedyr og vil gerne ha’
vi andre deltager med at kaste legetøjet.
27. juni. Tirsdag i Skagen. Solen skinner og temperaturen
ligger omkring de 18 grader. Vi ruller til apoteket hen på formiddagen og vi
besøger Skagens Museum og ser naturligvis primært de gamle Skagens maleres
malerier, som jeg synes er noget af det ypperste kunsten kan byde på.
Vi handler lidt i butikken og Pia forærer os næste års kunstkalender. Sidste år
var det Kenny der var leverandør. Måske vi til næste år selv kan købe en.!
Efter at ha’ stimuleret en del af sanserne går vi derefter en tur gennem byen
inden frokosten på Brøndums hotel.
Vi går en runde på hotellet og ser de gamle lokaler hvor alle Skagens kendte
kunstnere hold til.
De nuværende ejere har respekteret det historiske og har bibeholdt det gamle
look.
Frokosten består af gammeldags modnet kryddersild med et par Brøndums snaps til
sammen med det det gode Skagen øl. Så et stykke brød med slagter Muncks
leverpostej og bacon.
Se det var sgu en god frokost. Hva’ ? kun to stykker. Nemlig, jeg vil gerne se
den der kan kapere et stykke mere. De er i gigantstørrelse og det er prisen
altså så også. Snapsen blev serveret i snapseglas med Aalborg Spritfabrik logoet
på. De er ikke til at købe for almindelige dødelige, men Pia skaffede to glas
via vor venlige servitrice. Gratis.!
Vi forsætter til Ishjørnet og indtager en gigantisk vaffelis.
Bunden er vist lagt nu, så vi kører til hjemmebasen. Undervejs køber Pia pålæg
hos slagter Munck så vi kan få en håndmad i aften. Sætter os på terrassen og
nyder det gode vejr resten af aftenen.
Hundene ligger sjældent langt fra os og er med i alt hvad der foregår.
28. juni. Onsdag i Skagen. Efter morgenmaden som Kurt
henter hver tidlig morgen, er det tid til en udflugt til Grenen. Vi tager med
Sandormen ud til den yderste tange og står af så vi rigtig kan mærke sand og
vand.
I vandkanten ligger en stor sælunge og soler sig og vi troede den måske var
syg.
Pia spurgte en af pigerne som var tilknyttet Sandormen om hun mente den var
syg. Næh, nej sådan gjorde sælungers mødre ofte når ungerne var blevet trætte
og så kommer hun og henter den senere. Den tror vi så på.
Vi tog nogle billeder og som Kurt så rigtigt påpegede, det var altså et ægte
sælfie. !
En skæg oplevelse, det at stå på Danmarks nordligste spids.
Så ruller vi med Sandormen tilbage til p-pladsen og pigerne køber lidt
souvenirs mens Kurt og undertegnede går op og ser Holger Drachmanns grav, som
ligge oppe i klitterne. Pigerne går også derop og hilser på den gamle
libertiner, efter de har handlet.
Vi køre til Skagen by og parkerer ved kirken som vi lige går en tur igennem og
så bevæger vi os over til Green’s Pub & Café, hvor Pia synes vi skal
indtage den varmt røgede lakse salat. Vi bestiller 3 gange af den og Kurt
fortærer en dobbelt burger.
Pigerne drikker hvidvin og jeg indtager på anbefaling af servitricen, en ½
liter fransk hvede øl fra Kronenbourg. Kurt er på vandvognen da han er
styrmand. Jeg nævner lige, at det er sgu nogle ordentlige portioner og da Pia
efterfølgende foreslår at runde Ishjørnet, springer jeg fra, selvom jeg bestemt
er stor tilhænger af jordbær softice.
Runder havnen og ser lidt på skibene og vi går også en tur ind og ser det
lokale glaspusteri. Se det er jo lidt farligt, da jeg jo har noget med glas.
Jøsses Alvilda, de håndblæste glas jeg kunne tænke mig koster 400 kr. pr. stk.
Kan du så komme ud senior.!
Vi går hurtigt videre til Skagens Bryggeri og bestiller en bakke med 5
forskellige slags øl samt et glas vand.
Pia bestilte lidt knas, blandt andet flæskesvær og her har jeg en slags modsat
forbi. De skal udryddes.
Udmærket øl og vi vender næsen mod vort ’hotel’
Kurt og jeg går en aftentur ud gennem klitterne og på de højeste kan man se
skibene sejle forbi ude mod øst i Kattegat. Vi forsætter til den tilsandede
kirke. Sender pigerne et billede af kirken og vi bliver enige om at gå en tur i
morgen med hundene og så kan vi alle gå op i tårnet.
Vi skyder genvej hjemad i forvisheden om at den var nemmere. Det viser sig så
at være en omvej, så vi næsten gik dobbelt så langt. Vort ry som stifindere fik
noget af en ridse der.
Kurt tænder grillen og griller nogle pølser og vi får lidt koldt øl til.
29. juni. Torsdag delvis i Skagen. Efter morgenmaden går hele
flokken ind over klitterne til den tilsandede Kirke. Det er en spadseretur på
små 2 km i et noget tungt terræn. Mens Kurt venter med hundene, sniger pigerne
og jeg os op i kirken ad meget snævre dårlige trapper. God klaret af de to
tøser, og udsigten er ganske god.
Ved billetsalget, ja det kostede sgu 20 kr. pr. person at få adgang til tårnet,
er der flere der køber billetter, men da de kommer hen til trappen skal de
altså ikke nyde noget og får pengene tilbage og det var noget yngre mennesker
end os.
Vi begiver os mod Revlingevej ad samme rute som derudad, da Pia bestemt ikke
har tillid til vore evner som guide. Vi hørte sgu noget for det stunt.
Efter en frokost med hummerhaler er det tid at pakke sammen da flyveren til
Sjælland venter sidst på eftermiddagen. Vi kører ved 15 tiden og det regner
lidt, men Q5’meren klarer det fint. Når ’autopiloten’ er slået til kører den
minsandten 23 km. på en liter diesel og det ved 110 km. i timen.
Pia hjælper med at printe billetter og bagage mærkat ud og så siger vi farvel
og tak for denne gang.
Se det har været en hyggelig tur som vi godt kunne foretage igen til næste
sommer. Vi går igennem taxfree zonen og får at vide at vi sagtens kan købe alt,
undtagen tobak.
Det er såmænd heller ikke meget billigere end i butikkerne i Næstved. Jeg bruger
en deodorant fra Armani og den var ca. 30 kr. billigere i lufthavnen. Så er det
gennem sikkerhedskontrollen og denne gang uden at blive holdt tilbage.
Flyveren har rygvind og når Kastrup efter 40 minutter. Vi finder perronen med
toget til Hovedbanen, hvor vi dog er lidt i tvivl om hvilket tog vi bør tage,
men hører lige en gut om det er den rigtige vej, når vi skal til Københavns
Hovedbanegård og det er det.
På Hovedbanen venter vi ca. 20 minutter og så går det mod Næstved hvor vi
springer på en Taxa og ruller til hjemmebasen. Kenny har stillet en flaske frem
som velkomst og vi snupper lige en Fernet Branca og så et højt belagt stykke franskbrød
med rejer. Tak for selskabet frue, vi kom dog hjem uden nogen form for mistet
bagage.
30. juni. Fredag. 15 grader og det p….. ned i stænger med vinden i det nordvestlige hjørne.
Velkommen til Sjælland og sommeren. Lidt mærkeligt at stå op, uden selskab af
både mennesker og hunde.
Aase skal til frisør, så jeg er chauffør, i dag.
Ruller en tur i Storcenteret og køber en ny kalender til notater, den
foregående forsvandt sammen med rygsækken. Kører til Kenny på hjemvejen og får
kaffen.
Frokosten indtages samen med et par snapse af de nye snapseglas som Pia jo
erhvervede på Brøndum hotel.
Snupper en morfar på en god times tid og vågnede noget små bims, da Aase
spurgte om jeg kunne snuse til bøfkødet. Jeg behøvede ikke at gå tæt på men
kunne allerede lugte på en meters afstand, at det kun var egnet til
skraldespanden.
Aase kører i Aldi og henter noget spiseligt. Imens forsøger jeg at finde en
kortlæser til et SD kort og undervejs lykkes det mig at ødelægge skuffen med
alt småtings elektronikken. God gået senior, men den har nu aldrig været rigtig
samarbejdsvillig.
Så kommer Sorte. Det er godt at se han er levende. Så vi serverer noget mad og
en masse drikkelse inden han atter forlader huset.
Spiser pizza brødene garneret med egne stegte champignoner, samt et par glas
hvidvin til. Så da jeg for første gang tændte for fladskærmen efter vi er
kommet hjem, slukkede øjnene altså.
01. juli. Lørdag. 13 grader, regnfuldt og med den sædvanlige vind fra nordvest. Nu har det
stort regnet siden i går ved godt firetiden om morgenen.
Malte kommer på visit og drikker lidt og spiser også lidt og da han går kommer
sorte og han både drikker og spiser meget. Aase gør klar til en tur i byen, nu
det er blevet opholdsvejr for en stund.
Jeg giver mig i kast med at skrive blogindlægget færdigt fra sidste uge og
begynde på denne uges blogindlæg.
Der er jo lidt at indhente fra dagene i Skagen.
Henter Kenny så vi kan se den første etape i TDF 2017.
Det er en enkeltstart og Alejandro Valverde, der jo er min favorit generelt,
ryger i asfalten og må udgå. Kenny mener at der en endnu en rytter af mine der
er udgået, men det er ikke helt klarlagt i den skrivende stund.
Vi spiser en sjælden gang foran fladskærmen mens vi ser etapen færdig og Aase
har dagens vinder på sit hold.
Sorte kommer på visit efter Alberte.
Sætter mig senere og ser noget af en film, men interessen er for lav. Godnat.
02.
juli. Søndag. 13
grader, nogen sol og vinden kommer stadig fra det nordvestlige hjørne.
Kenny havde slumret lidt på sofaen og var sikker på at han havde sovet til
oktober skrev han på Facebook.
Roder lidt med at kontrollere regnskabet og arbejder mig langsomt gennem denne
uges blogindlæg.
Holder en pause og Kenny kommer og ser dages TDF etape.
Det er en sprinter etape og den vindes af Marcel Kittel. Ser en stor del af
etapen om eftermiddagen, hvor jeg efterhånden bliver grundig irriteret over Dennis
Ritters henvisninger til at bruge TV2s hjemmeside for at få informationer.
Han har da for fanden masser af tid til at fortælle seerne under udsendelsen
hvad de skal vide, uden at man behøver at tænde for computeren også. Dårlig og
umådelig dum stil.
Efter poussinerne ruller Kenny og jeg til Lidl og handler lidt og så er det tid
at køre til Hvedevænget og Figenvej.
Sorte står og venter i døren og han bliver fodret af.
Også i dag kneb det med at holde brikkerne åbne til flimmeren.
Husk også lige, at
kaste et blik på www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion, når
jeg husker det.
Lidt statistik omkring
vejret på Figenvej.
Årstal |
Ude temp. |
Regn i mm. |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2017 |
15,1 |
5,6 |
10,5 |
NV |
1001,0 |
2016 |
18,3 |
0,0 |
5,0 |
VSV |
1008,9 |
2015 |
15,9 |
21,9 |
5,0 |
SSV |
1010,8 |
2014 |
19,1 |
13,4 |
6,0 |
NNV |
1004,6 |
2013 |
20,4 |
36,7 |
6,9 |
SV |
1007,8 |
Tabellen sammenligner
vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år.
Billeder er undervejs, men oprettes i et billede
galleri, når jeg senere sætter lidt tid af til lige det projekt.