19. februar. Mandag.
Så er det allerede mandag igen. Minus en grad, en sløret blå himmel hvor solen
lige kan anes og det er næsten vindstille.
Tøsen sidder som ofte i vindueskarmen og forventer nok lidt morgenmad. Hun
kommer ind og er ikke voldsom sulten, men vil bare kæle og lege. Efter et par
oste hapser går hun ud ad bryggersdøren. Ved havedøren ligger Sorte, uha, det
var heldigt at de ikke mødtes indendørs. Den sorte herre får morgenmad og en
kort snak inden han atter går udenfor.
Den står i kattenes tegn i dag. Malte viser sit milde åsyn i vinduet i Aases
værelse og han bliver lukket ind til morgenmad. Han er temmelig nøjsom hvad mad
angår, bare han kan få lidt tørkost er det fint. Han lukkes ud af vinduet i
badeværelset.
Undervejs forsøger jeg at indtage noget morgenmad og redigere ugens blogindlæg,
men i dag har det sgu taget sin tid at komme igennem procedurerne. Hvem synes
du egentlig at du kan brokke dig til senior.?? Luk..!
Motivationen til at cykle kan ligge på kanten af et frimærke. Jeg kører en tur
til Kenny og får en kop kaffe og en sludder.
Tilbage til Figenvej og spænder kondiskoene på og går i Aldi efter kattemad og
franskbrød samt et tv-blad. Tv-bladet glemte jeg sgu og må så ad sted igen, men
denne gang tager jeg altså cyklen.
Er efterhånden temmelig dårlig til at gå, får allerhelvedes ondt i ryggen. Salontonen
senior, salontonen.!
Tøsen kommer atter på visit og hun bliver spurgt om det er hende der går og
strinter på vaskemaskinen og eller tørretumbleren, for her lugter grangiveligt
at kattepis. Hun bedyrer sin uskyld, så må vi ha’ fat i nakken på Sorte og høre
ham ad.!
Da han dukker op for en aftensnack hører jeg ham lige om det er ham der er
strintekongen. Næh, han virker noget uforstående og er i øvrigt våd og da jeg
vil tørre ham med håndklædet vanker der lige en stor pote med spidse søm i på
hånden. Okay, den var jeg selv ude om, og han daskede heller ikke rigtig hårdt.

Så er der kylling filet og den sorte herre går atter ud.
Tøsen dukker op en gang mere, men vist nærmest for at socialisere.
Efter resterne fra i går sætter jeg mig og ser noget om hjerne forskning, måske
man kunne blive klogere 😊, og bagefter noget om en flugt fra en fransk
fangelejr under 2. Verdenskrig.
Godnat Ole, pengene ligger i vinduet.

20. februar. Tirsdag.
Der er så hvidt derude af rim, og temperaturen er minus 1 grad, Himlen er blå
og vinden svag fra øst.
Aase lukker Sorte ind og han stiler direkte ind på sofaen. Så kommer Malte og
nu må jeg passe på, for han skal jo ikke forstyrre den sovende panter. Han får lidt
spiseligt og smutter så i et ubevogtet øjeblik alligevel ind i stuen. Han kan
dog ikke finde Sorte som har lagt sig oven på sofabordet. Jeg snupper lige
Malte og bærer ham ud til døren, jeg fik dog et hvæs under den manøvre. Ingen
af naboens katte kan li’ at blive båret. Alberte har vi i øvrigt ikke set i et
par dage.
Da Aase starter cyklen for en tur i Scala kommer Tøsen og får sin morgenmad.
Jeg gør klar til en tur på træneren, og ruller så godt 16 km i Sussex på 47
minutter. Øjensynlig generer det ikke Sorte at jeg larmer.
Først på eftermiddagen kommer den sorte mand og får lidt mad inden han smutter
udenfor.
Slapper lidt efter anstrengelserne på cyklen hvor benene var bløde og manglede
styrke. Slås også lidt med flimmeren lige pt. måske et glas rødvin eller to vil
afhjælpe det, hvis ikke så smager det dog af lidt.
Tøsen kommer en tur om eftermiddagen og spiser lidt Rema mad og kæler en masse.
Hun er altså meget kontaktsøgende og meget omgængelig.
Så er der pasta og karbonader samt et glas rødvin, så nu ser det hele mere
fornuftig ud. 😊
Ser filmen Mr. Beans Ferie og den er god som afslapning.

21. februar. Onsdag.
Gråt men ikke vådt, 1 grads varme og vinden kommer fra nordvest.
Tøsen kommer ind af bryggersdøren og får morgenmad og en længere ’snak’
Slapper lidt og læser og Aase lukke Malte ind så han kan få en bid mad til
middag. Udenfor står Alberte, så hun er da heldigvis i live, men er ikke i
’snakke’ humør,
Jeg ruller en tur til øjendoktoren, som fortæller at mine tårekanaler er
stoppede og jeg for nogle gode råd samt noget at dryppe dem med. Deler skæbne
med massevis af andre på denne årstid påstår hun.
Den unge sorte mand kommer på visit og får lidt spiseligt inden han vil ud
igen.
Selvom der køres cykelløb i Abu Dhabi er der ingen kanaler der har valgt at
sende det. Ignoranter.
Efter de forstuvede bønner og krebinetkarbonaden, ser jeg resterne af en film
med Maggie Smith, The Lady in the Van.
Hun er bestemt ingen ringe skuespillerinde.

22. februar. Torsdag.
Også i dag ligger temperaturen omkring frysepunktet, det er gråt og vinden let
fra en vestlig retning.
Fra øst kommer min nye faste veninde Tøsen og synes vist at lidt morgenmad vil
være på sin plads. Bagefter leger vi og da jeg går i bad lukker Aase hende ud.
Vi skal være lidt forsigtige for Røde færdes derude og vi ved ikke om de to kan
sammen.
Aase kører til byen og jeg kører til frisør og bagefter i Aldi efter billetter
til endestationen med mere.
Efter at ha’ skyllet håret for afklip ruller jeg en tur til Onkel Harald, men
går dog først i Jem & Fix, da de øjensynlig har træbriketter til salg, men
kun også lige akkurat, jeg var blandt de sidste der fik.
Går så ind til onkel, og køber fuglekugler og ser efter briketter, men der står
på et skilt at leverandøren ikke har flere og ingen ved hvornår der kommer
nogle igen.
Hjemme venter Aase på at blive transporteret til Bodil for lidt kaffemik.
Jeg læser et par timer i Johannes Møllehaves erindringer og henter derefter Aase.
Efter porretærten komme Tøsen på visit og futter rundt over det meste af huset
og spiser lidt.
Så kommer Sorte og banker på vinduet og jeg snupper Tøsen og sætter hende ud i
bryggerset.
Den sorte mand får lidt kylling filet i køkkenet og jeg ser efter om Tøsen er
gået, det er hun ikke, hun maser sig gennem dørsprækken og får så øje på Sorte
og bliver helt stiv.
Han kaster blot et blik på damen og så farer hun hurtigt ud af bryggersdøren.
Ingen tvivl om hvem der er kattekonge af Figenvej.
Ser noget om hjernen og nogens ønsker om at kunne kopiere hjernen og flytte den
over i et uafhængigt ’hylster’ og således blive udødelig. Lidt uhyggelige
perspektiver synes jeg nok.

23. februar. Fredag.
5 graders frost, næsten blå himmel og en ganske svag vind fra nordøst.
Inden jeg får startet på morgenmaden sidder Tøsen parat i køkkenvinduet og
bliver lukket ind i varmen og får så lidt morgenmad.
Aase cykler til træning og jeg har startet vedligeholdelsesrengøringen af
opvaskemaskinen og vaskemaskinen.
Mens de larmer kører jeg en tur ud og handler i LIDL, Rema og sidst en tur på
apoteket.
Ved hjemkomsten kommer Tøsen og får frokosten og følger med udenfor da jeg går
ud og sætter opladeren til bilbatteriet. Hvis vi får streng frost er det bedst
at batteriet er fuldt opladet.
Batteri indikatoren antyder at batteriet næsten er fladt. Mens jeg monterer
opladeren hopper Tøsen ind i bilen og synes bestemt der er rart at kunne
overskuede det hele fra forsædet. Nu må jeg sgu passe på ikke at få lukket
hende inde.
Lidt manuelt arbejde med maskinparken afslutter rengøringen og jeg stryger
direkte over til frokosten.
Sidder og holder øje med flyet fra Dubai via www.flightradar.com som gerne
skulle ha’ Maria med.
Velkommen til Danmark miss Heim, her er temperaturen vel 35 grader lavere end
der hvorfra du startede.
Så hopper Alberte op i vinduet og bliver lukket ind af bryggersdøren hvorefter
hun spiser lidt rester.
Vi har ikke set så meget til hende på det sidste, men det skyldes formodentlig
Tøsen, som jo er noget aggressiv over for de unge katte.
Går ud og ser hvorledes opladeprocessen skrider fremad og møder Malte og vi får
en kort ’snak’ inden han går med ind og spiser noget tørkost.
Snupper en lille morfar og så møder Sorte op til en eftermiddags snack. Han er i
godt humør og ruller rundt på køkkengulvet og så bliver der serveret kylling
filet.
Han går atter ud i vintersolen, har øjensynlig ikke tid til en slummer lige pt.
Jeg ser til mit opladningsprojekt og med ind kommer Malte, også han får en
eftermiddags snack.
Så er det tid til suppen. Aase lukker Tøsen ind og hun får også lidt spiseligt
og lægger sig på en stol ved bordet hvor vi spiser. Det går undtagelsesvis hvis
hun forbliver i ro, kradssen i stolene og optræden på bordene tolereres ikke.
Hun går med mig ud og ser det er muligt at komme ud af vinduet i badeværelset.
Ellers er damen lidt urolig og jeg lukker hende ud af bryggersdøren.
Jeg ser en film om en kidnapning med rod i virkeligheden. Den ender desværre
med at den kidnappede må lade livet.

24. februar. Lørdag.
Et par graders frost og lidt blæsende fra øst samt en lidt sløret sol starter
dagen, for mig.
Min faste veninde Tøsen sidder klar i vinduet og bliver lukket indenfor til morgenmad
og så smutter hun igen.
Jeg begynder at gøre klar til en tur på cykeltræneren og vælger at køre en tur
med Zwift programmet, hvor jeg har 25 km gratis kørsel om måneden.
Da jeg stort set er parat banker den sorte mand på døren og han er altså sulten.
Aase er kørt i Aldi så jeg må i gang med kniven og skære nogle lunser kylling
filet.
Han synes tilfreds efter tredje runde og lister ud i solen. Jeg stiger på
cyklen og så går det derudaf en lille times tid.
Så er det badetid og bagefter henter jeg Kenny så vi kan drikke kaffe og se
noget cykling fra Belgien som jo ender fantastisk med Michael Valgreens sejr. Danske
Christina
Siggaard vandt kvindernes Omloop Het Nieuwsblad.
Efter kalkunstegen leger vi lidt med Tøsen som dukkede op da vi skulle
spise. Hun går da jeg kører Kenny hjem.
Da jeg kommer tilbage kommer hun igen og går med ind og vi kæler lidt inden
Aase lukker hende ud.
Senere ser jeg en ekstrem voldelig film som foregår i mørket det meste af tiden.
Man skulle ikke tro at de har set lyset i Hollywood.

25. februar. Søndag.
5 graders frost, gråt og der kommer lidt sne ned, satans, og vinden er svag fra
nordøst.
Står op lidt tidligere så jeg kan nå at komme i LIDL inden de har solgt alt
Sambucaen. Bliver dog forhindret af Tøsen som kommer og mener vi skal hygge og
spise og bagefter indtager hun min kontorstol og vasker sig.
Hun lister dog ud efter en stund og jeg ruller en tur i LIDL efter den
førnævnte likør. Snupper et par flasker med til Helle som hun har bestilt. Hjem
og hente Aase, som i mellemtiden har fodret Sorte. Vi ruller i Rema og jeg
forsætter til Helle med ildvandet og hører at hun i går har haft visit af Maria
og andre tøser som drak alt hvad hun havde på lager.
Hjemme igen og vi ser Røde sidde og gemme sig i blomsterne på hoveddørens
halvmur. Hun vil dog ikke med ind.
Jeg har lige et stik til gode i fingeren og det får jeg så overstået med et
tilfredsstillende resultat første gang. Sidste gang måtte jeg sgu prøve fire
gange inden det lykkedes.
Det er lidt vanskeligt at dossere den rette mængde blod på den lille
målestrimmel og det skal foregå inden for 15 sekunder efter der er stukket hul,
da blodet ellers starter størknings processen og så bliver resultatet
misvisende. Gennemsnittet er 2 forsøg.
Der er op til flere cykelløb at holde øje med i dag og Kenny kommer med Ipaden
og sørger for at vi kan se noget, da TV2 Sport jo ikke gider vise cykling og
Eurosport jo er helt tosset med Vinter OL, så derfra heller ingen cykling.
Så kommer naboen Christian og børnene og efterlyser Malte som de ikke har set
siden i går. Vi ser lige efter i bilen og i redskabsrummet. Ingen kat, desværre
eller måske heldigvis.
Da jeg kører Kenny til Hvedevænget dukker Tøsen op og Aase bliver så legetante
for en stund. Katten er her stadig da jeg kommer tilbage og er legesyg, så vi futter
lidt rundt, inden hun giver sig til at vaske sig og bagefter sniger sig ud.
Ser et par afsnit af Homeland. Hvis den serie afspejler bare tilnærmelsesvis
USA’s engagement i Mellemøsten og intrigerne blandt rådgivere og regering,
kunne man måske blive lidt nervøs for, hvorledes det er i virkeligheden.

Husk
også lige,
at kaste et blik på
www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion, når jeg
husker det.

Lidt statistik
omkring vejret på Figenvej

Årstal

Ude
temp.

Regn
i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2018

3,1

3,5

10,6

S

0995,4

2017

5,4

7,1

12,2

SSV

1002,1

2016

3,4

12,7

7,9

NV

0990,8

2015

0,9

13,4

10,9

ØNØ

0987,4

2014

3,7

14,8

3,9

1012,9

2013
Ej målt

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i
de foregående år.
Vejrdata