13. august. Mandag.
16 grader, gråt og fugtigt men regnen er hørt op. Vi har fået 23,5 millimeter
regn det sidste døgn, nu kender vi ligesom sommeren igen. Vinden er svag fra
sydøst.
Alberte møder op og spiser og så kommer Sorte og spiser og foreløbig som den
sidste, kommer Malte og får en bid. Går ud og strør lidt græsfrø, men tvivler
på at det er nok, jeg har sgu aldrig set en så skamferet græsplæne.
Møder Sorte som synes vi skal lege lidt, men han er sgu lidt farlig at lege
med, selvom han kun ’klapper’ mig på hånden med begge poter med kløerne trukket
ind, mærkers styrken tydeligt.
Efter frokost går jeg ud og forsøger at finde ud af hvad der skal foretages på
Livas tohjulede cykel. Fremstiller et arbejdskort i Word med punkter til
udførsel. Under gennemgangen af cyklen dukker Sorte op og vil ’snakke’.
Lidt senere ligger han på måtten foran havedøren og jeg lukker ham ind så vi
kan se lidt cykelløb sammen.
Har indtrykket af at han hygger sig når fladskærmen er tændt og jeg sidder ved
side af ham i sofaen. Men efterhånden tilbringer vi også nogle timer sammen i
løbet af dagen.
Ganske godt cykelløb fra Holland / Belgien i rent ud sagt pisse regnvejr. Dagens
etape vindes af Fabian Jacobsen fra Quickstep.
Så er det tid til aftensmaden og da Aase går i gang med op vasken, møder Sorte
op og synes vist, at han også bør spise lidt. Kyllingebryst er favoritten.
Derefter lister han udenfor og lægger sig på græsset.
Ser Bonderøven og starter på Klovn, men den serie kan jeg ikke klare, går over
til at se en udsendelse om Herlufsholm Kostskole. Den kender jeg en del til,
udefra.
14. august. Tirsdag.
16 grader, gråt og fugtigt, det er stort set en gentagelse af i går. 3
millimeter regn har vi fået det sidste døgn.
Sorte sover i stolen under pavillonen, Malte kommer og får morgenmad og Alberte
følger efter, men drikker kun lidt.
Sorte komme ind og får morgenmaden og kravler så ind under sofaen og falder
omkuld.
Aase drager til yoga og jeg beslutter at male lidt på husets og carportens
træværk, forsøger at bruge en lille malerrulle, hvilket faktisk lykkes rimelig
godt, må lige bruge en pensel til at nå ind i krogene. Tror det er hurtigere med rullen fremfor med
pensel.
Smed en del græsfrø på plænen forleden, tror dog det er begrænset hvad der
kommer ud af det, da gråspurvene i massevis æder løs af frøene. Der er vel et
sted mellem 30 til 50 gråspurve det meste af dagen.
Har en aftale med Kenny om at hente ham og rulle en tur i en pakkeshop ude i
Ringstedgade, han kører med til Figenvej og får kaffen og lidt cykelløb fra
Holland / Belgien.
Pensionisterne snupper et par veganer ’bøffer’ med pasta til. Junior var ikke
til den slags bøffer.
Sorte får også lidt aftensmad og sniger sig udenfor efter at ha’ sovet inde
under sofaen det meste af dagen.
Han vender dog tilbage senere og får en bid mere inden han atter går ud og
forsøger at fange gråspurvene sammen med Alberte.
Ser noget om mord og uskyldige dømte, men det er sgu ikke lige det mest
opløftende jeg har været ude for.
15. august. Onsdag.
16 grader er vist den nye morgen standard temperatur, det lufter lidt fra
nordvest og der er lidt skyer hist og her, som solen kan skinne igennem.
Spiser min morgenmad i ro og fred, da jeg ikke har åbnet nogle af dørene endnu.
Men nu sker det.
Malte er første mand på banen. Han får lidt morgenmad. Så vågner Sorte og
kommer og får morgenmad, han synes vist ikke det er tilstrækkeligt, men der
vanker ikke mere.
Jeg går i gang med at male træværket med den grønne farve. Det tager jo lidt
tid og indimellem kommer Sorte og synes vi skal ’snakke’ og lege lidt, kredser
nærmest rundt om mig, hvilket ikke er særlig smart når jeg futter rundt med malerrullen
som har det med at sprøjte lidt. Da jeg går ind for at snuppe en bid brød til
frokost følger han med.
Nå, så må han jo ha’ lidt kylling og det hjalp vist, for han går ind og sover
under sofabordet. Jeg forsætter med malingen og ved 14.30 tiden holder jeg
fyraften.
Nu er der så kun træet på gavlene som mangler, men det er sgu også de mest
vanskelig tilgængelige steder. Jeg skal højt til vejrs og det er ikke ligefrem
min livret mere. Derudover er der jo alt det hvide træ på udhænget som skal ha’
en omgang, men så kan det alt sammen vel holde et par år igen.
Ser lidt cykling fra Belgien som faktisk indimellem er ganske underholdende.
Sorte opholder sig jo meget hos os i øjeblikket og han enes fint med de fleste
af de andre katte, umiddelbart er det kun Røde han er efter. Han jager hende
væk hver eneste gang hun dukker op.
Maria sender en SMS og fortæller hun kommer forbi efter træning. Vi får en
rigtig hyggelig aften med lidt knas og rødvin og hører lidt om livet udenfor
Figenvej. Du har mange kvaliteter Maria. 😊
Sorte når lige at få en lille natmad inden han lokkes ud i den lune aftenluft.
16. august. Torsdag.
17 grader, lidt vind fra sydlig retning og en næsten blå himmel er vel ikke så
ringe fra morgenstunden.
Sorte møder op til morgenmad, lidt senere også Malte og Røde.
Jeg samler mig sammen og ruller en tur til onkel Harald og køber lidt hjælpe
materialer til vedligeholdelse af huset. Maling, pensler, gummihandsker,
skraldeposer, plastik træ og afdæknings tape.
Så er det ellers i gang med at børste og rense træværket i den nordlige gavl,
der er sgu højt ned deroppefra.
Sorte møder op for at orientere sig om hvad der nu foregår og vi ’snakker’ lidt
og jeg børster ham med fejekosten og den får nogle dask. Aase vasker vinduer og
vinduesrammer, så også de kan få lidt maling, kun rammerne altså.
Går dog kold midt på eftermiddagen og sætter mig og ser noget cykelløb fra Belgien.
Vejret er rigtig godt, solen skinner og efterhånden er vinden i aftagende, så
det er til at sidde udenfor-
Sorte får aftensmad og sniger sig ud. Fylder lidt hvidvin i glasset og planter
mig på terrassen og det bliver jeg stor set til sengetid.
17. august. Fredag.
14 grader, svag vind fra nordvest og solen skinner gennem tynde skyer.
Sorte og Alberte kommer på visit og redder morgenmaden.
Jeg er ved at gøre mig klar til en tur på raceren til Enø. Kenny har sovet
længe og når ikke med.
Fin tur, men en anelse kølig og et fjols i bil ved De Hvide Svaner som havde
travlt med mobiltelefonen og synes at han burde køre ud foran mig, han fik lige
en sang fra de varme lande.
Var faktisk rigtig godt kørende og overvejede at rulle ind over Bistrup og
Fodby, men under den korte pause ved ishuset i Bornakke skoven, blev jeg
indhentet af en del mørke skyer som slukkede for solen og truede med vand. Havde
ikke medbragt overtræktøj så jeg rullede direkte til Figenvej, hvor det efter
en times tid gav sig til at regne. Men de sædvanlige ca. 33 km og den halvanden
time blev bogført.
Efter bad og en let frokost ind og se BinckBank Tour fra Belgien sammen med
Sorte og minsandten om ikke Magnus Cort snuppede dagens etape.
Vi indtager en hakkebøf til aften og Sorte et kyllingebryst inden han lister ud
på græsset.
Vi har i løbet af dagen vist haft visit af alle de sædvanlige katte.
Ser Ørkenens Sønner og bagefter en film med Sean Penn, The Gunman. Hmm.
Da jeg er på vej til køjs, banker det på havedøren og Sorte har altså lyst til
natmad. Okay, her er lidt til ganen. Han slår sig sgu ned på sofaen og så
godnat.
18. august. Lørdag.
11 grader, lidt kold vind fra nordvest og cumulus skyer som ind imellem skygger
en del for solen. Ved godt fem tiden kommer der en ældre sort herre og vil ud.
Efter ’svømmeturen’ vimser jeg i LIDL hvor det efter deres ombygning simpelthen
ikke er til at finde noget som helst.
Fandt dog flaskeautomaten og så efter et par ture rundt i butikken stedet hvor
de have gemt vand og øl på dåse og flasker.
De ansatte er sgu ikke for kvikke, deres palleløftere med varer placeres helst
så det ikke er muligt at komme forbi.
Hjemme og fodre Sorte, Alberte og til sidst Malte. Så kan i vel klare jer et
stykke tid igen.
Snupper Keewayen og ruller en tur til Jem & Fix for at købe noget græsfrø.
Kører hjemad via Ring Øst til Vordingborgvej for lige at se den nye rundkørsel
og for at afprøve maskinen inden den skal til service på mandag. Har ikke det
store at udsætte på raketten, udover at bremserne stadig piver lidt. Muligvis
trænger det fælles bremsesystem og også indsprøjtningen til en justering. Så
det bliver muligt at hive 10 km mere i timen ud af de 11,5 heste.
Nå, så bryder jeg alle pensionistlove ved at hive plæneklipperen frem og slå
det sparsomme men høje græs. Peter observerer det desværre, selvom jeg dukker
mig under hækken, og han har selvfølgelig et par giftige kommentarer. 😊
Henter Lene og Kenny ved kaffetid. Lene har lovet at lovet at fremstille
pandekager og is kaffe til cykelløbet. Se det var guf og vi snuppede lige en
Sambuca samtidig, men det er vist godt det ikke er hverdagskost, så ville vi
nok bule lidt mere ud end vi allerede gør.
Men pensionisterne takker for initiativet og ingen skal høre noget hvis seancen
gentages.
Aase har fremstillet en let, tartelet som aften måltid af kalkunbryst og kalkunbacon.
Dagens kalorieindtagelse har så overskredet maksimum.
Sorte møder op og får en bid og Lene har virkelig tag på den herre. Hun kan ta’
ham op og kæle med ham, det ville jeg end ikke tænke på at gøre.
Zapper lidt og ser noget fra Tivolirevyen og lidt fra Benny Andersens og Poul
Dissings optræden i 2006.
Tror vi som danskere blev lidt fattigere ved Benny Andersens død her midt på
ugen.
Den sorte mand får lidt natmad og Aase lokker ham udenfor.
19. august. Søndag. 18 grader, gråt
og med en let pelikan fra nordvest.
Når lige at gennemføre øvelserne for anden gang i denne uge og det er
principielt en gang for lidt og jeg kan efterhånden virkelig mærke, at det
altså ikke er klogt at springe over.!
Sorte møder op til morgenmad, dog først efter at vi har leget ude på græsset
hvor han først dasker til mig uden at ha’ kløerne fremme, men når jeg bliver
ved med at drille ham ved at prikke ham lidt på maven får jeg altså en klo.
Den ældre herre lægger sig under sofabordet og der ligger han endnu her ved
19tiden.
I mellemtiden har vi set cykling fra Belgien og Norge. Ganske gode cykelløb
begge to.
Dagen har så stået i afslapningens tegn.
Ser noget af Phantom of The Opera, som jo eller er ganske underholdende, men
zapper lidt til film ind imellem. Den havde jeg faktisk set fra Netflix. Katten
lukkes ud undervejs.
Er på vej til køjen, da det banker på havedøren. Sorte, det er en dårlig vane
du der har fået med at dukke op når jeg er på vej i seng. Han får dog lidt at
spise og sniger sig så ud i natten igen.
Husk også lige, at kaste et blik på www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under løbende konstruktion, når jeg
husker det.
Lidt statistik
omkring vejret på Figenvej
Årstal |
Ude |
Regn |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2018 |
19,4 |
35,2 |
1,9 |
SØ |
1004,3 |
2017 |
9,9 |
2,8 |
0,0 |
ØSØ |
1017,9 |
2016 |
15,7 |
1,4 |
1,6 |
VNV |
1017,4 |
2015 |
14,1 |
12,7 |
0,8 |
ØNØ |
1012,8 |
2014 |
19,2 |
29,6 |
11,4 |
VSV |
0999,9 |
2013 |
16,0 |
10,6 |
3,1 |
VNV |
1003,4 |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i
de foregående år.
Vejrdata
Et par digitale aftryk af dagens bagermester(inde) og
resultatet.