01. oktober. Mandag.
5 grader, let overskyet og næsten vindstille. Den smule vind der er kommer vist
sydfra.
Jeg gennemfører lige øvelserne i løbet af en halv times tid. Nåede det kun en
gang i sidste uge. Fy, fy skamme.!
Tøsen kommer ind af bryggersdøren og får morgenmad samt en lille ’snak’ og
lister så ud igen.
Hun ser altid meget intenst på en, sådan lige direkte i øjnene, der er lidt
specielt synes jeg nok.
Sorte sidder udenfor på det våde græs og jeg går ud og henter ham og vi sætter
os og ser lidt morgen tv.
Går en runde og fodrer fuglene og beslutter at græsset er tørt nok til at blive
slået.
Først dog en tur i Aldi efter køkkenruller og billetter til endestationen samt
kattemad.
Fat i den grønne rotorklipper og så går det over den lidt miserable græsplæne. Til
næste år kommer jeg vist også til at tromle den, udover at fjerne mos og efterså.
Tøsen kommer da jeg er færdig og synes vi skal lege og kæle, hun får så også
lidt at spise.
Da jeg efter badet sætter mig med en kop kaffe og en portion æblekage kommer
sorte og synes vist at lidt spiseligt kunne være på sin plads inden han lægger
sig til at sove på sofaen.
Mens Aase terroriserer os alle med støvsugeren, forsøger vi at finde en plads
under rolige forhold.
Så kommer Malte på en kort visit, også han får lidt at spise. Han virker meget
sulten.
Tarteletterne indtages og bagefter er der Bonderøven på fladskærmen og senere et par afsnit af Frasier.
Sorte kom og fandt en plads under sofaen hvor han overnatter.
02. oktober. Tirsdag.
5 grader, gråt og lidt blæsende fra sydlige retninger.
Sorte slumrer stadig ved 8tiden men forlader os efter en bid morgenmad og i
selskab med Alberte, som kom ind ad det åbne vindue i værelset.
Vi forventer at Aase skal rulles til træning med Toyotaen, da DMI truer med
regn og kuling. På vej til bilen kommer Tøsen og synes nok at det ville være
rart med en ’snak’ og lidt spiseligt. Hun får det serveret udenfor da vi kører.
Ved hjemkomsten sidder hun i et vindue og kommer med ind og får lidt mere mad,
inden hun lægger sig i mit værelse.
De sorte mand kommer også og går direkte ind og napper en lille en på øjet i
sofaen.
Ruller ca. 1½ time på cykeltræneren.
Ser lidt cykling fra Belgien.
Pasta og frikadeller er menuen til aften.
Som aftenunderholdning, udover kattenes besøg, ser jeg en Barnaby fra Charlie.
Har sgu lidt vanskeligheder med at følge med, da der er perioder med manglende
billede og lyd.
Begge kattene mener bestemt at de skal overnatte, Sorte er ikke det store
problem, men Tøsen er jeg sgu ikke glad for at ha’ på helpension, men lader
hende sove på min kontorstol.
03. oktober. Onsdag.
7 grader, lidt skyer dækker periodevis solen. Vinden er let fra nordvest.
Tøsen ligger stadig på stolen da Sorte kommer og vil ud allerede ved halvfemtiden.
Tøsen lokkes ud lige efter.
Falder dog i søvn igen.
Står lidt sent op og tilbereder mad til Sorte, så der er til et par dage eller
tre.
Han ligger ude på græsset i solen og jeg henter ham så han kan får morgenmaden
inden jeg sniger mig en tur i LIDL. Tøsen når dog at komme inden jeg kommer ud
ad døren, så hun fodres også af og så er det ad sted på indkøb.
Efter en let frokost går jeg ud for at se om raketten kan startes. Ja, det kan
den. Beslutter at rulle en tur mens solen skinner selvom pelikanen er løs.
På med de kraftige cowboybukser, Mc støvler og en tynd trøje under jakken og så
drager jeg mod Holme Olstrup, Villa Galina og over mod Gisselfeld, ind over
Hesede til Gamle Køgevej og mod Rønnede
for at rulle over P2 Bakken for anden gang i år, desværre nåede jeg ikke at komme
over den bakke på cyklen i år.
Så går det ad Vordingborgvej til Tågeskov og ind over landet til Mogenstrup og
ender jo så til sidst i ryttergården på Figenvej.
En til tider kølig tur på godt 60 km. Burde ha’ haft de lange Mc støvler på og
noget inden under cowboybukserne. Benene var sandelig noget kolde ved
hjemkomsten.
Kattene har Aase passet og Tøsen lukkes ud efter en kort ’snak’.
Sorte kommer ved spisetid og får lidt aftensmad inden han også lukkes ud.
Ser noget om det engelske kongehus og lidt af en koncert med Kim Larsen.
Sorte kommer sent og ønsker at overnatte.
04. oktober. Torsdag.
3 grader, gråt og næsten vindstille. Lidt vind fra øst tror jeg.
Sorte gik ud en gang til morgen, kan ikke huske hvad klokken var.
For anden gang i denne uge udføres øvelserne.
Tøsen komme og får lidt morgenmad da Aase henter cyklen for at køre til
træning.
Sorte har jeg være ude og ’snakke’ med på græsset men han vil ikke med ind. Han
kommer dog da Aase er ved at rulle. Han får morgenmaden og lægger sig på
sofaen.
Da vi endnu ikke har fået hentet vore husholdnings affald, må jeg jo ringe til
Næstved Kommune for at indhente lidt info. Blev sat i kø i ca. 15 minutter og
opgav så, skrev i stedet.
Sorte synes han skulle ha’ lidt frokost og efter at ha’ spist og stukket næsen
udenfor, vendte han om og gik ind og sov videre. Tøsen fik også frokost men
listede atter udenfor.
Forsøger at finde ud af hvorfor vort ene toilet er begyndt at bruge mere vand
ved skyl end normalt, men instruktionens videoer fra nettet er ikke beregnet
lige til vort toilet. Skiller cisternen ad, og forsøger at finde hoved og hale
på funktionaliteten. Tror jeg fandt hvad der skal gøres, men kan ikke få delene
skilt ad, tør sgu ikke ta’ for hårdt. Ser lige tiden an, det er det man siger
når man i første omgang har kastet håndklædet i ringen.
Ser Mikkel Bjerg sætte ny dansk rekord i en times kørsel på bane. 53,730 km fik
han kørt.
Snupper et afsnit af Filmselskabet og gider så ikke se mere tv for i dag. Sorte
lukkes ud og så er det godnat.
05. oktober. Fredag.
12 grader, gråt og en let vind fra syd.
Sorte og Tøsen møder op ved hver sin dør. Begge får morgenmaden og Tøsen går ud
bagefter og Sorte lægger sig på sofaen.
Vi har stadig ikke fået hentet skrald, men i dag kom en skraldevogn, den
hentede dog kun genbrug, hvad der så end menes med det.? Måske det ord
erstatter storskrald og eller blade. Det er jo ikke nemt at vide hvad
skraldmafiaen mener.
Snupper 1½ time på træneren på en flad rute omkring London. Nå det troede du.
Af en eller anden årsag var den bestemt ikke flad, jeg kørte ind i stigninger
der var på 13-15% og længere strækninger på 7%.
De to næste omgange var så flade.
Aase har handlet ind til aftensmad som i dag står på stegte lakse stykker og
ris. Kenny kommer rullende og spiser med, inden vi skal se Vild Med Rolf, hvor
han også denne gang klarede sig igennem til næste runde.
Sorte så lidt med men ville ud til natten da Kenny cyklede hjem. Tøsen fik
serveret lidt mad udenfor.
06. oktober. Lørdag.
8 grader, lidt tåget, men vinden er svag fra sydlige retninger.
Står op og ser kvalifikation til F1 i Japan. Kevin Magnussen starter som nummer
12 og makkeren som nummer 5.
Spiser morgenmaden i rolige omgivelser uden katte. Sorte sidder
dog i haven og jeg går ud og leger lidt med ham. Selvom han er noget af en tyk
nød, kan han altså både springe højt og løbe stærkt.
Bagefter spiser han morgenmad og lægger sig så på sofaen.
Tøsen møder op af nogle gange og lægger sig i mit værelse på sengen til hen på
eftermiddagen.
Aase ruller til byen for lidt handel. Da hun er kommet hjem, går jeg ud og
starter raketten og lader min sjæl flytte lidt rundt i Sydsjælland. En tur til
Masnedø hvor jeg ville fotografere den nye bro, men det lod sig ikke gøre, da
det ikke var muligt at parkere så jeg kunne få et overblik.
Kører videre mod Rønnede og drejer af til Næstved ved Bårse.
Gør stop ved den nye cykelbro for enden af den gamle Præstøvej og snupper et
par billeder. Har så kørt godt 70 km for at tage billeder af en bro som ligger 2
km fra ryttergården.
Det var dog en fin tur hvor jeg mødte en del motorcyklister. De fleste hilser.
Så er der kaffe og kage mens jeg ser lidt cykling fra Italien. Lidt senere
rester fra i går.
Ser en dramadokumentar, den slags er ofte noget værre bras og i dag var ingen
undtagelse. Starter med en film men opdager at den er lang og slutter sent, så
godnat du. Men først lukkes Sorte ud.
07. oktober. Søndag.
6 grader, lidt mørke skyer der er ved at skille ad, vinden er vist frisk fra
nordvest. Vi har så også fået 11 millimeter regn i nat.
Sorte synes åbenbart
det blev for meget, så han bankede på ved godt 4tiden og blev lukket ind. Den
ældre herre var godt nok våd, så det værste vand blev tørt af og han lagde sig
til at sove. Det gjorde jeg også.
Løser dagens kabaler lidt senere og snupper morgenmaden mens ugens økonomiske
transaktioner gennemgås.
Mens jeg står under bruseren, kommer de nye og længe ventede skraldebeholdere
og Aase kontrollerer at alt er leveret.
Senere mens Aase er i byen og handle lidt, omlader jeg vort skrald til de nye
beholdere og får derved nogle plastbeholdere i overskud. De må gå med som
storskrald på et tidspunkt.
Den store bladbeholder på hjul synes Tøsen er formidabel som skjulested. Hun
vimser rundt om mig mens jeg tømmer den og hun lægger sig på bladene og ser vældig
tilfreds ud.
Så er der cykling fra Frankrig, nemlig Paris Tours og minsandten om den ikke
vindes af danske Søren Kragh Andersen.
Derimod gik det jo elendigt for Kevin Magnussen i F1, som blev påkørt bagfra på
anden omgang og punkterede samt fik skader på bilen, som så måtte forlade løbet
efter nogle få omgange.
Aase har fremstillet en fortræffelig lasagne og den ledsages af et par glas rødvin
hvorefter den indre ro tager over. Sætter mig og ser en actionfilm, men må i
perioder overgive mig til søvnen og går til køjs. Sorte sover.
Lidt statistik omkring vejret på
Figenvej.
Årstal |
Ude |
Regn |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2018 |
3,9 |
0,7 |
0,0 |
NV |
1004,3 |
2017 |
12,3 |
24,7 |
8,9 |
Ø |
1001,6 |
2016 |
12,2 |
19,0 |
4,3 |
N |
1012,9 |
2015 |
12,7 |
0,0 |
0,0 |
VNV |
1009,8 |
2014 |
12,7 |
8,5 |
7,7 |
SØ |
1011,5 |
2013 |
11,7 |
5,6 |
4,0 |
SV |
1017,6 |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i
de foregående år. Normalt målt om mandagen.
Vejrdata
Et par digitale øjeblikke fra ugen der gik.
Den nye bro samt udsigt fra samme for enden af den gamle Præstøvej og Maria i
City Jets stewardesse dress.