29. juli. Mandag. 18 grader, masser af sol og en vind
der er let fra nordøst.
Vågner atter tidligt, godt 4 var klokken vist og det var lidt varmt synes jeg
nok. Lægger kabalerne og slumrer så hen indtil ved 6tiden hvor Sorte ligger på
måtten ved havedøren. Han lukkes ind til morgenmaden og han snupper så et par
timer i Aase værelse inden han lister ud i varmen.
Kort efter kommer Malte og får en tår at drikke. Så ringer de fra Skousen og
fortæller at der ankommer en ny tørretumbler inden for en times tid. Håber sgu
den er mere økonomisk end den gamle, eller er skillingerne jo smidt ud med
varmen.
Så blev maskinen leveret og Aase rengør lige pladsen hvor den skal stå.
Redigerer blogindlæg og rydder gulvet for Bjarnis computer som jeg har lånt og
ruller til Nyborgvej med den.
Havde forhåbninger om af jeg havde hans kontaktpersoner med på en USB-nøgle,
men filen er sgu blevet væk. Tager den gamle harddisk med hjem igen og må så
forsøge en gang til.
Heldigvis ser det ud som om Jytte så småt er ved at kommer ovenpå, efter hendes
styrt, men ting tager tid når man er nået over pensionsalderen.
Vi får gang i den nye tørretumbler og i første omgang ser det altså ikke ud til
at den er en skid billigere i strøm end den gamle og den larmer bestemt også
lige så meget, måske, om end støjen ikke er så irriterende.
Det er den til gengæld hos naboerne, som har etableret en pøl i haven og
skrigeriet har nået uanede højder samtidig med at musikken går.
Tror det er årets varmeste dag, 36 grader siger vejrstationen og det er i
skyggen.!
Vi spiser rester fra i går. Senere ser jeg ’Anne og Anders i Mellemøsten –
Jordan’.
Så er der altså ikke øjne til mere og sorte kommer og får natmaden inden han
går ud i de 23 grader klokken 23.
30. juli. Tirsdag. 20 grader, lettere overskyet og
vinden er svag fra sydøst.
Vågner med krampe i den venstre læg, hvad fanden bilder den sig ind, jeg indtog
2½ liter vand i går, så der burde ikke være tendenser i den retning.
Sorte møder op ved 5tiden og spiser morgenmad og går så ud igen. Udfører lige
dagens øvelser bagefter.
Kontakter Stofa for at få en afklaring omkring vores vanskeligheder omkring tilslutning
til Internettet via Wi-Fi.
Supporten på Stofa foreslår at vi resetter routeren og det gør hun så. Der vil
gå nogen tid inden resultatet foreligger.
Aase ruller mod Scala og jeg slæber MTB’en frem og snupper en tur rundt om
Næstved. Selvom der ikke er sol, er det meget lunt alligevel. Var tæt på at gå
kold også i dag. Havde ellers medtaget en sukkergel som Aase havde købt i LIDL.
Den suttede jeg i mig ca. halvvejs på ruten. Jeg er noget i tvivl om den
fungerede efter hensigten. Var lidt kvæstet ved hjemkomsten og jeg kom kun 2/3
dele op ad vandtårnsbakken.
Det blev til 1 time og 44 min og 31, 53 km, samt 193 højdemeter.
Ved hjemkomsten og efter frokosten, kontakter jeg atter Stofa og forklarer at opgaven
i morges ikke bar frugt. Vi forsøger endnu engang hvor jeg fysisk resetter routeren
og må vente i ca. 20 minutter inden resultatet foreligger. Det hjalp ikke en
skid. Er gået i tænkeboks. Aase bruger indtil videre den bærbare.
Plæneklipperen blev startet og Sorte blev flere gange forstyrret på sine
hvilepladser. Så en tur på lossen med haveaffald og den gamle tørretumbler og så
er det fyraften. Der er cykling på fladskærmen fra Vallonien.
Senere er der pasta og pølser og så går jeg i gang med at om konfigurere vores
IT, således at vores egen router nedtages og computerne tilsluttes direkte
Stofas router med kabel.
Det er en større omgang, men ser ud til at være løsningen. Vores eksterne backup
harddiske skal så tilsluttes direkte de enkelte computere. Ser på det i morgen.
Min konklusion er så at det er vores USB WIFI dongler der ikke længere kan
magte opgaven set i lyset af de sidste opdateringer fra Windows 10 og firmwaren
kan ikke opdateres i og med der ikke findes opdateret software på producentens
hjemmeside.
Konklusionen er draget på det grundlag at den bærbare uden problemer kan køre trådløst
op mod Stofas router og det kan vores mobiltelefoner også, så det er måske ikke
hos Stofa problemet ligger.
Så mangler jeg at se på Aase computer som alt for ofte går i koma, også det ser
jeg på i morgen.
Se det var sgu en ordentlig smøre, men IT er skide omstændigt.
Forsøger at se lidt på fladskærmen, men det ender i zappen og med masser af
billede udfald. Sorte får natmad og går ud.
31. juli. Onsdag. 17 grader, og det har regnet i nat
og vejret er stadig gråt med en let vind fra øst.
Vækkes i nat af et køretøj som lyder som en mindre lastbil, men falder hen
igen. Er oppe ved halv sekstiden og lukker Sorte ind til morgenmaden. Han går
ind og sover i Aases værelse.
Det småregner og katten har nok været klar over at vejret ikke var til at
færdes ude i.
Nå, så tager jeg Aases computer fra til operation og forsøger at transplantere
et nyt grafikkort.
Operationen lykkedes og endnu her i eftermiddag kører den muntert.
Henrik og Mia kommer en tur og låner traileren. Nå, de havde vist ikke rigtigt
held med deres forehavende.
Sætter mig og ser de sidste km fra dagens etape i Vallonien rundt.
Sorte kommer og får lidt mad og i går ud og leger lidt bagefter.
Pasta og pølser udgør aftensmaden. Jeg tilslutter min backup usb-disk direkte
til computeren og rydder lidt op på den, så der er plads til de nyeste filer. Det
tager sgu sin tid at flytte 100 Gb. Etablerer Aases backup i morgen. Hen på
aftenen får hun dog problemer når hun ser Tv via computeren, i og med skærmen
går i sort et par gange. Der findes vistnok en løsning på det ifølge Microsoft
support. Også det ser vi på i morgen.
Ser en udsendelse om sømænd, forsøger også at se Frost, men har set det afsnit
tidligere. Forsøger også at se en udsendelse om masterhjerner, men mangler
samarbejde med øjnene. Sorte får natmad.
01. august. Torsdag. 15 grader gråt og lidt finregn,
vinden er let fra nordøst.
Er vågen for tidligt, men sover dog lidt videre indtil ved halvsekstiden. Sorte
kommer og indtager morgenmaden og så går vi til køjs.
Gennemfører de obligatoriske øvelser og så er der morgenmad. Pønser på at hoppe
på cykeltræneren og efter at Aase er blevet kørt til Scala gør jeg klar til at
køre en lidt bakket rute på Zwift. 54 minutter og 19 km med 217 højdemeter blev
det til.
Malte var lige på besøg inden min start og han tog Sorte med ud.
Aase ringer og synes hun gerne vil hjem og jeg er lige hoppet i tøjet efter
cykelturen så bilen aktiveres og hun hentes hos LH. Sorte ligger og sover i
carporten.
Aktiverer backupdisken på Aases computer og tester systemet og alt synes at
fungere. Ser lidt cykling fra Vallonien og henter så Kenny på Stationen hvor
han kommer hjem fra en tur i Maribo.
Vi spiser gode hjemmelavede frikadeller som vores mor lavede dem og med kold
kartoffelsalat som supplement. Kører Kenny til stationen så han kan forsætte
til Vangede.
Ser ’En Sag For Frost’ og så er øjnene trætte. Sorte kommer i sidste øjeblik og
får natmaden.
02. august. Fredag. 11 grader, nu kender vi atter
vejret, lidt sløret blå himmel og vinden er svag fra nordøst.
Er atter vågen ved 4tiden og går en runde, men går til køjs igen for at lægge
kablerne på tabletten, som er ved at løbe tør for strøm, selvom den har været
sat til siden i går middags. Den er øjensynlig ved at være slidt som stort set
alt vores IT-grej efterhånden er.
Sorte møder op ved 6tiden og spiser morgenmad hvorefter han lægger sig i Aases
værelse.
Ved 9tiden går den sorte mand udenfor. Det gør jeg også lidt senere, medførende
en delvis sortlakeret herrecykel fra Trek. Sætter mig dog op på den og ruller
mod Enø. Benene var ikke så gode som i sidste uge men når dog busstopskiltet
inden de 50 minutter. I alt blev det til 1 time og 25 min og små 33 km
inklusive 148 højdemeter. Efter frokost og bad en tur i Aldi for at købe lidt
af hvert til husholdningen, inklusive en flaske orangelikør, som smager rigtig
godt med en klump is i glasset.
Vil se lidt cykling fra Vallonien på fladskærmen, men kan ikke finde udsendelsen.
Går så i gang med at om konfigurere min Squeezebox, så den kan finde min backupdisk
på det ændrede netværk.
Ser noget om fremstilling af sennep fra Nyord på Møn. Bagefter et afsnit af den
gamle krimiserie ’En By i Provinsen’
Forsøger og at se ’Den Lyserøde Panter’ men det kniber lidt med øjensamarbejdet.
Sorte kommer og får natmad efter at ha’ sovet nogle timer i Aases værelse.
03. august. Lørdag. 9 grader, klar blå himmel og
vinden er svag fra nordvest.
Jeg er også svag efter at ha’ sovet ganske elendigt og må vist indstille mig på
en motionsfri dag med lidt flimmer.
Sorte kommer og får morgenmad ved sekstiden og lister så ud igen og jeg lægger
kabalerne og forsøger at slappe lidt af.
Så serveres morgenmaden af senior og i dag står den på vandmelon og mysli til
en forandring.
Bestiller kaffe fra Nespresso via nettet.
Efter badet går jeg over til Peter og får en længere snak. Han har det ikke så
ringe endda, siger han. Han har været til kontrol og alt i alt ser det faktisk
noget bedre ud end for et par måneder siden.
Spiser lidt sen frokost og ser F1 kvalifikation. Ser også lidt kvinde cykling
og herre cykling fra løbet San Sebastian.
Vi spiser kold kartoffelsalat og roastbeef til aften med et glas Sangria til. Forsøger
at finde noget på fladskærmen som jeg gider se, men det lykkes ikke og sætter
mig udenfor og snakker med Sorte og drikker lidt sangria. Han får natmad og går
ud i natten.
04. august. Søndag. 13 grader, der er nogle gråhvide
totter på himlen og vinden er let fra nordvest.
Er oppe ved godt 5tiden og det er Sorte også og vi får lige en snak og lidt
morgenmad inden han lægger sig på Aases seng i værelset. Jeg lægger kabaler og
udfører de sædvanlige øvelser inden min morgenmad. Så lidt kontrol af computere
og økonomiske transaktioner. Aase computer kører faktisk temmelig hurtigt efter
det nye grafikkort kom i og jeg fik slået nogle interne rutiner fra.
Cykling? Ja det er spørgsmålet.! Det blev det ikke til, ikke for mig da, men
Aase rullede en tur til Kenny for at ordne et par ting.
Dasker lidt rundt og fodrer Sorte og ind imellem mig selv inden der er F1 hvor
Kevin Magnussen blev nummer 13.
Ser lidt cykling bagefter, inden der serveres croissanter med Skagen salat og
så når jeg lige at se nogle km fra et løb i Storbritannien hvor Michael Mørkøv
kører Elia Viviani frem til sejr. De kan sgu det der.!
Ser en udsendelse om Ruslands natur med mere og så en SciFi film.
Sorte komme lige før lukketid og får en bid natmad.
Lidt statistik
omkring vejret på Figenvej.
Årstal |
Ude |
Regn |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2019 |
18,8 |
4,9 |
2,1 |
Ø |
1005,4 |
2018 |
23,6 |
12,7 |
4,3 |
SSØ |
1013,5 |
2017 |
15,6 |
40,9 |
3,1 |
SV |
1003,8 |
2016 |
16,0 |
41,6 |
1,0 |
VSV |
1008,7 |
2015 |
13,9 |
4,9 |
0,8 |
SSØ |
1012,9 |
2014 |
19,9 |
14,8 |
3,9 |
VNV |
1006,9 |
2013 |
23,5 |
36,0 |
2,9 |
S |
1017,1 |
Tabellen sammenligner
vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen.
Vejrdata