Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk 

Uge 52

Set & Sket 2019 Posted on 30. december 2019 12:13:33

23. december. Mandag. 6 grader, meget gråt og det har regnet lidt. Vinden er svag fra sydøst.
Katten vil ud ved halvfemtiden og jeg slumrer videre til ved halvsyvtiden da den sorte mand vender tilbage og får morgenmad, hvorefter han atter går udenfor.
Lægger kabalerne og falder så i søvn igen. Aase vækker mig og hun er på vej i byen og har lukket Sorte ind.
Snupper lige lidt morgenmad og går så i gang med at redigere blogindlæg.
Når ikke at blive færdig med blogindlægget inden vi ruller til stationen for at hente Lene, Dicte og Bertram som kommer på visit hos Kenny til lidt julegløgg fra sidste år leveret at Lene og æbleskiver. Den lyse gløgg kan jeg især godt lide. Vi hygger og et par timer og Bertram bygger rutsjebaner på computeren, vi er sikre på at han skal være rutsjebane ingeniør når han bliver voksen. Pensionisterne lister til Figenvej og jeg går over og taler lidt med Peter og Anette. Han har det stadig nogenlunde. De kommer over og får et glas i morgen efter frokost.
Spiser en håndmad med sylte og lidt senere har Aase fremstillet en balje risengrød og den skal jo smages med kanel og smørklat samt en KB juleøl. Ikke så ringe endda. 😊
Ser en gammel cowboyfilm med John Wayne, men ikke den bedste af slagsen. Senere ’Kender du Typen’ og til sidst ’ Forsvundne Arvinger’ Sorte overnatter efter nogen palaver. Han havde taget plads på bademåtten som jo befinder sig i badeværelset, for det meste i hvert fald og der kan han ikke ligge og sove, så han måtte kostes ind i kurven. Godnat knægt.

24. december. Tirsdag
. 6 grader, lidt gråt med finregn. Vinden er svag fra syd.
Det kommer vist ikke bag på nogen at det er juleaftensdag. Glædelig jul.
Sorte vil ud ved 5tiden og vender tilbage ved 6tiden, får lidt morgenmad og går så hen og lægger sig i kurven.
Kabalerne er lagt og jeg lægger mig til at snue et par timer mere.
Tager det årlige julebad og ruller så en tur i Aldi efter lidt godter. Der var mange i gang med de sidste indkøb.
Ruller en tur i Sct. Jørgens Park for at købe en blomst til fruen, men der gav jeg fortabt, 11 personer før mig og én til at ekspedere, det er bare for meget, de blomster må du have til gode.
Anette og Peter kommer og får et glas samt ønsker glædelig jul.
Vores sorte pensionær lister lidt ud og ind og lægger sig i kurven hen på eftermiddagen. Kenny kommer og har medbragt mandelgave og yatzy gave.
Aase steger og braser i køkkenet heldigvis og den store indsats lønner sig, ud af ovnen kommer en langsomt- og vel -stegt gås. De brunede kartofter og sovsen slipper hun minsandten også godt fra. Meget lækkert frue. 😊 Kenny har medbragt en flaske Italiensk rødvin, som han har fået som gave fra e-mærket, en Valpolicella Ripasso årgang 2017. Den smager fortræffeligt, men hører også til i en prisklasse, hvor vi så og sige aldrig kommer. 375 kr. er jo temmelig meget for en enkelt flaske.


Den veltilberedte risalamande kommer på bordet og jeg vil næsten sige, traditionen tro snupper Kenny mandelgaven, som var 4 stænger kaffe fra Starbukcs, de er fremstillet i samarbejde med Nespresso.
Så er det tid til yatzy spillet som vi har ladet afløse pakkelegen. Julegaverne uddeles først og nogen eller en eller anden har forsyndet sig mod vores regel om IKKE at give julegaver til de voksne. Nævner ingen navne som kan identificere for de formastelige. 😊 men så alligevel.
Dicte og Bertram har været meget kreative og Lene havde blandt andet købt portvinen som vi godt kunne have brugt til risalamanden, da jeg havde glemt at købe dessertvin. Tak for julegaverne til familien fra Vangede. 😊
Et udsnit af julegaverne kan ses nedenfor.

Så er det tid til yatzy som senior vinder med flere længder. Præmien var en flaske Fernet Branca Mint, men den åbnes først i morgen.
Kenny snupper cyklen tilbage til Hvedevænget omkring midnat og Aase rydder op og katten og jeg går til køjs hver for sig. Tak for en dejlig juleaften folkens.

25. december. Onsdag. 6 grader, lidt gråt og vinden er svag fra nordvest.
Ved halvsekstiden er vandstanden steget til et niveau som kræver at slusen åbnes og samtidig kommer Sorte og vil ud.
Jeg slumrer videre og lidt senere lægges kabalerne og katten vender tilbage og får morgenmaden.
Det er Peters fødselsdag, så herfra lyder et højlydt tillykke.
Står lidt sent op og skriver lidt på ugens blogindlæg, inden jeg går ud og skyller hylsteret.
Alberte og Malte har været her og spise og den sorte mand slumrer i stuen indtil Aase lukker Alberte ind som han så kyser og hun løber ud. Sorte følger efter.
Aftaler med Kenny at han kommer og spiser rester til frokost.
Aase steger lige en ribbensteg med sprød svær og gør frokosten klar. Vi forsøger efter bedste evne at når hele vejen rundt, marinerede sild, røget laks, anderester og ribbenstegen med den fineste sprøde svær.
Bagefter er der kaffe og yatzy som i dag vindes af Aase.
Sorte har indtaget mit værelse som han vist betragter som det roligste sted i dag.
Kenny ruller til Hvedevænget med Taxa, da Toyotaen vist ikke kan bestå en spiritusprøve oven på 3 snapse og en halv liter øl, selvom det er indtaget over 6 timer.
Ser de sidste 2 timer af filmen ’Den Gode, Den Onde og den grusomme’, den er ganske underholdende.
Ser lidt senere filmen ’Jason Bourne’. Den finder jeg lidt rodet, da man vist skal kende forhistorien fra et par andre film. Katten overnatter

.26. december. Torsdag. 4 grader, gråt og vinden er svag fra sydvest.
Sorte vil ud ved fem tiden og jeg er vågen. Lægger kabalerne og sover videre. Katten kommer ved halvnitiden og bliver lukket ind til morgenmad. Jeg indtager også lidt spiseligt ved samme lejlighed.
Malte og Alberte dukker op et par gange og virker meget sultne, især Malte. De får naturligvis et ordentlig foder. Ingen går sultne herfra, heller ikke kattene. 😉
Pusler lidt med bloggen og så er der cykelcross fra Belgien et par timer, det er god underholdning, ikke mindst når jeg har sat motionscyklingen på holdt for en stund.
Den sorte mand lister lidt ud og ind. Vi har ta’ selv dag og spiser lidt rester når lejligheden byder sig.
Underholdningen fra de licensbetalte kanaler byder på filmen ’Once Upon a Time in The West’ og lidt senere et portræt af den afdøde amerikanske skuespiller Patrick Swayze, han er vist bedst kendt fra filmen ‘Dirty Dancing’. Den sorte mand overnatter.

27. december. Fredag. 1 grads varme, næsten klar blå himmel og vinden er svag fra nordvest.
Må op midt på natten, tror de to glas kolde hvidvin har været medvirkende årsag.
Katten kommer så et par minutter senere og vil ud og kommer retur efter en times tid.
Slumrer dog videre og lægger kabalerne ved sekstiden.
Så er der tikket en meddelelse ind at nogen vil købe et brugt grafikkort jeg har til salg på Facebooks markedsplads. Det er vel 3 måneder siden at det blev sat til salg. Tålmodighed betaler sig.
Så er det tid til vedligeholdelse af den interne maskinpark.
Malte møder op et par gange og han er sulten som en ulv. Bror kommer også på visit, men det er som oftest for at ’snakke’ lidt, han er nu et ganske rart bekendtskab.
Cykelcross fra Namur i Belgien ruller over skærmen, det var godt nok fra i søndags, men der nåede jeg ikke at se det. Et stort pladder løb som vindes af Mathieu van der Poel.
Så er der en gammel westernfilm på skærmen, ’En Nævefuld Dollars’ med Clint Eastwood.  Sorte kommer og ser med. Lidt senere endnu en westernfilm ’ Manden der skød Liberty Valance’ med John Wayne, James Stewart, Lee Marvin og Lee Van Cleef. Mægtigt. 😊
Når jeg ser sådan et par westerns fra først i tresserne, sover jeg godt. Sorte fik natmad og overnatter.

28. december. Lørdag. Temperaturen står lige på frysepunktet, det er gråt og vinden er svag fra sydøst.
Sorte vil ud omkring klokken 5 og ind igen omkring klokken 6. Jeg lægger kabaler og slumrer videre.
Ved 9tiden giver Aase Sorte mad og han æder flere portioner inden han går ud for en kort bemærkning. Så møder den flinke kat Malte op og får lidt at spise og Sorte vender tilbage lægger sig på måtten foran havedøren. Bror stikker lige næsen ind, men han er lidt nervøs og lister ad sted igen.
Jeg roder lidt med Squeezeboxen for at opdatere musiknumrene og programmet og efter en stund ser det ud til at lykkes. Synkroniseringen mellem Squeezeboxen og appen på computeren kan godt være noget tricky.
Helle og Morten kommer på visit, desværre er Mia ikke rigtig på toppen, så hun er ikke med.

Helle og Morten


Vi hygger os med kaffe og æbleskiver samt et glas Sambuca og får en snak om lidt af hvert ude fra den store Verden. Her er et link til bandet Forstenet hvor Morten er basguitarist med mere.
Så er der atter cowboyfilm, ’Hævn for Dollars’ med Clint Eastwood. 😊
Ser også lidt af Cirkusrevyen fra i år, jeg er ikke rigtig til revyer, men indimellem kommer der nogle skarpe indlæg og så er der jo altid korpigerne. 😊  
Starter også på Barnaby, men den slutter sent, så jeg springer fra da min sengetid nærmer sig. Må se resten i morgen eftermiddag. Sorte overnatter.

29. december. Søndag. 1 plus grad, lidt gråt og vinden er let fra sydvest.
Den sorte pensionær vil ud ved firetiden og jeg er vågen pga. krampe i venstre læg, satan og helvede, det gør altså nas. Må så op og stå på benet og åbne for katten. Benytter så lejligheden til at lægge kabalerne og slumrer videre til klokken seks hvor katten vil ind. Han får morgenmad og ved halv ottetiden brækker han det hele op igen og går ud. Heldigvis var det i Aases værelse hvor der er trægulv, så det er nemt at tørre op. Du får vist for meget at æde knægt, vi sparer lidt på størrelserne på måltiderne for eftertiden.
Ordner ugens regnskab og gør lidt status. Vi har brugt 5% mere EL end sidste år, vandforbruget er ca.5% mindre, gasforbruget et stort set det samme.
Har en aftale med Kenny og Lene om en tår eftermiddagskaffe på Hvedevænget og vi smager også på Aases nybagte lækre kransekagestænger til en mousserende alkoholfri vin lavet på Chardonnay. Ikke så ringe endda. Vi ruller ind til Netto og køber et par flasker, efter at have sat Kenny og Lene af ved stationen, hvor de har i sinde at tage toget til Malmø for at holde nytår.

Lene og Kenny


Aktiverer DR1 på computeren og ser den sidste halvdel af Barnaby fra i går.
Tager lige en ’snak’ med Sorte på sofaen og lidt senere står den på biksemad med spejlæg.
Ser i dag en western med John Wayne. De Frygtløse / True Grit. 😊
Bagefter ser jeg det meste af ’ Peitersen tilbage til Grønland’.
Sorte kommer i sidste øjeblik for at overnatte.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
20195,414,11,8SSØ992,6
2018-1,125,40,2NNV1017,6
20177,42,814,7SV1003,9
20167,07,09,2SSV1006,3
20154,757,13,7V1023,1
2014-8,446,60,2Ø1022,4
20134,313,47,4VSV1001,9
Gsn. Snit.2,823,85,3XXX1009,7

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata



Uge 51

Set & Sket 2019 Posted on 23. december 2019 17:19:02

16. december. Mandag. 3 grader, lysegråt og vinden er let fra syd.
Den sorte herre vil ud ved 4tiden, men jeg er vågen, så han slipper for påtale denne gang.
Han vender tilbage en times tid senere og får morgenmad og så er det hen i kurven.
Lægger kabaler og slumrer så til ved halv 8tiden, indtager lidt morgenmad og så i bad. Jeg har en tid hos medicinkvinden først på formiddagen. Forhåbentlig kan hun medvirke til at afhjælpe mine noget generende ryg og ben smerter, som så også har sat motionen på holdt.
Hun har et par forslag, blandt andet at lade en kirurg se / hugge hul på ryggen eller i første omgang forsøge at give noget medicin som tager smerter og symptomer, vi begynder med det sidste forslag. Hader når nogen vil skære i mig. 😊
Ad sted til apoteket hvor medicinen udleveres og så hjem og tage den første pille. 1 stk. i dag. 2 stk. i morgen og 3 stk. i overmorgen og så 3 stk. hver dag for eftertiden, forudsat de hjælper altså.
Aase gør rent og passer katte da jeg kommer hjem og den sorte mand synes ikke specielt godt om støvsugeren, så han forlader etablissementet. Huset er erklæret katte frit.
Redigerer blogindlæg da Bjarni ringer og han vil komme med computeren som er utilbens.
Sludrer lidt med Kenny via mobilen og vi forbander opdateringer til computere, mobiler etc.
Så kommer Bjarni med laptoppen og jeg sætter den til at arbejde med at hente opdateringer og så må vi se hvad der ellers skal foretages.
Mens computeren opdaterer lægger vi os begge to på sengen i mit værelse og læser lidt, katten og mig altså.
Han kan ikke være i kurven, for Aase støvsuger.
Katten spiser lidt og går så ud.
Jeg vinder retten til at lave aftensmaden og serverer spaghetti og veganerbøf. Det kniber at Aase tygge den, for hendes nylavede tand giver tandpine. Det trækker op til endnu et tandlægebesøg.
Lægger sidste hånd på Bjarnis computer, alle opdateringer er installeret.
Ser filmen ’Godfather 2’, det meste i hvert fald, men filmen kan ikke nå helt op til ’Godfather 1, selvom Al Pacino og Robert De Niro leverer nogle fremragende præstationer.
Nå, Aase kommer vist til at springe træningen over i morgen og få en tid hos tandlægen.

17. december. Tirsdag. 5 grader, det regner til en forandring og vinden er svag fra øst.
Synes også jeg er lidt svag, har ikke sover godt og den nye medicin har vist nogle bivirkninger.
Katten vil ud ved fem tiden, selvom det regner og vender tilbage en time senere.
Lægger kabalerne og småslumrer lidt. Aase kommer og ser om jeg er vågen, har lovet at ringe til tandlægen når de åbner. Det bliver gjort og Marianne finder en tid klokken 11:30.
Redigerer lidt på blogindlægget og så ruller vi en tur til tandlægen. Mens Aase mishandles ruller jeg en tur i LIDL for at købe en trådløs mus, da min nuværende mus ikke fungerer optimalt og den er med ’snor’.
Fruen hentes og vi ruller en tur i Rema efter fornødenheder.
Hjemme igen og katten har passet godt på huset mens vi fra fraværende.    Slapper lidt og GLS har for øvrigt været her med pakker, eller rettere pakke, for jeg skal selv hente den anden pakke på Seven Eleven. Lidt tumpet, GLS havde skrevet til mig at pakkerne ville blive leveret mellem klokken 08:00 og 11:00. Da klokken var 12:30 kørte jeg altså og da vi returnere var den ene pakke lagt på fliserne i indkørslen og den anden som nævnt taget med til pakkeshoppen. Jeg havde sgu betalt 39 kr. for at få den leveret på parcellen. 🙁
Kører en tur til Bjarni, efter at have hilst på Bror, med hans bærbare som burde fungere nu og henter så pakken hos Seven Eleven på Odensevej. Fik lige et tre flasker rødvin med retur fra Nyborgvej. Tak for det, men jeg har vist ellers nævnt at jeg ikke ønsker noget for de få opgaver jeg udfører, computeren passer jo som oftest sig selv, den skal jo bare have et lille skub i den rigtige retning.
Godt at se Jytte har lagt krykkerne og selv kan bevæge sig rundt, selvom om der jo stadig er nogle ulemper pga. skruerne i hoften.
Huset er katte frit da jeg kommer hjem. Vagthunden har forladt sin kurv.
Der er ta’ selv bord til aften og jeg sætter mig og ser det meste en gammel gangsterfilm med Lee Marvin. Meget forvirrende plot. Går kort efter over til ’Godfather 3’ som bestemt ikke kan leve op til de to foregående.
Katten overnatter.

18. december. Onsdag. 5 grader, næsten klar himmel, vinden er svag fra sydvest.
Er ikke helt klar over om katten vækkede mig klokken 3 eller jeg bare var vågen. Han ville i hvert fald ud. Kom tilbage ved 5tiden. Sover atter i kurven.
Har klaret kabalerne, og slumret til klokken halv ni.
Morgenmad, bad og så en tur i Aldi efter lidt til livets ophold, samt et juletræ.
Møder Bror og Alberte på min vej og får en lille snak med Bror og Alberte kommer ind og får frokosten.
Sådan som både hun og Malte æder, skulle man sgu ikke tro at de fik mad hjemme.
Aase drager til byen og pludselig er jeg alene hjemme. 😊 Nå, det varede kun kort, så kom Bror og ville sludre og måske finde et sted hvor kan kunne ligge lunt. Næh du den går ikke, den sorte mand er husets Don Corleone og ham vil jeg ikke lægge mig ud med. Efter lidt håndspålæggelse og lidt spiseligt lister han af.
Jeg henter Kenny, vi skal en tur i Storcenteret og bagefter på Figenvej.
Vi redder lige kaffen og et honninghjerte og katten sover i sin kurv. Vi skal have nogle juleting ned fra loftet og Aase kravler op og Kenny modtager godset og jeg ser på.
Mens Aase forbereder kartoffelmosen og den forlorne hare, kommer Sorte og får sin aftensmad og går så udenfor. Ruller Kenny til Hvedevænget efter vi har fyldt depoterne op. Sorte kommer ved hjemkomsten og synes nok at han kunne spise en smule mere inden han atter går ud.
Ser ’Public Enemy No. 1’ en fransk gangsterfilm. Ikke så ringe endda.!
Sorte vender tilbage til sengetid.

19. december. Torsdag. 5 grader, svagt lysegråt, vinden er let fra sydøst.
Sorte vil ud, kan simpelthen ikke huske hvornår og jeg sover videre. Han kommer tilbage ved 6tiden og får morgenmad og går atter ud. Jeg lægger kabaler og slumrer videre. Ved 9tiden banker han atter på døren og kommer ind og lægger sig i kurven ovenpå lidt mere morgenmad.
Jeg er en anelse små bims, måske pga. af den nye medicin. Den virker dog også lidt på smerterne i ryg og ben, så kemien må have en chance en måneds tid.
Så er vi kommet til årets vigtigste handling, nemlig at sætte juletræet på fod. Det er altid lidt bøvlet og i år er ingen undtagelse. Foden er for tyk og må saves til og med stemmejernet tilpasses lige det sidste.
Alberte og Malte kommer ofte på visit og spiser.
Ved præsentationen i går af den 75. tyvende udgave af La Vuelta som køres i år 2020, var også tre herrer som har været stærkt medvirkende til at jeg har fulgt og stadig følger cykelsporten, al den stund det er muligt.
Har lånt et billede via Twitter fra Photo Gomez Sport, håber de tilgiver mig, når det ikke er i kommercielt øjemed.

De tre herrer er fra venstre: Alejandro Valverde, Miquel Indurain, og Alberto Contador.

Aase pynter juletræet og jeg gør julelysene klar med batterier, vi er jo gået bort fra levende lys, på juletræet i hvert fald.
Sorte kommer og går ligesom de andre dage og får lidt at spise ind imellem.
Så har jeg lige aktiveret et 3 måneders abonnement på Spotify og det er ganske gratis, hvis jeg ellers husker at melde det fra inden de tre måneder er gået.
Spiser forloren hare og kartoffelmos i dag også.
Ser filmen ’Layer Cake’ med Daniel Craig. Synes han er en god skuespiller og filmen rimelig.
Sorte lægger sig i kurven efter at have fået lidt sen aftensmad.

20. december. Fredag. 5 grader, mørkt endnu og tåget og vinden er svag fra sydøst.
Katten vil ud, hvornår henstår i det uvisse, men jeg sover videre til ved halv sekstiden hvor katten banker på vinduet. Han indtager lidt morgenmad og lægger sig i kurven. Jeg lægger kabaler og småslumrer lidt.
Venter på at medicinkvinden ringer for at høre status på den sidst givne kemi.
Midlet virker vist efter hensigten ca. 80 procent, men har stadig lidt bivirkninger i form af kvalme og jeg er lidt småbims især om morgenen. Ja, ja, knyt. 😊
Som jeg forstår det, forsvinder de bivirkninger efter en tid. Kemien får en chance en måneds tid. Jeg skal jo stadig holde mig for øje, at det kun er symptomerne der behandles, årsagen til miseren er der sgu stadig.
Aase ruller til frisør og jeg ruller til Bilka efter have fodret Alberte og Malte.
Let frokost og så lidt afslapning inden jeg henter Kenny. Vi får jo besøg af Liva, Tilde, Anja og mormor som kommer et smut forbi efter at have hentet Tilde på efterskolen i Flakkebjerg.
Det bliver til nogle rigtig hyggelige timer med udpakning af julegaver og lidt leg, så meget som Liva nu kan klare, da hun jo får hoste når hun maser for meget rundt. Mormors arm har det heldigvis bedre. Menuen står på pizza og is og så lister familien fra Maribo atter til Sydhavsøerne.
Ser filmen ’De Uovervindelige’ som ellers er ganske god, men har det lidt svært med at Sean Connery bliver skudt, man skyder sgu da ikke den rigtige James Bond. 😊
Sorte har besluttet at overnatte, nå ikke, han vil ud omkring klokken 23:30.
Lidt billeder fra vores før juleaften tam tam kan ses nedenfor.

21. december. Lørdag. 6 grader, lidt gråt og vinden er let fra sydlige retninger.
Så er det årets korteste dag og vi sniger os langsomt mod sommeren. 😊
Nå, der tog jeg fejl siger Kenny, det er først i morgen.
Katten har også sneget sig ud og ind i løbet af natten, han sover nu i kurven.
Står lidt sent op og fodrer et par kattedyr inden formiddagskaffen.
Sorte har travlt med at holde de andre katte væk fra parcellen, han når næsten ikke at spise noget, men efter frokost gider han alligevel ikke mere og lægger sig i kurven og lukker øjnene.
Aase har været i byen og da hun kommer hjem kører jeg en tur i Sct. Jørgens Park og handler en enkelt julegave.
Bjarni kommer forbi og henter en pakke is jeg havde købt i torsdags og havde så glemt alt om det, indtil jeg kiggede i fryseren i dag.
Vi snupper lige eftermiddagskaffen og en hjemmebagt småkage. Han har lidt printerproblemer som vi ser på i morgen.
Aftensmåltidet består af pizza rester fra i går.
Ser ’Manipulator’ og bagefter ’Die Hard 2’, så er der virkelig gang i den.
Sorte overnatter.

22. december. Søndag. 6 grader, gråt og vinden er frisk fra sydøst.
Er oppe ved halvfemtiden og lukke katten ud og falder omkuld igen og lægger kabalerne. Han lukkes ind en time senere og får morgenmad.
Snuer videre indtil Aase vækker mig klokken godt 9. Herre Jemini, det halve af dagen er jo gået senior, du er to timer bagud, dem får du aldrig hentet igen. Har aftaler med både Helle, Henrik og Bjarni, men det må jo forsøges passet ind.  Alberte møder op da Aase henter cyklen og så kommer Bror, men han skræmmes ud af Sorte som er vågnet.
Når lige at kommer i bad inden klokken 12, efter en kontrol af vores forbrug af både dit og dat i den forløbne uge. Sorte er generelt lidt urolig og lister ud og ind. Så kommer Henrik med snebajere, men jeg springer lige over, da jeg skal ud og køre bil. Tror jeg snupper et par stykker når vi når frem til frokosten dagen efter Juleaften.
Ruller over til Helle og vi henter nogle meget tunge julepakker. Der er mange gode sager i de poser. 😊
Må aflyse besøget hos Bjarni, det aftaler vi at klare mellem Jul og Nytår.
Vi spiser lidt rester og nogle stegte ben.
Ser ’ Hammerslag i Spanien’ og bagefter ’Alene Hjemme’ og så er energien ikke til mere. Sorte overnatter.


Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
20194,923,98,4S999,9
20180,33,50,6ØSØ1015,6
20171,420,51,8S1014,9
20164,62,12,7SV1026,1
20159,021,29,5SV1004,9
20148,325,410,1SV994,4
20137,224,09,8SSV1012,5
Gsn. Snit.5,117,26,1XXX1009,8

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata



Næste »