25. november. Mandag. 5 grader, der er gråt og vinden er svag fra sydøst.
Ved ikke om katten er svag, men jeg bliver det vist, hvis han forsætter med at gå ud ved godt 3tiden og ind igen en time senere og så tager vi lige en tur mere ved 5tiden. Jeg overvejer en tur til dyrlægen og det med grumme bagtanker misser.!
Kabalerne lægges og nyhederne læses. Står så op og indtager dagens første måltid og redigerer lidt på blogindlæggene.
Retter lidt i vores forskudsskemaer og fodrer Tøsen, Bror og Sorte. Sorte går ind og sover videre og de to andre lister udenfor igen.
Efter mandagsbadet, ser jeg på Facebook at mormor uheldigvis er kommet galt ad sted, nej, nej, ikke på den måde, men er faldet og har fået brud på overarmen. Ønsker god og snarlig bedring. Du er sgu ikke den der har haft mest held i sprøjten i år. 😕
Da Aase gør rent ser hun at katten atter har brækket sig på gulvtæppet. Heldigvis er det på det sorte tæppe under sofabordet, hvor det ikke kan ses når det er tørt op. Men, men, det er bestemt ikke den mest ideelle situation og er uholdbar i længden.
Jeg tester for 117. gang Bkool træneren op Zwift appen efter jeg har fået nogle nye input. Det hjalp dog ikke.
Den sorte mand er gået udenfor og vi spiser et stykke lasagne, eller var det to.?
Ser noget med jernbaner som Rick Stein rejser med. Han er en god fortæller.
Har også noget om familien Kløvedal på programmet og ser det meste. Går så over til at se noget om ’Vilde Ekspeditioner’ og jeg jo i tryk afstand til det vilde, når jeg har plantet mig i lænestolen, en såkaldt ’lænestolseventyrer’ er jeg vel.
Sorte er generelt lidt urolig, men beslutter sig for at overnatte.

26. november. Tirsdag. 5 grader, gråt og vinden er let fra sydøst.
Er vågen lidt før klokken halvfire og overvejer lige hvorfor.? Så kommer der en natte vandrer på fire ben som gerne vil ud. Har lidt vanskeligt med at slumre hen igen og lægger så lige kabalerne. Synes ikke det rigtigt hjalp og så så lige tv-oversigten for i dag igennem og fandt et par emner. Sover så til klokken halv otte hvor den sorte pensionær kommer og vil ind på sofaen.
Aase skal til træning, men vejret er noget ustabilt så vi starter Toyotaen. Hjemme igen, fodrer jeg lige en halv million katte, næsten og hopper så på cykeltræneren og ruller de godt 25 km på 1 time og 9 minutter og højdemeterne er ca. 100.
Henter Aase hos LH og så kalder badet. Da jeg står ud af badet og åbner vinduet springer den høflige Malte ind og får en lille bid mad.
Redigerer blogindlæg og læser og slumrer indtil pastaen og veganerschnitzlerne er klar til indtagelse.
Ser også i dag noget om jernbaner samt lidt om de talrige justitsmord der foregår i USA og bagefter Barnaby.
Sorte overnatter, håber jeg da.

27. november. Onsdag. 7 grader, gråt og vinden er svag fra sydøst.
Ham med alle krydserne i den sorte bog får også et i dag, da han vil ud ved halvfiretiden. Jeg sover dog videre til klokken 6 hvor katten er tilbage og får lidt morgenmad inden han atter går ud. Nu ligger han på stolen med tæppet under pavillonen.
Alberte og Bror kommer på en kort visit. Aase lukker Sorte ind og han får kun lidt at spise, hvorefter han kommer og lægger sig på sengen i mit værelse, hvor han foretager en større renselses proces.
Ruller en tur i Aldi og bagefter på apoteket, hvor jeg sidste gang glemte at købe Marevan.
Samtidig lod jeg mig minsandten vaccinere mod influenza, det havde jeg jo ellers fravalgt. Men man har vel et standpunkt, til man tager et nyt, har jeg lært af en politikker, som godt nok ikke var radikal, men socialdemokrat, men som giftede sig med en radikal politikker, måske derfor hans udtalelse.
Håber så på at undgå influenzaen og samtidig afprøvet om vaccinen giver nogle ulemper.
Redigerer lidt på mine blogindlæg fra 2017 og Sorte sover bag mig og senere deles vi om pladsen mens jeg slapper lidt.
Så er der pasta og pølser og også dessert, som var risalamande fra Karoline.
Jeg har en del bøger af forskellig art til salg på QXL og i dag solgte jeg sandelig nogle tidsskrifter fra 1971 som jeg satte til salg for et år siden. Tålmodig er en dyd. 😊
Pensionisterne bænker sig foran husalteret og ser ’Kurs Mod Nord’ hvor det var tæt på at gå galt for besætningen på det gode skib Wallenberg pga. en kælvende bræ.
Jeg ser lidt videoer fra YouTube om gamle motorcykler.
Sorte har bestemt sig for en overnatning

.28. november. Torsdag. 8 grader, gråt og det har regnet ca. 9 millimeter de sidste 24 timer. Vinden er let fra sydvest.
Ham med alle krydserne i den sorte bog får endnu et. Klokken var kun halvfire da han ville ud og fire da han ville ind igen. Kabalerne lægges og jeg slumrer til ved ottetiden.
Forbereder morgenmad til Alberte, Sorte og mig selv. Så møder Tøsen og Bror op og får lidt spiseligt og en ’snak’.
Aase er ved at sætte lyskæder op både ude og inde og i første omgang generer det ikke Sorte væsentligt, men efter nogle timer hvor dørene åbnes og lukkes bliver han alligevel lidt træt af de to gamle der ikke kan holde sig i ro. Han får frokost og går så ind og lægger sig på sengen i mit værelse efter han har undersøgt om det var muligt at gå ud, men da det sjask øser ned blev det sengen.
Der ligger han indtil Tøsen smutter med ind endnu engang, men nu er det nok, Sorte rejser sig i fuld størrelse og ser på Tøsen, som så farer ud af døren.
Vi ruller en tur i LIDL og køber lidt ind til en kurv til Livas mormor som vi forventer at besøge i morgen, når vi skal til senior besøg i Livas børnehave.
Sorte får lige en lille eftermiddags snack og lægger sig så på måtten foran havedøren, mens vi drikker kaffe og spiser kaloriefattig Tiramisu, næsten.
Tid til lidt afslapning inden aftensmaden kommer på bordet. Det er i dag en hakkebøf med spejlæg.
Ser lidt af dit og dat inden ’Filmselskabet’ og bagefter ’Peitersen på Atlanten.
Sorte overnatter.

29. november. Fredag. 3 grader, let vind fra nordvest, og jeg formoder at det er gråt udenfor som sædvanligt, men kan ikke se det, da det her klokken godt seks stadig er temmelig mørkt.
Tidligt oppe, ja nemlig, vi skal til jo en tur til Maribo og besøge Liva i børnehaven.
Sorte vil ud ved godt halvfemtiden. Jeg snupper en halv time mere og lægger så kabalerne i rekord tempo.
Morgenmad og venter så bare på at Aase er færdig med morgenbadet.
He, he, det blev hun i halvkoldt vand da vi jo var oppe og i bad inden klokken syv, hvor det varme vand bliver dannet. Da jeg nåede derud var der ikke mere varmt vand tilbage og så kom jeg i tanke om at der på fyret er en mulighed for at starte varmtvandsfunktionen op med en party knap. Gik ud og trykkede på knappen og ca. 15 minutter efter er vandet så varmt at jeg kunne bade.
Fodrer Sorte og åbner for at han kan komme ud selvom vi ikke er hjemme. Alberte mødte også op og fik lidt at spise udenfor.
Ad sted til Kenny og vi ruller mod Maribo i regnvejr og mørke. En anelse anstrengende tur hvor lastbilerne sprøjtede forstøvede vand ud over bilen som i en vaskehal. Når velbeholdent til Maribo og mormor, som jo er noget handicappet af den brækkede arm.
Vi lister over til Livas børnehave og har et par hyggelige timer med klipning af figurer som næsten alle blev drysset med glimmer. Det var og er næsten glimmer overalt nu bagefter.
Godt at se en velfungerende børnehave med et fantastisk stort udendørs areal med masser af ’forlystelser’.
Så hjem til mormor hvor Kenny anretter en let frokost som indtages inden vi atter ruller mod Næstved, denne gang i tørvejr.


Kenny sættes af på Hvedevænget og vi på Figenvej, hvor katten venter indendørs og får lidt sen frokost, hvorefter han lister ud. Han vender dog snart tilbage og genoptager sin lur i Aases værelse.
Vi snupper en kop kaffe og et stykke Tiramisu samt en Sambuca.
Aftensmaden består af selvsmurte håndmadder.
Ser lidt banecykling og noget om en seriemorder, så sover man så godt.
Katten overnatter, håber jeg.

30. november. Lørdag. Minus 4 grader og der er rim på græs og tage, det er nærmest vindstille og den smule vind der er, kommer vist fra øst.
Katten vil ud lidt i 5, men da døren åbnes fortryder han og går ind og sover videre. Slubbert.!
Så spiser vi morgenmad, katten og jeg og han går atter ind og lægger sig.
Da jeg senere står ud af badet kommer han og vil ud af vinduet i badeværelset. Det varer dog ikke længe før han er tilbage da bryggersdøren står lidt åben mens Alberte får en lille snack.
Ser lige på Facebook at Lene er helt tosset med tandlæger, og det koster ‘kun’ en krone. 🙂
Aase cykler til byen og køber lidt til en let frokost. Katten og jeg holder os indendørs for det meste.
Vi får en lille ’snak’ på sofaen og så kommer Aase hjem.
Frokosten består af et par sildemadder og et stykke med laks, dertil et par små skarpe og juleøl fra Bornholm.
Ser en udsendelse om Nina og Frederik og bagefter Frost. Noget senere snupper jeg også en Barnaby.
Aase vækker mig og siger det er sengetid. 😊
Sorte overnatter.

01. december. Søndag. Minus 5 grader, lidt sløret blå himmel og det er vel på det nærmeste vindstille.
Er vågen ved fem tiden og lægger kabalerne og katten kommer ved sekstiden og vil ud, det varer dog kun godt 5 minutter så vil han ind igen og sove videre. Vi snupper lige et par timer mere, begge to.
Morgenmaden serveres for Alberte og Sorte og jeg tilbereder selv mit ydmyge morgenmåltid.
Ugens transaktioner gennemgås inden søndags badet.
Starter Toyotaen og ruller en tur til jernbanestationen og tjekker ind på Aases rejsekort og tjekker ud igen.
Det har ikke været korrekt opdateret siden det sidst blev brugt til en Jyllands tur. Så nu er vi meget spændt på om rejserne igen er kommet på sporet.
Nå, det var de ikke, det fungerer stadig ikke. Gider ikke beskæftige mig med sådan noget bras.
Ser lidt F1 fra Abu Dhabi og Kevin Magnussen bliver nummer 14.
Går en tur udenfor, da vi har en stor helikopter som larmer ind over huset flere gange. Går så en tur over til Peter og får en sludder om dit og dat og han skal til Hovedstaden både mandag og tirsdag.
Så er der veganer steak og pasta. Kan ikke finde noget der er værd at se på fladskærmen fra de sædvanlige kanaler og skifter til YouTube og ser noget om gamle motorcykler.
Sorte overnatter.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
20195,78,55,6ØSØ1007,6
2018-1,710,61,0ØNØ1012,3
20175,726,19,7SSØ1006,4
2016-1,51,41,8N1024,9
20154,743,012,6VSV996,7
20148,016,96,1VSV1006,6
20134,10,72,1NV1022,3
Gsn. Snit.3,615,35,6XXX1011,0

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata