02. december. Mandag. 2 grader, en lidt sløret sol og vinden er svag fra nordvest.
Vågner ved fem tiden og katten er ikke lige til at få øje på og går så i seng igen.
Kabalerne får lige en tur og ved seks tiden kommer Sorte og vil ud.
Han returnerer en time senere og sover så videre.
Det gør jeg også, er en anelse slap i koderne, hoster og er lidt ru i halsen. Gid Fanden havde det rædsomme klima, jeg er altså kun til temperaturer over 20 grader.
Ringer til Rejsekortets support og forsøger at forklare mit ærinde. Da det er Aase jeg ringer for, ønsker supporten at Aase kommer til telefonen for at give sig til kende med cpr-nummer og navn, så kan vi komme videre. Øjensynlig er alt som det skal være og vi bliver forsikret om at kortet sagtens kan bruges næste gang vi rejser, men husk lige at tjekke ud, ikk.?
Mens Aase terroriserer katten og mig med støvsugeren, forsøger vi at flygte fra rum til rum og til sidst går katten ud.
Snupper en slapper og hoster mig igennem en bog af Jørgen Leth.
Kartoffel kroketter og fyldte rødspættefileter fuldender dagens måltider.
Også i denne uge sidder jeg heldigvis fast i lænestolen mens jeg ser ’Vilde ekspeditioner til det ukendte’ Zapper lidt bagefter og katten bliver inde og overnatter og jeg kravler ned under dynen.
03.december. Tirsdag. Minus 4 grader, lette skyer på himlen og vinden er svag fra sydøst.
Sorte vil ud ved halv sekstiden og jeg er vågen, lægger kabalerne og katten kommer tilbage en time senere og sover videre.
Så er der morgenkaffe og Aase kommer og gør klar til en tur i Scala på cyklen, selvom det er 3 graders frost.
Alberte sidder i vinduet og bliver lukket ind til lidt at spise og så går hun ind i stuen hvor Sorte ligger, men i dag blev hun hvæst ud, hvilket er lidt usædvanligt, da de to normalt enes ganske fint, men vi kan vel alle have en dårlig dag.
Sorte går ud lidt efter og da jeg kommer ud fra badet er de to stadig udenfor, Alberte spiser så lidt igen og den sorte mand lægger sig på måtten foran havedøren og slumrer, ingen uoverensstemmelse lige nu.
Roder lidt med computeren og går så ind og ’snakker’ lidt med den sorte mand på sofaen, som vist synes det kunne være hyggeligt med lidt selskab.
Aase kommer hjem i regnvejr og bliver omringet af kattene udenfor, som alle mente de burde have en eftermiddags snack.
Så er der suppe på menuen, med kød og melboller og Sorte kommer og får sin aftensmad inden han lister ud af vinduet i badeværelset.
Ser noget om jernbaner, og glimtvis udsendelsen ’ Danmarks bedste Portrætmaler’, ender med at se det meste af den danske film ’Pigen fra Egborg’. Sorte futter ud og ind, men snupper en overnatning.
04. december. Onsdag. 6 grader, noget gråt og vinden
er let fra sydvest.
Katten vil ud ved godt 4tiden og vender tilbage en godt time senere og slumrer
så hen i Aases værelse.
Sover et par timer mere og lægger kabalerne, selvom tabletten er noget
utilbens. Ugens blodprøve måles, den er inden for normalområdet og går så
direkte over til morgenmaden sammen med Sorte og Malte.
Aase står op og hun pruster og nyser lidt, men ellers ved godt mod.
SMS’er lidt med Kenny som er nede med flaget med snot og feber.
Ruller en tur i Aldi efter køkkenruller, toiletpapir og kattemad med mere.
Møder Kari, tror jeg hun hedder og havde norske aner og var gift med Carlo som
var en god kollega for ca. en million år siden.
Har modtaget et friskt motorcykelblad som læses mens jeg ligger på sengen i
værelset. Når igennem de fleste af artiklerne.
Tager også lidt ’sol’ fra den infrarøde lampe og håber på at snotnæsen og
hosten snart forsvinder.
Ser ’Bonderøven’ på computeren og bagefter ’Kurs mod Nord’, men synes der
mangler lidt bid i afsnittende.
Sorte går noget ud og ind, men kommer dog til natten, troede jeg. Kort før
midnat vil han ud.
05. december. Torsdag. 5 grader, gråt og vinden er let fra sydlige retninger.
Har lidt vanskeligheder med at falde i søvn pga. snot og hoste og kvart i et kommer Sorte og vil ind.
Vi sover til klokken kvart i fem, så vil han ud. Starter tabletten og lægger kabalerne og forsøger så at få en time mere på øjet.
Morgenmad uden afbrydelser, men så kommer den sorte herre og får lidt mad af Aase.
Efter dagens soignering ruller jeg en tur i Bilka efter kattemad og impulser så lige en guldkasse.
Forsætter til onkel Harald hvor der er fuglefrø på tilbud.
Læser og småsnuer lidt i løbet af eftermiddagen. Pasta og frikadeller er dagen menu.
Ser noget om jernbaner, der er tingene ligesom på skinner og jeg undres over hvilken originalitet der er udvist når der skulle anlægges jernbanespor før i tiden.
Ser ’Filmselskabet’ og ’Peitersen på Atlanten’
06. december. Fredag. 5 grader, gråt og vinden er frisk fra sydøst.
Har været vågen talrige gange i nat pga. hoste og snot, det nyder katten godt af, for han går og kommer flere gange mens jeg er vågen.
Naboens flagstang er væltet i løbet af natten, umiddelbart uden at gøre nogen skade på andet eller andre, end på naboens omdømme.
Sorte spiser morgenmad samtidig med mig og lægger sig på sengen i Aases værelse.
Er ved at være temmelig træt af snotteriet, hosten og ondt i halsen og ruller en tur til alkymisterne på apoteket og køber for en formue af lindrende midler mod de førnævnte symptomer.
Helle kommer på en hyggelig kaffe visit og vi får lige de sidste nyheder fra nær og fjern. Efter kaffen ruller vi en tur i LIDL og så til Birkehegnet.
Sorte får en tidlig aftens snack og lister så ud i mørket. Vi spiser suppe i dag også. Har sat mig tilrette i lænestolen for at se filmen ’The Perfect Storm’, men om end den er flot fotograferet, indeholder filmen kun Hollywood, det eneste der måske kan overraske lidt, er slutningen.
Ser slutningen på Barnaby og gør så klar til at gå til køjs. Gøre klar..?? Ja, ja, næsen skal skylles, varm ’mælk’ med honning indtages, hostesaften hældes ned og jeg finder diverse bolsjer frem for at have noget at sutte på i løbet af natten, når hosten bliver for slem, næsespray med saltvand stilles på natbordet og så må jeg være klar til nattens strabadser.
Sorte har endnu engang besluttet sig for at overnatte.
07. december. Lørdag. 7 grader, tynde hvide skyer slører den blå himmel, frisk vind fra nordvest.
Er vågen pga. hosten allerede ved et tiden, igen ved 4tiden, Sorte vil ud, og så klokken godt 6 kaster jeg mig over kabalerne. En times tid senere og 27 host, overdrivelse fremmer forståelsen, vender Sorte tilbage og indtager morgenmaden inden han lægger sig i Aases værelse.
Selvom jeg næsten ikke orker det, går jeg i bad, hvilket hjælper lidt på den fremskredne slaphed, og så tændes computeren og ugens blog indlæg redigeres.
Aase ruller en tur til byen og jeg sætter mig og ser cykelcross fra Belgien.
Bagefter er der Gøg og Gokke som er så dejligt ukompliceret i deres falden på halen komedie.
Pasta og veganer schnitzel udgør aftensmaden.
Ser filmen ’Vores Livs Ferie’ med Helen Mirren og Donald Sutherland. Se bar.!
Sorte overnatter.
08. december. Søndag. 6 grader, regnfuldt og vinden er frisk fra sydvest.
Har hostet mig igennem natten og har lukket katten ud og ind i mine vågne øjeblikke, tror jeg. Kabalerne må overgive sig inden jeg slumrer næsten til klokken ni.
Lidt kontrol af ugens transaktioner inden søndags badet og bagefter slapper jeg lidt.
Får lige en snak med Kenny omkring julegaveindkøb til børnene.
Ser lidt cykelcross fra Eurosport og så den sidste time af Barnaby.
Så er der en bagt kartoffel og en hakkebøf med Porto Belo svampe til.
Ser Frost og en dokumentar om ’Det Caribiske Eventyr’
Den sorte mand er meget ude her til aften, men har jo stort set også sovet det meste af dagen.
Han kommer og overnatter.
Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.
Årstal | Ude temp. | Regn i mm. | Vindstyrke km/t | Vindretning | Lufttryk |
2019 | 0,9 | 15,5 | 4,2 | NV | 1010,9 |
2018 | 8,7 | 16,3 | 6,8 | SV | 988,9 |
2017 | 0,7 | 32,4 | 0,2 | VNV | 1012,8 |
2016 | 4,5 | 6,3 | 6,4 | SSV | 1020,3 |
2015 | 4,0 | 14,8 | 4,3 | VSV | 1019,4 |
2014 | 2,5 | 11,3 | 5,2 | SSV | 1003,8 |
2013 | 6,3 | 11,3 | 0,3 | SSØ | 1016,1 |
Gsn. Snit. | 3,9 | 15,4 | 3,9 | XXX | 1010,3 |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata