09. december. Mandag. 7 grader, lidt gråt og vinden er frisk fra sydlige retninger.
Hoste og snot præger mig stadig, har ikke sovet 2 sammenhængende timer i nat. Det passer øjensynlig katten ganske godt, for så kan han få noget at spise og gå ud og ind når det passer ham.
Redigerer blogindlæg og lader det sive ud på det store Internet.
Der er jo ikke for meget spræl i mig, så jeg går i bad og bagefter læser jeg lidt og småslumrer.
Aase futter rundt med kost og spand samt en støvsuger og jeg forsøger at undgå for megen aktivitet og sætter mig foran fladskærmen og kommer så rundt i den store Verden uden de store anstrengelser.
Sorte har sovet det meste af dagen, så inden længe vågner han nok og bliver meget aktiv.
Alberte og Malte kommer på visit samtidig, hvilket får den sorte mand op på dupperne og de bliver eskorteret udenfor efter en kort stund.
Pasta og pip fri kylling udgør hovedmåltidet til aften.
Ser noget om vilde ekspeditioner og noget om riverrafting og så er energien ellers brugt op.
Kigger også lidt på en udsendelse om spise væring. Det er altså lidt uhyggeligt når nogen får den slags symptomer. Sorte overnatter.
10. december. Tirsdag. Minus 3 grader fortæller vejrstationen, det er klart og umiddelbart vindstille.
Har været vågen en enkelt gang i nat og katten vil ud ved 5tiden. Han vender tilbage en time senere.
Lægger kabalerne og slumrer så videre til klokken næsten 9, hvor Aase vækker mig og hun gør sig klar til en tur i Scala på cyklen. Synes jeg har en anelse feber, men hoster dog ikke lige så meget som de foregående dage. Al den kemi jeg investerede i forleden, må da for fanden også give nogle resultater.
Efter badet en let og ukompliceret frokost til mig og Alberte, Malte og Sorte. De forlader alle som en skuden, jeg vover mig ikke så gerne ud når temperaturen er på de nuværende niveauer.
Får en snak med Kenny omkring julegaver til ungerne og han fremsender en liste med forslag, som pensionisterne kan se lidt på. Det har jeg gjort og Aase er i gang lige nu.
Menuen står på stuvet rosenkål og veganer nuggets. Hmm….
Ser noget om jernbaner også i dag og så ringer vi til Kenny og får en snak om julegaver og hvem der skal have hvad. Vi er blevet enige om hvad de enkelte skal have og Kenny bestiller det hele via Internettet.
Sorte kommer og får lidt sen aftensmad inden han lægger sig i entreen på bambuskisten og der ligger han også da vi går i seng.
Ser lidt om en engelsk mordsag uden motiv og så sidste udsendelse om Pedal-Ove.
11. december. Onsdag. 4 grader, gråt og med byger og
vinden er let fra sydvest.
Har hostet mig gennem det meste af natten og når jeg ikke hostede, lukkede jeg
katten ud og ind.
Alberte og Malte kommer på en hurtig visit og får en bid morgenmad.
Ruller en tur med Toyotaen til Næstved Storcenter og køber en julegave og så
videre til Kids for endnu en gave.
Snupper lige en tur i LIDL og køber en julegave til Sorte, og lister ind i Aldi på vejen hjem.
Tøsen sidder og venter da jeg kommer til Figenvej, hun får lidt fisk fra Aldi
og lidt laktosefri mælk og en hel del håndspålæggelse, hun er og bliver meget
kontaktsøgende.
Har pakket Sortes julegave ud, det er en hundekurv i luksus udgave og i en
størrelse som han kan være i. Kattesenge er jo almindeligvis kun beregnet til
katte som har den halve størrelse af hvad han kan præsterer.
Han synes at være tilfreds med gaven, for han tager den straks i brug.
Så står den på pasta og frikadeller efter at Aase har bagt brune kager i luksuskvalitet.
Sysler lidt på computeren og så er der ’Kurs mod Nord’, bagefter ser jeg det
sidste af ’ Flådens Friske Fyre’
Katten kommer til sengetid og lægger sig i julegaven.
12. december. Torsdag. 5 grader, gråt vinden er svag fra syd.
Vågner ved tretiden og hoster en del, ser til Sorte som slumrer sødt i sin hundekurv.
Sover videre til lidt fem, hvor pensionæren vil ud. Da han vender tilbage en times tid senere, går han direkte hen og lægger sig kurven.
Kabalerne lægges og jeg snupper lige en time mere uden hoste.
Står så op til morgenmaden, som indtages, højst overraskende, uden indblanding af kattene.
Vil redigere lidt blogindlæg, men der ligger en opdatering til Windows 10, som jeg lader installere. Men hovsa, computeren går i selvsving op vil ikke hverken lukke ned eller op. Venter lidt, men intet synes at ske, så jeg laver lige en Hard reset og håber det går godt, nå det gjorde det øjensynligt. Så kan jeg bade roligt.
Aase står lige midt i kransen, vaniljekransen altså. Så efter lidt frokost, derunder 25 nybagte vaniljekranse, læser jeg lidt og slumrer, mens Aase bager videre.
Pakke modtaget, formodentlig Dictes julegave. Bror kommer på en kort visit. Sorte sover stadig de uskyldiges søvn i sin hundekurv.
Sidst på eftermiddagen er der rejeomelet og marcipanbrød.
Ser ’Filmselskabet’ for sidste gang, da DR har valgt at kvitte kulturen til næste år. Kaster også et blik på ’Peitersen på Atlanten’ men det afsnit var noget rodet.
Sorte går ud og ind et par gange, men kommer til sengetid og lægger sig i kurven.
13. december. Fredag. 3 grader, spredte skyer og en fuldmåne i horisonten mod vest, vinden er let fra sydøst.
Klokken er godt halv fire da jeg vækkes af katten som vil ud. Slumrer dog lidt videre til han kommer tilbage ved 5tiden og får morgenmad og så tilbage til kurven.
Kabalerne lægges og læser så de værste nyheder inden morgenmaden.
Kvarterets gentleman Malte, kommer på en kort visit og spiser lidt og kommer selvfølgelig og siger tak for mad inden han lister udenfor igen.
Også Alberte kommer på visit, kort efter at Aase er kørt til træning i Scala.
Sætter mig og ser noget banecykling fra Australien og Sorte kommer og vil se med, når det nu er cykling. Vi ’snakker’ lige lidt samtidig med cyklingen.
Da cyklingen er forbi lister den sorte mand ud for en kort bemærkning og vender tilbage for at tage plads ved siden af mig på sengen i værelset, hvor jeg læser i en bog af Jørgen Leth. Det er altid hyggeligt med lidt selskab, det kan vi da godt blive enige om, også selvom han drømmer og sparker til mig undervejs.
Et par håndmadder udgør det for aftensmaden, inden jeg stiller om til fladskærmen hvor jeg ser filmen ’Mollys Game’. Ikke uinteressant.
Ser slutningen på Barnaby, men har set afsnittet tidligere. Sorte futter lidt ud og ind og lægger sig så i kurven for at overnatte.
14. december. Lørdag. 2 grader, gråt og regnfuldt, vinden er i sydøst.
Vågner ved firetiden og hoster lidt og så kommer Sorte og vil ud. En time senere lukkes han ind til morgenmad og lægger sig så i kurven. Der ligger han endnu her ved 9tiden.
Det småregner, er mørkt og energiniveauet er lavt, roder lidt på computeren og går i bad.
Aase skal en tur i byen, men regnen vil det anderledes, så hun hænger mere julestads op, til min store skræk.
Aase fodrer først Malte og så Bror og så kommer Sorte og jager dem væk, han går dog udenfor og kommer tilbage et par timer senere, godt våd og får frokosten inden kurven indtages.
Jeg læser og midt på eftermiddagen er der cykelcross fra Belgien som Sorte og jeg kigger lidt på.
Det er en usædvanlig pladret affære.
Pasta og frikadeller udgør aftensmaden. Sorte har en af de meget urolige dage, hvor der spises og han går ud og ind og synes det er bedst at sove lidt på måtten i badeværelset og i det hele taget være lidt vanskelig.
Han kommer dog og ønsker en overnatning.
15. december. Søndag. 3 grader, gråt og vinden er let fra sydvest.
Klokken godt 5 vil Sorte ud og jeg går atter til køjs. Læser, lægger kabaler og slumrer lidt indtil ved 8tiden hvor kaffen og en franskbrødmad indtages samtidig med at Sorte dukker op og får sin morgenmad inden han kravler hen i kurven.De fleste af kattene kommer og siger godmorgen, endda op til flere gange.
Aase gør sig klar til en tur til Maribo og lidt jule tam tam, hun følges med Kenny, men jeg har sagt fra, synes ikke overskuddet lige er til det endnu. Vi ruller til stationen og mødes med Kenny.
Poster nogle julekort og handler lidt undervejs tilbage til Figenvej.
Læser en stor del af dagen og Sorte sover de uskyldiges søvn fra klokken otte til omkring 16:30. Det var sgu noget af en skaver.
Henter Aase og Kenny på stationen efter en god tur til Maribo og ruller en tur til Kvickly, så Kenny kan handle lidt og Aase få fremstillet et gavekort. Så går det mod Hvedevænget og derefter til Figenvej og det i en stiv pelikan og regnvejr.
Ser filmen ’Godfather 1’, som jeg synes er en fantastisk skildring af gangstermiljøet i USA og med en sublim skuespillerpræstation af Marlon Brando som Don Vito Corleone.
Sorte lister lidt ud og ind, men lægger sig i kurven til sengetid.
Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.
Årstal | Ude temp. | Regn i mm. | Vindstyrke km/t | Vindretning | Lufttryk |
2019 | 6,9 | 12,0 | 11,9 | SV | 987,4 |
2018 | 5,5 | 31,7 | 6,4 | NNV | 999,6 |
2017 | 0,9 | 9,9 | 4,3 | NØ | 982,2 |
2016 | 2,3 | 14,1 | 5,2 | NØ | 1017,5 |
2015 | 0,5 | 19,1 | 1,0 | N | 1017,1 |
2014 | 3,1 | 38,8 | 10,3 | SSV | 998,4 |
2013 | 7,2 | 24,0 | 9,8 | SSV | 1012,5 |
Gsn. Snit. | 3,8 | 21,4 | 7,0 | XXX | 1002,1 |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata
Glædelig Jul.