06. april. Mandag. 5 grader, sol og en let vind fra sydøst starter min dag.
Katten banker på vinduet, men hvornår kan jeg ikke huske. Havde nogen vanskeligheder med at falde i søvn da jeg først kom i seng i går aftes. Underlig nok, går det fint foran flimmerkassen. 😊
Sebastian ringer og vil høre hvad jeg har på hjertet. Udover kolesterol og fedt, blomster frustrationerne over den manglende fysioterapi til Aase. Sebastian mener ikke at fysioterapien er stoppet helt, men har været sat lidt på holdt mens de fik Aases lungebetændelse tæmmet.
Han lover at aktivere de kollegaer han kan, med hensyn til Aases træning samt aktivere det kommunale system til at drage omsorg for, at hun også bliver genoptrænet når hun lander på Marskgården. Tak Sebastian.!
Nå mon Sebastian har været aktiv.?  Camilla som er læge ringer ved 11tiden på Aases telefon og fortæller at Aase køres til Marskgården på et tidspunkt efter klokken 13 og at Aase skal til kontrol om 14 dage med sårene på venstre fod, men som ellers ser godt ud. Hun skal have træning på Marskgården.
Hun fortæller også at Neuro medicinsk afdeling hvor Aase var indlagt til at begynde med har glemt at kalde Aase til en samtale med henblik på atter at blive visiteret til CNN. Se nu for helvede at få fingrene ud.
Den neuro medicinske afdeling har stor set ikke lavet andet LORT (undskyld) i det, siden Aase landede i Slagelse. Det var også dem (Olga) der annullerede den første visitation, uvist af hvilken årsag.
Camilla bad mig om at observere at der nu også kom en indkaldelse i løbet af ugen. Herre du milde, skal jeg nu også holde øje med den slags. Guderne må sig forbarme.
Neuro medicinsk afdeling kunne jo været gået over og tale med Aase mens hun har været indlagt på Ortopædkirurgisk afdeling. Men nej, tankevirksomhed har de overladt til amøberne. Nu skal vi køre ambulant til Slagelse mindst 2 gange inden for de næste 14 dage. Jeg har ikke ord for hvad jeg mener om det danske sundhedsvæsen.
Jeg bestiller varer leveret på adressen fra Rema og tager lige lidt med til Kenny. Den næsten unge mand kommer på cyklen og vi sætter os udenfor med kaffen og en kiks og bagefter et glas alkoholfrit øl mens vi lige snupper dagen trivial pursuit. Aase ringer op, næsten da, men har fået Sussi til at hjælpe og fortæller at hun er landet på Marskgården og er lidt træt efter at ha’ kørt med flextrafik fra Slagelse til Næstved. Kenny får også en snak med hende og vi aftaler at jeg ringer en gang i aften.
Så leveres varerne fra Rema og alt ser ud til at være i den skønneste orden. Jeg ruller Kenny til Hvedevænget med hans varer, så kan han ta’ cyklen hjem i morgen.
Sætter lidt pommes fritter i ovnen og redigerer lidt på blogindlægget. Katten kommer og vil ud, selvfølgelig der hvor døren ikke er åben i forvejen.
Snupper nogle pomme fritter og en veganerbøf til aften. Det er godt vejr og primaterne er lukket ud, desværre.
Ringer til Aase ved Sussis hjælp og vi får en lille snak, Aase er lettere konfus, som nok skyldes flytningen.
Forsøger også til aften at se lidt på fladskærmen omkring Movistar, men de øjne vil altså ikke samarbejde. 😊
Katten er gået ud til natten, han har også sovet det meste af dagen.

07. april. Tirsdag. 8 grader, masser af sol og vinden er let fra vest.
Sov lige til klokken halv seks. Helt uhørt. Er dog en anelse slatten i dag. Det er Kenny også skriver han på en sms. Er vi blevet ramt af Coronaen eller er det bare indtagelse af for megen frisk luft de sidste par dage. Det vil vel snart vise sig. Katten kommer til morgenmad og lister så ind i stuen til en slummer.
Så ligger der en henvisning til Aase i E-Boksen som jeg ser lidt på og minsandten om ikke ligger en besked om at Aase har fået tildelt fysioterapeuter i træningsøjemed og der er fremsendt en træningsplan fra Slagelse Sygehus. Sebastian har vist banket det kommunale system på plads, han er sgu i særklasse. Uanset udfaldet af træningen er vi ham megen tak skyldig. 😊
Ringer til Kenny med det glædelige budskab og Pia får lige en SMS. Hun ringer dog og får en snak samt en adresse til Aases nuværende domicil, så hun kan sende en buket. Tak Pia, du er en høj værdsat bedste veninde.
Ringer til Aase, som glædestrålende fortæller mig at der har være et par terapeuter for at se lidt på hende og de kommer igen i morgen. Det er bestemt opløftende. Aftaler med Aase at hun får Sussi til at ringe til mig i eftermiddag.
Så har vi modtaget en regning fra Apoteket på medicin til Aase, men uden faktura så vi kan se hvad det formidable beløb er brugt til. Måske Sussi kan opklare det også.
Ringer til Åderup VVS og aftaler med dem, at der kommer en VVS-mand tirsdag efter Påske og ser lidt på opgaven omkring det varme vand som løber.
Hiver raketten frem i lyset og fylder vand på batteriet. Påtænker at rulle en lille tur lidt senere, mens det stadig er godt vejr. Giver lige vaskemaskinen et check så den kan holde sig et par måneder igen.
Taler med Kenny og hopper så på maskinen og ruller over Rønnebæk mod Sparresholm til P2 bakken, hvor jeg holder en kort pause inden raketten og jeg ruller videre mod Bøgesø og Mogenstrup for at lande i ryttergården på Figenvej. Godt 53 km blev det til og ca. 1½ time tager sådan en tur.
Indtager et par kyllingelår til en gang pomme fritter og katten får en gang kyllingefilet. Jeg ser ikke meget til han lige i øjeblikket, om dagen sover han og om natten er han ude.
Ser sidste afsnit af dokumentaren om Movistar. Ganske interessant, synes dog at man stresser hinanden alt for meget og det gælder både sportsdirektører såvel som ryttere.
Får en snak med Aase om aftenen og jeg synes jo længere jeg taler med hende jo friskere og mere klar bliver hun. Håber på at fysioterapeuterne og ergoterapeuterne får gang i den venstre side igen.
Godnat Sorte.

08. april. Onsdag. 5 grader, solen skinner og der en svag vind fra sydøst.
Vågner ved halvsekstiden og vand er godt det må man lade. Lægger kabalerne og imens kommer Sorte og får morgenmaden inden han lægger sig i kurven, som han atter benytter.
Jeg ringer til apoteket for at få en faktura på Aases medicin, men bogholderiet har kun åbent tirsdag og torsdag. Så det må vente til efter Påske.
Giver mig til at foretage lidt service på opvaskemaskinen.
Ringer til Marskgården og får en snak med Kamilla som finder fakturaerne frem for medicinen og dem aftaler vi at jeg henter når jeg kommer ned med nogle ting til Aase.
Får lige en sludder med Kamilla og en fysioterapeut da jeg afleverer godset til Aase. Vi drøfter lige hvorledes vi griber den opgave an der hedder Aases ophold på CNN og fysioterapeuten vil overlade jobbet til en koordinator i Næstved Kommune. Vi må se efter Påske.
Kamilla nævner at det kan være at Marskgården skal rømmes for nogle beboere, da de muligvis skal modtage ’tunge’ plejepatienter hvis sygehusene bliver bombarderet med Corona patienter efter Påske. Så skal Aase flyttes til Bakkegården i Mogenstrup, måske. Nævner lige for dem at de ikke skal flytte Aase for et par dages skyld, hvis hun skal på CNN efter kort tid.! Det er vi dog helt enige om.
Ruller hjemad og ser at vi har fået et brev fra VISP via E-Boks omkring en talepædagog til Aase, men det arrangement er aflyst fortæller brevet pga. Corona situationen. Senere på eftermiddagen ringer Kristina fra VISP og fortæller mig at hun har talt med Aase og synes hun taler nogenlunde, hvilket hun også gør for det meste. Hun kontakter mig når VISP igen kan tilbyde genoptræning. Gennemser så lige de hentede medicinfakturaer og det må vist være i orden og indbetaler en mindre formue til Svane Apoteket. Jøsses, håber sgu da ikke at hun skal forsætte med den medicin alt for længe.
Henter Kenny midt på eftermiddagen så vi kan få en kop kaffe og et stykke skærekage hjembragt af Kenny inden vi kaster os over en gang trivial pursuit.
Sorte gik ved middagstid da han skulle jage Bror væk fra parcellen. Bror ser efterhånden lidt forhutlet og tynd ud, mon der er nogen der glemmer dyrene i disse Coronatider.?
Kenny ruller til Hvedevænget og jeg føler mig atter som eremitkrebs. Bryder mig IKKE om at bo alene, har aldrig gjort det og vænner mig formodentlig aldrig til det, men må jo leve med den idiotiske situation som andre har TVUNGET Aase og mig ud i. Gid fanden havde Corona og den forbandede kælling som kørte Aase ned. Tænder lige et vokslys.
Ser lidt Netflix og en lidt ensformig og stillestående film med Denzel Washington. Katten er gået for natten. Det er jeg også, men det er i seng.

09. april. Torsdag. Hvordan skær torsdagen mon.? Det er 9 grader, lidt gråt og vinden er let fra vest.
Jeg er vågen ved halvsekstiden og kort efter kommer Sorte og får morgenmad inden han lægger sig i stuen.
Jeg lægger kabalerne og snupper en time mere på ryggen. Så er det tid til det overdådige morgenmåltid..
Jeg gør klar til en tur på cykeltræneren efter at ha’ talt med Aase, som efter omstændighederne har det godt.
Ruller godt 24 km i det virtuelle London på 57 minutter og med 64 højdemeter.
Lene har ringet under min tur på cyklen, det var gået ubemærket hen, så jeg ringer til hende. Hun fortæller at det ikke er tilladt kommunerne at opkræve ’husleje’ med mere for akutpladserne på plejehjem. Se det var jo en meget interessant information, for med de priser på ophold kunne nok ha’ udhulet pensionen temmelig hurtigt. Tak Lene, jeg tørrer sveden af panden. Et link fra Lene til Ældresagens beskrivelse af egenbetaling på akutstuer cementerer at det ikke er tilladt at opkræve betaling. Sådan. 😊
Kenny kommer på visit medbringende noget lækker is og æblemost. Det med isen er sgu farligt, den får jo alt for hurtig ben at gå på. 😊
Vi drikker lidt kaffe og spiser skærekage samt snupper en Fernet Branca Mint til at ta’ den værste smag af kaffen. 😊
Vi spiller lidt Trivial Pursuit, men er vist ved at være nået igennem en stor del af kortene da vi jævnligt støder på spørgsmål og svar vi har set tidligere. Kenny forsøger at finde et nyere udgave via markedspladsen på Facebook.
Ruller Kenny til Hvedevænget og hjemme fremstiller jeg en veganerbøf med spejlæg.
Forsøger med et par film på Netflix, men der ikke rigtig noget der kan friste. Finder dog en serie med Michael Douglas som jeg skimmer.
Sorte går ud og jeg går i seng.
PS. Dagens lettere modificeret Storm P. Den velbjergede herre til tiggeren: De siger de er sulten, hvorfor får de ikke et arbejde. Tiggeren: Åh nej, det har jeg prøvet, det går ikke, så bliver jeg bare endnu mere sulten.

10. april. Fredag. Det er den lange fredag, så det burde være muligt at nå en masse, det er 8 grader og vinden er svag fra sydvest.
Synes sgu også jeg er lidt svag, har sovet alt for lidt og er noget rundtosset, men det er jo ikke første gang og formodentlig heller ikke sidste.
Samler en del tøj og skriveting sammen til Aase og får en sludder med hende inden jeg kører til Marskgården og afleverer det. Hjemme igen og fodrer fuglene og den sorte mand som bagefter har lægger sig i stuen.
Forsøger at opdatere diverse venner og bekendte med status på Aase situation. Der er ikke så meget nyt, hun virker lidt træt, men ellers klar når vi taler med hende, men der sker jo ikke de store ting i Påsken på træningsfronten.
Henter Kenny efter frokost og vi drikker kaffe og spiller trivial pursuit. Kenny fortæller at Bertram skal testes for Corona da både han og Lene hoster, det er uforståeligt at hverken Dicte eller Lene får tilbuddet.???
Taler med Aases søster Anna, som også bokser lidt med helbredet som en følge af ikke behandlet ’hjerteflimmer’ og så blev Helge 75 år i går. Tillykke, det havde jeg sgu glemt. Normalt er det Aase der holder styr på den slags mærkedage.
Kenny køres til Hvedevænget sidst på eftermiddagen og jeg ruller hjem og koger lidt pasta og rister lidt baconterninger og spiser det til Corona tv-avisen. Får også en snak med Pia og alt er fint i Fløng.
Forsøger at se en film i tv’et, men øjnene vil altså ikke medvirke. Tømmer opvaskeren og går til køjs efter at ha’ lukket katten ud.

11. april. Lørdag. 4 grader, lidt sløret sol og vinden er svag fra syd.
Har atter sover ganske elendigt. Katten har villet ind og ud et par gange, men jeg var sgu vågen alligevel, så han skal ikke ha’ skylden.
Morgenmad indtages og så starter jeg eller Robert i stuen mens jeg roder andetsteds. Han går i stå et par gange når han kommer ind under sofaen, så han må hjælpes fri. Men ellers fungerer det rimelig godt.
Taler med Aase og hun er bestemt frisk og klar i dag. Jeg står på cykeltræneren og rulle 24,25 km i London på 1 time og 30 sekunder og med 68 højdemeter.
Kort efter ringer Aase og fortæller at hun har fundet en pude som hun godt kunne bruge i forbindelse med den slappe arm. Den må vi købe når jeg er sikker på hvilken type det er. Sender en SMS og Dorte hjælper Aase med at læse den og så ringer de tilbage med typen på puden. Sådan. Puden er bestilt, og med lidt held er den her i næste uge.
Rydder lidt op og så kommer Kenny på besøg, så vi kan få en kop kaffe og lidt kage samt et spil trivial. Hører også nyt omkring Bertram som har gennemgået en Corona test. Lene vil naturligvis få besked hvis den er positiv, men ellers vil de ikke høre noget. Mærkeligt.!
Spiser pomme fritter og en baconbøf og snupper lige Corona tv-avisen.
Taler lidt med Aase og Susi, det har vist været en god dag for Aase. 😊
Lidt senere blændes der op for Barnaby, men misser noget af slutningen da øjenlågene var blevet for tunge.
Katten er gået ud.

12. april. Søndag. 9 grader, solen titter stadig frem gennem de lette skyer og vinden er let fra syd.
Er vågen ved godt firetiden og kort efter banker Sorte på vinduet, kommer ind og får tidlig morgenmad og går så ud igen. Lægger kabaler og slumrer så lidt igen. Forsøger at komme i gang ved ottetiden og aflæser målere samt fodrer Alberte. Har ellers bestemt mig for at det er slut med at fodre andre katte end Sorte, men jeg har stadig noget kattemad som Sorte ikke spiser.
Kontakter Marskgården og Aase efter morgenmaden for at høre om hun har brug for noget, da jeg påtænker at rulle ned med iPaden, så vi kan få en snak sammen, hvor der er billede på skærmen.
Afleverer iPaden og ruller hjemad og kort efter kommer der en opringning via Messenger hvor Aase sidder i den anden ende og vi får en snak og jeg går en runde i huset og går også forbi Sorte som slumrer på sofaen.
Det er rart at se Aase og hun ser faktisk rimelig frisk ud, alt taget i betragtning. Aftaler at vi ringer senere på dagen når Kenny kommer til Figenvej. Desværre er hans telefon gået næsten tør for strøm, så det vil ikke være muligt at føre en samtale med billede. Venter til i aften i stedet.
Vi sætter os udenfor i solen hvor det desværre også blæser en del. Senere snupper vi et spil trivial inden Kenny ruller til Hvedevænget.
Sorte møder op og har vist efterhånden vænnet sig til Kenny. Af en eller anden årsag har Sorte altid været lidt nervøs for Kenny, men som nævnt er det vist ved at være overstået.
Har tænkt mig at spise en veganer bøf og en gang pomme fritter til aften.
Ser lidt om Corona og efterhånden er der ingen der aner hvad der sker på længere sigt. Folkestyret begynder så småt at revne, sikke en gang miksede signaler at sende ud til befolkningen, større samling idioter skal man da vist lede længe efter.  Øjensynlig er man ikke immun selv om man har haft virussen en gang tidligere, se det er jo lidt skræmmende.
Erfarer via Kenny at Betram vist ikke er ramt af Covid19, heldigvis.!
Får en kort sludder med Aase inden sengetid og hun synes ved godt mod og fortæller hun har fået et lille glas øl til aftensmaden.
Ser lidt af dit og dat i tv’et og går så til køjs og katten overnatter ikke.
PS. Dagens Storm P. Man skulle ikke tro, at Jorden er rund, når tilværelsen er så firkantet.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
20207,90,08,9NV1009,8
20191,50,75,5ØNØ1028,5
20186,15,60,8NNØ1008,6
20173,919,01,3NV1009,2
20168,47,811,6VSV1007,0
20154,54,29,3NV1011,9
20146,813,47,1NV994,0
201311,86,33,7SSØ1009,8
Gsn.6,47,16,0XXX1009,9

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata