20. april. Mandag. 5 grader, næsten skyfrit og vinden er svag fra nordøst.
Kan ikke huske hvad klokken var da det sorte spøgelse vækkede mig og ville ud. Havde vist lukket ham ind ved halvettiden.
Lægger kabalerne, og gider næsten ikke stå op. Men op lille Hans og spise morgenmad og så ringe til et par piger, Kirsten Messerschmidt, for at informere om hvad der foretages med henblik på at Aase skal på CNN.
Nævner jeg har talt med Jesper Milthers, overlægen fra Slagelse i fredags og at han skubber på for at få Aase sendt til CNN.
Ringer også til Maja, som fortæller at hun tager med Aase til Slagelse. Det var en god nyhed, hun er bare guld værd for os, hun er engageret og fokuseret og fuld af passion. Så er jeg rolig og afslappet når hun følger med på sidelinjen. Så ringer jeg til et vinduespudserfirma og bestiller en gang udvendig pudsning af husets vinduer hver anden måned.
Det er sengetøjsvaskedag og dynen og puderne luftes udenfor. Sprøjter indkørslen for ukrudt, øv, det er ikke min livret, men nødvendigt, Aase har jo ikke lige pt. tid at luge i og omkring sø stenene.
Så går jeg amok og giver mig til at rense og reparere fuglefoderhuset og fuglekuglen og så påfylde foder.
Den reparation af fuglefoderhuset tog sgu lidt rigelig tid, der var faktisk ikke noget der længere hang sammen, men nu tror jeg at det kan holder denne sæson også.
Græsplænen bliver slået, men så er det også fyraften. Aase og Maja ringer fra Slagelse sygehus og fortæller at alt er som man kan forvente det og Aases fod også blev røntgen fotograferet og fundet brugbar med nogen forsigtighed.
Da Aase og Maja har god tid inden de hentes, går de i gang med at træne, man skal skam ikke hvile på laurbærende synes Maja. Du er sgu i særklasse Maja.
Kenny kommer og vi sidder udenfor og drikker kaffe og spiser en hjembragt gulerodskage.
Så ringer Jesper Milthers og fortæller at han stadig arbejder på at få Aase visiteret til CNN, men det ikke lykkedes i dag, men han atter vil forsøge i morgen og vil efterfølgende ringe til mig.
Kenny og jeg går indendørs for ikke at få friskluftsforgiftning og spiller lidt trivial. Anna har ringet og udtrykt sin glæde over at Aase kan kontaktes generelt. Aase ringer og siger at Maja og hende atter er på Marskgården og det har været en god dag. Det er vi sandelig glade for at høre. 😊 
Kenny ruller mod Hvedevænget og jeg ringer til Pia som har sendt en sms for at høre nyt om Aase. Men jeg gider ikke skrive en roman på telefonen, så det bliver live mobilos. Tak Pia for dit vedholdende engagement.
Jeg spiser rester fra pizzaen forleden og redigerer så blogindlæg.  Så nu gider jeg sgu heller ikke skrive mere, i dag.
Aase ringer og synes at Maja og hende godt kunne bruge de håndvægte på 1 kg som vi har liggende og så nogle sokker. Det må jeg fremskaffe og levere i morgen, sokkerne må købes altså.
Ser noget af en gammel dansk film og går så til køjs. Katten er ude.

21. april. Tirsdag. 6 grader, sol og vinden er let fra nordvest.
Jeg har ikke let ved at få lettet mig, blev vækket af katten en gang i nat og er lidt groggy til morgen. Dagens morgensang er Fibias polakker der ved 7tiden kommer og trykker lyslederkabel igennem til naboen mod øst.
Har en tur i Rema og til apoteket til gode fra morgenstunden, sådan da, de åbner jo først ved hhv. klokken 8 og klokken 9. Ruller ad sted ved godt 8tiden og sniger mig gennem kabler, gravemaskiner og mennesker der er ved at trække fibernet.  Antallet af mennesker i Rema er til at overse og jeg finder hurtigt de ønskede varer.
Tanker lidt benzin til 8 kr. og 99 øre. Kører så til Marskgården med et par ting som Aase gerne ville have. Får en kort sludder med rare Maja, kommer til at finde hendes adresse ved lejlighed. Hun burde belønnes med et eller andet for hendes utrolig store hjælpsomhed.
Hjemme igen og fodrer katten, som virker lidt gnaven og vil ikke snakke men dasker efter mig med en pote. Aase ringer og hun har nogle ønsker omkring nogen tegne / male bøger hvor de kreative evner udfordres. Jeg finder et par stykker på nettet og køber dem sammen med nogle farveblyanter. De skulle gerne nå at komme i denne uge. Aase ringer atter og er sammen med Henriette, som fortæller at det er dagen hvor kommunen visiterer de logerende borgere, med henblik den videre fremfærd. Næste møde er den 6. maj og inden da håber jeg sgu vi har fået en plads på CNN til Aase.
Lidt senere ringer Belinda, som er visitatoren og fortæller mig hvad hun har talt med Aase om. Aase havde refereret samtalen og kunne huske det hele. Godt gået Aase.   
Så trækker jeg raketten frem og ruller en tur på apoteket efter medicin. Her står vi i kø med 2 meters mellemrum, mens der kun må være 10 personer i butikken samtidig. Ruller lige af den østlige omfartsvej på min vej hjem for lige at få rørt maskinen. Observerede at når den maximale grænse, de røde tal, for omdrejninger nås, lukker maskinen kortvarigt for gassen, så er man advaret. Jeg siger altså ikke hvor stærkt jeg kørte. Troede sgu ikke at den kunne rende så stærkt, men det var også lidt ned ad bakke og med solen i ryggen. 😊
Lidt senere henter jeg en nyklippet Kenny, så vi kan indtage en kop kaffe og lidt gulerodskage på den solrige terrasse, inden vi tager et parti trivial. Tabte sgu begge runder.
Kørte den plyssede ’unge’ herre til Hvedevænget og er så tilbage på Figenvej, hvor jeg modtages at Sorte. Han virker stadig lidt gnaven, men spiser sin aftensmad stille og roligt inden han atter går ud.
Ser Coronaavisen, hvor der øjensynlig hersker forvirring over alle de modstridende meldinger der kommer fra uansvarlige politikere og journalister, til min veganerburger. Men ellers ikke meget nyt under solen der er værd at referere.
Savner et opkald fra min ’ven’ på Slagelse sygehus, nemlig Jesper, han havde lovet det, men i morgen får han kniven hvis jeg ikke hører fra ham. Jeg har til gengæld hørt fra Bente Vilmer som synes det er forfærdeligt hvad der er overgået Aase. Det er hun bestemt ikke ene om at mene. Tak Bente, for dine tilkendegivelser. 😊
Får den sædvanlige aften snak med Aase, som synes det går rimelig godt. Hun fortæller at der er købt et nyt gangstativ til hende, men pigerne er ikke tilfreds med det, da det er for tungt til Aase kan flytte rundt med det.
Så er der Bonderøven som Aase også ser og bagefter Barnaby som kun jeg ser. Det er så godt nok en sandhed med nogen modifikationer, for slutningen fik jeg ikke med. Katten er ude.

22. april. Onsdag. 6 grader, sol og vinden er let fra øst.
Jeg er vågen ved godt halv fem tiden og lægger kabalerne og så kommer Sorte og vil ind og efter lidt morgenmad går han ind og lægger sig i kurven.
Står tidligt op, hvis klokken 7 kan kaldes tidligt, og går i bad, da jeg har et par aftaler klokken 10 og først skal hente Kenny som skal være dørvogter i forbindelse med den sporing af læk i et rør som skal foretages. Så har jeg en aftale med frisøren, som har åbnet igen og så må vi se hvordan det spænder af.
Både katten og jeg spiser morgenmad og han går ud i solen og jeg ind i mørket for at redigere lidt på blogindlægget for sidste uge.
Henter Kenny og ruller via Figenvej mod frisøren og får den sædvanlige studsning under næsten normale forhold.
Tilbage til Figenvej hvor Aase ringer og fortæller at hun mangler et par sko når hun skal stå op i gangstativet og jeg finder dem frem og reparerer lidt på dem og ruller så til Marskgården og afleverer dem til fysioterapeuten.
Kenny sender en SMS og fortæller at sporingseksperten er mødt op og mener at kunne konstatere at der er en læk i gulvet i gæste badeværelset. Det har der været før for ca. 20-25 år siden. Sjusk måske..?
Ruller Kenny til Hvedevænget med tak for hjælpen som dørvogter og snupper så en let frokost ved hjemkomsten. Hvad så…?
Hen på eftermiddagen ringer Jan fra Åderup VVS, at de kommer i morgen tidlig klokken 07.30 og hugger hul på gulvet i badeværelset. Det har jeg det sgu ikke så godt med. Men repareres skal det jo.
Hmm, vander lidt udenfor, det er jo normalt Aase der tager sig af planterne, men endnu er hun lidt indisponibel. Samler en læs affald til genbrugsstationen og reserverer et tidspunkt jeg kan komme på. Klokken 14:40 til 15:00 og det bliver kontrolleret ved indkørslen via bilens registreringsnummer. Det synes jeg fungerer godt.!
Bagefter sætter jeg mig ude i solen og læser det nyeste motorcykelblad. Men solen stikker lidt i dag og jeg lister ind og læser lidt mere i mc bladet. Aase ringer for en kort bemærkning og fortæller hun har været oppe og stå lidt i dag også og hun efter omstændighederne har det godt og har spist svensk pølseret.
Så sniger jeg mig i haven for en stund for at klippe juletræet i stykker og påtænker at køre på havelossen i aften.
Fremstiller lige lidt pasta og rister nogle bacontern. Det smager godt, men for fanden det lugter i hele huset selv om døre og vinduer har stået åbne.
Ændrer bilen til en kassevogn og ruller til havelossen med 3 tønder haveaffald, de kan lige være inde i bilen.
Der var kun 2 personer derude i forvejen. Hjemme igen og Sorte kommer og får en bid aftensmad.
Jeg ringer til Aase og vi får atter en snak inden sengetid. Da hun var oppe at stå i dag blev der taget billeder af det. Det går fremad om end langsomt. Hun er minsandten også blevet klippet, det har Maja klaret, du er en pige med mange talenter. Tak Maja.
Ser et nyt afsnit ad Fouda og så er det sengetid. Sorte er gået udenfor.

23. april. Torsdag. 1 grad, sol, men hvidt på græsset og vinden er svag fra ubestemmelig retning.
Katten vækkede mig ved 3tiden og vil ind, men jeg registrerer det dårlig nok, men han vil så ud igen ved 5tiden.
Nå pyt skal alligevel tidligt op, da der kommer en VVS’er for at ødelægge gulvet i gæstebadeværelset.
Mødetiden var sat til 07:30 og det var præcis hvad den var, da han kørte ind i indkørslen.
Nå da, han hugger hul i gulvet med en larmende maskine til både min og ikke mindst kattens fortvivlelse. Katten forlader huset og jeg sætter mig foran computeren, hvor jeg forfatter en henvendelse til Aases og min praktiserende læge omkring Aases medicinforbrug og min mulighed for at blive vaccineret mod lungebetændelse.
Har jo købt nogle blyanter til Aase og de er i overstørrelse og kræver en lidt større blyantspidser end normalt.
Finder en på nettet og ringer til Langes Boghandel her i Næstved og får at vide at de har et par stykker på lager. Henter den en gang når håndværkeren er færdig.
Har skumlet lidt over at jeg ikke har hørt fra Jesper i Slagelse, men så ringer han minsandten og fortæller at Aase har fået en plads på CNN, muligvis fra på mandag og jeg skal sørge for at Marskgården koordinerer flytningen med CNN. Forsøger at ringe til Marskgården med de tager ikke telefonen, heller ikke Aase.
Går over og taler lidt med Peter og Anette og så ringer telefonen og det er Maja som fortæller at hun og Jeanette har haft Aase i bad og det er jo så nok forklaringen på at de ikke tog telefonen.
Får en snak med Jeanette og hun lover at koordinere flytningen af Aase til CNN.
Håndværkeren er dukket op igen og går i gang.
Så ringer Jeanette og fortæller at Aase bliver flyttet på mandag til klokken 10 og hun koordinerer indsatsen og jeg skal komme og hente en del af Aases ting.
Emil, som er VVS manden, arbejder intens på at lokalisere bruddet på røret med det varme vand og finder det i en bøjning af kobberrøret. Han sætter et nyt lige stykke rør ind efter han naturligvis har skåret det gamle utætte væk.  Desværre knækkede et par stykker af varmekablerne i gulvet under behandlingen, de skal så repareres af en elektriker. Kenny møder op, næsten samtidig med endnu VVS-mand som kommer for at hjælpe med trykprøvningen. Efter nogen palaver går de i gang og efter nogen tid er reparationen godkendt.
Sønnike og jeg drikke kaffe på terrassen mens der arbejdes indendørs.
Så melder murermesteren sin ankomst for at besigtige det kommende job med udskiftning af gulvfliserne, da man jo ikke kan skaffe flere de nuværende fliser. Kenny og jeg når lige en gang trivial. Aase ringer da Kenny er på vej hjemad og hun har brug for en toilettaske og lidt andre småting. Jeg samler det sammen og forventer at køre ned med det i morgen formiddag.
Aftensmaden er pomme fritter og en veganerburger. Lidt senere kommer Hjem Is bilen forbi og jeg køber lidt luksus vaniljeis til pandekagerne som Lene kommer og bager i morgen. 😊
Et par afsnit af Fouda ses, katten lukkes ud til natten og jeg sniger mig til køjs.

Operation varmt vands reparation.

24. april,. Fredag. 5 grader, solen skinner og vinden er svag fra nordvest.
Jeg føler mig også en anelse svag selvom jeg faktisk har sovet 5½ time uden at blive vækket.
Katten møder op til morgenmad og lægger sig så i kurven.
Har et par småjobs foran mig, jeg skal til Aase med en toilettaske med indhold og så op og købe en blyantspidser som kan spidse både tykke og normale blyanter. Trækker raketten frem og kører til Marskgården først, men der har de travlt med en syg beboer, så jeg ruller til Langes Boghandel i stedet og får købt blyantspidseren, men glemte sgu et par andre småting.
Nå, tilbage til Marskgården hvor de stadig er optaget og efterhånden har der samlet sig 5 personer udenfor, som jo har ærinder i relation til beboerne. Skraldemanden må også vente, men så kommer der en ansat som skal hjem og ind smutter skraldemanden og et par personer mere, mens jeg og en anden ’leverandør’ stadig må vente. Så ringer jeg til rare Maja som er på vej til Marskgården på cykel og hun kommer og sludrer med os to tilbageværende og får vores varer med ind. Fik en længere snak med Maja, som jeg synes er et usædvanlig passioneret menneske, hun har hjerte og hoved med sig.!
Hjem til en let frokost, ikke spise for meget, Lene kommer jo og bager pandekager til aften.
Synes stadig jeg er lidt svag og har vist en anelse feber, hmm, så slapper lidt med et par uløste kabaler.
Henter Lene og Kenny på stationen sidst på eftermiddagen og vi ruller til Kvickly hvor Lene og Kenny handler lidt ind til fremstilling af pandekager. Så til Hvedevænget hvor vi skal have lidt varer med til mig indkøbt af Kenny i går.
Så stiles der mod Figenvej hvor katten venter på aftensmad som han spiser og går ud igen.
Så svinger Lene 3 pander og kort efter er der pandekager i massevis. Se det var lækkert.!
Bagefter spiller vi en gang trivial pursuit. Vi får også talt med Aase og lidt senere med Dicte og Bertram som jo er hos deres far.
Vi ruller til Hvedevænget og sætter Lene og Kenny af. Vi ses i morgen hvis vejret holder. 😊
Hjemme igen og aftensmaden er jo klaret, så jeg snupper et par afsnit af Fouda sammen med en kold pandekage med smør og sukker. Nøj, det er altså godt. 😊 Katten går ud og jeg går ind i seng.

25. april. Lørdag. 6 grader, solen skinnen mellem de hvide totter og vinden er svag fra nordvest. Dårlig retning hvis man forventer varme.
Det har regnet 3 millimeter i nat, tror det er første gang i mere end tre uger der er kommet lidt regn.
Aase ringer og vi får lige en morgensnak og jeg lover at komme ned med lidt tøj, så Aase har noget rent tøj til weekenden.
Malte møder op da jeg åbner bryggersdøren og minsandten om ikke også Alberte viser sig, hende har jeg ikke set i lang tid. Sorte kommer så og skal jo se hvad der foregår og normalt enes de tre katte fint.
Jeg starter raketten og ruller til Marskgården med det tøj som Aase havde ønsket. Bagefter tager jeg atter en tur til boghandleren og køber nogle ternede skriveblokke. Var på jagt efter noget chokolade i en kasse, men chokoladeforretningen i Torvestrædet havde lukket. Ruller en tur forbi Næstved Flisecenter for eventuelt at finde nogle nye fliser til gulvet på gæstetoilettet. Men der var alt for mange i butikken, så jeg flygtede igen efter et meget kort kig.
Min sorte ven kommer da jeg parkerer raketten og så får han lidt at spise inden han kravler ind i sin kurv. Jeg gør klar til en tur på cykeltræneren og ruller et par omgange i Watopia.  Knapt 19 km på 54 minutter og med 217 højdemeter blev tilbagelagt.
Aftaler med Lene og Kenny at vi spiser til aften sammen og lige snupper eftermiddagskaffen inden da, efterfulgt af et spil trivial pursuit som Lene vinder.
Undervejs får vi lige en snak med Aase, som også var ved at drikke kaffe og Sussie er der i dag, hvilket Aase er godt tilfreds med.
Så går kokken Kenny i gang med at stege bøfferne og sætter kartoffelstykkerne i ovnen og Lene, som har stået for indkøbene, tilbereder salaten og trækker den italienske vin op. Jeg se e-cykling, så går jeg ikke i vejen.
Veltilberedt og velsmagende, men vi glemte sgu da desserten, der var jo is i fryseren.!
Lene og Kenny går en tur mens jeg rydder lidt op. Jeg duer ikke til at gå særlig langt mere, ryggen gør vrøvl og jeg får ondt i benene. Måske jeg burde forsøge med en lille tur et par gange om ugen. ?
Får lige en kort aftensnak med Aase inden hun skal i seng.
Kører Lene og Kenny til Hvedevænget, godt at se dig Lene. Vender hjem til Sorte som kommer med ind og får lidt sen aftensmad.
Jeg sætter mig med et glas hvidvin og ser Fouda og jeg går lidt for sent til køjs. Katten er for længst gået ud.

26. april. Søndag. 6 graders varme, nogen sol og vinden er svag fra sydvest.
Måtte sgu en tur op i nat, da det var højvande og så kommer katten og vil ind for at få en slummer. Sover så videre og vågner ved halvsyvtiden.
Lægger kabaler, men synes ikke at jeg har det store held med det lige for tiden. Mangler faktisk tre i denne måned. Jeg må se at få gang i cellen og få dem løst inden månedens udgang.
Så ringer Aase og fortæller at hun mangler noget salve som kun kan fås på apoteket. Hmm, finder minsandten et apotek der har åbent nogle timer i formiddag, så ad sted med dig senior. Alt lykkes i en gasovn og jeg afleverer salven til Henriette, udenfor Marskgården.!
Batterierne er ved at være lidt flade, så jeg flader lidt ud en del af dagen, men får en sludder Helle og senere med Aase og lidt senere endnu, med Kenny. Se også lidt E-cykelløb, men det er altså ikke voldsomt ophidsende.
Så er der aftensmad og bagefter lidt dyrudsendelse i tv’et og noget andet som jeg ikke kan huske hvad var.
Katten går ud efter lid mad og jeg kryber til køjs. Snupper lige tabletten og løser de tre uløste kabaler, lidt tankevirksomhed var der altså tilbage.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
20206,10,0ej måltNNV1024,8
20199,20,05,8Ø1016,1
20189,33,51,41001,1
20176,55,611,4SSV1005,5
20168,24,26,1NNV999,4
20154,19,22,6N1017,6
201410,77,85,2ØNØ1006,4
20139,14,20,21006,6
Gsn.7,94,34,7XXX1009,7

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata