27. april. Mandag. 5 grader, lidt sløret blå himmel og vinden er let fra sydvest.
Jeg må lette mig i nat ved 4tiden da katten bankede på vinduet og ville ind for at sove. Slumrer noget uroligt videre og går i gang med kabalerne ved godt sekstiden.
Både katten og jeg får morgenmad og katten lister så udenfor. Jeg redigerer lidt blogindlæg inden jeg skal ned og hilse på Aase, som jo i dag flyttes fra Marskgården til CNN i det gamle sygehus. Skal have hendes private tøj med hjem, da det ikke må bruges på CNN.
Maja venter udenfor Marskgårdens indgang og jeg får alle de sager som jo ikke må / kan medtages til CNN.
Jøsses Alvilda, hun har nærmest haft det halve af hendes tøj liggende.
Jeg pakker bilen og siger på gensyn til Maja, som jeg har lovet at holde orienteret om udviklingen og også at jeg vil aflægge et besøg hvor hun og hendes mand bor. Hun skal have et eller andet for sin passioneret måde at værne om Aase på.
Så kommer flextrafik bilen og Aase i kørestol samt chaufføren kører mod Næstved Sygehus med mig bagefter i Toyotaen. Aase bliver kørt op med elevatoren af en sygeplejerske som lover at undersøge om jeg må komme med op. Hun vender tilbage og jeg har tilladelse til at følge med til stuen hvor Aase skal opholde sig et stykke tid. Her får vi begge en fyldestgørende information af Britt og Lisbeth om hvorledes dagen vil se ud i den nærmeste fremtid og umiddelbart lover det godt for Aase. Hvis afdelingen kan leve op til de planer må jeg tage hatten af.
Efter næsten et par timer med info og prøver som Aase får taget, også prøven i halsen for at se om der er Covid19 på spil, ruller jeg mod Figenvej og forsøger at sortere de 5 poser med gods, derunder medicin som ikke er blevet anvendt og det er der meget af. Du fredsens, det bliver sgu noget af en regning vi får for alt det gift.
Tror de på Marskgården glemte at læste den sidste medicinliste der kom med fra Slagelse Sygehus, men har brugt den forrige til indkøb. Langt de fleste kartoner har ikke være åbnet.
Vasker Aases snavsede tøj og finder også noget der ikke er hendes, det må retur til Marskgården.
Får en snak med Kenny og vi bliver enige om at snuppe et stykke drømmekage til eftermiddagskaffen og tage et spil trivial pursuit. Sorte mødte jo op lige efter jeg var hjemkommet fra CNN og fik lidt at spise og gik så ind for at sove og det gør han stadig. Hos naboen skriger primaterne i timevis.
Ruller Kenny til Hvedevænget igen og snupper en veganer burger som aftensmad ved hjemkomsten.
Går lidt kold ved 20tiden og så ringer Aase og vi får en god aftensnak inden hun skal sove. Der ligger nogle hårde dage forude frue.
Ser noget af Forsvundne Arvinger, men det er efterhånden også ren følelsesporno.
Fodrer katten og han går ud og jeg finder køjen.
Dagens Storm P. Tjeneren til den kraftige herre ved bordet: Der er forår i luften hr. kontorchef. Stæren er kommet. Kontorchefen: Ja tak. Men jeg vil hellere have en svinekotelet.

28.april. Tirsdag. 9 grader, lidt gråt og blåt og vinden er svag fra nordvest.
Katten banker på vinduet ved godt 5tiden og får morgenmaden inden han atter går ud.
Fibia begynder nedgravningen af kabler ved godt 6tiden, så du kan godt stå op gå i gang senior. Ja, ja, det gør jeg så. Finder nogle ting frem som Aase gerne vil have, kuglepen og skriveblog samt høreapparater.
Sætter udstyret op til en tur på cykeltræneren og forventer at deltage i et kort løb.
Så har jeg bidt hovedet af al skam og bestilt tilslutning til Fibias fibernet efter at have talt med Martin og han var så flink at tilbyde mig tilslutning, oprettelse samt opsætning af boks til det tilbud de havde før jul. Flink mand bøv.
Hopper på cyklen og varmer op i godt 10 minutter og så går det løs og inden længe er jeg kørt agterud, men det er jo forventeligt. Undervejs er pulsen tårnhøj og så ringer Aase og fortæller lidt om sit møde med diverse terapeuter og den egentlige træning starter i morgen. De er forhåbningsfulde med hensyn til både Aases venstre arm og ben som de mener at kunne spore en vis muskelaktivitet i. Det er positive tegn som jeg forstår det, for det var det samme som Sebastian sagde. Der er håb forude frue.!
Får rullet små 16 km på 40 minutter med 131 højdemeter.
Kører så en tur på raketten til Næstved Lægecenter og får en indsprøjtning mod lungebetændelse. Forsætter til CNN og afleveret Aases høreapparater til Britt, som synes det går godt med Aase og hun er motiveret.
Styrer raketten mod Figenvej og finder lidt frokost frem og aftaler med Kenny, at hvis jeg kan få bilen ud pga. gravearbejde. Der er stort set ikke et sted hvor der ikke står en rendegraver og en vogn med materialer.
Det lykkes og vi nyder eftermiddagskaffen og stykke drømmekage efter vi har talt med Aase, som orienterer os om hvad der foregår på CNN. Det er spændende hvor langt de kan komme med hende.
Vi snupper også lige et par spil trivial pursuit som ender uafgjort.
Kører Kenny hjem og vender så tilbage til Figenvej, hvor jeg steger nogle pomme frit agtige kartofler og luner en veganerbøf.
Mens jeg redigerer blogindlæg ringer Mark fra Næstved Politi og han har behov for en underskrift på en erklæring som giver ham / politiet tilladelse til at se sygehus journaler, for at forberede en udvidet sag mod hende som kørte Aase ned, håber sgu de steger hende i hendes eget fedt. Håber selvfølgelig på at det er med det nævnte formål for øje og ikke at der skal findes sundhedsfaglige hændelser som måske skal udnyttes til at beskytte politimesterens søster etc. Har tænkt mig at kontakte vores advokat.
Taler med Kenny og Lene og de har vist ikke helt de forbehold som jeg har, jeg er sikkert paranoid. 😊
Ser en gammel dansk film, ’I Kongens Klæder’, kan huske at vi knægte så den i Scala Teateret i midten af halvtredserne.  Godnat til katten som lister udenfor.

29. april. Onsdag. 9 graders varme, lidt gråt og vinden er let fra nordvest.
Vågner ved godt 3tiden med tankemylder, gid fanden havde det og har så vanskeligheder med at falde i søvn igen. Lægger kabaler og forsøger at lægge en plan for den kommende dag.
Skal have fat i VVS mesteren for at høre hvordan det går med elektrikeren og mureren og bagefter advokaten samt CNN.
Elektrikeren og mureren forventes at kontakte mig i dag fortæller Jan Christensen. Det er fint nok, vil bare sikre mig at projektet ikke er gået i stå. 
Taler med advokaten som siger nej til at politiet kan indhente informationer fra Aases journal og beder mig om at orientere politiet og bede dem ringe til advokaten. Det bliver gjort til en telefonsvarer. Orienter også Aase og CNN.
Lidt senere har advokaten godkendt at politiet kan indhente den ønskede underskrift hos Aase og jeg får en sludder med Mark.
Aase ringer og er ved godt mod og har været til møde med læger, terapeuter og plejepersonalet på afdelingen. Sådan skal det gøres.! Vi får lige en snak om politimanden Mark, som vil dukke op i løbet dagen og få en underskrift hvis Aase siger ja. Hun har så en møde med en neuro psykolog og en gang eftermiddagstræning til gode inden hun kan slappe af.
Jeg havde på et tidspunkt spurgt om hun i kaffestuen havde mødt Margit som stort set har / havde de samme lammelser i venstre side som Aase og som jeg talte en del med på Slagelse sygehus. Det viser sig at det har hun og de har så talt lidt sammen og Margit skal hjem i morgen, selvom Aase synes hun stadig er for medtaget.!
Aase har givet hende vores visitkort og vi vil forsøge at holde kontakten, hvis Margit ønsker det.
Aase er efterhånden blevet så god til at tale at hun jo næsten lyder som hun altid har gjort.
Henter Kenny og vi drikker kaffe og spiser kage som så efterfølges af en spil trivial.
Vi kan ikke have døren på klem da det regner og det er kun 8 graders varme, og katten fortryder da han er på vej ud og går ind og sover videre i stuen.
Kører Kenny hjem og returnerer til Figenvej. Sætter nogle kyllingelår i ovnen og går så ind og ser Corona tv-avisen, men intet nyt under solen.
Spiser kyllingelårene til nogle stegte kartofler mens jeg ser et afsnit af Fouda.
Redigerer blogindlæg og snupper så et par afsnit mere af Fouda.
Godnat missemand.

Det er spændende med sådan en udgravning, synes Sorte vist.

30. april. Torsdag. 6 grader, gråt og vinden er frisk fra sydøst.
Den væmmelige fredsforstyrrer møder op ved halvtotiden og vil ind, klokken halv fem vil han ud.
Slumrer dog lidt videre og lægger så de sidste kabler i denne måned.
Har i sinde at handle fra morgenstunden i Rema og Aldi og senere på dagen skal jeg på apoteket.
Men først skal rovdyrene fodres. Malte får lidt at spise og så kommer Sorte frem fra sit skjulested og spiser lidt og går så tilbage til kattekurven.
Så er det ad sted til Rema og fylde kurven, der var forholdsvis mange når det tages i betragtning at klokken kun var godt 8. Jeg forsætter til Aldi og køber lidt til en mindre frokost på lørdag. Så bør depoterne være fyldt op til en uges tid. Taler med Aase, som befinder sig godt og hun har sagt farvel til Margit, som tog ad sted til Skovbrynet i dag. Kenny er taget til Maribo for at se til Liva og mormor.
Jeg hopper på cykeltræneren og ruller godt 19 km på 49 minutter og 217 højdemeter.
Bagefter er jeg sgu godt brugt, sov aht. i nat og har fået lidt flimmer efter cykelturen. Efter badet slapper jeg lidt mens tøjet vaskes. Aase ringer og fortæller at hun har forsøgt at overføre billeder til computeren og jeg går ind og ser efter og minsandten det er lykkedes, mægtigt Aase.
Så er det ved at være mad tid, og Sorte får også en bid og jeg spiser pølser og spejlæg.
Så kommer Henrik med traileren, den har været på arbejde den sidste tid og det har den bestemt bedre af end at stå under træerne og blive ødelagt. Jeg får et par sko som passer fint og en transportkasse til katten, så nu skal du være ordentlig knægt ellers går turen til dyrlægen. 😊
Ser et afsnit af Fouda, som jeg vist har kaldt Souda flere steder på blogindlæggene, men gider altså ikke rette det. 😊
Så går jeg over til den hårde filmgenre, nemlig en gammel dansk film, ’Der Brænder En Ild’ med udgangspunkt i Morten Korch. Godnat misser.

01. maj. Fredag. 10 grader, nogen sol og en svag vind fra sydøst. Der er kommet 12 millimeter regn inden for de sidste 24 timer fortæller vejrstationen.
Så er det i dag vi skal ud og drikke nogle demokratiske håndbajere. Tror nu jeg springer over og drikker en Corona hjemme.
Ringer til CNN for at høre om mor er frisk, da jeg ikke kan nå hende via mobilen. Det påstås at hun er og samtidig spørger jeg om det er muligt at Kenny kan komme på besøg hos hans mor i morgen. Simone lover at undersøge mulighederne og vende tilbage senest middag.
Kenny ringer og vi får lige en snak om hans tur til Liva i går. Hun kan da heldigvis stadigvæk huske ham selvom det er et par måneder siden han sidst har været der, som en følge af det Corona helvede vi er fanget i.
Mens jeg taler med Aase, som ringede mens jeg talte med Kenny, ringer Simone og jeg sætter mor på holdt for en kort stund. Simone fortæller at Kenny kan besøge Aase i morgen fra klokken 15 til 16. Samt at vi må vælge én person der kun må komme på afdelingen for eftertiden. Det er ok og jeg vender tilbage til Aase og fortæller hende nyheden. Det blev hun sgu oprigtig glad for. 😊 Det gjorde Kenny bestemt også. 😊
Også Bodil B. nåede at ringe mens jeg talte med alle de andre, hun bliver lige orienteret om Aases nye placering på landkortet.
Nå, nok om det, jeg har besluttet mig for at køre en runde med støvsugeren, selv jeg hader den larm den laver, men der flagrer vindhekse rundt lidt over det hele, så mon ikke det er på tide at drøne en omgang.
Jeg er nok ikke så effektiv som Aase, men får vist det værste med. Tager kun et par rum i denne omgang.
Helle SMS’er lige at hun ikke længere er husejer og det tror jeg sgu hun har det rigtig godt med. 😊
Får en snak via Messenger med Lene og noget om Kennys fødselsdagsgave.
Så kommer sønnike og vi spiser drømmekage og drikker kaffe og bagefter et par spil Trivial Pursuit.
Aase ringer og fortæller lidt nyt og ser frem til Kennys visit i morgen.
Kenny ruller tilbage til Hvedevænget og jeg er gået i gang med aftensmaden som i dag bliver pølser med pomme fritter. Alt tilberedt i ovnen på bagepapir. Ingen opvask.! 😊
Snupper den lune ret til Corona tv-avisen, hvor der i dag heller ikke var noget reelt nyt.
Katten får noget at spise og lister så udenfor.
Ingen udsendelser fra de licensbetalte kanaler, så jeg går over til Netflix og Fouda. Ser de to sidste afsnit af den noget grumme serie. Hvis den korrekt skildrer den jødiske og muslimske hverdag, lever de reelt i Helvede.
Går til køjs og kommunikerer med Lene omkring fremskaffelsen af Kennys fødselsdagsgave.

02. maj. Lørdag. 9 grader, gråt og det regner og vinden er svag fra syd.
Først og fremmest er den Kennys fødselsdag, så herfra lyder er trefoldigt leve og tillykke med den dagen.
Jeg er vågen ved godt fem tiden og det er katten vist også for han ligger i vindueskarmen udenfor og han bliver lukket ind til lidt morgenmad. Jeg lægger kabalerne og slumrer så til klokken otte. Jamen du milde. Ringer til Kenny og slipper en lykønskning løs. Vi ses senere når han skal ud og besøge mor omkring klokken 15.
Jeg ruller en tur på apoteket og der er kun en foruden mig. Køber min medicin og en flaske håndsprit til den nette sum af 40 kr. for 250 milliliter, skide frækt synes jeg nok.
Snupper et enkelt stykke knækbrød til frokost og rydder op i Aases tøj som jeg fik med retur fra Marskgården.
Kenny ringer og fortæller at pigerne på CNN har fortalt Aase at besøget først er klokken 16-17.
Nogen har vist skrevet noget forkert, for aftalen var helt klart klokken 15-16. Jeg ringer til CNN og får Lisbeth i røret og hende synes jeg godt om, for hun er beslutningsdygtig og vi retter lige tidspunktet til klokken 15-16.
Jeg fortæller både Aase og Kenny at aftalen atter er på sporet og det uden Olsen Bandens hjælp.
Kører Kenny til CNN og ruller så hjem og fodrer katten inden jeg atter henter ham, en time går sgu hurtig.!
Som jeg forstår det blev det vist en god time, mor og søn lige fik der. 😊
Vi ruller til Hvedevænget og henter en oksespegepølse og nogle slagerfrikadeller fra Kim Søndergård, som Kenny havde købt. Forsætter så til Figenvej hvor vi forventer at indtage en lidt sen frokost. Sild, frikadeller, oksespegepølse og en laksemad til at afslutte menuen, der indtages ad libitum et par snapse samt en halv liter øl. Tillykke med fødselsdagen sønnike, næste år vil vi altså have moren med.!!!
Aase ringer og siger godnat inden hun skal have aftenkaffen.
Kenny låner en taxa, da jeg vist ikke kan tillade mig at køre. Selvom der gik nogen tid med frokosten vil promillen nok ikke være sunket til under de 0,5.
Sætter mig og ser en helt ligegyldig aktion film sammen med et lille glas hvidvin, men kan hverken se filmen til ende, ej heller drikke vinen. Slapt senior.! Katten er udenfor og jeg går til køjs.

03. maj. Søndag. 10 grader. Gråt, vinden er let fra nordvest.
Så er det Gunhilds fødselsdag, hun bliver 82 og er stadig frisk, tillykke med dagen råber jeg ud i lokalet.
Vågner ved godt halvfiretiden og er tørstig og det flimrer lidt, jeg kan altså ikke tåle at et par snapse og en halv liter øl uden det giver nogle ulemper bagefter. Hvad vil du gøre ved det senior.? Hmm, ja, jo øh. Bryder mig ikke særlig meget om den nærliggende løsning. 😊
Katten kommer og får mad, mens jeg bæller vand og forsøger at slumrer lidt igen og det lykkes til klokken halvseks. Kabalerne lægges og slumrer så lidt videre.
Ved ottetiden står jeg op og spiser morgenmad sammen med katten, som så ikke vil have noget alligevel og han går ud og mødes med Malte og Alberte. De enes faktisk utrolig fint. Bror viser sig, men lusker af igen. Han kan jo ikke med Sorte. Læser målere af og lister ud med tom emballage, der er ikke noget mere deprimerende at have stående, end tom emballage. 😊
Kigger lidt på ugens regnskab og aflæser målere og finder noget opløftende, hehe, når noget er faldende, for eksempel vandforbruget.
Aase ringer og vi får en snak om nogle småting hun får brug for i forbindelse med høreapparaterne. Dem må jeg se om jeg kan finde. Taler lidt om træning og vi synes jo nok at der gøres for lidt med den venstre arm, men det må vi forsøge at spørge ind til ved først givne lejlighed. Snarest.!
Kenny ringer og fortæller han kommer en tur forbi til en gang kaffe i eftermiddag. Godt mand.
Pia skriver og spørger til Aase og hendes velbefindende, efter omstændighederne er det vel rimeligt.
Kenny dukker op og vi indtager kaffen med et par stykker chokolade til og spiller et par runder Trivial Pursuit.
Det hjælper lidt på kahyt feberen når man er et par stykker nogle timer.
Vi får også en snak med Aase, som fortæller at der reelt ikke sker en skid i dag, hvilket skuffer mig. Måske det ikke bliver nødvendigt at tage hatten af som jeg indledningsvis lovede i mandags.
Kenny ruller atter mod Hvedevænget og jeg går i gang med at gøre lidt mad klar til min sorte sambo, altså ikke Sambo, vel. 😊 Han hoppede ind af vinduet i badeværelset, det sker ikke så tit, gik så ind i sin kurv. Jeg overvejer hvad jeg skal spise i dag. Hmm. Pasta tror jeg nok og en veganer schnitzel. Ja, det blev det så.
Ser ’Den Klassiske Musikquiz’ og noget om Danmarks natur. Godnat.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
202013,68,46,9997,3
20196,70,711,6V1007,1
201811,22,11,4SSØ1019,7
20179,10,76,3N1010,7
201615,50,06,9ØNØ1016,8
20155,47,71,3NNØ999,5
20143,210,60,01007,4
201311,52,110,11001,9
Gsn.9,54,05,6XXX1007,6

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata