01. februar. Mandag. Minus 2 grader, lidt sol og vinden er svag fra vest.
Allerede ved 2tiden vil katten ud, det vil jeg helst ikke, men jeg står op og linder døren på klem. Falder hen igen, men vækkes ved nattrissens ankomst.
Jeg lægger kabalerne og småslumrer lidt inden jeg står op ved 7tiden for at vække Aase, da Kristina kommer ved 10tiden.
Bad til fruen og så er der morgenmad. Bagefter går jeg i bad. Kristina er ankommet og herser med fruen.
Vasker og tørrer lidt tøj og Aase tørrer støv af. Så en let frokost inden eftermiddagskaffen.
Så kommer Anette med meddelelsen om at Peter døde tidligt i morges. Nu siger jeg det lige ud, sikke en lortedag. En kollega og genbo i mere end 55 år er væk for evigt. Nogen vil kalde dig en lidt kontroversiel person, men for os som genbo har du været uforlignelig. Vi kommer til at savne dig. Ære være dit minde Peter.
Resten af dagen går med at kapere budskabet.
02. februar. Tirsdag. Minus 7 grader, lidt sol og vinden er svag.
Sover ikke ligefrem fremragende lige i øjeblikket. Kabalerne lægges og så står jeg op til Aases fødselsdag.
Tillykke frue, må det blive en god dag, Vi bader og gør klar til morgenmaden som Kenny har lovet at levere og ganske rigtigt kommer han ved halvtitiden, medbringende, morgenbrød, ost og marmelade samt juice. Herligt Kenny.
Vi hygger os et par timer også med en lille sort fra morgenstunden, en Fernet Branca Menta smager godt til morgenkaffen.
Kenny ruller hjem ved frokosttid og vi slapper lidt og så kommer der en bil som leverer tre buketter blomster med mere. Blomster fra Kenny og Lene, Pia og Kurt samt Gunhild. Flotte buketter fra Den Grønne Butik.
Vi nyder eftermiddagskaffen og bagefter går vi et par runder med rollatoren. Noget senere spises biksemaden inden vi ser Kender Du Typen. Så nærmer vi os sengetid. Katten er ude.
03. februar. Onsdag. Minus 2 grader, kun lidt sol og vinden er let fra nordvest.
Vækkes ikke af nattrissen, for hun kom slet ikke. Jeg tager over, denne gang ved 6tiden.
Vi står op ved 8tiden og går i gang med de sædvanlige morgenrutiner.
Aase slås med lidt for ofte vandladning og lidt svien. Vi tager fat i medicinkvinden via mail.
Så gør vi klar til at Aase hentes til træning og vi er som sædvanlig klar i god tid. Nå, det havde ikke været nødvendigt, for bilen kom først 10 minutter i 13. Fjolser. Det skal retrfærdigvis nævnes at de har haft ringet fra HC og udsat starttidspunket, men vi har ikke set SMS’en.
Kenny har været på tur til pcr test og har taget franske wienerbrødssnegle med hjem og vi ser også lidt cykelløb. Jeg kan godt li’ de snegle. Da det har sneet en del, går vi en tur udenfor for at rydde lidt sne også hos Anette. Jeg har taget mig selv i at kigge efter Peter en del gange, der går sgu nok lidt tid inden det rigtig sætter sig, at han er væk. Meget, meget mærkeligt.
Kenny køres til Hvedevænget.
Aftensmad lidt sent, krebinetter, stegte kartofler og Eriks bearnaisesovs. Katten får også aftensmad, men han er sgu ikke glad for at gå ud sneen, men han gør det.
04. februar. Torsdag. Minus 3 grader, lidt gråt og vinden er let fra nordvest.
Vækkes af nattrissen, som denne gang er en mand, men der kom dog nogen.
Katten kommer og får morgenmad og lukkes ud. Jeg slumrer videre og står op ved halv ottetiden.
Katten lukkes ind og Aase hjælpes på toilettet, hvor hun fremstiller en urinprøve som jeg kører til Lægehusets laboratorie lidt senere.
Så lidt morgenmad og bagefter kontakter jeg en neurolog i Næstved området for at høre om hun foretager test af mengrad. Det gør hun siger sekretæren.
Skriver til vores advokat om hun vil orientere forsikringsselskabet om at Aase ikke har det overskud der skal til for at køre til Odense og gennemgå en intensiv test og så rulle til Næstved bagefter.
Der må findes en mere nærliggende løsning.
Vi når desværre ikke at få resultatet af Aases urinprøve i dag. Anette kommer på visit, hun klarer sig rimelig godt, siger hun, trods den lidt uvante situation.
Så ringer vi til Pia og får en sludder og bagefter ringer Aase til de to gange Bodil for at sige tak for hilsnerne til fødselsdagen. Så er der forårsruller og et glas rødvin. I dag smagte rødvinen mig sgu ikke.
Vi ser hver for sig lidt tv og jeg uhyre vanskeligt ved at holde mig vågen. Snakker lidt med katten som lægger sig bag sofaen for natten.
05. februar. Fredag. Minus 4 grader, lidt sol i horisonten og vinden er let fra nordøst.
Er vågen flere gange, katten vil ud, katten vil ind, katten vil spise, og jeg vil bare sove.
Vi får det dog kombineret og hører nattrissen komme på besøg.
Lægger kabaler og står så op ved halv ottetiden og ser til fruen, som er vågen og er stadig plaget af vandladnings problemer og feber. Vi bliver enige om at kontakte en læge for at høre om der er svar på den urinprøve vi leverede til laboratoriet i går. Det er der, coli bakterier er synderen.
Den venlige herre i telefonen lover at udskrive en middel til behandling af Aases urinvejsinfektion.
Så er det badetid og bagefter er det ad sted til apoteket, hvor det viser sig, at der kun er få kunder og jeg ryger lige igennem og får udleveret medicinen. Ind til Fakta for at købe lidt mad til aften og noget grøn te til Aase. Hjemme igen og fruen får den første pille i en serie på tre om dagen de næste 6 dage.
Lidt cykelløb præger eftermiddagen sammen med kaffen.
Så er der aftensmad, kyllingelår og pomme fritter samt et glas rødvin og heller ikke i dag smager rødvinen mig. Herre Gud, hvordan skal man så blive amatør alkoholiker, når ikke spritten smager pensionisten.
Hjælper Aase til køjs efter vi har set X-Factor hvor Louise desværre blev siet fra.
Går over til hvidvinen og med den går det bedre, hvis man kan sige det sådan. Og dog. Falder i søvn til Barnaby, godt jeg har optaget den. Godnat til katten som overnatter inde.
06. februar. Lørdag. Minus 5 grader, lidt sol og vinden er let fra nordøst.
Vækkes omkring halv fem af nattrissen, men slumrer lidt videre efter at have lagt kabalerne. Katten vil ud og en halv time senere ind.
Vækker Aase ved ottetiden og hører til helbredet. Det går bedrer siger fruen og hun hjælpes i bad.
Så er der morgenmad og afslapning, ingen hjemmeøvelser i dag indtil vi har fået lidt styr på tisseriet. 😊
Vi kaster os over lidt rengøring, Aase støver af og rydder op og jeg støvsuger og vasker gulvene uden gulvtæpper.
Let frokost og så bader jeg inden Lene og Kenny kommer gående til en kaffevisit med en brunsvirrer.
Vi når at se lidt cykelløb inden jeg ruller dem til Rema. Hjem og tilberede lidt biksemad med spejlæg og så flader vi lidt ud foran tv’et.
Har som ofte besværlighed med at holde mig vågen foran tv’et, i dag er ingen undtagelse.
Hjælper fruen til køjs og sætter mig og ser Gøg og Gokke. Tror ikke jeg som dreng har grinet mere af nogen end de to. Jeg kan dog stadig se komikken. Katten kommer og lægger sig for fødderne af mig og hygger sig vist, mens jeg smågriner lidt.
07. februar. Søndag. Minus 4 grader, gråt og det små sner, vinden er let fra øst.
Katten vil ud, katten vil ind, katten vil spise og igen ud. Jøsses kat, du lever et liv på kanten lige pt. Hører nattrissen og lægger så kabalerne inden jeg står op og vækker Aase som bader inden morgenmaden gøres klar. Jeg ordner lidt regnskab og roder lidt med computerne. Let frokost mens Aase cykler og bagefter lister jeg i bad. Kaffe til cykelløbet og udenfor fyger sneen gevaldigt, der bliver vist til en del arbejde i morgen. Pølser og pasta er dagens kulinarisk indslag.
Ser lidt tv-avis hvor al lyntest af Corona også fyger frit. Nogen har igen ikke magtet opgaven. Det sker alt for ofte i dagens Danmark. Har vi en generation af ’høvdinge’ som ikke magter at slå en pind i en lort uden at ødelægge begge dele?
Aase ser lidt tv og jeg skriver lidt på blogindlægget. Katten kommer ind og går til køjs. Sneen breder sig og det fyger.
OBS. Vejr statistikken er sat i bero indtil videre.
Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.
Årstal | Ude temp. | Regn i mm. | Vindstyrke km/t | Vindretning | Lufttryk |
2021 | |||||
2020 | |||||
2019 | |||||
2018 | |||||
2017 | |||||
2016 | |||||
2015 | |||||
2014 | |||||
2013 | |||||
Gsn. |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata