19. juli. Mandag. 11 grader, det er sgu noget af et drop i graderne i forhold til den sidste uges lune morgener. Solen skinner mellem skyerne og vinden er let fra nordvest.
Nattrissen taler med Aase og jeg kan ikke rigtig falde i søvn igen. Kabalerne hjælper lidt på det.
Katten banker på vinduet og fruen på væggen, så det er bare med at få lettet bagdelen. Ok, vi går i gang.
Vi er klar til at rulle mod Vadestedet kort før frokost. Efter endt ’behandling’ hos John, kører vi ind til LIDL for at købe vand samt et par andre ting til fruen. Vi forsætter til Aldi, hvor der også købes lidt til livets opretholdelse, vin og cola. 😊
Forsøger at rette lidt op på nogle administrative opgaver og mails og så er vi fremme ved aftensmaden som skulle være croissanter med Skagens salat. Desværre havde indkøberen, det drøs, købt croissanter med chokoladefyld og det smager vist ikke så godt sammen med Skagens salat. Rister et par stykker franskbrød i stedet.
Lidt mere administrativt arbejde og så går fruen til køjs og jeg ser lige tekst-tv overskrifterne inden sengetid. Katten får natmad.

20. juli. Tirsdag. 12 grader, nogen sol og vinden er let fra nordvest.
Her er linket til en beskrivelse af et attentat som desværre ikke lykkedes.
Hører natmanden, men falder i søvn igen. Vågner ved halvsekstiden og så lægges alle kabalerne.
Fruen banker og dagen starter sin vante gang. Katten får morgenmad og går ud igen.
Jeg kører en tur i Bilka for at købe mad til katten. Tager nu også lidt med til os selv. På hjemvejen smutter jeg en tur i LIDL og køber et par kartoner Sangria.
Hjemme igen og efter en minimal frokost starter vi træningen af ’Lars’ og fruen går de obligatoriske 15 runder, hvorefter hun kaster sig over cyklen i en times tid.
Jeg redigerer blogindlæg og så er maden sat i ovnen, kartoffelmos og mørbrad tilberedt som gullasch.
Vi fylder lidt i glassene, Aase rødvin og jeg Sangria.
Så kommer katten og har vist et ønske om lidt aftensmad, han får kylling.
Aase lægger kabaler og jeg ser en udsendelse om The Beatles. Det er jo lige min årgang.

21. juli. Onsdag. 14 grader. Gråt og vinden er svag fra nordvest.
Vågner klokken 3, ingen natmand, så jeg vender mig om og sover videre.
Fruen banker lidt i 7 og så går vi ellers til den.
Morgenmad og så gør jeg klar til hækkeklipning og Helle kommer og hjælper. Vi klipper toppen og indersiden af hækken ud til vejen. Stor hjælp af Helle, tak for det.
Den anden hæk ser vi på i næste uge.
Bodil B.L. kommer på en kort visit og taler med Aase, mens Helle og jeg vimser rundt om hækken.
Så i bad og derefter en tur til apoteket for at hente medicin til alle beboere i huset. 3 fluer med et smæk, medicin til Aase, katten som Ulla har bestilt, og undertegnede. Hjemme træner vi med ’Lars’ og fruen går de 15 runder med rollatoren og cykler så en time.
Spiser et stykke franskbrød med graved laks og en ostekiks samt en snaps og lidt øl, det var så aftensmaden.
Jeg er på vej til køjs, da katten kommer og synes lidt natmad kunne være på sin plads. Det får han selvfølgelig. Godnat misser.

22. juli. Torsdag. 15 grader, lidt sol og vinden er let fra sydvest.
Vækkes ikke af nattrissen i nat, da hun / han vist glemte at komme.!
Jeg lægger kabaler og småslumrer lidt. Fruen banker på væggen og så er det ad sted til badet og resten af rutinerne. Katten kommer minsandten også og vil have morgenmad.
Hvad er så det næste? Tror jeg vil rulle en tur på lossen med havaaffald her i formiddag. Jeg drøner på have lossen og du fredsens en masse der havde fået samme idé.
Vi gør klar til Aases træning i eftermiddag efter en minimal frokost.
Efter opvarmning på combi cyklen kommer John og går en lidt længere tur med fruen og bagefter nogle øvelser i barren. Vi ruller hjemad via Aldi. Vi snupper lige eftermiddagskaffen inden jeg henter en pose jord hos Anette. Hun får gæster til besigtigelse af huset i morgen eftermiddag. Jeg render lige en tur med Dyson V11’veren som håndstøvsuger og støvsuger alle persiennerne.
Aftensmaden har jeg glemt hvad var, næh, det var vist pasta og pølser.
Ser lidt tv, men efter at have sunket et par glas Sangria, kniber det igen med at overtale øjenlågene til at blive oppe. Katten får natmad og lister ud.

23. juni. Fredag. 16 grader, lidt sol, svag vind fra vest.
Hører nattrissen og går en lille tur efter hun har forladt os. Alle kabaler er lagt og fruen banker på væggen, lidt tidligt, så vi snupper lige en time mere.
Så er det ellers i gang med alle ritualerne. Katten får morgenmad og jeg overvejer at køre en tur i Bilka efter kattemad, men dovenskaben havde fået fat i mig, så jeg blev kun til overvågning, mens Aase gik de 15 runder og cyklede en time bagefter. Vejret bliver bedre og bedre og vi sætter os på terrassen og drikker et par glas Sangria efter jeg har slået græs. Møder katten på min vej med plæneklipperen og så må vi jo ’snakke’ lidt. Han synes rigtig godt tilfreds med ’snakken’ og holder fast på min hånd mens han bider mig let i fingeren. Jeg er sgu noget nervøs når han gør det, for det er jo nemt at blive til hakkemad.
Badetid og så står den på æggekage og endnu et par glas Sangria. Se det går jo nok, for det er ikke ret meget stærkere end en pilsner og er dejlig friskt.
Katten får aftensmad og jeg sætter mig for at se Barnaby, men ak, Sangriaen slog alligevel til og jeg opgav mit forehavende og hjalp Aase til køjs inden jeg satte mig udenfor for at svale lidt af inden sengetid.

24. juni. Lørdag. 16 grader, der er fuld blus på den store lampe fra morgenstunden og vinden er svag fra vest. Hører nattrissen og lister igen en tur efter hun er gået. For øvrigt var der temmelig meget trafik på vejen på det tidspunkt, guderne må vide hvad fanden der foregår klokken 4 om morgenen.
Kabalerne må overgive sig og jeg slumrer lidt videre indtil Aase banker. Op og i gang med de skemalagte opgaver. I dag får jeg taget mig sammen til at rulle i Bilka og købe mad til både os og katten. På vejen tilbage kigge jeg indenfor i Netto på Ringvejen efter H.C. Andersen ost og medbragte et kilo til Figenvej. Levertran havde de på tilbud til en ’hund’ så den kom med i kurven.
Let frokost og fruen hopper på cyklen en times tid, hvad der så skal ske bagefter, må vise sig.
Aase snupper lige 15 omgange med rollatoren og jeg render rundt i det meste af huset med den ledningsfri Dyson. Vasker tøj imens. Anette kommer på visit, så Aase når ikke at få støvet af og jeg mangler at vaske gulv. Det må klares i morgen.
Vi spiser pizzabøffer til aften og selvom jeg havde fremstillet bearnaisesovs, var fruen lidt utilfreds over de manglende kartofter. Et af mine få hadeobjekter er kartofler der skal skrælles og da vi ikke har en ’automatisk’ kartoffelskræller får vi kun kartofter når de købes færdig som flødekartofler, kartoffelmos eller pommes fritter.
Forsøger at se en Barnaby og da jeg ikke har indtaget vin eller anden alkohol, lykkes det sgu denne gang.
Katten får natmad.

25. juni. Søndag. 18 grader, lidt gråt og vinden er frisk fra nordøst.
Hører nattrissen men sover delvis videre, men her er sgu varmt indendørs, så jeg står op og åbner et par døre så luften kan cirkulere lidt og når jeg nu er oppe så…!
Aase banker og vi sætter gang i søndags ritualet hvor vi blandt andet bader samtidig, så jeg når da at blive vasket inden middag.
Jeg ordner lidt regnskab og Aase futter 15 runder med rollatoren inden hun cykler en time. Vi sprænger ikke akkorden i dag, det er varmt og fugtigt og pelikanen er sluppet løs. Aase når dog at støve af, men jeg tager en slapper og forsøger at løse en kabale Aase boksede med uden held. Nåede altså ikke at vaske gulv, lidt slapt senior.
Katten har været her og er meget kælen for tiden, så jeg udnytter situationen og forsøger at børste pelsen som efterhånden ligner en høstak. Jeg skal dog passe på stadigvæk. Børsten fik et ordentlig dask her til aften.
Aftensmaden bliver frikadeller og kold kartoffelsalat samt et glas Sangria.
Ser et par udsendelser fra DR-TV, mener serien hedder ’nul stjerner’. Meget underholdende. 😊

Statistikken er sat i bero indtil videre, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata