30. august. Mandag. 15 grader, lidt gråt og vinden er svag fra vest.
Tidlig nattrisse og nattisser. Har lidt svært ved at falde i søvn og må ty til kabalerne, som jeg har de største vanskeligheder med at komme igennem.
Ved syvtiden banker fruen og vi starter ugen med de sædvanlige rutiner.
Vi gør os klar til at mødes med John ved frokosttid på Vadestedet. Vi er der et kvarter før tid og Aase træner på combi cyklen inden John kommer og hiver hende ad sted på en rundtur inden hun skal pines med strækøvelserne. Undervejs møder hun Bodil B. L.
Så er det hjemad via tankstationen og jeg skal helst finde et toilet snarest. Bagefter ruller vi en tur ud i det blå og der ser vi Holløse mølle, som er lidt forsømt. Vi forsætter mod Fuglebjerg, hvor Josefine nu bor, kender ikke den præcise adresse, så vi kører durk igennem Bird Mountain og forsætter via Arløse til Næstved ad små veje. Så fik vi set lidt af bondelandet med de høstede marker.
Hjemme igen, hvor katten kommer for at få lidt spiseligt,.
Jeg er ikke sprængfyldt med energi, så der slappes lidt inden aftensmaden, som i dag er dansk bøf med kartofler og bearnaisesovs.
Lidt tv, som viser ’Kurs mod Danske Kyster’. Det er ikke så ringe endda.
Katten kommer sent og får natmad og lægger sig på tæppet i soveværelset.

31. august. Tirsdag. 10 grader, solrigt og noget blæsende fra nordvest, hvilket betyder at vinden er kold.
Nattrissen og jeg er oppe dog ikke samtidig, men næsten.
Vågner og har det varmt, øjensynlig feber, hvad det så end skyldes. Lægger kabaler og så banker Aase og vi sætter gang i ritualerne. Er en anelse slap og må frekventere toilettet nogle gange, håber nu at alt normaliserer sig. Nå også fruen galopperer på toilettet. Et eller andet vi spiste i går må være årsagen. Hakkebøffen måske, selv om den ikke var udløbet, men hakket kød… !!!!  
Sengetøjet skal skiftes og vaskes, så dyner og puder lægges udenfor.
Vi går nogle ture udenfor med rollatoren og sidder en stund og snakker med Anette i hendes indkørsel og får en tår at drikke. Fruen starter cyklen og ruller en times tid, mens jeg vasker og vasker og vasker osv.… ☹ Kaffetid og det bliver udenfor. Så er der cykling fra Spanien og bagefter croissanter fra LIDL med Skagens Salat, samt et glas hvidvin.
Ser lidt tv, Aase gør i hvert fald, jeg små slumrer til Portrætmalerne og så når vi sengetid og den sorte mand kommer og får lidt natmad.

01. september. Onsdag. 13 grader, nogen sol og vinden er svag fra nordøst.
Hører trissen, men slumrer videre. Lægger kabaler, men ikke dem alle sammen og så må jeg op og besøge det lille hus.
Rutinerne gennemføres, vi har ikke noget specielt på programmet i dag, men Helle kommer og luger indkørslen og især op mod hegnet til naboen mod øst. Nå da, hun gør sgu noget ved det. Hvor ser det godt ud, når der er renset for ukrudt over det hele. Vi er meget glade for det store arbejde Helle lægger i det. Det er hyggeligt du giver dig tid og har lyst til at hjælpe os. 😊
Vi drikker kaffe på terrassen, men som så ofte før, blæser der en pelikan og parasollen svinger noget frem og tilbage.
Helle ruller hjemad, noget slidt, og vi sætter os og ser lidt cykling fra Spanien inden jeg bikser noget æggekage med pølser sammen.
Lidt tv inden sengetid.

02. september. Torsdag. 10 grader, tåget og vinden er svag fra nordvest.
Vågner klokken to. Ups, hvad nu…? Forsøger at snige mig til et par timer mere, men nej. Kabalerne lægges og så kommer nattrissen og jeg følger hende næsten til dørs, toiletdøren er min endestation 😊
Slumrer en time ad gangen indtil Aase banker og vi stryger hastigt mod toilettet.
Ritualerne tager sin begyndelse og bagefter vender jeg Toyotaen mod Aldi for lidt indkøb. Det bliver sgu altid lidt for meget, når det skal betales.
Aase støver af og jeg rydder lidt op hist og her. Vi skal ud ad døren efter frokost, da det jo er Aases træningsdag. Hun når at rulle et kvarter og så kommer John og får hende til at steppe rundt i barren inden han får listet hende op på trampolinen, se det var sgu da noget nyt og det går ganske godt, med lidt støtte hopper hun en anelse.
Så er det slut for i dag og vi ruller i Sct. Jørgens Park for at købe nogle kransekagekonfektstykker, men det viser sig at de fleste var solgt for nogle minutter siden, da en kunde havde købt et helt kilo. Jeg bestiller nogle stykker til afhentning i morgen, når jeg alligevel skal på apoteket og i Fakta. Jeg runder lige Næstved Vinhandel og får en kort snak med Lars da jeg køber en Von Osten.
Så er vi hjemme og ser lidt cykling fra Spanien, inden vi indtager lidt brændende kærlighed.
Starter på et redigere de sidste 4 ugers blogindlæg og få dem udgivet, det tager sin tid, når katten skal fodres og fruen hjælpes ind i mellem.
Lidt tv og så går vejen mod køjen.

03. september. Fredag. 10 grader, overskyet og vinden og atter svag, fra nordvest.
Halløj, hvad sker der? Hørte ikke nattrissen og vågnede først ved halvsekstiden.
Lægger kabaler og så banker Aase og vi sniger os ud på toilettet. Ritualerne går sin gang og bagefter snupper kareten og ruller en tur til bageren i Sct. Jørgens Park og henter noget konfekt. Så ind på apoteket efter noget håndkøbsmedicin for at ende i Fakta for at købe vindruer.
Aase støver af og jeg rydder lidt op og går så ud i indkørslen og sprøjter mod ukrudt. Har stadig noget effektivt stof mod ukrudt og håber nu på at få has på ukrudtet i indkørslen for i år.
Så er vi gået i venteposition, for advokaten kommer en tur først på eftermiddagen med nogle papirer som skal udfyldes og underskrives af Aase. Hun er både omhyggelig til at forklare hvorfor og hvordan, samt kan hyggesnakke. Vi har vist været ualmindelig heldige med valget af advokat.!
Vil servere kaffe, men den nye kaffemaskine giver sig til at strejke og jeg må opgive at få den i gang, når jeg også skal følge med i samtalen med Aase.
Lidt senere kommer der atter gang i kaffemaskinen og pensionisterne snupper lige en Berliner til Nespresso kaffen. Det er altså god kaffe.
Lidt cykling og atter vinder Magnus Cort en etape. Han har sgu næse for det.
Aftensmaden er pommes fritter og fiskefilet, ikke just fruens første valg.
Lidt Barnaby og det er sengetid.

04. september. Lørdag. 8 grader, gråt og vinden er let fra nordvest.
Hører nattrissen, kan ikke erindre hvornår og slumrer videre til klokken fem. Starter på kabalerne og så banker fruen, og får lidt hjælp til at komme på toilettet. Vi snupper dog en god times tid mere på øjet.
Ved halv ottetiden går vi i gang med ritualerne med mere. Familien fra Fløng kommer på visit til frokost og har selv frokosten med. Vi glæder os til at se dem og få en snak.
Der kommer så RAV 4’eren og Pia og Kurt.  De har som ofte tidligere medtaget gaver, Faustino 1, Summer Bird chokolade, blomster og frokosten, som er hjemmelavede frikadeller og kold kartoffelsalat samt æblekage til dessert. Se det er lækkert. Vi hygger os gevaldigt og får lidt kaffe og kransekage konfekt inden vi lister ind og ser lidt cykling fra Spanien.
Det har været en god dag og Aase har klaret det rigtig godt. Vi snupper lige en frikadelle eller to til lidt kartoffelsalat som aftensmad. Aase lister i seng og jeg sætter mig for at se Barnaby. Nå det troede du. Katten kommer og er sulten og bagefter vil han ’snakke’ og lidt senere lister han ind under sofaen og lægger sig. Det er ikke efter planen knægt, ikke min i hvert fald. Ser så Barnaby og åbner dørene så katten kan komme i soveværelset og eller ud ad badeværelsesvinduet.

05. september. Søndag. 5 grader, gråt endnu og vinden er let fra nordvest.
Vækkes af nattrissen som så atter glemmer at låse yderdøren da hun går.
Sover mildes talt elendigt og ved halvsekstiden har fruen brug for lidt assistance, vi snupper et par timer mere og jeg lægger kabalerne.
Så går vi i gang med ritualerne og jeg ordner lidt regnskab og efter badet kommer Lene og Kenny på visit med en ganske let frokost og vi drikker en kop kaffe samt spiser et stykke gulerodskage til. Hygger os et par timer og ’ungerne’ går mod Hvedevænget. Aase går de 15 runder med rollatoren inden hun sætter sig på cyklen en times tid.
Spiser et stykke med røget laks og en ostekiks til resterne af den Chablis vi fik i går. Chablisen smagte rigtig godt og laksen ikke specielt godt. Polsk opdrættet, badvr.
Lidt tv til mig med Rick Stein og Aase går i seng.

Statistikken er sat i bero indtil videre, men aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata