03. oktober. Mandag. 10 grader, lidt gråt og vinden er let fra sydvest.
Hører trissen ganske tydeligt for hun hæver og sænker Aases seng i en uendelighed, det lyder næsten som om det var Græshoppebroen der blev aktiveret.
Har svært ved at falde i søvn igen. Slumrer til klokken seks og går en lille tur. Kabalerne lægges og så er det vist tid til at starter rutinerne. Aase når lige at bade inden Nadja kommer og tager over. Vi nævner for hende at vi har i sinde at køre til træning med Aase ved frokosttid, så hun behøver ikke at komme.
Vi ruller til Vadestedet og Aase cykler et kvarter inden John komme og guider fruen gennem det videre forløb. Bagefter ruller vi en lille tur rundt i byen og en tur til Rønnebæk inden vi kører til Figenvej.
Går ind med den tomme emballage til Linda og nævner lige at vi synes den hjemmelavede æblekage og gelen af paradisæbler smagte fortræffeligt.
Vi ser en del cykling inden aftensmaden som er biksemad.
Ser lidt tv og så kommer Sina fra hjemmeplejen og lægger Aase i seng. Jeg ser lidt Spise med Price fra DR TV.

04. oktober. Tirsdag. 10 grader er åbenbart normen lige pt. Svag vind fra nordøst og det er noget gråt.
Hører ikke trissen, men vågner ved sekstiden og starter på kabalerne. Slumrer åbenbart hen for ved halvnitiden kommer Teidi og vil hjælpe Aase med vask og toilet besøg. Det passede ikke fruen i dag og hun brokkede sig højlydt og jagede trissen ud fra toilettet. Teidi måtte lidt frustreret gå med uforrettet sag.
Vi har en aftale med en Visitator fra NK klokken 13 og hun møder op til tiden.
Vi får en god snak om hjælpemidler og hun lover at undersøge forholdende omkring Aases ønsker. Samtidig har vi bedt hende om at aflyse alle besøg af hjemmeplejen i dagtimerne, undtagen medicindamen. Vi mener slev at kunne klare det de næste 4 uger.

05. oktober. Onsdag. Stadig 10 grader. Let vind fra nordøst. Lidt gråt.
Hører trissen svagt og må op en tur bagefter. Rutinerne startes efter at kabalerne er lagt.
Jeg skal være til fysioterapeut klokken 11 og jeg drøner ad sted i god tid.
Atter får jeg ultralyd og massage på ryggen og synes faktisk at det virker fornuftigt.
Smutter i Aldi på vejen hjem og vi spiser en let frokost inden jeg atter forlader Figenvej for at blive vaccineret mod Covid 19 og influenza.
Bliver guidet til en parkeringsplads og jeg bemærker at der er handicap p-pladser. Går ind og melder mig i receptionen og viser sundhedskortet og forsætter ad en lang gang for at finde en bås, hvor jeg bliver stukket et par gange. Venter 15 minutter inden jeg sætter mig i billen og drøner mod hjemmebasen.
Eftermiddagskaffe og senere lidt hurtigmad fra Aldi.
Lidt tv og så er det sengetid også for katten.

06. oktober. Torsdag. 12 grader, let vind fra sydvest.
Hører trissen og må så op og gå en lille tur. Vågner en del gange pga. højrebenet gør vrøvl nå jeg ændrer stilling.  Kabaler og så sætter dagens rutiner i gang. Jeg er temmelig ødelagt efter massagen i går og har det bedst når jeg ligger ned. Måske vaccinationen også har en lille finger med i spillet.
Vi gør klar til Aases udflugt til Vadestedet og finder en handicapp-plads. På en ene handicapp-plads holdt et fjols en meter inde på pladsen. Det er den samme bil som nu for tredje gang parkerer ind over stregen.
Aase får træning ca. et kvarter og så ruller vi hjem igen.
Lidt cykling på fladskærmen og en kop kaffe og så er vi nået til aftensmaden. Et stykke jysk leverpostejmad og et stykke med røget laks. Småslumrer gennem aftenen og hjælper så Aase til køjs inden jeg går samme vej efter at have fodret katten.

07. oktober. Fredag. 10 grader, nogen sol og vinden er frisk fra sydvest.
Hører trissen og sover videre til klokken fem. Kabaler og så lidt slummer. Står op ved godt halvottetiden. Ritualerne gennemføres og så slapper jeg lidt, har satans ondt i benet, Fruen ønsker at træne, så hun går de 15 runder, som vist blev til seksten i dag. En halv times cykling og så giver vi os til at prøve at logge på hendes e-Boks med fingeraftryk, dog med skiftende held. Får kontrolleret hele den digitale fremsendte post, derunder indkaldelse til Botox behandling sidst på denne måned.
Vi spørger Bodil B. L. om hun har mulighed for at følge med Aase, da jeg ikke forventer at kunne sidde i en stiv og ukomfortabel bus i flere timer. Hun siger hun på nuværende tidspunkt burde kunne tage turen til og fra Roskilde. Jeg forsøger at gennemføre mit hjemmearbejde med øvelser som Pernille har givet mig. Aftensmaden har jeg glemt hvad var. 😊
Omkring 21. tiden dukker Kenny op fra sin visit til Liva i Maribo og vi får en hyggelig sludder inden sengetid.

08. oktober. Lørdag. 10 grader, lidt gråt og det har regnet en smule. Vinden er frisk fra sydvest.
Hører trissen og må op bagefter. Slumrer dog videre og ved syvtiden banker fruen og vi starter dagens ritualer og vækker så også Kenny.
Morgenmad til alle og vi får en hyggelig morgensludder. Kenny køres til Hvedevænget sidst på formiddagen og han forventer at rulle mod Søborg kort efter, da der kommer nogen som skal se på lejligheden sammen med ejendomsmægleren omkring middagstid. Aase går sine runder og cykler godt en halv time. Jeg når lige mine øvelser x 2, men har satans ondt i benet bagefter.
Vi slapper det meste af eftermiddagen og spiser mørbradgyde til aften.
Lidt krimi og Den Store Bagedyst holder pensionisterne vågne. Katten får natmad og så finder vi køjerne.

09. oktober. Søndag. 10 grader, lidt sol og vinden er frisk fra sydvest.
Klokken to er nattrissen på visit og jeg vågner og må gå en tur. Sover afbrudt det meste af natten, benet er en søvnrøver. Vi starter dagen ved godt halvottetiden fylder opvasker og vaskemaskine og venter til klokken 13 med at starte maskinerne, for der er strømmen billigst.
Aase går sine runder og cykler så atter en halv times tid, mens frokosten nedsvælges.
Vi ser lidt cykling fra cykelløbet Paris Nice.
Så får vi besked om at vores bestilte mad er leveret af Gordon. Der til tre dage og kommer fra www.sundtakeaway.dk .
Vi beslutter at spise den første portion i dag, hvilket er kalkunfrikadeller med kartofter og sovs.  
Vi synes bestemt at det er et tilpas og tilfredsstillende måltid, ikke noget at klage over.
Lidt tv og så går vi ellers tidligt til køjs.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata