26. december. Mandag. 5 grader og det blæser lidt fra sydvest.
Hører trissen, men sover ellers nogenlunde. Jeg er bagud med kabalerne, men står op og sætter fut i ritualerne. Udover at fodre misserne, foretager vi os ikke det store.
Let frokost, lidt eftermiddagskaffe og til aften spiser vi lidt hjemmekomponeret smørrebrød.
Ikke det store i tv’et så vi stiler mod køjen.

27. december. Tirsdag. 5 grader og lidt vind fra sydvest.
Sover til ved godt halvsekstiden og lægge nogle kabaler. Småslumrer lidt og står så op ved ottetiden.
Ritualerne gennemføres. Jeg er lidt småsnottet og hoster. Holder lav profil det meste af dagen. Katten og jeg holder et par hyggestunder undervejs og til aften snupper vi lidt af Gordons ’hjemmelavede’
Også i dag går vi tidligt til køjs og det gælder også katten.

28. december. Onsdag. 5 grader og nogen vind fra sydvest.
Hører ikke noget fra trissen og sover til klokken seks. Lidt kabaler, og så banker fruen og vi sætter gang i ritualerne. Jeg hoster og snotter noget mere i dag og indtager hostesaft i store doser. Småsover i løbet dagen, mens jeg lægger kabaler som ikke er blevet nået.
Spiser suppe til aften og så ser vi lidt tv-aviser og andet ligegyldigt flimmer. Så er det sovetid.

29. december. Torsdag. 7 grader, det regner kraftigt og vi har fået 10 millimeter siden i aftes.
Hører trissen, men sover videre. Vågner ved sekstiden og lægger nogen kabaler. Ved ottetiden starter menageriet derefter jeg holder lav profil, da jeg både hoster, nyser og har en anelse feber.
Lægger nogle kabaler som har været gemt lidt, snakker så lidt med katten og vi går ind og ser lidt tv.
Den ældre sorte herre får lidt spiseligt og lister så udenfor, selvom det småregner og blæser en halv pelikan.
Jeg ændrer vores el-aftale fra fast kvartalspris til timepris. Så nu er jeg spændt på hvad det giver af pris pr. kvartal.
Vi spiser Gordon mad, kylling nuggets med græske kartofler og så ser vi atter nogle nedslående nyheder fra tv-aviserne. Ser en actionfilm med Tom Cruise inden sengetid.
Hjælper fruen til køjs og sniger mig kort efter i seng efter at have beroliget katten, som er meget ked af det nytårsfyrværkeri med knald.

30. december. Fredag. 4 grader, en pelikan fra sydvest og det er rædsomt mørkt.
Hører trissen ønske Aase godt Nytår og så slumrer jeg periodisk videre med min hoste som sengekammerat. Står op ved ottetiden og sætter gang i ritualerne. Kører så en tur til Aldi og køber lidt nødvendighedsartikler for mere end 500 kr. Synes nok at de priser er ved at stikke helt af.
Hjemme igen og fruen og jeg bliver enige om at rulle en tur til Karrebæksminde for at købe lidt fisk til vores lette frokostanretning i morgen. Kører en tur over Bistrup og Fodby på vej hjemad.
Let frokost og vi slapper lidt foran tv’et. Også i dag er der masser af fyrværkeri med knald fra formiddag til nat. Spiser Gordon mad til aften. Tv-aviserne gennemses og så lidt film inden sengetid.

31. december. Lørdag. Nytårsaftensdag. 7 grader, frisk vind fra sydvest. Regnen truer.
Hører trissen, som er en ung mand, siger Aase senere. Sover ikke specielt godt, pga. af hoste og snot.
Ritualerne startes og så holder vi ellers lav profil det meste af dagen. Katten er bestemt utilfreds med larmen udenfor og jeg synes også at det har været mere voldsomt end sædvanlig.
Frokosten springes næsten over og vi ser lidt tv, mens vi venter på Dronningens Nytårstale.
Helle og Morten dukker op for en kort bemærkning for at ønske Godt Nytår. Tak for det folkens.
Vi når også at hilsen på hele familien fra Søborg via mobilen. Godt Nytår.
Ser så Dronningens Nytårstale som hun som altid fremfører fremragende.
Vi spiser et par sildemadder og en åle mad samt en ostekiks og får et par skarpe til samt et glas øl.
Ser en del underholdning, blandt andet 90. års fødselsdagen, inden vi skåler Nytåret ind i lyserød fransk Champagne. Den smagte godt. Så samler vi os sammen og går til køjs.

01. januar. Søndag. 9 grader, lidt lyst i vejret og vinden er frisk fra sydvest. Godt Nytår.
Trissen er også i dag en ung mand, men jeg hører ham ikke. Hoster og snotter mig gennem natten og er lidt negativ fra morgenstunden og gider ikke stå op. Fruen banker og så er vi atter i gang med rutinerne og nu er året 2023.
Huset trænger til lidt oprydning så efter morgenmaden begynder Aase så småt at rydde lokalerne.
Jeg sorterer vasketøj og så startes vaskemaskinen og bagefter tørretumbleren.
Frokosten går vi let hen over.
Vi ser cykelcross og slapper lidt. Spiser Boller i Karry fra Gordon og for første gang i mange år synes jeg faktisk det smager godt.
Lidt tv til pensionisterne inden de finder køjen og det gør katten også.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata