16. oktober. Mandag. 8 grader, nogen sol og vinden er svag fra vest.
Vågner kort før trissen dukker op ved tre tiden. Lægger kabaler og forsøger at få nogle timer mere på øjet, men er ikke specielt heldig. Står op ved halvottetiden og sætter gang i mandagsritualerne.
Tøsen dukker op som sædvanlig og får lidt tørkost og en kort snak. Vi er klar til afgang og katten lukkes ud.
Aase cykler et lille kvarter og så kommer John og tager over for en stund inden de går ud til bilen hvor jeg er klar til en tur til Rema. Mange mennesker i dag. Hjemme igen og vi spiser en ydmyg frokost inden jeg lægger mig lidt og lader hvilen komme ryggen til gode.
Lidt eftermiddagskaffe og så slapper jeg lidt igen mens Aase lægger kabaler.
Aftensmaden er tomatsuppe med nudler og kuvertbrød til. Vi snupper en fromage til dessert.
Aase ser noget underholdning og jeg ser Inspektor Frost fra lageret.
17. oktober. Tirsdag. 3 grader, lidt sol og lidt sorte skyer. Svag vind fra vest.
Vågner ved godt firetiden og går en lille tur og slumrer så videre for det meste. Når at lægge nogle af kabalerne inden dagens rutiner får startskuddet. Tøsen møder op og er efterhånden fast inventar, hvilket jeg kun kan takke mig selv for. Har stadig ondt i ryggen, men det skal ikke forhindre mig i at gå i fitness lokalet i tre kvarter. Aase træner også og brokker sig lid over at højre hofte gør ondt når hun går, hvilket hun tilskriver hendes træning op og ned ad trapper. Tøsen dukker op og vi lægger os en times tid på sengen. Det er hun svært godt tilfreds med.
Aftensmaden er Blomkålsbøffer og ris, en ren veganer middag. Smagte nu ikke så dårligt.
Underholdning til pensionisterne.
18. oktober. Onsdag. 7 grader, lidt sol og lidt gråt og vinden er svag fra sydvest.
Sover til klokken halv fem og går så en lille tur. Slumrer videre med lidt afbrydelser og onde drømme til klokken kvart i otte. Så sættes der gang i ritualerne og Tøsen kommer ind og får morgenmad.
Jeg ruller så en tur i LIDL for at finde lidt mad til resten af ugen, da vi har udtømt det af Gordon leverede.
Finder blandt andet kalkunfrikadeller samt lidt til en eventuel frokost i løbet af ugen.
Så kommer Helle på en altid velkommen visit og det er vi glade for, så kan vi blandt andet høre lidt om hvad der rører sig i resten af familien. Da hun atter kører hjem ad, kommer Tøsen og synes vi skal ’snakke’ lidt og synes vist vi skal snuppe en time på sengen med lidt håndspålæggelse. Hun er sgu noget af en kælepotte.
Men overfor de andre katte i kvarteret er der nul tolerance. De bliver alle jaget ud hvis de kommer ind mens døren står åben. Malte og Leo blev begge eskorteret ud i dag.
Jeg har haft vores overvågningskameraer nede til opladning og sletning af gamle data. Principielt må der kun opbevares data for 30 dage ad gangen.
Let underholdning til os begge og vores netværk fra Fibia fungerer langt fra optimalt.
19. oktober. Torsdag. 8 grader, en strid vind fra øst og det er gråt.
Sover til klokken fem og lægger så alle kabalerne også de to jeg manglede fra i går.
Ved godt halvottetiden startes ritualerne og så er der eller vask og tørring på programmet, da strømmen er nede i et rimeligt niveau. Aase lægger kabaler og har derefter til hensigt at tørre støv af. Jeg overvejer at gå i fitness lokalet. Det blev ikke bare ved overvejelserne. Efter at have ’snakket’ lidt med kælepotten, sneg hun sig ud og jeg hastede ind i fitness lokalet. 2 x 13 minutter på redskaberne og 20 minutters gymnastik var hvad senior kunne klare i dag. Slapper lidt efter badet og får lidt infrarød varme på ryggen inden jeg lægger mig på sengen en times tid sammen med katten.
Til aften spiser vi en snitte med sild og en croissant med Skagens salat samt et glas øl og et par snapse.
Tøsen er ankommet og er jo som sædvanlig meget kælen, men nu spiser vi altså, så hun finder et sted i fitness lokalet og får sig en lur. Det er godt nok et skråplan at lade hende være indendørs i længere tid, men i dag pisker det ned og det stormer, det er sgu ikke vejr til at jage en hund ud i og heller ikke en kat.
Pixeleringer på skærmen er hverdagskost efterhånden og i dag døde forbindelsen til mit tv fuldstændig og jeg kunne ikke få det i gang med de sædvanlige procedurer. Trak en ledning og kunne så se lidt med pixeleringer men kunne ikke bruge fjernbetjeningen den var også død. Slukker for hele lortet og starter forfra og må først og fremmest have gang i fjernbetjeningen for at udføre de nødvendige tiltag. Det lykkedes efter tre forsøg og fik så også gang i fladskærmen. Men nu gider jeg ikke se mere tv i dag, så katten lukkes ud og jeg går til køjs, Aase er for længst gået i seng.
20. oktober. Fredag. 5 grader, blæsende fra øst og i perioder pisker regnen ned.
Vågner ved halvsekstiden og lægger kabaler og synes jeg stadig er træt. Sætter dog gang i ritualerne efter at have lukke Tøsen ind. Hun er til tider uhyre kontaktsøgende, så det kan være vanskeligt at får lavet noget praktisk. Ud med damen og jeg ruller en tur til onkel Harald og køber fuglefoder med mere.
Hjemme til en minimal frokost og rydder lidt op og sætter en pære i den ene udendørs lampe
som så skal tænde selv, når det bliver mørkt. Det får vi se. Nå det virker fint, men der er alt for meget blus på den pære, svarer til en 60 watt, og den virker generende for omgivelserne. Skal købe en pære, 40 watt, den er jo et nummer mindre.
Det blæser kraftigt og det regner voldsomt i korte perioder og Tøsen er ikke til at drive ud.
Vi ser lidt pixel tv og går så tidligt til køjs og det inklusive katten, som under ingen omstændigheder vil ud, forståeligt nok. Hun sover på min kontorstol lige til trissen kommer og så får jeg lukket katten ud.
21. oktober. Lørdag. 8 grader, gråt og vinden er frisk fra øst.
Da jeg efter længere tid atter falder i søvn og har lagt kabalerne er klokken halv fem og jeg sover sgu til klokken otte. Op og starte ritualerne og så går det ellers derudaf som sædvanligt. Katten kommer og får morgenmad og går så igen, da hun synes hun vil jage Malte væk. Hun er altså lidt strid.
Let frokost og jeg skifter pærerne i udendørslamperne, indtil videre med en uden sensor i den ene.
Et tiltrængt bad og så slapper jeg lidt. Kenny og Lene forventes at ville dukke op på et tidspunkt når de har hentet en brugt barnevogn i Strøby. Det er ikke uden besvær, da kystvejen til Strøby flere steder er skyllet væk. Nå, det lykkedes dem at hente barnevognen og kommer med toget til Næstved.
Jeg henter dem på stationen og vi ruller forbi det lokale pizzeria og snupper pizzaer med til Figenvej.
Vi når at sludre lidt og Kenny har medbragt kopper og tallerkner fra Rosendahl som han ikke har kunnet sælge på nettet. Dem kan vi sagtens bruge. Jeg kører Lene og Kenny til stationen i god tid, da de jo helst skulle nå at samle barnevognen inden toget afgår.
Hjemme i gen og Aase ser bagedyst og jeg en film med Tom Cruise, i dag uden pixeleringer. Godnat og katten lukkes ud.
22. oktober. Søndag. 6 grader, let vind fra sydlige retninger og solen skinner.
Hører trissen som kom lidt tidligt, men sover dog uroligt videre til klokken seks. Gider ikke kabaler til morgen, de klares senere.
Op og sætte fut under ritualerne og katten lukkes ind til morgenmad og ud igen lidt senere.
Så lidt kontrol af ugens regnskab og bagefter er det bare med at komme i fitness lokalet gamle mand. Ja, ja, jeg gjorde det jo også, men skroget protesterede ganske kraftigt det meste af tiden. Aase snupper runderne og cykler lige nu. Katten er vendt tilbage og har vist gemt sig på en af stolene under bordet, vi siger det ikke til Aase, for så bliver du jaget ned. 😊
Så kommer Gordon med en del af næste uges mad og jeg går ud med den tomme emballage og får en snak med Linda og får så to portioner æblekage med retur. Tak Linda, det glæder vi os til at smage. Hun fortæller også at hunden Marley har fået en form for allergi, så han skal have allergi venlig speciel kost. Så nu er det slut med jeg giver ham godbidder af den sædvanlige type.
Aftensmaden er kartoffelmos og en slags gullasch. Tv-avis tid, men der er ikke meget positivt nyt under solen. Aase ser noget underholdning og jeg ser resterne af filmen fra i går, godt garneret med pixeleringer. Shit.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata