Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk 

Uge 52 2023

Set & Sket 2023 Posted on 1. januar 2024 14:28:28

25. december. Mandag. Første Juledag. 6 graders varme, solen kæmper sig igennem de tynde skyer og vinden er frisk fra vest.
Har været vågen flere gange og hørte også nattrissen som var Nana. Står op ved halvottetiden og forsøger at få gang i både mig selv og ritualerne. I dag ville vore genbo Peter, være blevet 80 år.
Morgenmaden overstås og håndklæderne lægges til vask.
Vi bliver enige om at spise resterne fra anden i går til aften. Går en tur med vennen Dyson. Bagefter lægger jeg mig en times tid, men mangler katten til at holde mig med selskab. Så er det tid til at sætte gang i anden og vi snupper lige et glas rødvin til også i dag.
Da vi er klar dukker katten selvfølgelig op og vi må jo lige nå at ’snakke’ lidt mens vi spiser og bagefter går vi ind og ser en cowboyfilm med blandt andre Clint Eastwood. Så vil katten ud igen, men så fik vi da også hygget lidt. Aase går til køjs og jeg ser lidt et eller andet inden jeg kravler i seng.

26. december. Tirsdag. Anden Juledag. 5 graders varme, gråt og lidt blæsende fra vest.
Vågner ved fem tiden og går lige en tur. Gider ikke kabaler, så jeg slumrer videre til ved syvtiden. Lægger et par kabaler og sætter så ritualerne i omdrejninger. Så et julebad og vi er klar til at se det sidste skud på stamtræet, nemlig Lauritz, som aflægger os et besøg, sammen med mor og far. Det glæder vi os til.
Henter noget af storfamiliens habengut på stationen og så står familien ellers på bussen til Figenvej. Jeg kan desværre ikke have barnevogn med mere i CHR’en.
Jesper Valentin kommer et smut forbi og ønsker Glædelig Jul. Tak for det Jesper, det var sgu hyggeligt,
Vi får en meget hyggelig dag med en ung mand som både kan bøvse og prutte og gøre opmærksom på at han er sulten. Vi spiser burgere til aften, dog undtaget Lauritz. Lene har bøget reglerne og har købt julegaver til både fruen og mig. Bland andet en kogebog til retter beregnet til airfryer samt en Mrs. Potatohead. Hun er bare skøn.
Noget senere drager familien med bussen til Næstved Banegård for derefter at sætte kursen mod Søborg.  
Billeder fra Lauritz første besøg hos farmor og farfar.  

27. december. Onsdag. 2 graders varme, svag vind fra sydvest og lidt gråt.
Er oppe omkring ved fire tiden og det kniber med at sove igen. Lægger kabaler og forsøger så at få et par timer mere på øjet. Synes der er nogen trafik på vejen og lader mig forstyrre af det. Står op omkring klokken otte og sætter ritualerne i sving. Synes nok energiniveauet er lavt og får ikke foretaget mig en skid. Heller ikke fruen får sat gang i motionen. Vi ser lidt cykelcross og går så i gang med til at bikse nogle rester sammen til et tåleligt aftensmåltid. Kartofler i skiver, nogle anderester og en slat andesovs bliver dagens menu. Det smagte nu heller ikke så dårligt endda. Læser i den kogebog vi fik forleden og ser på de fleste af opskrifterne, de kan nok give noget inspiration.!
Katten har vi ikke set i dag og hun mangler sgu i helheden synes jeg. Først på aftenen kommer hun alligevel og vi sætter os og ser lidt tv en god times tid. Fruen får lidt assistanse til sengetid og katten lister ud.

28. december. Torsdag. 7 graders varme og det har regnet 7 millimeter i nat. Vinden er frisk fra sydvest og regnen truer atter. Hører trissen, som snakker lidt med Aase og så må jeg op en tur lidt senere. Vågner ved syvtiden og lægger et par kabaler. Ritualerne indledes og jeg sætter vasketøj over, sort og hvidt og senere fyldes tørretumbleren. Bestiller varer fra Rema til levering med Dennis. Ved frokosttid kommer katten og vil snakke, men jeg har nogle opgaver som gerne skulle klares frøken. Hun får lidt spiseligt og går ind og sover på stolen i stuen. Dennis leverer varerne og alt er med. Har ikke den store energi, så jeg læser lidt og bruger lidt tid på Facebook. Midt på eftermiddagen kommer den unge dame og synes vi skal putte lidt inden aftensmaden, så vi lægger os og hun får lidt håndspålæggelse. Vi spiser forårsruller til aften og så sætter jeg mig og ser lidt forskelligt på fladskærmen. Katten er gået ud. Fruen hjælpes til køjs og kort efter følger jeg efter.

29. december. Fredag. 7 grader, lidt regn i nat og vinden er frisk fra sydvest.
Sover med høreværn og hører ingen eller intet, men vågner ved firetiden og må ad sted mod det lille hus.
Det kniber at falde i søvn igen og alle kabalerne får en omgang og det var så det.
Står op ved halvottetiden og ritualerne indledes. Vi rydder lidt op og Aase vasker op, eller rettere opvaskeren gør, men hun er bestyrer på maskinen og jeg går en tur med hr. Dyson og vasker lidt gulv bagefter. Vi forventer at en del af familien fra Maribo kommer på visit og Lauritz, Lene og Kenny kommer fra Snobberup omkring ved frokosttid. Mormor har startet sin Toyota og har taget Liva med samt en del Julegaver til alle. Kenny og Lene har handlet lidt ind i Kvickly inden de kommer, så de har jo klaret frokosten.
En hyggelig eftermiddag går alt for hurtigt og Lauritz opfører sig ganske eksemplarisk og jeg når at holde ham lidt mens Lene vasker hænder. Jøsses, hvor er du en fin lille mand. 😊
Mormor og Liva ruller mod Maribo og Lauritz, Lene og Kenny styrer mod Søborg med bus og tog.
Det har været en dejlig dag siger fruen og jeg er enig. Vi spiser lidt mad leveret af Gordon og jeg har glemt hvad det var. Ser Den Store Gatsby men får ikke helt fat i slutningen da fruen ville hjælpes til køjs.
Billeder fra dagens visit som gik alt for hurtigt.

30. december. Lørdag. 5 grader, atter lidt regn og vinden er svag fra sydvest.
Må igen op en tur midt på natten, men hører ikke trissen. Sover til ved fem tiden og lægger så alle kabalerne. Småslumrer til ved halvottetiden og så gælder det ritualerne. Bageftergår jeg i bad og har ikke det store på at gøre listen. Flader ud på sengen og lidt senere kommer katten og deltager i mit afslapningsprojekt. Så går vi ind og ser filmen Jorden Rundt i 80 Dage, med blandt andre Jackie Chan. Det er en af de bedste synes jeg, den er sprængfyldt med humor. Katten nyder øjensynlig kontakten i dag og sover selv da jeg går ud og spiser pasta og kalveragout. Da vi rydder bordet, kommer hun og vil ud.
Vi ser lidt tv inden vi kryber til køjs begge to.

31. december. Søndag. 5 grader, let vind fra sydøst og det er gråt.
Vågner ved halvtretiden og går en tur, efterhånden er det mere blevet reglen end undtagelsen med de udflugter, det huer mig ikke. Må ad sted igen ved godt fem tiden. Har også hostet en del i nat, det fremmer ikke søvnen. Lægger alle kabalerne og står så op og sætter gang i ritualerne. Det er Nytårsaften med alt hvad det medfører af larm. Meget let frokost og så lægger jeg mig en times tid og så kommer katten og så snupper vi lige en time mere. Så er det tid til at diske op med en tre retters menu. Den menu er dog rimelig simpel. En laksemad, dansk bøf med kartofler og sovs og en Skildpadde islagkage.
Vi når også lige at høre Dronningens Nytårstale, hvor hun vist smed lidt af en bombe ved at fortælle at hun abdicerer den 14. januar 2024. Jeg synes hun har gjort det ekstremt godt i de forløbne 52 år.  

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata

P.S. Desværre kan jeg ikke tilpasse billederne således at de kan ses i deres oprindelige form, som for en dels vedkommende er landskabs perspektiv. Ved ikke hvorfor One.Com har fjernet den mulighed.
 
  



Uge 51 2023

Set & Sket 2023 Posted on 1. januar 2024 13:34:30

18. december. Mandag. 7 grader, blæst fra sydvest og det er som sædvanlig helt gråt.
Har sovet med høreværn og vågner først klokken seks og lægger så kabalerne inden jeg står op og sætter gang i ritualerne. Vi gør os derefter klar til en tur på Vadestedet. Udfor vores indkørsel holder der som oftest en håndværkerbil parkeret og også i dag er det tilfældet. Skideirriterende. Vi har masser af ledige parkeringsarealer, men ingen gider gå to skridt ekstra, så hellere genere andre mennesker. Idioter er der nok af. Træningen er hurtigt overstået, tror Aase fik ti minutter, i det nye år finder jeg nye græsgange til den træning.
Vi kører en tur ind til LIDL på vejen hjem. For øvrigt var lyskrydset ved Nygårdsvej og Østre Ringvej ude af drift pga. af reparation af en påkørt lysstander, så skal man virkelig passe på. Ingen kan huske de gamle vigepligtsregler, undtagen mig. 😊
Hjemme igen og frokosten serveres for fruen. Kravler på loftet og henter vores to små juletræer og sætter dem op. Render en tur med kammerat Dyson og så gider jeg ikke mere.
Aftensmaden byder på frikadeller, kartofler og hvidkål. Katten møder lidt sent op, men vi sætter os i sofaen en god times tid og ser lidt fra Viaplay. Natmad til frøkenen og så vil hun ud og vi andre i seng.

19. december. Tirsdag. 7 grader, frisk vind fra sydvest og det er også gråt i dag og regnen truer.
Vågner ved godt halvtretiden og går en lille tur og sover så videre til klokken seks. Kabalerne lægges og så igangsættes ritualerne. Malte møder op som den første og lidt senere kommer tøsen på visit og synes vi skal lægge os på sengen og småslumre lidt. Nå, det gør vi så og omdrejningerne synker til nul. Havde ellers en plan om at køre i Sct. Jørgens Park, men den gemmer jeg til i morgen. Efter halvanden time synes frøkenen vist det kan være nok og går ud selvom det regner lidt. Aase går sine runder og cykler bagefter og jeg går i fitness lokalet for første gang i fjorten dage. Lidt hårdt, men ellers ganske rart. Så er det badetid.
Slapper lidt og går så i gang med aftensmaden som er kyllingespyd, ris og karrysauce. Ikke så dårligt.
Så er der valgfri underholdning fra Viaplay og jeg vælger til at starte med South Park. Den serie har jeg altid godt kunne lide. De pisser op og ned ad ryggen på bøsser og lesbiske, transer og andet som i dag er rædsomme følsomme emner. Så en film som jeg har glemt hvad var, men katten og jeg hyggede os gevaldigt i mere end to timer. Sengetid siger fruen og vi afbryder løjerne for en stund og katten går ud.

20. december. Onsdag. 4 grader, gråt og regnfuldt og vinden er frisk fra vest.
Hører ikke trissen men går alligevel en tur ved to tiden. Sover til ved sekstiden, men gider ikke kabaler og slumrer videre en god times tid. Så står jeg op og aktiverer ritualerne og katten kommer og synes vi skal forsætte hyggen fra i går aftes, men den går ikke om morgenen misser, det er min travleste tid. Hun får lidt morgenmad og lister så ud ad vinduet i gæstetoilettet. Aflyser min aftale med AK-Centeret, da jeg ikke magter det i dag. Udsætter det til slutningen af januar.
Jeg ruller en tur i Sct. Jørgens Park og henter en buket til fruen og en flaske Fernet Branca til mig, det skulle have været en flaske Von Osten, men det havde de ikke. Svagpissere.
Hjemme og fruen går sine runder og cykler til den ydmyge frokost. Så kommer katten igen og vi lægger os på sengen og slapper med lidt håndspålæggelse et par timer. Aftensmaden er et par stykker brød med Skagen Salat og en ostekiks. Vælger så at se South Park igen og bagefter en Barnaby, mens fruen ser Jule Lykkehjulet.

21. december. Torsdag. 5 grader, regnfuldt og gråt og vinden er frisk fra sydvest.
Er oppe ved halvfiretiden og kan simpelthen ikke falde i søvn igen, så det bliver kabalerne, også dem fra i går. Småsover lidt og så banker fruen på væggen og vi sætter gang i ritualerne selvom klokken kun er kvart i syv. Jeg stikker næsen udenfor og det pisker ned og katten pisker ind.
Jeg føler mig lidt stegt, så katten og jeg lægger os på sengen, mens jeg fremstiller en indkøbsliste til LIDL. Om jeg så kommer ad sted i dag, er en anden sag.
Katten er generelt noget urolig og går på opdagelse i huset både oppe og nede. Må have fat i hende inden Aase ser det. 😊 Til sidst får jeg logget hende udenfor, selvom det små regner. Så kan jeg måske også få ordnet lidt af mine mange hængepartier. Når dog en tur i LIDL og et par andre småting inden hamburgerryggen og grønlangkålen.
Ser et par afsnit af South Park og så dukker katten op og bliver lukket ind i varmen. Udenfor stormer det voldsomt og katten ser med det meste af aftenen og da jeg går i seng, efter at have hjulpet fruen til køjs, sover hun på sofaen, katten altså.

22. december. Fredag. 5 grader, noget gråt og vinden er stadig i det stormende hjørne fra nordvest.
Hører ikke trissen, men katten vækker mig ved firetiden og er sulten og vil ud, meeeen nej, da hun erfarer hvordan vejret er uden for døren, trækker hun sig tilbage. Hun venter lidt og er tilbage kort efter og vil alligevel ud og denne gang smutter hun. Sover videre efter at have lagt kabalerne og vågner først ved otte tiden. Gang i ritualerne og monterer vores overvågningskameraer som er blevet ladet op. Sniger mig også i bad efter at have lavet den ydmyge frokost til Aase, som går sine runder og cykler mens jeg går i bad og bagefter sætter mig og ser cykelcross. Eftermiddagskaffe med finskbrød til. Til aften er der hurtig mad og rester og katten vender tilbage og lister ind og lægger sig på stolen i stuen, så er hun klar til jeg kommer og vil se et par afsnit af South Park. En film blev det også til og så valgte katten at forlade huset.

23. december. Lørdag. 2 grader, lidt gråt og den friske vind kommer fra vest.
Vågner ved godt fire tiden og går en lille tur, det vil ikke lykkes at sove videre, så kabalerne lægges. Småblunder lidt og står så op ved halvottetiden og sætter fut i ritualerne. Bodil B. L. forventes at komme forbi i formiddag med nybagt banankage og en kort snak inden juleaften falder over os. Jeg må jo rulle en tur i Bilka mens Bodil er her. Skal jo hente juleaftensmiddagen som også i år er helstegt and. Der var fandeme mange individer i Bilka, så jeg skynder at hente maden og flygter så ud af butikken i en fart.
Hjemme igen, men Bodil er kørt. Ønsker hende glædelig jul i morgen.
Vi spiser en let frokost og jeg sætter vasketøj over, sort og hvidt og kaster det bagefter i tørretumbleren.
Så er der cykelcross som vi alle ser, også katten som troligt ligger og nyder den menneskelige kontakt indtil cykelløbet er overstået og så lister hun ud for så at vende tilbage efter en times tid og hun går ind og lægger sig på sofaen. Vi ses lidt senere frøken, når pensionisterne har spist flødekartoflerne og frikadellen. Nu stinker der i hele huset af folkekøkken. Badvr.  
 Aase ser jule Lykkehjulet og katten og jeg ser South Park og lidt af en Barnaby inden fruen hjælpes til køjs og katten går ud og jeg i seng.

24. december. Søndag. Det kommer næppe bag på nogen at det er Juleaften. Det kun er to graders varme og vinden er let fra sydøst.
Nå, må ad sted til det lille hus allerede en god times tid efter jeg er gået i seng. Jeg har ellers ikke fyldt noget videre på dunken til aften. Sover til klokken halv fem og må atter ad sted. Lægger kabaler og slumrer så til klokken syv. Står så op ved halvottetiden og sparker gang i juleritualerne.
Efter bad og rent tøj i anledning af julen, slapper jeg lidt sammen med den unge dame, men kun kort så vil hun ud igen. Vi ser begge Pyrus og jeg begynder at lave anstalter til at stege en and med diverse tilbehør.
Alting lykkes i en gasovn, men det gik nu også udmærket i den elektriske, anden, kartofler, rødkålen og sovsen blev heldigvis spiseligt og fruen var tilfreds. Katten kommer på visit og vi ser lidt tegnefilm og hygger os lidt inden hun atter går ud i ’varmen’, det er 8 grader til aften.
Kenny har sendt en del billeder fra deres juleaften og det er vist også gået rigtig godt og Lene er heldigvis ved at være frisk erfarer vi om aftenen da Kenny ringer via Face Time. Fruen er træt og jeg trænger også til at have en halv time for mig selv. Sætter mig og ser nogle af de optagelser jeg har liggende.  

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata



Uge 50 2023

Set & Sket 2023 Posted on 18. december 2023 16:36:48

11. december. Mandag. 4 graders varme, gråt og vinden er i nordøst.
Hører trissen, som hævede og sænkede Aases seng. Er oppe på et tidspunkt, men sover videre til klokken seks. Lægger alle kabalerne og hviler så lidt inden ritualerne indledes.
Vi gør klar til en tur til Vadestedet ved frokosttid. Katten kommer og vi når lige at få en kort ’snak’ inden hun går ud igen, flik mis, vi skal jo også ude af døren. Kommer i god tid og Aase cykler inden John kommer og gennemfører et efterhånden noget kort og uinspireret forløb. Vi må vist overveje, i det nye år, om vi skal forsætte ad den samme sti. Vi ruller ind til Rema på vejen til Figenvej.
Hjemme igen og Aase rydder op på værelset og jeg gad rent ud sagt ikke at gå i fitness lokalet, men lagde mig en times tid på sengen inden jeg gik i gang med aftensmaden, som blev kyllingeoverlår og kartofler.
Har skrevet til Waoo’s support omkring den manglende mulighed for at se tekst-tv på de nye udstyr.
Mens vi luftede ud, kom katten ind og var ikke sulten, men synes vi skulle sætte os på sofaen og få lidt håndspålæggelse mens vi ser Barnaby. Der sidder vi så en godt times tid og så ønsker frøkenen at komme ud igen. Ser lidt mere Barnaby og så er det sengetid for pensionisterne.

12. december. Tirsdag. 2 graders varme, gråt og vinden er i øst.
Hører trissen som også larmede i nat og måtte så op ved halvfiretiden og så var det sgu småt med søvnen efterfølgende. Lægger kabaler og sætter ritualerne i gang og så går den vilde jagt ellers.
Bilen læsses med papkasser og en sæk tomme dåser samt en pakke som skal retur til Waoo med det gamle netværksudstyr. Papkasser lander på genbrugsstationen og jeg forsætter til flaskeautomaten og tømmer sækker og der var for 91 kr. Videre til Shell / Seven Eleven og aflevere pakken samt vaske bilen og bagefter fylde benzin på kareten. Kører en lille omvej og stopper ved 365 discount hvor der købes lidt, for meget, ind.
Hjemme igen og fremstille lidt frokost til Aase og mig selv og så kommer katten og vi får en ’snak’ på en halv times tid inden frøkenen lister ud af havedøren med Aases hjælp.
Aase har i formiddagsstøvet af over det hele og støvsuget stolene. Jeg løber en kort tur med vennen Dyson og bagefter vasker jeg gulvene uden tæpper. Så er det ved at være mad tid igen og vi snupper en gang hurtigmad. Underholdning til pensionisterne, jeg ser Barnaby og Pyrus. Fruen hjælpes til køjs.
Så tikker der en sms ind fra Kenny, at han er blevet far igen og vi er blevet bedste forældre igen, til en stor dreng, men vi kender endnu ikke mål eller vægt. Tillykke til Lene og den stolte far. Jeg lister i seng og sætter mobilen på lydløs og sætter ørepropper i et par ører.

13. december. Onsdag. 2 graders varme, gråt og en del blæst fra nordøst.
Hører ikke en skid i nat, og har sovet til kvart i seks. Jøsses det var godt, var efterhånden temmelig kvæstet af mangel på hvile. Gider ikke kabaler og ser lidt på hvad dagen eventuelt kan bringe. Ritualerne startes og bagefter gør jeg badeværelserne rene, mens Aase dækker bord, da vi jo forventer at Pia og Kurt viser sig til frokost. Jeg drøner til Helles Spisekammer og henter smørrebrød og bliver betjent godt. Skal hilse at sige at det er veltilberedt smørrebrød til en absolut fornuftig pris, hvilket Pia også gav udtryk for. En hyggelig eftermiddag går hurtigt og vores gæster ruller atter mod hjemmet. Pia & Kurt medbragte en stor del af Pias hjemmebag, samt hjemmelavet chokolade samt et par flasker, en hvid Faustino 5 og en rød Faustino 1. Dem vil vi forsøge at kæmpe os igennem. 😊
Vi har i løbet af dagen kommunikeret lidt med Kenny, som blandt andet fortalte at Lauritz glemte at trække vejret på et tidspunkt, men at der nu er styr på situationen. Selv jeg blev sgu lidt bange der.!!
Sidst på eftermiddagen rulle vores gæster mod Hovedstaden og vi rydder op og spiser lige et enkelt stykke smørrebrød inden vi planter os foran fladskærmen. Aase ser vist håndbold og jeg ser Barnaby.

14. december. Torsdag. 3 graders varme, gråt og det lufter en del fra østlige retninger.
Må op en tur, men sover så videre til ved sekstiden. Kabalerne lægges og lidt senere startes ritualerne.
Vi besluttede at tage den med ro i dag, efter nogle hektiske dage med opsætning af nyt netværk.
Pia & Kurt nævnte i går at de havde YouSee og man der godt kunne se tekst tv.
Bruger en del tid på Internettet for at finde ud af hvad YouSee ellers kan. Tilsyneladende stort set det samme som Waoo. Man kan så også programmere fjernbetjeningen til at tænde og slukke for tv’et, så man ikke behøver to fjernbetjeninger, hvilket forståeligligt nok irriterer Aase en del.
Katten kommer og går i øjeblikket og har ikke rigtig ro på sig. Ris og mørbrad i flødesauce er det kulinariske indslag. Jeg fik vist lidt for meget rødvin og havde vanskeligheder med at holde mig vågen, men det lykkedes dog at se en Barnaby. Godnat.

15. december. Fredag. 4 graders varme, lysegråt og svag vind fra vest.
Da jeg også i går fik en del rødvin må jeg atter op i løbet af natten. Sover så videre til ved seks tiden og nu gør maven voldsomme knuder og jeg finder toilettet i en fart. En del af formiddagen bruges på at småløbe mellem værelset og toilettet. Har det nye medicin mistænkt for at give hurtig mave. Men nu må vi se.
Slapper det meste af dagen på sengen, mens jeg ser billeder af vores nye barnebarn, Lauritz, som forventes at komme hjem i dag. Katten kommer på en kort visit.
Kenny sender billeder fra hjemkomsten og med Dicte som babysitter.
Jeg har ikke lyst til at spise noget i dag, så det bliver kun Aase der fodres af til frokost og til aften.
Lidt tv og jeg opdager at vi har adgang til at streame fra Viaplay, ganske gratis via abonnementet på Waoo.
Går igennem en kort procedure for at aktivere adgangen.
Ser lidt Barnaby og hjælper fruen til køjs inden jeg selv kravler i seng.

16. december. Lørdag. 5 graders varme, noget gråt og vinden er frisk fra sydvest.
Er oppe på et tidspunkt inden trissen kommer, men falder i søvn igen.
Vågner ved halvsekstiden og lægger de fleste af kabalerne og småslumrer så lidt inden jeg står op ved otte tiden og sætter gang i ritualerne.
Efter morgenmaden, skifter jeg sengetøj og vasker og tørrer det brugte og bagefter får håndklæderne samme tur. Let frokost og Aase træner, men jeg er gået i stå med den træning, må se at komme i gang i næste uge. Pusler lidt med Viaplay og beslutter at prøve at se en film i aften.
Vi spiser flødekartofler og en frikadelle og så kommer katten og vil kæle lidt og vi går ind og ser Pyrus mens vi kæler og efter en times tid har hun fået nok og vil ud.
Jeg starter på at se en film med Bruce Willis fra Viaplay, men den er mørk og ekstrem voldelig, det gider jeg ikke se, så jeg finder en anden med Tom Hanks.
Hjælper fruen til køjs og går selv samme vej.

17. december. Søndag. 6 grader, gråt og vinden er frisk fra sydvest.
Sover med høreværn igen og holder den gående til ved godt fem tiden, tror jeg nok.
Kabalerne lægges og efter nogen overvejelse startes ritualerne. Jeg bestiller vare til levering fra Rema og de er her allerede ved halvellevetiden.
Så kommer Tøsen og synes vi skal kæle lidt, ja frøken om lidt, har lige lidt regnskab som skal efterses. Vi lægger os en god halv time og så lister hun ind i stuen og lægger sig mens Aase går sine runder og da fruen sætter sig på cyklen sammen med den ydmyge frokost, går jeg ind i stuen og ser lidt tv inden der kommer cykelcross fra Namur. Det ser vi sammen, tøsen og jeg, eller i hvert fald mig og så går jeg i gang med at tilberede en ribbensteg i ovnen efter anvisninger på pakken og Aase får et chok, for sådan gør man ikke, jeg mangler vand i bunden af bradepanden, med det ser jeg stort på og følger anvisningen. Gør rødkål, sovs og kartofler klar til at blive varmet det sidste kvarter af stegetiden. Har nogle foliebakker som passer lige til lejligheden. Alt lykkes stort set og sværen blev sprød. Fruen var lidt imponeret.
Så er det tid til lidt tv og ‘snak med katten’ og jeg ser noget af Manden de kaldet Otto med Tom Hanks i hovedrollen. Fruen hjælpes til køjs og så ser jeg det sidste af filmen. Den var nu ikke så ringe endda. Katten lukkes ud efter eget ønske.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata



Næste »