04. december. Mandag. Minus 2 grader, svag vind fra sydøst og det er lysegråt.
Vågner ved halvsekstiden og lægger kabaler og småslumrer lidt. Sætter så gang i ritualerne og vi bliver enige om at aflyse dagens træning, da jeg ikke er alt for kvik, små bims og lidt utilpas, måske årsagen kan findes i den nye medicin? Jeg bestiller lidt livsfornødenheder via Rema 1000 Vigo og får alle varerne leveret en time senere. Det fungerer rimelig godt, men efterhånden er prisen for levering også på niveau med både Postnord og GLS.
Aase træner hjemme, 15 runder og en lille times cykling.
Katten er kommet og vil som altid jo gerne kæle, men misser, vi har også andre gerninger at udføre.
Så har Lene termin i dag, men Lauritz lader vente på sig, jeg gætter på han kommer på onsdag.
Får taget mig sammen til en tur i fitness lokalet.
Fiskefrikadeller til aften og lidt tv, Sporløs og Bonderøven, mens katten ligger og hygger sig op ad mit ene lår. Hun går dog ud inden jeg går til køjs.
05. december. Tirsdag. Minus 1 grad, let vind fra sydøst og en anelse gråt.
Hører trissen omkring kokken to, nu er det efterhånden noget siden jeg har hørt dem. Må op en tur. Slumrer videre til klokken halv seks og lægger kabalerne, men mangler en. Småsover til klokken halv otte og så går ritualerne ellers op i omdrejninger.
Vores pixeleringer en jo endt i at vi får tilsendt nye bokse etc. Godset er landet i en pakkeboks på Parkvej, bøvhoveder, den slags burde leveres direkte til adressen.
Helle kommer på visit og har ’desværre’ medbragt Ferro chokolade og nogle gode kager som jeg mægtig godt kan lide. Vi får lidt kaffe og smager på varerne, også Bodils gode banankage. Altid en hyggelig eftermiddag når Helle aflægger visit.
Da Helle går hjemad ruller jeg en tur for at hente pakken fra Fibia i pakkeboksen. Det gik rimelig nemt, men der var trafik på p-pladsen foran Rema, da det åbenbart var tid til at hente børnene fra den nærliggende børnehave.
Godset har jeg stillet i fitnesslokalet så det kan blive akklimatiseret inden opsættelsen. Så ser vi på det i morgen, måske.
Aase spiste tarteletter og jeg rester og så så vi lidt tv sammen med katten.
06. december. Onsdag. 2 graders varme, let vind fra øst og de smådrypper periodevis.
Hører trissen og kan sgu ikke falde i søvn igen og gider ikke gå en lille tur, men ved fire tiden må jeg op.
Lægger kabaler og småslumrer og ved halvottetiden sættes der gang i ritualerne og vi har en tur til fodterapeuten på programmet til klokken elleve.
Jeg har en halvsøster, Hanne, som bliver 79 år i dag, der udbringes et længe leve søsteren min.
Katten kommer og får lidt mad og vi snupper lige en god halv time på sengen inden vi lukker katten ud og drager ad sted til Hvedevænget. Toyotaen viser en lampe som indikerer at der er for lidt luft i dækkene og jeg beslutter at køre til Toyota når vi er færdige hos fodterapeuten. Nå, Henrik ringer fra Toyota, da han kan se at der er en lampe der lyser i bilen og vi aftaler at jeg kører til Toyota ved 13tiden. Hjemme og få en let frokost og så drager jeg mod Toyota. Henrik klarer problemet i løbet af et kvarter mens jeg drikker en Wiener Melange. Henrik anbefaler at skifte til vinterdæk, men den er jeg ikke lun på, bilen er jo leaset.
Kører ind til LIDL på tilbagevejen. Eftermiddagskaffe og senere marineret kyllingefilet og vilde ris.
Katten møder op lidt sent og vi ser Barnaby og jeg småslumrer lidt ind i mellem efter at have hjulpet fruen til køjs. Sengetid, hvor vil du sove mis piv? Nå, hun gik ud inden jeg fandt frem til sengen.
07. december. Torsdag. 2 graders varme, let vind fra østlige retninger og det er gråt.
Hører ikke trissen, men vågner omkring klokken fire og løber en tur. Kabalerne får en omgang og jeg forsøger at sove en times tid mere og vågner så ved godt otte tiden. Gang i ritualerne og jeg går ud med skraldet og rydder en del snesjap inder jeg går over til forberedelserne til at skifte Waoo’s hardware til tv og Internet. Mærker kabler med navn fra Dymoen og når ikke mere i dag da katten kommer og vil hygge og det trænger jeg vist til siger Aase. Vi lægger os på sengen og slapper og lidt senere flytter vi ind i stuen og ser Pyrus. Katten er mægtig godt tilfreds med det arrangement og det er jeg såmænd også. Tempoet går HELT ned. Katten forlader huset og jeg varmer flødekartofler og steger et par kalkunkoteletter, et glas rødvin glider med ned. Har været lidt forsigtig med vinen efter at have skiftet medicin, men det synes at gå fint.
Tror jeg fik mere end et glas rødvin, for det kniber med at huske hvad jeg så på fladskærmen. Katten var her i hvert fald og hun er altså kilde til virkelig afslapning. Aase ser Lykkehjulet og jeg ser noget af det inden jeg går over til en Barnaby. Hjælper fruen til køjs og ser lidt mere tv, næsten. Vågner omkring midnat og går i seng.
08. december. Fredag. 1 grads varme, gråt og den svage vind er i sydøst.
Vågner ved firetiden og lister en lille tur. Slumrer videre til ved sekstiden. Lægger kabaler og står så op omkring ved halvottetiden og sætter gang i ritualerne. Mærker kabler op og ændrer lidt på hvorfra strømmen til de enkelte dele kommer fra. Går en tur med støvsugeren, mens vaskemaskinen vasker hvidt og bagefter sort og så i tørretumbleren med det hele. Katten møder op, men gider ikke at sove en time sammen med mig og hun lister ind på stolen i stuen. Jeg slapper lidt og håber på at jeg kan sætte de brikker på plads på det nye netværk i morgen. Katten kommer og vil ’snakke’ og det tager Aase sig af, måske de to kunne blive gode venner. Tror både fruen og katten ville ha’ godt af lidt socialt samvær.
Vi spise rester og hurtigmad og drikker rødvin til. Lidt tv til pensionisterne og katten dukker atter op og får lidt spiseligt og håndspålæggelse.
Hjælper fruen til køjs og ser lidt mere tv sammen med katten, men så vil hun ud og jeg går i seng.
09. december. Lørdag. 2 graders varme, gråt og den lette vind er i sydøst.
Er oppe en tur ved fem tiden og slumrer så videre til klokken seks, hvor alle kabalerne lægges.
Kvart i otte sætter jeg gang i rutinerne og så begynder jeg at se på opsætningen af computer og tv-adgang til det nye netværk. Først sættes Aases computer op, så hendes tv og alt synes at fungere, undtagen tekst-tv, som ikke kan aktiveres, det ser jeg på senere. Min computer sættes på det nye netværk. Så kommer katten og forhindrer mig i at sætte tv’et i stuen op. Vi ser på det senere misse piv. Nå, vi ’snakker’ ikke så meget, tror katten kan fornemme at jeg ikke har tid til pjank i dag og bider mig i hånden og går sin vej. Fæle mis.
Hun lukkes ud og jeg går i gang med tv’et i stuen og får det sat op. Heller ikke tekst-tv kan aktiveres her.
Henter udendørs kameraet og kæmper mig igennem en helt tumpet måde at skifte netværk på. Men nu virker det. Mangler så det indvendige kamera og vejrstationen.
Først lidt aftensmad, en sildemad, et stykke med Remas gode hønsesalat og en ostekiks, det hele hjulpet på vej af en flaske Hoegaarden øl og et par snapse.
Det lykkedes mig sgu at få sat gang i det sidste kamera og vejrstationen inden sengetid. Vi finder begge vores respektive sengepladser og katten går ud.
10. december. Søndag. 3 graders varme, noget mørkt og gråt. Vinden er svag fra sydøst.
Nå, det kolde øl fik mig op ved halvtotiden, men så slumrede jeg også til klokken halv seks. Lagde kabaler og slappede lidt inden ritualerne blev skudt i gang. Henrik har fødselsdag, så herfra lyder et tillykke med dagen.
Aase starter opvaskeren. Lidt kontrol med ugens ressourceforbrug klares, inden katten kommer. Hun vil gerne hygge lidt, så vi snupper en halv time på langs inden hun lister ind på stolen i stuen. Det bliver hun liggende mens Aase går sine 15 runder og hun ligger der stadig ved aftensmad tid. Nå, så står hun op, men kun for at lokke mig ind på sofaen til lidt ’snak’ mens jeg ser Pyrus. Shepherds Pie at aftenens kulinariske indslag. Vi rydder op og jeg har vasket håndklæder lidt sent og de fyldes så i tørretumbleren. Nu kommer katten og vil ud.
Jeg ser Barnaby og da øjnene ikke vil følge med længere, går jeg til køjs efter at have hjulpet fruen på vej.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata