06. oktober. Mandag. 7 grader, let vind fra nordvest og solen bokser med skyerne.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:16.
Jeg hører trissen men sover dog videre til omkring klokken fire, hvor jeg lister en lille tur og lukker katten ind i en halv times tid og så lister hun ud igen. Småslumrer og lægger kabaler og står så op ved ottetiden og sætter ritualerne i gang.
Vi skal jo bare gøre os klar til en tur til Vadestedet med middagstid. Alt klapper og efter Johns håndspålæggelse lister vi hjemad via Rema. Som sædvanlig bliver det godt 500 kr. Aaarrgghh.
Let frokost og oprydning inden katten og jeg sætter os og ser en udsendelse om Jørgen Leth. Blev sgu en anelse rørt. Jeg har jo i mange år hørt på ham i forbindelse med TDF og har også nogle af hans film på dvd. Jeg kan varmt anbefale at se udsendelsen ’det sidste ord’, men giv dig tid til at følge med uden afbrydelser. En 88-årig Jørgen Leth som absolut ikke er dement, fortæller levende om sit liv og passioner. Mennesker som dig hr. Jørgen Leth laves ikke mere.
Katten og jeg ser lidt cykling, et eller andet sted fra og spiser så kyllingeragout og ris, ikke just fruens foretrukne måltid. Så har vi besluttet at købe en benzindrevet generator som kan lave strøm, hvis det nu skulle gå helt galt med el fra de sædvanlige kilder. Håber aldrig at få brug for den, selvom det sgu er noget af en investering. Ser lidt Barnaby, men den er lidt for træg, så fruen hjælpes til køjs og jeg følger efter.
07. oktober. Tirsdag. 8 grader, svag vind fra vest og det er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 01:45.
Hører også i nat trissen og må op ved tre tiden og igen ved halvsyvtiden.
Katten kommer og får morgenmad og smutter så igen. Jeg lægger kabalerne og småslumrer lidt og ved godt otte tiden startes ritualerne. Mens Aase steriliserer køkkenet, går jeg en tur med kammerat Dyson og bagefter vasker jeg lidt gulv. Let frokost og oprydning og så er der lidt cykling på fladskærmen.
Slapper lidt til cyklingen og så kommer katten og synes vi skal gå ind og ’snakke’ lidt på sofaen, men den går ikke Messi, det er ved at være aftensmadtid, det skal klares først. Kartoffelmosen og de svenske kødboller samt den kaloriefattige flødesovs ud gør vores måltid. Katten har lagt sig på stolen ved bordet, så vi kan snakke lidt undervejs og da vi spiser en ispind til dessert, får hun selvfølgelig lidt is af hånden fra os begge. Det kan hun altså godt lide. Så går damen atter ud og vi rydder op efter måltidet. Jeg skriver lidt på bloggen og går så ind og ser ’Spise Med Price’ fra DRTV. Fruen går tidligt til ro og kort efter lister jeg også mod køjen.
08. oktober. Onsdag. 10 grader, svag vind fra vest og det er gråt med finregn.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 02:49.
Er oppe ved tre tiden og klokken halv syv. Lægger kabler og henter en pakke fra DAO uden for døren. Katten smutter lige med ind ved samme lejlighed. Morgenmad til missen og hun går ud igen. Jeg lægger kabaler og småslumrer til ved godt otte tiden. Ritualerne aktiveres. Ruller en tur til Rema for blandt andet at købe vores foretrukne vin, som er kraftig nedsat. Hjemme igen og fruen går sine runder, i dag 20 i alt og så cykler hun bagefter til en Morten Koch film jeg har optaget.
Jeg slapper lidt, er ikke helt på toppen, synes jeg slås lidt med en anelse feber og generel utilpashed.
Der er lidt cykling på fladskærmen, men jeg gider ikke se det, så Aase holder lidt øje med det, så kan jeg få at vide hvad der er foregået.
Vi spiser flødekartofler og krebinetter og katten er kommet og holder os med selskab. Hun får lidt dessert serveret ved bordet på hånden, nemlig fløderand og det er vist noget hun kan lide. 😊 Derefter går hun ud i det faktisk rigtig gode stille vejr med lidt sol og 15 grader.
Ser ’Spise med Price’ fra DRTV og Aase spiller ordguf inden sengetid.
09. oktober. Torsdag. 5 grader, lidt gråt og vinden er svag fra vest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:53.
Må op en tur ved tre tide og igen ved fem tiden og så lukker jeg katten ind til morgenmad. Hun bliver en halv times tid og går så ud. Jeg lægger kabaler og står så op ved syv tiden og sætter gang i ritualerne. Vi har en aftale om at blive vaccineret ved elleve tiden og vi skal helst være der i god tid, da det kan være vanskeligt at finde en p-plads på Næstved Sygehus område. Det var det så ikke i dag og vi fik vaccinationen overstået i god ro og orden. Nu håber vi så på at slippe for bivirkninger. Vi har de foregående år heldigvis ikke haft de store ulemper.
Hjemme til en let frokost og så kommer katten og vi sætter os i sofaen et par timer og ser lidt cykling fra Italien. Aftensmaden er frikadeller i flere afskygninger. Vi underholdes vi a fladskærmen og går tidligt i seng.
10. oktober. Fredag. 10 grader, svag vind fra nordvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:30.
Er oppe ved tretiden og igen halv syv. Lagde alle kabalerne ved tretiden, men det kniber sgu gevaldigt med at falde i søvn igen, katten får morgenmad og lister så ad sted igen.
Ved godt otte tiden sættes ritualerne i gang. Har bestilt nogle varer via Harald Nyborg til levering på vores adresse, men GLS synes ikke at overholde aftalen og vil levere varen til en pakkeboks, så jeg kontakter Harald Nyborgs support, som lover at få det rettet, men det virker ikke, så varen er leveret til pakkeboksen, selvom jeg har betalt i dyre domme for at få det leveret til privatadressen. Hverken Harald Nyborg eller GLS får mere en enkelt stjerne. Ignoranter.
Så kommer katten ved middagstid og vil tydeligvis gerne hygge lidt på sofaen, men selvom jeg faktisk godt kunne bruge min tid på andre gøremål, går jeg ind og sætter mig på sofaen sammen med katten og ser DRTV og Spise med Price. Hun synes umådelig godt tilfreds. Jeg får dog ikke lavet en skid i et par timer. Men hyggeligt er det jo misse piv.
Vi spiser karbonader, kartofler og sovs, gud bedre det, men Aase er ikke til de mere eksotiske retter.
Der er Vild med Dans til fruen og jeg ser nok Frost. Nå ikke, slumrede lidt hen.
Fruen ønsker at gå til køjs og jeg assisterer lidt og så ser jeg lige afgørelsen på Vild Med Dans.
11. oktober. Lørdag. 10 grader, vinden er let fra nordvest og det er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:01.
Er oppe allerede før halv tre og igen klokken halv fem, hvor katten lukkes ind for en stund. Kvart over seks må jeg sgu ad sted igen, rend mig i r…
Lægger alle kabalerne og småslumrer lidt til ved otte tiden og så startes ritualerne.
Jeg samler mig sammen og ruller i 365 for at hente pakken og det gik fint.
Hjemme igen og vi spiser en minimal frokost og fruen cykler til Lombardiet Rundt. Katten er kommet og vi sætter os og ser også cykelløbet Lombardiet rundt. Da løbet er forbi og vundet af Tadaj Pogachar. Lister katten atter ud. Vi spiser pizza og syltede ferskner til dessert.
Så er der underholdning til pensionisterne, ved ikke hvad Aase ser, men jeg ser nu mest det indvendige af øjenlågene. Fruen hjælpes til køjs og jeg følger eksemplet kort tid efter.
12. oktober. Søndag. 11 grader, let vind fra vest og der er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:11.
Jeg futter en tur klokken kvart over tre og kvart i fem. Lægger kabler, dem alle og forsøge at slumrer lidt og det lykkedes øjensynligt, for klokken var kvart over otte da jeg atter kom op til over fladen. Ritualerne startes og bagefter ruller jeg en tur i Rema og på tanken.
Hjemme igen, hvor fruen har steriliseret køkkenet og jeg rengør badeværelser og går en kort tur med støvsugeren. Slapper lidt og lidt i tre komme Bodil på visit, medbringende banankage og æblekage. Banankagen lægges i fryseren og æblekagen spises til kaffen. Det var virkelig god æblekage. Katten møder op og tilslutter os ved bordet. Vi ordner den lokaler verdenssituation og aftaler at jeg skal forsøge at sælge nogle juleskeer fra George Jensen på Facebooks markedsplads. Efter middagen går hurtigt og Bodil ruller hjem og vi spiser et par tarteletter. Katten møder op og jeg tror hun forventer vi skal se lidt tv-aviser og det gør vi så. Mægtig hyggeligt, men efter en stund ønsker frøkenen at komme ud. Jeg ser lidt Barnaby og så ønsker fruen at komme til køjs og det klares inden jeg ser videre på Barnaby og falder i søvn. Vågner en halv time senere og går i seng.
