20. oktober. Mandag. 5 grader, nogen sol og vinden er frisk fra sydøst.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:47.
Vågner omkring halv tre og har vanskeligheder med at falde i søvn igen, men det lykkedes åbenbart for næste gang jeg så på uret var klokken halv syv og katten sidder i vinduet og vil ind til morgenmad tror jeg. Hun bliver lidt og ’snakker’ men lister så ud igen. Kabalerne lægges og så startes ritualerne.
Bagefter ruller jeg en tur i Rema og køber alt for meget igen. Hjemme og sammenbikser en ydmyg frokost til os begge. Aase Cykler og jeg roder lidt med oprydning generelt.
Har taget fat i den gamle slæbbare computer for at opdatere den, med det er sgu ikke nemt, for det er vist et helt år siden den sidst blev tilsluttet. Det pusler jeg med lige nu.
Så har Røde Leo været på besøg et par gange og det var han faktisk også i går. Normalt spiser og drikker han ikke noget, men han giver den sgu gas i dag, både mælk og kattemaden ryger ned.
Så kommer Messi på eftermiddagsvisit, men jeg roder med computere frøken og så er der ikke tid til andet, det forstår du sikkert godt. 😊 Damen lægger sig til at sove.
Vi spiser medister, kartofler, brun sovs, men det kunne godt have smagt af lidt mere.
Katten og jeg ser tv-aviser og bagefter Spise Med Price og så vil fruen i seng. Hører det skramler i bryggerset og ser lige en halvstor rødlig kattekilling der spiser af kattemaden og hun virker lidt nervøs og går igen efter at have fået lidt mere at spise, hvor kommer du så fra misser.? Jeg finder køjen.
21. oktober. Tirsdag. 10 grader, let vind fra sydøst og det er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 0:40.
Er oppe en tur ved halvfemtiden og lister så atter i seng. Det kniber med at sove og jeg lægger alle kabalerne. Små slumrer lidt og sætter ritualer på aktiv ved halvottetiden og katten kommer og spiser lidt inden hun går ud igen. Vi gør klar til visit af Marlene fra VISP og hun kommer og tilpasser plastslangerne til Aases høreapparater. Nu sidder høreapparaterne noget bedre. Tak Marlene og så var hun blevet farmor. 😊
Vi spiser en ydmyg frokost og gør os klar til en tur til frisøren.
Som så ofte tidligere, går alt efter planen og vi bliver begge klippet som ønsket og vi ruller hjem til eftermiddagskaffen. Aase lægger vist kabaler og jeg skriver lidt på blogindlægget, inden jeg starter tilberedningen af dagens aftensmåltid som består af kylling bryst og fløde kartofler. En ris dessert afslutter måltidet. Katten er mødt op og hun lægger sig på stolen ved bordet hvor vi spiser og ’snakker’ lidt med Aase inden jeg kommer med maden. Hun får lidt flødeskum og så lister hun ud igen.
Så er der underholdning til pensionisterne og så lister de i seng.
22. oktober. Onsdag. 10 grader, let vind fra sydøst og det er gråt.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:07.
Må sgu op allerede ved halvtotiden, igen ved fem tiden og minsandten også kvart over seks, hvor katten lukkes ind til morgenmad, hvorefter hun lister ud igen. Småslumrer en times tid og står så op og sætter gang i ritualer. Jeg har en aftale med en øjenlæge, rutinekontrol pga. DB2 sukkersygen, her først på formiddagen. Jeg drøner ad sted og bliver så kørt igennem hele møllen af øjencheck inklusive dryppe øjne, så jeg er helt bims. Alt er som det plejer så ingen panik. Får en tid igen om ni måneder. Køber lige nogle dækservietter efter ønske fra Aase i Kop Og Kande inden jeg vender næsen hjemad. Burde nok have venter en halv time mere, men synes jeg så udmærket.
Hjemme igen og fruen er tilfreds med dækservietterne og vi snupper lige en lille sort for en gangs skyld. Havde en meget urolig mave til morgen, så jeg troede sgu jeg måtte aflyse seancen hos øjenlægen, men det gik. Lidt eftermiddagskaffe og lidt tv sammen med katten, som ellers har snuet et par timer i fitnesslokalet.
Aftensmaden bliver pasta og kylling i citronsovs, samt et glas vin.
Aftenen går som så ofte tidligere med at flade ud foran husalteret inden sengetid.
23. oktober. Torsdag. 10 grader, let vind fra sydøst og det er gråt som de foregående dage.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:22.
Er oppe en tur kvart i tre og ved godt sekstiden og katten lukkes ind til morgenmad, hvorefter hun atter forlod huset. Lægger nogle af kabalerne og småslumrer til ved otte tiden og så startes ritualerne.
Leo kommer på en kort visit og det gør fru krage også.
Aase har en aftale med tandlægen om eftermiddagen, så vores dag går med at indstille os på den udflugt. Desværre er det gået hen at blive regnvejr, men vi ruller ufortrødent ad sted og parkerer heldigvis lige udfor tandlægen. Vi losses ind af bagdøren og så venter vi til der bliver plads til fruen og det varer ikke så længe og det går også rimelig hurtigt med at få fruen behandlet og så er vi atter på vej til Figenvej hvor frokosten og katten venter. Vi drikker lidt kaffe og katten lægger sig i fitnesslokalet.
Så er der aftensmad, brændende kærligt til Aase og jeg spiser en rødspættefilet med persillesovs. Katten kommer og synes vi skal se tv-aviser og det gør vi så inden hun igen lister udenfor.
Jeg ser lidt Spise med Price og så vil fruen i seng og jeg følger efter kort tid senere.
24. oktober. Fredag. 8 grader, gråt og vinden er frisk fra syd.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:06.
Jeg er oppe en tur ved fire tiden og halvsyvtiden. Lægger nogle kabaler og småblunder til klokken otte, hvor katten lukkes ind til morgenmad og jeg sætter gang i ritualerne. Katten går ud igen.
Ruller en tur i Rema og Aase gør rent i stuen og en masse andre steder. Jeg fremstiller en ydmyg frokost ved hjemkomsten og flygter så ind til mig selv og slapper lidt mens jeg vasker og tørrer tøj.
Katten kommer sidst på eftermiddagen og vi sætter og en lille times tid og ser lidt billard inden jeg tilbereder svenske kødboller og kartoffelmos med sovs. Så ordner fruen køkkenet og katten og jeg sætter os og ser lidt kvindefodbold og bagefter en gammel dansk serie jeg aldrig har hørt om. Kan ikke komme på navnet lige nu. Så går katten ud i det kraftige blæsevejr. I følge TV2’s metrolog har det stormet omkring Omø i Smålandsfarvandet. Jeg ser atter Spise med Price og nyder deres ind i mellem underfundige vittigheder. Fruen hjælpes til køjs og jeg følger kort efter eksemplet.
25. oktober. Lørdag. 8 grader, gråt og vinden er frisk fra sydvest.
Nattrissen var en kvinde og klokken var 1:50.
Jeg må op en tur ved halvtretiden og klokken fem. Lukker katten ind og vi snuer lidt på min seng, en så lister hun ad sted igen. Jeg lægger kabaler og småslumrer til ved otte tiden og ritualerne tager deres begyndelse. Katten kommer atter på visit og lægger sig i fitnesslokalet. Bagefter ruller jeg en tur i 365 for at hente en filterenhed til den ledningsløse Dyson. Handler lidt samtidig. Hjemme igen og jeg tilbereder en ydmyg frokost til os begge. Lægger lidt gemte kabaler og så kommer katten og synes vi skal socialisere og det gør vi selvfølgelig. Senere går vi ind i stuen og ser billard inden vi spiser til aften. Hurtigmad til fruen og jeg spiser et par frokostpølser sammen med nogle pomme fritter. Airfryeren er formidabel til sådan et mix.
Katten kommer og lægger sig ved bordet hvor vi spiser, det er bestemt hyggeligt Messi.
Så er der Den Store Bagedyst til fruen og jeg ved ikke rigtig hvad jeg kan klare. Ser atter lidt Spise med Price, inden fruen hjælpes til køjs og jeg finder også mit kyske leje.
26. oktober. Søndag. 8 grader, gråt og vinden er frisk fra sydvest, som i går.
Nattrissen var en mand og klokken var 0:45. Det får hjemmeplejen fandme ikke ros for.
Jeg er oppe ved tretiden og lukker katten ind og efter lidt mad lægger hun sig i benenden af min seng og hun går først ud igen ved godt syvtiden. Jeg lægger nogle af dagens kabaler og står så op og sætter gang i ritualerne, vi har jo skiftet til normaltid og fik så en time mere at sove i. Håber sgu snart et EU afskaffer dette idioti. Fruen steriliserer køkkenet og jeg vasker håndklæder, samt lidt sort og katten kommer og ser cykelcross fra Belgien. Hvor hun dog nyder at ligge på sofaen op ad mig med hovedet gemt mellem forpoterne og bagbenene på mit lår. Så er vi to min pige. 😊
Aftensmaden er flødekartofler og veganer steaks samt et glas vin og pandekager med syltetøj til dessert. Fruen vasker op og så ankommer næste uges retter fra Betterfeast.
Vi ser begge lidt fra de danske tv-kanaler inden vi begiver os til køjs efter katten er gået ud.
