10. april. Mandag. Også kaldet 2. Påskedag. Nogen sol, vinden er let fra sydøst og temperaturen ligger omkring de 2 grader.
Hører trissen, det var Susanne siger Aase senere. Må op en tur ved firetiden og lægger så alle kabalerne også den jeg glemte i går. Slumrer lidt igen og så banker Aase og ritualerne går sin vante gang.
Vi skal jo ikke på Vadestedet til træning i dag, så vi hjemmetræner i stedet. Aase med rollatoren og cyklen og jeg med det sædvanlige øvelser og vægte, samt i 2 x 17 minutter på redskaberne.
Let frokost og Aase ringer til enkefruen Anette og hører at hun er ved at flytte til en anden lejlighed og ikke har tid til en visit. Den tager vi på et andet tidspunkt.
Jeg går en tur i haven og jævner det med græs ny såede stykke, da nogen har gravet i det og efterladt et visitkort. Snakker lidt med naboens kat Malte, som altid er klar til en snak.
Ingen cykling til eftermiddagskaffen. Aase lægger kabaler og jeg slapper lidt inden jeg varmer nogle flødekartofler og vi spiser et par af Helles frikadeller til.
Tv-aviserne holder Aase øje med. Så ser vi Forsvundne Arvinger, som til tider bliver gjort utrolig kompliceret.
Jeg ved ikke om producerne og de medvirkende er klar over at vi faktisk har en ganske næsten sikker metode til at finde ud af om mennesker er i familie. Den hedder en DNA-test. Tror den med lethed kunne have løst denne gåde, med om to personer havde samme far / farfar.
Ser et enkelt MASH-afsnit og hjælper så fruen og mig selv til køjs.

11. april. Tirsdag. Det er 4 graders varme og der er kommer 8,5 millimeter regn i nat. Vinden er svag fra syd.
Hører trissen og må atter op en tur og forsøger så at slumre videre med skiftende held. Kabalerne lægges og så er det op og sætte gang i rutinerne. Aase lægger kabaler og tager så fat på motionen mens jeg har bestemt mig for at opdatere min bærbare computer og forsøge at få Swift til at fungerer på den, så jeg kan koble Bkool hardwaren, satans tung, op mod computeren og Swift. Det går det meste af eftermiddagen med og det lykkes mig sgu at få det hele til at spille efter en rum tid. Tester mit set up med små 6 km kørsel på den virtuelle London rute. Flytter bagefter hele menageriet ind i fitness lokalet, så det kan bruges når lejligheden byder sig. Har så også fået satans ondt i ryggen af at kravle, løfte og flytte diverse genstande fra et lokale til et andet. Aftensmaden er fisk, kartofler, grøntsager og persillesovs.
Ser Ørkenens Sønner, En Fez i En Hornlygte, meeen, nu er der vist ved at gå metaltræthed i plottet.

12. april. Onsdag. 1 grads varme, der er rim på tagene, solen skinner og vinden er let og skarp fra sydlige retninger.
Hører trissen og må efterfølgende op en tur. Lægger kabaler og småslumrer lidt inden jeg står tidligt op og vækker fruen. Jeg skal til fodterapeut klokken ti.  Lykken står den kække bi og jeg er fremme til Jeanne i god tid. Får behandlet fødderne og lister så ad sted mod Rema for at købe lidt ind. Hjemme igen og fremstiller en let frokost til fruen og mig selv. Aase går de 15 runder og cykler så og jeg kan ikke rigtig tage mig sammen til at motionere, men slapper lige kort. Nå, starter bkoolen og cyklen og har til hensigt at rulle en kort tur ligesom i går. Det kunne ikke lade sig gøre da den trænings session ikke var der mere. Snupper en London rute på små 12 km i stedet, er lidt spændt på hvordan det forløber. Så langt har jeg ikke cyklet i næsten tre år. Da jeg når omkring 8 km, begynder benene at protestere, men jeg forsætter til den bitre ende. Aftensmaden er tarteletter til Aase og jeg spiser nogle pølser i en sandwich. Lidt rødvin får det hele til at glide lidt lettere ned. Lidt bonderøv og lidt MASH og så hjælpes fruen til køjs og jeg lukker og slukker for i dag.

13. april. Torsdag. 4 grader, periodisk overskyet og vinden er let fra sydøst.
Hører trissen og så kniber det med at sove igen. Går en lille tur og konstaterer at det p…. regner. Lægger kabaler og småslumrer lidt og så startes ritualerne. Aase går bagefter ind og lægger alle kabalerne i rekord tempo. Jeg går i fitness lokaler og piner mig igennem en god times øvelser og redskabs motion. Synes jeg kunne mærke at jeg vist fik et glas rødvin for meget i går. ☹
Vi er ved at gøre klar til en tur på Vadestedet først på eftermiddagen.
Vasker og tørrer tøj til den store guldmedalje. Efter turen til Vadestedet ruller vi lige ind til Aldi på vej til Figenvej. Slapper lidt og så er der aftensmad fra Sundtakeaway.
Bagefter lidt pensionist tv, gider ikke tv-aviserne lige pt. Ser en Inspektor Frost som jeg stort set ikke rigtig kunne huske. Et enkelt afsnit af MASH og så er det sengetid.

14. april. Fredag. 5 grader, svag vind fra nordvest og solen titter frem ind imellem.
Jøsses, hører trissen, men hun er sgu heller ikke specielt stille af sig. Hun snakker og kører sengen op og ned og kan umiddelbart heller ikke finde ud, da hun går rundt og åbner alle dørene. Endelig forlader hun parcellen. Men nu må jeg altså op en tur og har satans svært ved at falde i søvn igen, men det lykkes dog, og vågner ved seks tiden. Nå, pyt, jeg skal alligevel tidligt op, da jeg har en aftale med en osteopat på Vadestedet midt på formiddagen. Rutiner startes og jeg kommer ad sted til tiden. Får en snak med osteopaten Jan om hvilke forventninger jeg har til hans behandling og så går han eller i gang, med at hive, slide, trække, vride og løfte lidt på mig. Noget mindre behageligt end andet. Efter tre kvarter slippes jeg atter løs og vi aftaler en ny tid. Er lidt øm hist og her resten af dagen, men jeg sætter mig alligevel på cykeltræneren og ruller 35 minutter. Har atter meldt mig under fanerne på Swift. Slapper en lille times tid og går så i gang med at prøve Aases våd Swiffer, men det er sgu noget underligt noget at vaske / tørre gulvet af med. Tror nu at jeg foretrækker at vaske gulvet på almindelig vis.
Rester fra køleskab og fryser udgjorde dagens aftensmåltid. Ser lidt MASH inden jeg henter Kenny på stationen klokken 21:30.  Vi får alle en god sludder og en Metaxa inden vi alle går til køjs, lidt senere end sædvanligt.

15. april. Lørdag. 5 grader, svag vind fra forskellige retninger og der er lidt sol.
Hører trissen og småslumrer videre til ved fem tiden. Lægger et par kabaler og forsøger at få en time eller to mere på øjet. Står op ved ottetiden og sætter gang i ritualerne. Kenny står op og vi spiser morgenmad og giver os god tid.  Vasker ugens håndklæder og kaster dem i tørretumbleren. Kort efter frokost ruller vi mod stationen så Kenny kan komme hjem til Søborg.
Om eftermiddagen kommer Bodil B. L. og har medbragt hjemmelavet æblekage til kaffen. Nogle hyggelige timer går, hvor vi får vendt Næstved Bys mærkværdige flytninger af forretninger og det døde centrum.
Da Bodil er kørt hjem ad, spiser vi et par kalkunfrikadeller fra Sundtakeaway og ser så lidt tv-avis, Aase gør i hvert fald. Så et par afsnit af MASH og sengetiden nærmer sig.

16. april. Søndag. 6 grader, svag vind fra sydvest og det er en anelse gråt.
Hører trissen, men sover dog videre til omkring klokken seks. Næh, jeg var sgu da oppe ved firetiden.
Lægger lidt kabaler, de kabaler gider jeg ikke rigtigt i øjeblikket. Står så op og gør klar til dagens rutiner.
Efter morgenmaden, springer jeg adræt ind i fitness lokalet, man skal altså ikke tro på alt hvad man læser. 😊 Jeg gennemfører, alle Pernilles øvelser samt en enkelt af Jans, samt løfter lidt håndvægte inden løbebånd og spinningscykel aktiveres. Efterhånden tager det ca. 5 kvarter at gennemføre et sådan forløb.
Linda ringer på og giver os et par bøtter med æblekage, tak, det var lækkert og en venlig gestus. 😊
Efter badet er der Amstel Goldrace for både damer og herrer. Et hårdt og koldt cykelløb.
Undervejs lidt kaffe og Bodils gode æblekage. Lidt senere Flødekartofler og krebinetter samt et glas rødvin.
Så fortæller tv-avisen af den unge pige som forsvandt i går, er fundet i live og kørt på hospitalet.
Synes ikke jeg kunne finde noget fra de sædvanlige kanaler på tv’et, så starter min dvd afspiller med en skive MASH. Så er det også efterhånden blevet sengetid.

Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata