Hejsa,
sikke en start på ugen, sommeren dukkede så lige op med temperaturer til et
godt stykke over de 20 grader. Det må da fejres, så jeg satte gang i
plæneklipperen og derefter kantklipperen, og for det så ikke skulle være løgn startede
jeg også lige plænelufteren / mos fjerneren, og fik fyldt en tre sække til
lossen. Når nu proppen var hevet op, klippede jeg lige hækken ind til
æbletræerne og fyldte tre store beholdere.
Så gik gassen ellers også af mig, så tv’et måtte holde for resten af aftenen.
Tirsdagen også i sommerens tegn, samt lidt græskant justering rundt om hækken, og
endnu en tur på lossen med afklippet fra i går, mens Aase lugede ud mellem sø
stenene i indkørslen. Hvor det dog
pynter.
Efter en etape i Giro’en hoppede jeg på cyklen og pedallerede en tur rund om
Rønnebæk samt en tur neden om havnen. Jeg tror nok at det i morgen bør være
muligt at tage en lidt længere tur. Har endnu ikke været på Enø i år, på cykel
altså, det er vist første gang i mere en 10 år at det er sket, eller rettere
ikke er sket, når vi er nået til maj måned.
Onsdagen bød på en lidt af en pelikan, så jeg droppede cyklingen og gik i gang
med at rense tagrender, som faktisk har stået på joblisten siden primo april.
Glemte sgu tagrenden på carporten, nå den må klares i morgen, måske…
Så fik vi handlet lidt, for efterfølgende at se dagens Giro etape over en del
høje bjerge, rimelig god etape.
Om torsdagen snuppede jeg cyklen, se indlægget, og efter hjemkomsten samt
tøjvask og bad, sneg jeg mig så ad sted på Suzukien, for at småhandle lidt. Det
er altså hurtigere på motorcykel end i bil, og det er altid mulig at finde en
p-plads, det giver så også god træning i at færdes i nærmiljøet.
Havearbejdet har altså lidt lav prioritering i dag….!
Fredagen starter minsandten næsten lige som i går, cyklen frem og så derudaf,
et indlæg digtes formodentlig, og efter denne kraftanstrengelse, atter engang
ind bag skærmen, altså tv skærmen, for at se den etape som alle venter vil være
medvirkende til at sætte klassementet på plads i Giro’en. Men sådan gik det nu
ikke helt.
Ingen cykling på denne lørdag, i hvert fald ikke af mig, men Giro’en kører
ufortrødent videre, spændende etape i dag, da der blev rusket lidt op i de
forventede stor favoritter. Inden jeg dog nåede dertil, kastede jeg mig over
rengøringen, først af grillen, så cyklen, og som afslutning Suzukien, åh ja, og
mig selv.
Så dukkede Kenny op, som samtidig var truslen om at grillen ville blive griset
til igen. Mens jeg pudsede, lagde Kenny & Aase tag på sommerhuset så
måltidet kunne nydes udendørs. Efter
cykelløbet tændtes briketterne, dog med nogen besvær, var vist fugtige, på med
slagtermesterens gode pølser og lidt kylling naturel, dertil grøn salat, flutes
og italiensk rødvin. Ja, det er ikke så ringe endda..!
En søndag formiddag på nakken af cyklen til Enø og via Fodby og Herlufsholm mod
Figenvej gav lidt appetit til grill maden om aftenen. Inden da så vi dog
afslutningen på Giro’en med en lidt overraskende vinder.
Hvis ellers benene og vejret vil, tager jeg nok en tur i morgen for lige at få
sat starten på cykelsæsonen på plads.
Uge 21
Set & Sket 2012 Posted on 29. maj 2012 09:27:46- Kommentarer(0) https://blog.figenvej.dk/?p=584
- Del