11. november. Mandag. 5 grader, lidt gråt, en morgenbyge og vinden er svag fra sydvest.
Kvart i fem vågner jeg og går en runde og i dag er det vist mig der vækker katten. Han kommer efter 5 minutter og vil ud og kommer tilbage efter en halv time og vil ind. Vi tager lige en kort ’snak’ og så sover han ellers videre og jeg forsætter med kabalerne.
Skal jo til service med Toyotaen efter frokost og bør vist lige give den en let rengøring inden da.
Støvsuger så bilen og pudser ruderne og så må det være nok.
Kattene kommer og ser lidt på hvad det er jeg foretager mig og Sorte hopper lige ind bagi for en kort bemærkning. De lister alle ad sted igen.
Når lige i bad inden det er tid til at køre ud med bilen. Kører mens asfaltfolkene holder frokost, de er nemlig i gang med at lægge asfalt på stamvejen.
Afleverer bilen hos Toyota og Peter kommer og henter mig.
Spiser lidt frokost og så ringer de fra Toyota og fortæller at mine vinterdæk stort set er værdiløse og låsesystemet samt bøsningerne på bærearmene er for slidte og viskermotoren larmer som et gammeldags tærskeværk. Foreslår at jeg køber nye vinterdæk til 3000 kr. arrgh, men jeg venter med den investering til efter Nytår, måske. De andre ting skal laves inden næste syn i 2021. Kort efter meldes bilen klar til afhentning.
Peter er atter chauffør og vi får hentet øsen. Får lige en sludder med en sælger omkring Yaris, både som hybrid og som ren benzin. Uanset hvad jeg vælger, ender vi i området tæt på de 200.000 kr.
Ruller en tur til Hvedevænget og henter Kenny, har lovet at medvirke til at få tilpasset min blog til WordPress således at hele bloggen kan editeres.
Det klarer han i fin stil med kontakt til One-com supporten og det viser sig i al sin enkelthed at jeg som bruger ikke har administrator rettigheder til bloggen, men kun som ’forfatter’
Jeg skulle dog have modtaget et login via mail, hvor jeg havde muligheden for at blive administrator, men den mail kan jeg ikke finde. Men hvorom alting er, har Kenny løst problemet, tak for hjælpen sønnike. 😊
Vi spiser lige en hakkebøf til noget pasta inden Kenny rulles til Hvedevænget.
Jeg modtages af Sorte ved hjemkomsten som så går med ind og får aftensmaden inden han atter smutter ud.
Ser noget om ’En Arabisk Rejse’, ’Det Hellige Land’ og jeg må sige at mit indtryk af konflikten, og viljen til at løse samme, mellem Palæstinenser og Jøder udelukkende bunder i manglende vilje, samt at nogen har økonomisk fordel af at holde konflikten i gang. Fornuft har det i hvert fald ikke en skid med at gøre.
Sorte overnatter.

12. november.  Tirsdag. 5 grader, gråt og det stænker ind i mellem og vinden er let fra sydlige retninger.
Jeg står op 2 minutter før Sorte og han lister ud. Kabalerne lægges og katten vender tilbage efter en times tid.
Aase ruller til træning og jeg er i syv sind om jeg skulle stå på cykeltræneren en times tid.
De fleste af kattene kommer og siger god morgen og bliver så lempet ud igen.
Heller ikke i dag lykkedes det at komme op på hesten. Motivationen er væk i øjeblikket.
Giver mig til at finde et kabel til DVD-afspilleren, som kan anvendes til overførsel af CD-lyd til stereoanlægget. Har i sin tid sat andre forbindelser til anlægget, TV og Squeezebox og antenne, men manglede vist et kabel dengang, hvilket jeg har lidt vanskeligt ved at forstå, for jeg har lige været igennem mine talrige kasser med diverse kabler og andet elektronisk ragelse og fandt i hvert fald 5 kabler som kunne bruges.
Sætter den nye CD, fra ’Forstenet’ i afspilleren og ud drøner musikken. Ingen ringe indspilning, synes bestemt at kvaliteten er høj, både teknisk og musikken generelt. Trommeslageren er lidt i særklasse og jeg kan godt lide nummeret ’Intet Bliver’ og Aase synes godt om ’Dissonans’. Den CD kan de sgu godt være bekendt.! 😊
Sorte futter lidt ud og ind flere gange i løbet af eftermiddagen.
Vi spiser en rap aftensmad og jeg snupper lige en glas af den noget inferiøre ikke helt billige italienske rødvin. Jeg vil tro den er lavet på nogle elendige ikke modne druer og så er der tilsat karburator sprit for at bringe alkoholprocenten op. ☹ Rene Mafia metoder.
Forsøger at se Barnaby, men et par glas hvidvin for at tage den sprittede smag af førnævnte rødvin, gjorde vist at øjnene ikke evnede at samarbejde om tv-projektet.
Sorte har forladt huset og når ikke tilbage inden sengetid, ikke vores i hvert fald.

13. november. Onsdag. 3 grader, spredte skyer på den lidt blå himmel og vinden er svag fra sydøst.
Der bliver banket på vinduet klokken 03.45 og det er naturligvis den sorte mand der vil ind. Han snupper så lige en time på øjet og vil så ud. Efter yderligere en time vil han ind endnu engang, men denne gang er jeg dog vågen. Det gav så lige 2 krydser i den sorte bog, din sorte nød.
Lægger kabalerne og tager den ugentlige blodprøve, som er ganske normal, selvom det måske kan undre nogen.
Morgenmad til Sorte og mig og katten går atter ind og sover på sofaen.
Skriver lidt på ugens blogindlæg. Går ud og fodrer fuglene og finder en el-kædesav frem som har stået i original emballage i redskabsrummet i flere år. Købte den på tilbud hos onkel Harald, tror det var i 2016. Kunne måske få brug for den, hvis træerne skal have en ordentlig styning inden foråret.
Senere går jeg i gang med at finde ud af om jeg kan gøre laserprinteren trådløs ved hjælp af en mindre printserver som jeg fik af Kenny på et tidspunkt. Det kunne jeg ikke, Windows 10 har implementeret nogle features som gør at det ikke er muligt at have trådløse enheder der ikke er krypteret tilsluttet.
Installerer en delt printer på den bærbare i stedet.
Ellers foretager jeg mig ikke noget som kan springe rammerne for fysisk udfoldelse.
Så er der frikadeller, ikke som vores mor lavede dem, men som Rema sælger og risalamande fra samme forretning. Lidt forundret over, at begge dele smagte faktisk ganske udmærket.
Sorte har øjensynlig fået noget han ikke kunne tåle, for han har brækket sig på gulvtæppet et par steder, ikke noget som giver varig skade på hverken kat eller gulvtæppe.
Senere da han dukker op og vil overnatte, bemærker jeg at pelsen lugter af røg som den gjorde i ’gamle’ dage og det han brækkede op lignede fiskeaffald. Hans tidligere tilholdssted kunne måske være et som ryger fisk og andre madvarer.
Ser ind imellem en gammel James Bond film, ’Never Say Never Again.

14. november. Torsdag. 5 grader, gråt og det har regnet en anelse, det kaldes byger gamle dreng, og vinden er svag fra syd.
Sorte vil ud ved 4tiden, bærer lidt over med ham hvis han er skidt tilpas pt. Han vender tilbage ved 7tiden og får et let morgenmåltid. Kabalerne lægges og så er der morgenmad, tilberedt af undertegnede.
Alberte har taget plads i køkkenvinduet og bliver lukket ind for en kort stund til lidt morgenmad.
Så er det badetid. Bagefter ruller jeg en tur i Aldi for de sædvanlige småindkøb, gisp, sagde du småindkøb.?
Sorte er dårlig og har også kastet op, men synes igen okay og har lagt sig på sengen i mit værelse.
Hmm, det er som med børn, dyr kan man heller ikke blive klog på når de er dårlige, umiddelbart virker katten godt tilfreds og kommer også og får lidt mad inden han går ud.
Søger lidt på computeren omkring vitaminer til katte. Går over til Peter med en flaske og en stang chokolade som tak for hans altid velvilje til at transporterer mig til og fra diverse services. Vi får lige et glas hvidvin og en snak om gamle dage og gamle fælles bekendte og dem er der en del af. Både bekendte og dage. 😊
Sorte får aftensmad og lister så ud. Prøvede at give ham lidt fisk som færdigret fra Aldi. He, he, siger jeg bare, sikke nogle øjne han sendte mig. Jeg er IKKE et sekund i tvivl om at han tænker, ’sig mig engang mand, hvad er det for noget hundeæde at servere.’ 😊
Vi spiser pasta og en hakkebøf. Sorte sniger sig lidt rundt i huset og jeg åbner vinduet i badeværelset, så han kan komme ud den vej. Fem minutter senere tænder lyset i køkkenet og den sorte mand står oppe på køkkenbordet. Kan du komme ned din drønnert, jeg løfter ham ned og Aase steriliserer køkkenbordet.
Nu er han kommet her i mere end tre år og det er første gang han hopper op på køkkenbordet, så han slipper med en advarsel, næste gang står den på hundeæde, husk lige det, knægt. 😊
Ser ’Filmselskabet’ og synes så ikke at kunne finde mere at se på vores kanaler. Skifter til YouTube og ser noget om reparation af gamle bilmotorer og et par musikvideoer.
Katten overnatter og det gør jeg også.

15. november. Fredag. 5 grader, noget gråt og vinden er frisk fra øst.
Katten vil ud ved sekstiden og vender tilbage halvanden time senere og får morgenmad, hvorefter sofaen indtages.
Jeg har lagt kabalerne og læser lidt om Windows 10 på tabletten. Vil prøve en af artiklernes forslag om at styre den virtuelle hukommelse. Det kan måske medvirke til at computeren kører hurtigere.
Nå, lige umiddelbart er der ikke den store forskel.
Aase ruller til Scala trods pelikanen og jeg gør klar til en tur på træneren for første gang i 14 dage. Snupper både en tur via Bkool appen (nedkørsel af Col Du Galibier) og en tur via Zwift appen, selvom sidst nævnte ikke fungerer optimalt.
28, 5 km og 64 højdemeter på en time og 4 min blev det samlede resultat.
Aase har købt lidt sild til dagens frokost og vi snupper også en rejemad, maxi størrelse, samt et glas øl og et par snapse.  
Jeg snupper så også en time på øjet inden tv-avisen fra DR, som jeg ellers normalt ikke gider se, overraskes over at de ikke med ét ord omtaler et dobbeltmord foretaget i dag, men stort set kun beskæftiger dem med de fornærmede og for udrettede personer som ikke har fået nok kompensation for det støjhelvede de lever i, lige nu og i al fremtid, da de jo selv har etableret sig i nærheden af Karup militære flyveplads.
Der var endda en herre som fortalte at han ikke kunne høre tv-avisen i går da et fly fløj over hans hus, jamen dog, mon han gik glip af noget de 3 sekunder det varede.?
Venter på Barnaby som desværre sendes lidt sent, men formår dog at holde mig vågen til slutningen. Sorte overnatter.

16. november. Lørdag. 9 grader, gråt og vinden er svag fra øst. Det er altså noget af en kedelig årstid.
Klokken er kvart i fem da den sorte mand vil ud. Jeg lægger kabaler og det i rekord tempo.
Katten kommer ind ved 6tiden og slumrer nu på sofaen efter lidt spiseligt og en kort ’snak’.
Morgenbadet kalder og bagefter åbner jeg vinduet i badeværelset og ind hopper Alberte. Bror er i mellemtiden kommet ind ad vinduet i mit værelse og får lidt at spise og han er på vej ud i badeværelset da han møder Alberte og så kommer det nogle brum og hvæs, hvilket får husets vogter til at reagere og de formastelige bliver nu fulgt ud til vinduet i badeværelset, hvor de ser hinanden lidt an.
Aase cykler en tur til byen, selvom det truer med regn. Sorte møder op igen og får tidlig frokost og så går vi ind og får en ordentlig ’snak’ på sofaen.
Fruen vender hjem i regnvejr, men hun har jo som altid garderet sig med regnslag i forskellige størrelser.
Tøsen kommer med Aase ind og spiser atter lidt. Hun lægger sig så på sengen vasker sig. Hun går med ud da jeg kontrollerer postkassen for reklamer.
Henter Kenny, men desværre er cykelløbet vi ville se ikke tilgængeligt på nogen af vores kanaler.
Får en kop kaffe med lidt blødt brød, og får lige en sludder om Kennys visit hos Liva og en status på Bertrams genvordigheder. Med det jeg hører, bliver jeg til stadighed mindre og mindre imponeret af vores sundhedsvæsen.
Vi spiser lidt stegt laks i vinsauce med tamme ris der var blevet hidset op som supplement. 😊
Ruller Kenny til Hvedevænget og ser så ’Monty Pythons Bedste’ og begynder så at zappe.
Sorte farer ud og ind men falder dog til ro for natten samtidig med os andre.

17. november. Søndag. 4 grader, tynde skyer på den blå himmel og vinden er svag fra sydøst.
Klokken er halvfire da det skrækkelige sorte barn vi fodrer, vil ud. Jeg går tilbage til køjen og sover så til klokken seks hvor knægten vender retur og går direkte ind på sofaen.
Kabaler lægges og de grumme nyheder læses på tabletten.
Ugens transaktioner gennemgås, mens morgenmaden fortæres.
Stiller op til en tur på cykeltræneren og ruller godt 25 km op 1 time og 4 minutter med 103 højdemeter i det Østjyske, ikke så langt fra hvor Aase har trådt sine barnesko.
Ser lidt cykelcross via cyclingfans.com og YouTube, for de bøvhoveder til programlæggere ved de danske sportskanaler kunne jo ikke finde plads til cykelcross, men at vi en hel dag skal se badminton er jo til at kaste op over.
Spiser rester fra i går som aftensmad og ser så slutningen på en gammel western med blandt andre Dean Martin, ikke den bedste af slagsen, går over til en udsendelse om ’Årstider i Naturen’ og noget om planeterne i vort solsystem.
Sorte har besluttet sig for en overnatning. Husk nu….!

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

ÅrstalUde temp.Regn i mm.Vindstyrke km/tVindretningLufttryk
201905,923,33,5SV1003,7
201808,704,91,3Ø1006,9
2017-0,705,60,0NV1005,0
2016-0,707,87,81026,5
201508,421,23,20998,5
201408,907,85,6Ø1004,1
201310,431,81,8SSV1020,1
Gsn. Snit.05,814,63,3XXX1009,3

Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. Vejrdata