28. december. Mandag. 4
graders varme, lidt gråt og lidt vind er dagens vejrmenu, her hvor ugen kaldes
uge 53.
Da jeg står op siger jeg godmorgen til Sofus som springer glad og tilfreds ind
af døren, da jeg ser ud for at lodde vejret. Den unge mand får både kylling og
and fra morgenstunden og siger så farvel og tak.
Dagen bruges blandt andet til læsning i bogen ’Afskaf Alderdommen’ af Lone
Kühlmann og Henning Kirk. Ganske interessant læsning synes jeg nok.
Aftenen stod i en fransk films tegn og et afsnit af Bones.

29. december. Tirsdag. 3
graders varme. Noget gråt, og temmelig megen vind synes af præge morgenstunden
på vejrfronten.
Sofus dukker op midt på formiddagen og får lidt spiseligt inden han atter
forlader huset.
Jeg bruger en stor del af min dag på at ’rode’ med slægtens historie. Det er
ikke bare lige at finde de informationer som er tilgængelige online. Dog har
jeg fundet ind skannede kirkebøger fra 1777 hvor mine aner burde være omtalt,
men det er sgu ikke altid lige nemt at læse præstens eller kordegnens
kragetæer.
Aftenen står på Californication og Bones.

30. december. Onsdag. 2
graders varme er ikke meget, det er gråt og lidt blæsende.
Pensionisterne forventer at handle ind til Nytårsaften i dag. Det gør vi så.
Efter et par timer er nytårshandlen tilendebragt. Aase forsætter dog en tur
forbi slagteren for at indfange nogle peberbøffer.
Også i dag higer og søger jeg i gamle bøger på nettet efter aner.
Ser sidste afsnit af Californication og om aftenen ser jeg filmen ’American
Sniper’, som er den bedrøvelige og virkelige fortælling om snigskytten Chris
Kyle.

31. december. Torsdag.
Temperaturen står på -1 grad på vejrstationen og det lufter en del men indtil
nu klart vejr.
Så kan jeg fortælle at det også er den sidste dag i året 2015, hvis nogen
skulle ha’ overset det faktum.
I løbet af eftermiddagen kommer Anette og Peter på visit og vi hygger os med
alskens godter og et enkelt glas.
Da de forlader parcellen kommer Helle og Henrik på visit til lidt mere hygge
samt et glas eller to.
Kenny er også kommet og deltager i løjerne inden han ruller en tur ud i byen
for at hilse på nogle af vennerne, hvorfra han dog vender tilbage sidst på
eftermiddagen.
Demonterer postkassen for en sikkerheds skyld. smiley
Menuen står på karry suppe, peberbøffer(møre) a la Aase og isdessert a la
Kenny. Champagne og Rødvin (Faustino 1) supplerer den meget veltilberedte menu
fortræffeligt.
Vi lader fladskærmen, med underholdning fra de tyske kanaler, køre lidt i
baggrunden.
Så kommer Kennys skolekammerat Jesper forbi og bliver og får et glas champagne
ved midnatstid. Hyggeligt at hilse på ham.
Kenny er så fyrværker og brænder krudt af for en mindre formue, sammen med en
del andre beboere på vejen.
Så er det sengetid, klokken er 02:00. Godt Nytår.

01. januar. Fredag. 3
graders varme, tåge og næsten vindstille starter det nye år. Postkassen
monteres igen, mens jeg har besøg af katten med den rødlige pels. Hun er lidt
håndsky men vil ellers gerne snakke.
Hun får lidt at spise og går så nogle runder i huset.
Vi giver hende en tøj mus at lege med og den får altså tæv og til sidst smutter
hun sgu ud af døren med den og vi har ikke set noget til den siden, tøjmusen
altså.
Kenny har overnattet og vi spiser rester og slapper af.
Om aftenen ser vi den danske film om Glistrup og Spies. Bestemt se bar, men
måske med lidt rigeligt fokus på Spies’ omgang med de letpåklædte damer.

02. januar. Lørdag. En
grads varme, lidt gråt og med noget af en pelikan starter dagen.
Kenny lukker den røde kat ind, som så får ganske lidt at spise inden hun
gennemgår huset og lister så af igen.
Kommer vist til at nævne for ejeren, som vist er beboerne ved legepladsen, at
hun kommer forbi en gang imellem så de ikke tror at vi er ude på at stjæle
katten.
Kører Kenny til Hvedevænget, og daffer så hjem igen og sætter mig og ser
animationsfilmen ’Inderst Inde’, ganske underholdende og tankevækkende.
Katten, den rødlige, som jeg tror skal kaldes Røde, kommer endnu engang på
visit og vi leger med fjerdusken som hun mishandler på det kraftigste. Hun får
lidt drikkelse og bliver så lukket ud igen. Vi kan jo ikke ha’ dørene stående
åbne, når det er 2 graders frost, selvom hun meget gerne sidder i døråbningen
og kikker ud på fuglene.
Kaster mig over Netflix og et par afsnit af Bones.

03. Januar. Søndag. 2
graders frost, noget blæsende og let skyet starter dagen på Figenvej.
Mens jeg er ved at gøre lidt administrativ status over året der gik, dukker Røde
op i vinduet. Det har hun altså allerede fundet ud af..!
Hun bliver lukket ind og får lidt kattemad inklusive tørkost og lidt lun
laktosefri mælk iblandet vand. Så skal der leges altså. Hun farer gennem hytten
med Ferrari fart og gennemtæver den anden tøj mus indtil den bliver væk for
hende. Hun har stor underholdnings værdi, synes jeg nok.
Hun forlader huset og efter kort tid kommer Sofus forbi, og får lidt spiseligt.
Mens det står på, kan jeg høre nogle spæde miav udenfor døren og åbner.
Forsigtig sniger Røde sig ind af døren og med stor agtpågivenhed nærmer hun sig
Sofus. Han derimod, tager dårligt notits af hende i første omgang.
Vi deler maden i to skåle, men Sofus bestemmer nu suverænt hvem der spiser hvor
og først.
Hun får et lille hvæs hvis hun kommer for tæt på under spisningen. Men ellers
forløber mødet stille og roligt og de forlader huset samtidigt.
Mens Aase plyndrer juletræet forsker jeg lidt i slægtens historie. Der går nemt
3-4 timer med bare at finde et enkelt årstal som beskriver hvornår en forfader
er født, konfirmeret, gift eller afgået ved døden. etc.
Skulle man så være så uheldig at ha’ tilknyttet en ’forkert’ person til
slægtstræet er man rigtig ude på herrens mark, når vedkommende skal slettes
igen.
De slægtssøgende som bruger samme program (MyHeritage) som jeg, kan hvis det
ønskes, sammenligne slægterne på Internettet og eventuelt overføre
informationerne til eget slægtstræ.
Det kan gøres manuelt, meget tidskrævende, eller automatisk, men pas lige på
her. Der kan virkelig gå ’ged’ i slægtstræet hvis informationerne der modtages
ikke er 100% valideret. Det har jeg beklageligvis erfaret.
Aftenen står i Netflix og Bones tegn, men under indflydelse af et par glas
meget velsmagende Amarone rødvin, var der altså nogle ret lange billede udfald.

Husk også lige, at kaste et blik på www.figenvej.dk og www.figenvej.nu.
Sidstnævnte er en alternativ side der er under konstruktion.

Lidt statistik omkring vejret på Figenvej.

Årstal

Ude temp.

Regn i mm.

Vindstyrke

Vindretning

Lufttryk

2015

4,7

57,1

3,7

V

1023,1

2014(ingen uge 53

2013(ingen uge 53)

Tabellen sammenligner data fra de
foregående år, inden for samme uge nummer.
Vejrdata

Et enkelt billede af et kattetræf.