Blog Image

Finns Blog

Om bloggen

Lidt om et par pensionisters hverdag i Næstved, også lidt om cykel og motorcykelture i det Sjællandske.
Kommentarer og eller indlæg af racemæssig, religiøs eller politisk karakter, samt pornografisk islæt vil blive slettet.
Endvidere henledes opmærksomheden på at alle rettigheder til tekst og billeder tilhører mig alene.
Se også vor hjemmeside: www.figenvej.dk og temasiden: www.figenvej.nu

Medieløbet 2015

Cykling 2015 Posted on 24. august 2015 13:58:01

Søndag den 23. august
2015

Hvad mon en pensionist har gang i når han står tidligt op på
en højhellig søndag.?
Jo, han er ved at lade op og klargøre sig selv og materiellet til årets
cykeltur, i det Sydsjællandske.
Det er rent faktisk målet for årets cykeltræning der står for døren, nemlig
Medieløbet 2015 og samtidig er det løb mere eller mindre den indirekte årsag
til, at der blev investeret i en ny racercykel for ca. 2 ½ måned siden.
I lørdags hentede Kenny og jeg vore startnumre og brugte en del tid på at
montere de numre og også chippen på cyklerne.
Parat til start, nå det troede du. Da cykelskoende påmonteres fødderne går det
sgu galt, bindingen / strammeren på den ene sko knækker af. I første omgang mente jeg jo nok at det var på
det værst tænkelige tidspunkt det skete, men ved nærmere eftertanke var det
vist heldigt, at det skete INDEN jeg var kommet ad sted på ruten.
Jeg tager Shimano skoene på, selvom de ikke lige sidder som jeg vil ha’ det
endnu, men der er ikke tid til at justere på klamperne.
Så er jeg klar, så klar som nu jeg kan blive, og Aase snupper lige et billede
af motionstossen inden afgang.
Ruller stille og roligt mod Kasernen på Skyttemarksvej ved godt halv ni tiden
og når så at se deltagerne til 98 km ruten blive sendt ad sted af cykelrytteren
Frank Høj.
Så dukker Kenny op og lidt senere kommer Kurt også. Henrik er at finde sammen
med kollegaerne fra avisen.
Klokken 09:30 bliver jernhestene sluppet løs til 48 km ruten af Borgmester Carsten
Rasmussen, som så efterfølgende selv hopper på hesten.
Så går det ad Ring Øst i modvind, som i dagens anledning er spærret for den
øvrige trafik, mod Rønnebæk og nu gælder det om at finde nogle cyklister som
holder nogenlunde samme tempo som en selv.
Jeg finder først en 3-4 gutter, men det går for stærkt, så et par piger hvor
tempoet er lidt mere moderat og udsigten bedre. Dem følger jeg og en anden
deltager det meste af vejen indover Næstelsø og Brandelev, men op ad bakken ved
Størlinge inden afkørslen til Dysted, bliver jeg sat og også overhalet af op
til flere på MTB og turistcykler.
Som så ofte gælder det om at afpasse hastigheden efter forholdene og ikke
mindst fysikken.
Slipper fint op og drejer mod Dysted og her er der sandelig også en bakke som
går forbi den store radarmast inden der drejes mod Sparresholm, hvor der er
depot.
Her passerer jeg i god fart Kenny og Kurt samt de to piger, som er stået af
i depotet, og dem ser jeg ikke igen før de overhaler mig op ad P2 Bakken. Kenny
har gjort holdt på toppen og foreviger Kurts og mine anstrengelser.
Det var første del af det bakkede terræn ved Borup, men der mangler jo et
stykke op mod sendemasten men den stigning er ikke lige så hård som selve P2
Bakken.
Så går det næsten nedad resten af turen, dog skal Vordingborgvejen
tilbagelægges ned til afkørslen mod Tågeskov. Men på den strækning er der
næsten rygvind så det ruller bare.
Efter Tågeskov venter Everdrup samt Bøgesø, hvor det går stærkt ned ad bakken
og så mod Mogenstrup, hvor den meget (for) smalle cykelsti går parallelt med
Præstøvej hvorefter vi drejer til højre i rundkørslen på Præstøvej og atter
befinder os på Ring Øst og tager rundkørslen ved Skyttemarksvej til målområdet.
Meget fin tur med tydelig rute skiltning og flagposter på de rigtige steder,
håber at de vejvisere får lidt for deres ulejlighed, det fortjener de bestemt.
Tiden for Kenny, Kurt og undertegnede blev 1 time og 58 minutter, Henrik var
ca. 10 minutter hurtigere. Synes bestemt vi alle kan være den tid bekendt.
Medieløbets arrangører havde dog ikke lige ramt den korrekte tid i første
omgang, da alle chippene blev aktiveret klokken 9:00. Det blev dog rettet i
løbet af eftermiddagen.
Generelt synes jeg at arrangementer er udmærket, men der kunne nu godt ha’ været en
burger eller lignende til deltagerne når løbet var afsluttet, prisen er dog 140
kr. for 48 km ruten, og det er lidt i overkanten synes jeg nok, for en
drikkedunk og et par rabat / sponsor billetter.
Endvidere kunne Sjællandske Medier godt oppe sig lidt med billede materialet
som er svært tilgængeligt og meget tungt at få vist.
Selvom jeg havde Shimanos cykelsko på gik det rimeligt, men mit højre knæ og delvis
højre side af hoften var noget øm ved hjemkomsten.

Lidt billede materiale ses nedenfor.
Fotografer er Aase, undertegnede og 2 af billederne er lånt fra Sjællandske,
hvor fotografen vist er Jens Wollesen fra SJ Medier. Håber han tilgiver mig når
jeg kun bruger materialet i privat regi.

Kenny henter startnummer. Pensionisten gør cyklen klar. Jeg er næsten klar til afgang. Henrik og kollegaerne. Startområdet. Kurt & Kenny venter tålmodigt. Kenny og undertegnede runder første sving i overlegen stil. Frank Høj henter flæskeburgere. Kurt, Kenny og Henrik efter turen.



Cykling i uge 33

Cykling 2015 Posted on 16. august 2015 20:34:12

Mandag den 10.
august.
Runder Enø i fin stil, selvom benene gjorde lidt vrøvl kort efter
Græshoppen på vej ud.
Det skal bare køres væk, og det bliver det. Hjemturen går godt og så fik jeg
lige rettet de tunge ben lidt ud.
Tror det var min hurtigste tur til Enø i år.

Onsdag den 12.
august.
Jeg trak cyklen frem og rullede atter en tur til Enø.
Mio’en drillede en del. Ville slet ikke aktivere kadence måleren, og da jeg
valgte en træningstur på 33 km med 22 i gennemsnit, startede den på en eller
anden obskur rute som stort set kun gik i ring. Målingerne virkede umiddelbart
forkerte, synes hastighedsvisningen var for høj og også kadencen, som i
mellemtiden havde fundet sig selv.
Har mistanke om, at den opdatering af softwaren som blev foretaget automatisk i
mandags har haft en bug.
Min mistanke blev yderligere bestyrket da der også i dag var en opdatering. Men
nu må vi se næste gang den kommer i anvendelse. For øvrigt blev jeg nærmest
dækket af biller på min tur, især da jeg nærmede mig Karrebæksminde. Tusindvis
at ganske små biller dækkede mig stort set fra top til tå.
En artikel i Ekstrabladet, så er den helt sand, fortæller lidt om fænomenet.
Find den selv, artiklen altså.

Torsdag den 13.
august.
Har Fodsporet og Dalmose i cykel tankerne. Havde det også i benene, så tankerne
blev fulgt af handling. Mio’en teede sig også i dag, da den indledte turen med
at lægge en godt times tid på ruten inden start..?
Veninden glimrede med sit fravær, men hun er også møg sur at se på i øjeblikket
siger Henrik, så det kan være det samme.
Det mest hårrejsende jeg oplevede, var at blive overhalet af en knallert som
mindst kørte 50 km i timen på cykelstien efter rundkørslen på Ydernæs. Da jeg
havde strid modvind kunne jeg ikke høre en pind om hvad der kom bagfra. Der
havde han sgu nær kyst en s… af mig.

Lørdag den 15.
august.
Henter den gamle Avenue og pudser lidt på den og så og pumper jeg den og
beslutter mig for en tur på en times tid i almindeligt tøj.
Det er godt nok mørkt i horisonten, men ruller alligevel en tur mod Ydernæs,
men vover mig ikke helt ud til Karrebæk Fjord. Kører i gennem ved den lille sø
med alle fuglene til Industrivej og kører tilbage langs det gamle å løb og via
Åderup og så langs Odensevej ad stisystemet til Nygårdsvej.
Derefter mod Rønnebæk og der begynder det så småt at regne, men jeg forsætter
til Østre Ringvej og så over Ved Åsen og til Figenvej.
Jeg nåede da at blive sjaskvåd. Men pyt, vejret var lunt, så føles det jo ikke
så koldt.

Søndag den 16.
august.
Cykling i dag, ja, jeg burde, men vejret virker ikke helt stabilt.
Who cares, cyklen gøres klar, raceren altså, og ad sted til P2 Bakken for
fjerde gang, også denne gang i modvind. Men ellers er der jo ikke så meget at
sige om den tur.
Og dog, på vejen fra Holme Olstrup mod Rønnede, lagde jeg mig næsten på hjul af en slank kvindelig cyklist på en turistcykel med indvendige gear og med et gevaldig punch i benene.
Da det jo stiger jævnt hele tiden, ca. 2 procent, var det kun med nød og næppe at jeg holdt den kørende. Efter en 4-5 km drejede hun ind på en ejendom med ordene, nu er det altså slut med at ligge i læ.
Ja, sagde jeg, det var godt nok ærgerligt.
Turen blev foretaget med en rimelig hastighed, alt
taget i betragtning.
Min hurtigste hastighed blev målt til 57,6 km i timen.
Kunne desværre i drive den højere op pga. modvinden.

Hvis man ellers kan stole på programmet MioShare, har jeg i løbet af ugen kørt
små 182 km.



P2 Bakken for tredie gang

Cykling 2015 Posted on 10. august 2015 08:30:09

Som nævnt andetsteds sendte Henrik en sms omkring lidt
cykling i det solrige men en anelse kølige søndags vejr.
Vi bliver enige om en tur via P2 Bakken og vi mødes på Skyttemarksvej og så går
det ad min nylig kreerede rute mod Rønnede.
Mangler vist at få rettet et par steder på den rute, så den passer med de
faktiske forhold.
Stille og roligt stiger vejen indtil krydset ved vejen til Gisselfelt. Så går
det nedad og vi gir den gas og opnår dagens indtil nu højeste hastighed, nemlig
godt 55 km i timen.
Lidt længere fremme sættes hastigheden betydeligt ned da vi rammer P2 Bakken.
Henrik ruller opad i fint tempo mens jeg tilpasser hastigheden efter vægten, og
må lide den tort at blive overhalet af ikke mindre en 7 andre motionister på
vejen til toppen.
Hvor fanden kom alle de cykeltosser mon fra.? De var dog alle så venlige at
sige hej når de passerede mig. Det er
altså ikke godt for moralen, at blive overhalet af en motionscykellist som så
ud som om han vejede en halv gang mere end mig.
Mangler vist lidt mere træning endnu, inden bakken kan tages med mere en 20 km
i timen.
Dog kørte jeg op i andet laveste gear, og det er en tand eller to bedre end
sidst.
Så det lange stykke ad Vordingborgvej inden der drejes af mod Tågeskov.
Højeste hastighed blev også sat i dag mellem Everdrup og Bøgesø og så i en let
modvind. Godt 57 km i timen sagde GPS’en på min cykel og Henriks GPS sagde godt
58 km i timen, men den har også en defekt påstår jeg. smiley
Vore veje skilles på Præstøvej, hvor Henrik vælger at køre via Rønnebæk til
Musvågevej, og jeg forsætter af den lidt kedelige Præstøvej. Tak for turen
Henrik, lidelserne bliver altid mindre, når man har nogen at følges med.
Ved hjemkomsten viste det sig, at Kenny også havde taget turen ad P2 Bakken,
dog noget senere.



Opsamling af cykelture

Cykling 2015 Posted on 10. august 2015 08:27:08

Onsdag den 22. juli.
Ja, jeg er godt nok lidt sent ude med et indlæg som samler cykelture op, da
turen til Dalmose den onsdag, røg ud i glemslen på trods af lærkesangen.
Men der såmænd heller ikke meget mere der er værd at nævne om den tur.

Onsdag den 5. august.
Overvejede stærkt at ta’ cyklen for en kortere tur, så jeg pumper den til
de 100 psi, og kryber så på nakken af dyret.
Sætter cykelcomputeren til en tur på 2 timer med 22 km i timen som gennemsnit
og sætter næsen mod Karrebæksminde, i modvind, som første destination.
Herre Jemini, benene er fuldstændig kraftløse efter bare et kvarter. Tempoet sættes ned og jeg når dog ud til
parkeringspladsen på Enø
Ingen pause, så går det bare helt galt og jeg ruller nu hjemad i roligt tempo.
Nu er vinden delvis i ryggen så det går en anelse bedre, men 2 timers turen
glemmer jeg alt om og kører direkte til Figenvej og for at det ikke skal være
løgn får jeg et par gevaldige jag i låret da jeg står af cyklen, man siger tak.
1½ time blev det til, og vistnok med den dårligste tid for en tur til Enø i år.
Kommer vist til at genoptage mine vandreture og håbe på at det kan medvirke til
at benene atter bliver lidt mere holdbare.

Fredag
den 7. august.
Racercyklen kom frem og ritualerne indledt og så ad
sted med pensionisten. Men, men, men, måtte tilbage efter kort tid og skifte
sko fra Shimano til de gamle Diadora. Kommer altså til at finde et par Diadora
sko et eller andet sted.
Benene er bedre end i onsdags, så det går rask derudad. Kort før is huset ved
Bornakkeskoven ses det tydeligt på himlen og udover Karrebæk Fjord, at det
regner en del.
Det er ikke ligefrem min livret med den regn, men forsætter dog ufortrødent og
efter Græshoppen begynder der at blive fugtigt på vejen og det drypper nu en
del.
Vender på p-pladsen og nu falder regnen let, men hjem skal jeg jo, så der er
kun en mulighed og det er at gi’ den lidt gas, men med lidt forsigtighed, da
jeg kører på slicks, dvs. dæk uden mønster, så tag det lige lidt roligt i
svingene senior.
Kaos ved græshoppen, der er kø helt fra rundkørslen. Kører bagom ved Enø
bageren og sniger mig op på broen og tager fortovet og drejer så af alléen.
Ved Karrebæk Kirke er regnen næsten stoppet og der kommer kun nogle enkelte
dryp under resten af turen til Figenvej. Cyklen kommer efterfølgende til at ha’
en gang sæbevask så snavs og grus kan blive vasket af stellet og ud af de
bevægelige dele.



P2 Bakken for anden gang

Cykling 2015 Posted on 3. august 2015 19:06:01

Når nu
vejret delvis arter sig bør cyklen altså luftes, selvom jeg faktisk også var ad
sted i går.
Med Mio cykelcomputeren kom der et program, hvor det blandt andet er muligt at
kreere en rute efter eget ønske.
Det gik jeg i gang med, da jeg gerne ville fremstille en rute til P2 bakken og
naturligvis også tilbage igen til udgangspunktet.
Lad det være sagt med det samme, det værktøj er ikke for folk med alt for meget
temperament.
Det lykkedes mig dog at lægge en rute på små 45 km uden at smadre computeren og
tastaturet.
Det er altså en ommer folkens, de fleste ruteplanlæggere får sgu stres af det
vrangvillige program.
Men som nævnt, jeg fik lagt en rute og sloges så med at få ruten overført til
cykelcomputeren. Det lykkedes så først efter en genstart af computeren.
Resten af udstyret klargøres og i dag er turen til korte ærmer fra starten.
Vinden er godt nok i et lidt kedeligt hjørne når jeg skal til Rønnede, da den kommer fra sydøst og der er faktisk en del af den, så de første godt 25 km er
næsten i modvind.
Tænder for cykelcomputeren og opdager at jeg ikke har slået registrering af
puls og kadence til.
Starter forfra og aktiverer det hele, men der er gået noget tid med det.
Senere opdager jeg til min store skræk, at lige så snart at ruten er valgt
tæller tiden. Der røg vist en 7-8 minutter på den konto, hvilket betyder en noget
lavere gennemsnits hastighed i den sidste ende.
Så lægger jeg fra land og tager turen gennem en snørklet rute til Østre
Ringvej, og så er det bare at finde Skyttemarksvej og så for øvrigt at følge
cykelcomputeren.
Det går helt fint indtil jeg skal overcykel broen til Kalbyris skoven. Her er
vi ikke helt enige, da cykelcomputeren mener at jeg kører en omvej, men den besinder
sig og alt går så atter efter bogen mod Holme Olstrup og videre til Rønnede
uden de store uoverensstemmelser.
Svinger til højre op ad P2 Bakken, og sveden springer frem under cykelhjelmen.
Kommer helt op i et hug og laveste gear.
Så går det nedad og jeg kører mod Vordingborgvej første gang det er muligt, men
havde vist tegnet ruten ad Borupvej som kører ligeud, begge veje hedder for
øvrigt Borupvej, og skulle så først dreje til venstre anden gang det var muligt.
Det var så ikke cykelcomputerens skyld denne gang.
Så går det langs Vordingborgvej et langt stykke, men selvom asfalten var ny og
behagelig at køre på, er det sgu ikke betrykkende at køre der, med den ret
kraftige trafik en god meter fra cyklen.
Indover land ved Tågeskov og mod Everdrup, Bøgesø, Mogenstrup og til Figenvej.
Højeste hastighed blev sat mellem Everdrup og Bøgesø med vinden i ryggen.
50.8 km i timen siger cykelcomputeren, slå lige den. smiley
Se eventuelt data
fra turen ved at trykke på linket..



En tur gennem Bistrup

Cykling 2015 Posted on 2. august 2015 20:40:14

Jeg gør det sædvanlige udstyr klar og sniger mig ad sted mod
Enø i et rimeligt tempo. Benene er lidt trætte efter spadserer turen i går til
Fruens Plantage, men det kan cykles væk, håber jeg.
Når Karrebæksminde og bliver så stoppet af en bro med høj rejsning. Små 5
minutter går der og så er der atter fri passage, men nu bliver jeg jo overhalet
af et hav af bilister som ikke alle holder afstanden på 1½ meter.
Vender som sædvanligt på parkeringspladsen på Enø og så går det afslappet mod
den driftige storby.
Vælger at rulle via Bistrup, der har jeg ikke været i år. Holder en kort pause efter
landsbyen og tager den tynde overtræksjakke af.
Tror der må ha’ været traktor træf i nærheden, for det vrimlede med traktorer i
nogle minutter, nå, der var i hvert fald fire.
Turen går så til Fodby og et kort stykke af Fodsporet og videre på cykelstien
langs Slagelsevej og snupper Gammel Skovriddervej til Herlufsholm.
Kører til Østre Ringvejs krydset og videre op ad vandtårnsbakken, som klares i
roligt tempo.
En rimelig god tur i fint vejr, med sløret sol og kun svag vind. Små 45 km blev
sat ind på motionskontoen.
Senere erfarede jeg at både Kenny og Henrik havde været på hjulene, og endda mod
samme sted, nemlig over P2 bakken. Har dem mistænkt for at træne til
Medieløbet.
For øvrigt indtog jeg noget proteinpulver efter turen, som jeg havde fået af
Kenny, og det smagte af vandmelon og rigtig godt, så jeg overvejer at købe et
kilo eller to.
Den nye cykelhjelm er bestemt behagelig at ha’ på og benene fik det bedre, i
første omgang i hvert fald.

Et par billeder viser en lidt ældre cykeltosse med den spritnye
cykelhjem fra Bontrager og et parti fra Bistrup egnen.



Tre gange Enø

Cykling 2015 Posted on 19. juli 2015 19:47:53

Summerer lige ugens cykelture på et enkelt indlæg, da de går
samme sted hen og med en enkelt undtagelse også samme vej tilbage.

Tirsdag.
Jeg hiver raceren frem og ruller en tur til Enø og indover Fodby på vejen hjem.
Holder en kort pause ved Fodby Skole, og konsumerer en medbragt energibar. Er træt
med overkogt makaroni i benene, men med et rimeligt vejr, dog lidt køligt.

Torsdag.
Ja, ja, se bare om det ikke blev til en 1½ times cykeltur til Enø. Var lidt
bedre kørende end i tirsdags, men ikke meget. Megen trafik, både på cykelsti og
på vejen.
Svingbroen lukkede lige da jeg nåede frem, du fredsens en trafik der er efter
et sådan stop, og det er næsten ikke til at kommer over vejen ved Ydernæs
rundkørslen.

Søndag.
Kigger lidt på vejret udenfor og konsulterer derefter DMI’s hjemmeside.
Nå umiddelbart kommer der ikke regn de første par timer, SMS’er med Kenny som mener
at jeg sagtens kan nå en tur til Enø i tørvejr.
Godt så, frem med cyklen og klunset, og så ad sted i gråvejr, men det er trods
alt ganske lunt og uden megen vind. Fin tur, havde gode ben, men det kan
desværre ikke ses på sluttiden. Fik vist startet cykelcomputeren lidt for
tidligt.
Ved rundkørslen efter Svingbroen på vej mod Karrebæksminde var der minsandten
et fjols der vendte rundt på min den blinde side af rundkørslen og kørte den
forkerte vej rundt, selvom jeg havde den neon gule jakke på opdagede han mig
sgu ikke før vi var ved at ramle sammen.
Han fik naturligvis et par høflige fraser med på vejen. Han havde vist glemt
den hvide stok og førerhunden.
Tre ture til Enø tæller 105 km i regnskabet, og jeg har kørt 1520 km indtil nu
i år.
I regnskabet indgår cykling på både hjemmetræner, mountainbike og
racercyklerne.
Har i år ikke sat mig noget fast mål for distancen, men forsøger at køre så
meget som muligt når vejret og fysikken tillader det.
Betaler lidt for mine cykelaktiviteter, med flimmer, næsten hver gang efter
hjemkomsterne. Det må jeg jo så finde mig i, selvom det virker lidt
distraherende.

Et enkelt billede af Trek cyklen, parkeret ved Fodby
Skole.



Sandved og P2 bakken

Cykling 2015 Posted on 12. juli 2015 10:15:35

Tirsdag.
Så til Sandved med raceren, denne gang ad Østre og Vestre Ringvej, for at undgå
vejarbejdet, kort efter Herlufsholm.
Slap dog ikke helt for ændringer i planen, Svingbroen var ikke oppe, men lidt
til en side og der er umiddelbart lavet en cykelsti som ikke går under
Slagelsevej, men nu skal vejen forceres.
Håber bestemt ikke at det er en permanent løsning.
Måske jeg skulle ha’ fundet på noget andet at foretage mig da benene absolut
ikke var samarbejdsvillige. Knæene gjorde ondt, og det gjorde lårene også,
venstre sko klemte tæerne, højre skulder var øm osv…..
Fik dog alligevel slæbt mig til Sandved, selvom jeg på et tidspunk havde i
tankerne at vende i Hyllinge.
Holdte en kort pause ved bænken, og fik en sms fra Henrik som sad og smaskede
æggekage og øl i sig et sted i Faxeladeplads. Han havde dog taget den store
’cykel’
På vejen hjem mødte jeg en hundetosse med tre mindre løse hunde og jeg måtte stoppe helt op for ikke at påkøre et af kræene. Minsandten om ikke manden udbasunerer at de hunde går deres egne veje, og jeg
svarede høfligt, ja, og du er et fjols. Den udtalelse virkede han ikke helt
tilfreds med. smiley
Kører over Fodby til Karrebækvej også denne gang og resten er jo så ren rutine.

Lørdag.
Jeg gjorde det, hoppede på cyklen og futtede mod P2 bakken. Synes at jeg ville følge sporene fra Kenny og Henrik som tidligere på dagen havde spurtet op af den krævende bakke.
Fin tur, bortset fra at Mio cykelcomputeren har det med at gå i selvsving, hvis
jeg ikke følger anvisninger på rutekortet.
For øvrigt havde jeg downloadet ruten som køres til Medieløbet, og den rute går
i starten ad Ring Øst og der er cykling altså forbudt. Ignoranter..!
Fandt dog P2 bakken alligevel ved at følge mit eget indbyggede gode gamle kort,
som leder mig gennem Kalbyris skoven til Holme Olstrup og så er det bare mod
Rønnede og til højre op ad P2 bakken, som jeg tager i to tempi, så det halvvejs
er muligt at tage en selfie.
Her finder kortet i Mio’en så ud af at jeg er på rette vej og guider mig videre
mod Vordingborg inden jeg drejer ind i landet igen ved Tågeskovvej og så ad Flintmosevej
og Bøgesøvej til Mogenstrup hvor det så går rask mod Næstved.
Også denne gang ville ruten fra Medieløbet lokke mig ind på Ring Øst. Næ, næ,
næ det må du ikke…!
Godt 50 km tilbagelagt i et noget mere bakket terræn end jeg sædvanligvis kører
ad.
Efter de sædvanlige rengørings rutiner tænder jeg for fladskærmen og så er der
atter cykling på programmet sammen med en pilsner fra Ærø bryggeri.

Billeder af Henriks æggekage, selfien fra P2 bakken og
så et hvor pulsen er mere rolig, på mig i hvert fald, kan ses nedenfor.



Næste »