I mandags tændte Henrik
og undertegnede op for motorcyklerne og satte kursen mod Rødvig.
Fiskeburgerne fra Rødvig Fisk har i den sidste tid spøgt en del, så nu må der
gøres noget ved det.
Inden afgangen havde Aase spurgt om vi var sikre på at der var åbent på en
mandag, og det var jeg, i og med jeg havde kontrolleret det på Facebook.
Vi ruller den kendte vej gennem det Østsjællandske og så langs Præstø Fjord til
Fakseladeplads hvor vi holder en kort pause og konstaterer at kystsikringen op
mod vejen er blevet fornyet.
Så er det videre mod Rødvig som vi når inden frokost. Til vor store skræk viser
det sig at biksen har lukket både om mandagen og tirsdagen.
Jeg mener altså ud fra bedste overbevisning at jeg så efter på både hjemmesiden
og Facebook, at der var åbent.
Nå, Henrik havde så et forslag om at frekventere en restaurant i Fakseladeplads,
som vi så stilede imod.
Næh du, den havde også lukket om mandagen.
Vi blev så enige om at søge mod havnen i Præstø og der havde de sgu åbent flere
steder, og vi fandt restauranten Siv & Co
hvor jeg indtog en Laksesandwich og Henrik en lidt velvoksen bøfsandwich, samt et
par Brown Ales til at skylle med.
En restaurant som jeg synes godt kan anbefales, da betjeningen var fin og sandwichene
bestemt var rigtig gode.
Så vendte vi forhjulet mod Næstved, vi havde så en tur på små 115 km på klokken
i godt forårs vejr.
Tak for selskabet Henrik.

Et par billeder fra
turen.


Et blik ud over Øresund, samt et par Mc’ister der nyder maden og solen
.