19. august. Mandag. 14 grader, lidt gråt og vinden er
let fra sydvest.
Vækkes ved firetiden af avisbuddet fra Helvede, lægger kabalerne og lukker
Sorte ind til morgenmad ved 5tiden og han lægger sig i Aases værelse.
Småslumrer et par timer og bør så gå i gang med øvelserne, men nej det lykkes
ikke, måske en kort tur på træneren lidt senere.
Så er det Anettes 70. års fødselsdag og herfra lyder et stort tillykke.
Genboen får hentet container ved godt 8tiden, så nu er her næsten normaliseret,
men hvor længe.?
Malte kommer på en morgenvisit og får lidt at spise og får vist på en eller
måde vækket Sorte som godt kan spise noget inden han lister udenfor. Vi har
spekuleret lidt over hvad årsagen er til, at det nu er mere end en uge siden vi
har set Alberte, hvilket er usædvanligt.
Aase går i gang med ugens rengøring og jeg med at redigere blogindlæg. Har ikke
det store energioverskud så jeg roder lidt med computerne efter badet. Senere
går jeg ud og slår græsset. Jeg har sjældent set så meget ukrudt i plænen, især
mælkebøtter og tidsler. Da der er gang i en mindre æbleryster, ligger der en
del æbler på plænen som dufter kraftigt når de får en gang med plæneklipperen.
Aftensmåltidet består af veganerbøffer og pasta.
Ser noget om ’ Gåden om de hovedløse lig’, men det er en march på stedet, alle
gentager talrige gange, vi ved ikke hvad der er sket. Men jeg ved hvad der
sker, jeg slukker. smiley
Går over til YouTube og ser et par videoer. Sorte får natmad og lister ud.

20. august. Tirsdag. 14 grader, den blå himmel
skimtes i det tidlige morgengry og vinden er jævn fra sydvest.
Er oppe ved fem tiden og udenfor ligger en sort kat som kommer ind og slumrer
en times tid, inden han atter vil ud.
Han dukker dog op kort tid efter og sover så til ved halvnitiden hvor han får
mad og går ud. I mellemtiden har Alberte været her, det var godt hun stadig er
levende, hun spiser lidt og går igen. Bror kommer også på visit og spiser
resterne af Albertes måltid.
Aase er tidligt på færde da hun skal til træning, men den bliver aflyst en
times tid før mødetidspunktet.
Fik heller ikke i dag taget mig sammen til øvelserne, nu må vi se om jeg kommer
på en eller anden cykel.
Det gjorde jeg sgu. Godt 24 km på 1 time og 2 min og 68 højdemeter blev
resultatet, efter en tur i det virtuelle London.
Ruller en tur til Bjarni og forsøger at overføre hans gamle adressekartotek fra
en USB-nøgle til den nye bærbare og efter et par svipsere lykkes det heldigvis.
Vi indtager også lige en kop kaffe og et par småkager inden vi ser på Bjarnis
gamle computere og skærme som skal kasseres. De kan jo stilles til genbrug på
genbrugsstationen.
Ruller hjem igen og roder lidt med computeren. Vi er gået over til browseren
Opera, hvor der er indbygget VPN, som beskytter os på nettet og browseren kan
sættes op til at forhindre reklamer på de sider vi ser på.
Sorte kommer på visit og han er i et mægtigt humør og legesyg, så det er
fandeme bare om at holde arme og ben inde i vognen, hvis man ikke vil have ridset
sværen. Han får lidt at spise og går så ud igen.
Vi spiser Aases hjemmelavede tortilla og det er altid et hit.
Så installerer jeg LIDLs app på telefonerne og det er sgu noget af en omgang.
Nu må vi se om det fungerer efter hensigten. Installerer også MobilePay på
Aases mobil.
Ser noget om ’Forsvundne Arvinger’ og så ’En sag for Frost’ som i morgen skulle
være den sidste i serien.
Sorte får natmad og lister så ud i natten.

21. august. Onsdag. 11 grader, kumulusskyerne præger
den blå himmel og vinden er vist jævn fra sydvest.
Sorte sidder på måtten foran havedøren ved 6tiden og bliver lukket ind for at
sove på sofaen. Jeg lægger kabalerne og går så i gang med øvelserne for første
gang i denne uge.
Efter morgenmaden kommer Sorte og indtager sin morgenmad og lister udenfor. Det
gør Aase også for hun ruller en tur til byen. Jeg gør parat til en tur på
træneren og vælger en rute med en ordentlig bakke på og drøner igennem den med
rekordhastighed, er lidt i tvivl, har jeg gode ben eller virker Zwift ikke
efter hensigten, tror på de gode ben. smiley Små 19 km på 51 minutter og med 217
højdemeter er dagens menu.
Henrik ringer og vi aftaler at traileren skal i brug i morgen for at hente et bord
og stole hos Jysk og jeg lover at gi’ et nap med. Taler også om Medieløbet (cykling)
den 1. september som vi måske giver et skud, hvis vejret arter sig. Så kommer
Sorte og synes han bør spise lidt frokost inden han lægger sig i Aases værelse.
Helle kommer på en lille visit efter et tandlægebesøg og vi hygger os med kaffe
og en enkelt sidevogn til kagerne. Bemærker at Helle ikke var ude og ryge en
eneste gang.! Vil det mon sige at tobakken er lagt på hylden?
Da Helle ruller hjemad kommer Anette på besøg og damerne sætter sig ud i pavillonen
med et glas kølig hvidvin, men jeg ser første etape af Postnord Danmark Rundt,
som vindes af Tiesj Benoot.
Vi spiser anden dags tortilla, det gør den ikke ringere. smiley
Pensionisterne ser ’Kunstquiz’ som efterhånden er blevet lidt mere ’poleret’ hvor
der ikke er så meget plads til spontaniteten.
Ser Frost bagefter og så er der udsolgt. Sorte får natmad og farvel og tak for
i dag.

22. august. Torsdag. 11 grader ved 5tiden og Sorte
kommer indenfor og lægger sig på sofaen.
Jeg lægger kabaler og læser om al Verdens ulykker, især det at Trump ikke
kommer til Danmark i denne omgang, optager den ganske Verden i Danmark.
Skrækscenarier udpensles om Trumps ønske om at nuke Danmark. Findes der større
idioter end politikere, journalister og skolelærere, ja, jeg spørger bare.
Motivationen til at springe på cyklen under en eller form er totalt væk i dag,
så mens Aase drager til træning i Scala, støver jeg knallerten på steroider af
og ruller en tur til Karrebæksminde. Påfylder dyre dråber på maskinen på vej
hjemad. Men det kan ikke påstås at den bruger voldsomt meget benzin, for indtil
nu ruller den ca. 35 km pr. liter.
Henrik kommer og låner traileren og mig, da vi skal forsøge at hente og samle
lidt møbler fra Jysk til Mia. Sofaen voldte sgu lidt problemer undervejs op ad
trapperne. Umiddelbart lykkes det og vi fik vist samlet det meste uden at
ødelægge noget. Vi ruller lige til Figenvej via lossen med overskuds varerne,
pap og lignende. Ser lidt Postnord Danmark Rundt.
Vi spiser veganerschnitzler og pasta til aften og jeg indtager et lille glas til
at dulme en anelse ’metal’ træthed i armene.
Så er der ’En Sag For Frost’ som vistnok er den første i rækken. Det var ellers
meningen at vi skulle se holdpræsentation til Vueltaen, men TV2 Sport havde
fået badminton på hjernen, og så skider man højt og flot på deres egen annoncerede
programlægning. TV2 generelt er ofte ude med løgnehistorier af den karat.
Sorte når lige akkurat at redde natmaden inden sengetid.

23. august. Fredag. 10 grader, sløret blå himmel, og
vinden er vist jævn fra sydvest.
Sorte møder op ved 6tiden og lægger sig på sofaen. Jeg lægger kabaler og
bagefter lægger jeg mig blandt andet på gulvet til dagens øvelser. Bagefter er
der morgenmad til både Alberte og mig.
Aase står op og indtager morgenmaden og ruller derefter til byen. Jeg beslutter
at køre en times tid på cykeltræneren. Halløj mand, det var ikke bare lige.
Normalt fungerer de tilknyttede komponenter upåklageligt, smarttræner,
pulsbælte og kadence måler. Starter Zwift og programmet kan ikke finde noget
den kan tilknytte, men efter lidt bokseri, finder den det. Men virker gør det
sgu ikke, ingen forskel på modstanden hvad enten du køre op eller ned,
kadencemåleren svinger mellem 0 og 110 men pulsmåleren ser dog ud til at
fungerer.
Må stå af cyklen og sætte mig ned og går opsætningen igennem. Men uanset hvad
jeg gør, vil det ikke fungere. Forsøger så at starte programmet Bkool op og det
vil heller ikke være med i første omgang. Men efter nogen ’skruen’ på både dit
og dat, finder den så smarttræneren og pulsmåleren, men kadencemåleren er den
helt kold overfor.
Ruller så en halv times tid og stopper så legen. Vanskelighederne tilskriver
jeg at Windows 10 lige er opdateret med det sidste nye software. I sidste uge
var det det trådløse netkort som ikke længere kunne bruges.
Ser på det en af de nærmeste dage.
Efter badet henter jeg Kenny som skal til lægefabrikken og have en gang
akupunktur. Da det er overstået efter en halv times tid, ruller vi til Figenvej
og ser noget Postnord Danmark rundt. Etapen vindes af Lasse Norman Hansen.
Så er der ny opgravede kartofler og revelsben og en isvaffel til dessert. Kenny
rulles til Hvedevænget via Aldi.
Ser ’En By i Provinsen’ og det meste af Barnaby hvor Sorte kommer nogle gange
og vil have mad. Tror ikke rigtig han befinder sig tilpas udenfor, da ungerne
huserer mens forældrene sidder og spiser hos Michael.

24. august. Lørdag. 10 grader ved 6tiden, næsten
skyfrit og vinden er svag fra østlige retninger.
Sorte ligger på måtten udenfor havedøren og bliver lukket ind, hvorefter han
lister ind på sofaen og sover.
Så er det Helles fødselsdag, så herfra lyder et stort tillykke. smiley
Gør klar til en tur i den friske luft på raceren og ruller mod Enø. Temperaturen
passer mig godt med de 25+ grader og det kører bare. Kort før ishuset ved
Bornakke skoven ligger jeg på hjul af en gut på racercykel og anhænger med et barn
på en 4-5 år i. Jøsses han kører sgu rigtig stærkt, på de lige stræk når vi 30
km. i timen.
På det sidste stykke af bakken efter kirken går han dog kold for ’strøm’, men
det var imponerende som han kunne holde en jævn kadence med al den vægt.
Vender som så ofte før på p-pladsen og når busstoppestedet på 48 minutter.
Slapper lidt af på vejen hjemad da jeg har til hensigt at ruller over Bistrup
og Fodby. Holder en kort pause efter Bistrup og snupper en sukkergel. Det burde
være det rigtige tidspunkt at indtage den på, med ca. 15 km til klubhuset.
Efter ca. 5 km kan jeg godt mærke at der er mere energi at give af, for jeg var
faktisk lidt kold allerede ved Bornakkeskoven. Et fornuftigt tempo holdes de
sidste 10 km, selvom jeg må gøre holdt ved Svingbroen i godt 5 minutter.
Små 45 km på 1 time og 51 minutter med 185 højdemeter blev registreret.
Efter badet startes Toyotaen og jeg ruller til onkel Harald for at købe
fuglefrø, men det var udsolgt og kommer tidligst mandag i næste uge. Kører ned
og henter Kenny så vi kan se noget Postnord Danmark Rundt og i løbet af aftenen
Vueltaen, hvor der køres holdløb, som vindes af Astana.
Vi indtager lige en gang laks og ris imellem de to cykelløb.
Kenny køres til Hvedevænget og jeg ruller atter mod Figenvej og ser en Olsen
Bande film inden sengetid. Sorte viser sig flere gange og også kort før
sengetid, hvor han indtager natmaden.

25. august. Søndag, 15v grader, fin blå himmel, og
vinden er endnu svag fra sydøst.
Sorte sidder på måtten foran havedøren ved 7tiden og får en bid morgenmad inden
han atter går ud, for kort tid efter at vende tilbage for en bid mere, inden
han sætter sig ud på græsset og vasker sig.
Ser lidt på ugens transaktioner og overvejer om cyklen skal luftes i dag også.
Cyklen og jeg blev luftet, selvom flimmeren plagede mig herfra og til Bistrup,
med efterfølgende gummi ben. Æv, siger jeg bare, men godt 44 km på 1 time og 56
minutter og 185 højdemeter blev det dog til, samt 10 minutters stop ved
græshoppebroen.
Så er der cykelløb fra både Danmark og Spanien. Niklas Larsen vinder det samlede
Postnord Danmark Rundt og Nairo Quintana vinder anden etape af Vuelta de
Espania. Sorte kommer og får lidt tidlig aftensmad.
Så spiser vi rester fra de sidste par dage. Jeg bokser til stadighed med
flimmeren i dag, hvilket er uholdbart i længden. Kommer til at følge op på mit
ønske om at blive ’opereret’ for det.
Det lægger i den grad begrænsninger på mulighederne for at udfolde mig, både på
cykel, men også delvis i det daglige.
Ser den sidste halve time af ’Dirty Harry’ og bagefter udsendelsen ’ En Stille
Forsvinden’ om sygdommen Alzheimers, som på kortere eller længere sigt forvandler
personen til en grøntsag.
Sorte får natmad og jeg går til køjs med periodevis flimmer.

Lidt statistik
omkring vejret på Figenvej.

Årstal

Ude
temp.

Regn
i mm.

Vindstyrke
km/t

Vindretning

Lufttryk

2019

16,6

27,5

5,5

SV

1001,7

2018

23,2

27,5

7,6

NV

1010,5

2017

16,6

27,5

3,5

VNV

1009,6

2016

15,3

7,7

0,3

VSV

1015,3

2015

14,8

2,1

4,0

1003,1

2014

13,3

37,4

5,5

VSV

1004,4

2013

12,6

1,4

3,1

N

1016,8

Tabellen sammenligner
vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen.
Vejrdata

Et link til en kort video fra fejringen af Anettes
fødselsdag sidste søndag
.

https://www.dropbox.com/s/mya3rzh8ldnohpm/Anette%2070%20år-1.mp4?dl=0

Et par billeder fra Karrebæksminde turen på Mc’en i torsdags
og fra cykelturen om søndagen, samt de ny opgravede kartofter.