24. juni. Mandag. Minsandten, der var den igen,
mandagen. 10 grader, fjerlette skyer dækker en stor del af den blå himmel.
Vinden er let fra sydøst.
Har et par jobs foran mig. Først skal jeg hente et nyt bruse hoved til Kenny, der
er kommet klager fra fruen om at der kommer mere vand ud af siden på håndtaget
end ad dysserne. Tænker mig at købe et komplet bruse arrangement, men det viser
sig at brusestangen hos Kenny ikke har standardmålene når den skal fastgøres.
Synes ikke jeg vil bore nye huller i fliserne. Starter raketten og drøner til
onkel Harald og finder et bruse hoved med slange til en fornuftig pris.
Monteringen er jo hurtigt overstået.
Hjemme igen og traileren slæbes frem og læsses med hække afklip og græs og da
Peter lige nøjagtig er færdig med at klippe hækken ud til vejen, tager vi lige
affaldet med i samme varme.
Mange på lossen, troede alle slappede oven på Sct. Hans, men nej. Får bugseret
traileren ind og får tømt den efter nogen tid, den var sateme læsset godt. Almindelig
oprydning og det er fyraften.
Redigerer blogindlæg, men bliver ikke helt færdig, så resten klares i morgen.
Bjarni ringer og vi aftaler at se på nye computere i løbet af torsdagen.
Ser lidt af dit og lidt af dat på fladskærmen og synes stort set det er ganske
kedeligt, det meste i hvert fald. Sorte bliver fodret af til natten.
25. juni. Tirsdag. 15 grader, lidt sløret blå himmel
og vinden er let, mest fra sydøst.
Sov minsandten lige til kvart i seks og lagde kabalerne, også den fra i går som
jeg ikke kunne få til at gå op, men i dag overgav den sig. Alberte og Sorte
mødte op til morgenmad ved 7tiden og gik så ud i varmen igen. DMI har lovet op
til 30 grader i løbet af dagen, så hvis cyklen skal røres, skal det vist være så
tidligt som muligt.
Aase gør klar til en tur i Scala og jeg overvejer at ta’ MTB’en. Det blev ikke
kun ved overvejelserne, og turen gik som så ofte før, rundt om Næstved. Kom i
dag to tredjedele op ad vandtårnsbakken, så det går fremad, men oliepumpen
måtte sgu på overarbejde. Fin tur som blev foretaget på 1 time og 54 minutter
og højdemeterne blev 191.
Sammenlignede lige turen for godt en uge siden med samme rute i dag og i
grunden synes jeg det er imponerende at der kun var 19 sekunders forskel på
tiden.
Mødte på min vej bag den gamle losseplads en rå med sit ganske lille kid.
Helle kommer på besøg og vi hygger os i nogle timer og får noget koldt at
drikke, for sommeren har slået til. 30 grader fortæller vejrstationen og det er
altså i skyggen.
Helle ruller hjemad og Kenny, som har besøgt Liva, kommer og spiser et par tarteletter og drikker
lidt koldt inden han drager videre til Vangede.
Aases computer viser tydelige tegn på overophedning og kan ikke køre uden i
kortere perioder. Sætter den bærbare op til hende, så kan hun køre lidt der,
indtil jeg i morgen kan støvsuge maskinen.
Havde til hensigt at se et eller andet på fladskærmen, men synes nu at vejret
var for godt og satte mig udenfor med et glas hvidvin.
Sorte kommer og får natmaden og lister så atter ud.
26. juni. Onsdag. 19 grader, svag vind fra sydlige retninger
og himlen er sløret af tynde skyer. Metrologerne har truet med meget varmt
vejr, men lad os nu se. Har haft blæseren kørende en del af natten for at holde
temperaturen under de 25 grader, hvilket formodentlig er medvirkende til at jeg
er lidt snottet i dag.
Sorten møder op og får lidt morgenmad ved halvottetiden og går så en runde og
da Aase kommer ud i køkkenet en god times tid senere kommer han tilbage og
fedter sig til en tallerken mere.
Jeg adskilte lige Aases computer og støvsugede den og blæste den igennem med trykluft
fra kompressoren. Den var MEGET støvet, så nu må vi se om det var det der måske
kunne afhjælpe problemet med det sporadiske stop. Nå, vi er gået i tænkeboks omkring
købet af en ny vaskemaskine, da den gamle efterhånden er lidt vel slidt.
Lågen er revnet i plastikket et sted ved hængslet og maskinen lyder til tider
som en togskinnesliber når den centrifugerer. Vi finder en model som måske kan
bruges og jeg snupper raketten og ruller en tur til Skousen for at se på sagen.
Maskinen er ikke hjemme og det viser sig at den automatiske vaskemiddeldosering
er noget uhensigtsmæssig når der bruges flere typer flydende vaskemiddel.
Ekspedienten foreslår så en Blomberg maskine, men den er Aase ikke så varm på
viser det sig da jeg kommer hjem. Vi finder en Bosch på Internettet og
bestiller den til levering førstkommende fredag.
Vi mangler en hybridstikprop til stikket hvor tørretumbleren er tilsluttet, så
den kan blive jordet.
Starter raketten endnu engang og ruller til onkel Harald og køber stikpropper
og affaldsposer. Forsætter til Elgiganten og køber en ny USB-mus til eventuelt
brug på den bærbare computer.
Det er fandeme godt vejr at køre på MC, når temperaturen ligger mellem 25 og 30
grader.
Pensionisterne snupper lige en Sambuca til kaffen og Tiramisu kagen.
Så er der lidt cykling på skærmen og bagefter et par tarteletter Harry. Snupper
lige et glas hvidvin til og bagefter, så, så, rolig nu.
Ser et gammel quizshow med Jarlen og et afsnit af Nikolai Coster-Waldaus Grønland. Sorte får
natmad og går så ud.
27. juni. Torsdag. 12 grader, store skyer dækker
næsten den blå himmel og vinden er frisk fra nordvest.
Det er sgu noget koldere end i går. Sorte venter foran havedøren ved 8tiden og får
morgenmaden inden han atter drager ud.
Aase drager til træning og jeg har en aftale med Bjarni om at være medvirkende
ved køb af ny computer.
Den bærbare jeg synes kunne bruges, havde hvidt tastatur og det ville Bjarni
ikke have.
Mærkværdigvis fandtes den ikke med sort tastatur.?
Vi finder en anden bærbar som burde være ligeså god som den første og den køber
Bjarni. Nu skal vi bare have sat den op til brug på Møller Hansens netværk,
samt sat et par andre småting op.
Jeg er lidt spændt på om Bjarni nu kan forliges med en bærbar. Den har dog en 17”
skærm og en lynhurtig SSD-harddisk. Men en bærbar kræver lidt tilvænning.
Da Bjarni kommer med info til omkring e-mail og adgangskoder går jeg i gang med
at sætte computeren op og etablere adgang til Onedrive via Microsoft kontoen.
Så sættes e-mail kontoen op og testes og det fungerer.
Sletter McAfees antivirus med 30 dages prøve periode. Microsofts indbyggede Defender
er rigelig god til almindeligt husholdningsbrug.
Maskinen køre bestemt ganske hurtigt og lydløst.
28. juni. Fredag. 12 grader, en lidt sløret sol og vinden
er i sydvest.
Sorte sover på stolen under pavillonen ved 5tdien, da jeg vækkes af kramper i
venstre læg.
Noget senere spiser vi morgenmad samen og han forlader atter huset. Jeg gør
landevejsraceren klar, men fortryder og går i gang med at sætte den nye
vaskemaskine op.
Det er jo noget af et job at tilslutte el, vand og afløb samt køre et prøveprogram.
I første omgang manglede der strøm, selvom jeg havde tilsluttet forbindelserne
korrekt. Testede lige om skruer og ledninger sad korrekt og ja, der var en løs
skrue, så virkede det bagefter.
Derimod mangler der slangeholdere over hele linjen, så dem må vi forsøge at
fremskaffe via Skousens hjemmeside. Hvilket desværre ikke er muligt.!
Peter og jeg kører på lossen med den gamle maskine og får hjælp til at læsse af, af en yngre fyr som er ude med nogle ret store aircon enheder. Der findes altså
stadig venlige og hjælpsomme mennesker. Det er sgu ikke noget vi er forvendt
med i vort kvarter.
Aase fylder maskinen og vi kører et økonomiprogram og for første gang i flere
år ser det sgu ud som om at tøjet vaskes.
Vi spiser lige et par burgere med et glas vin til efter jeg har slået græsset.
Lidt senere venter vi besøg af prinsessen med flere.
Det bliver en hyggelig aften, med lidt vin og snak over en bred front. Vi gik
godt nok lidt senere til køjs end normalt. Sorte når lige at stikke næsen ind
til en gang natmad, inden han atter går ud i sommeren.
29. juni. Lørdag. 14 grader, vinden er let fra
sydvest og himlen er næsten fri for skyer.
Jeg har en aftale med Bjarni omkring de sidste opsætninger af den bærbare, men
det skal foretages på hans adresse. Vi pusler os igennem det meste uden alt for
mange forhindringer.
Jeg ruller hjem efter et par timer og Bjarni skal til Slagelse Sygehus, hvor
Jytte har taget midlertidig bopæl efter et styrt, beklageligvis med en skadet
hofte til følge.
Tanker lige Toyotaen på Seven Eleven og de har fået kortlæser ved standeren, så
man ikke skal ind og stå i kø ved skranken, mens der udleves pakker og brød, med
mere.
Så er der kvalifikation til F1 i Østrig og Kevin Magnussen bliver nummer 5, men
sættes 5 pladser tilbage pga. af en motorudskiftning, som vist bare var en ny
gearkasse.
Sorte kommer på visit og lægger sig på sengen i mit værelse og snupper en
ordentlig skraver.
Synes faktisk det er hyggeligt når han ligger der og ruller rundt i søvne, mens
han småsnorker.
Efter pastaen og skinken ser jeg rejseholdet som jeg synes er en veldrejet
serie, lidt senere står den på ’Gæsten og Hesten’ og Sorte får aftensmaden
inden han lister ud.
30. juni. Søndag. 13 grader ved 6tiden, vinden er let
fra sydvest og himlen næsten uden skyer.
Lægger lige månedens sidste kabaler og går så i gang med lidt administrativt arbejde
samtidig med morgenkaffen og fodring af vores sorte ven.
Aase ruller til Kenny og cykel tossen tager raceren ved halv10tiden og ruller
ud i varmen med retning Karrebæksminde. Der er sandelig mange badende ved
stranden og biler på vejen mod parkeringspladsen, så det går lidt langsomt i en
periode. Når busstopskiltet efter 51½ minut.
Ruller over Bistrup og gennem Fodby og slår så ind på Fodsporet. Kører så ad
cykelstien langs Ring Nord og senere ad cykelstien langs Ring Øst og når kasserne området hvor jeg kører ned ad stien til Laugstien mod Rønnebæk. Forbi kirken og
mod Rønnebæk skole og så ad Hovmosestien og efter et par små sving nås
klubhuset.
53 km på 2 timer og 25 minutter og godt 300 højdemeter. De sidste 10 km var
faktisk temmelig varme og tempoet faldt sgu betragteligt. 32 grader i skyggen viste
vejrstationen ved hjemkomsten.
Så er der DM i cykling og F1 fra Østrig. Generelt er der nationale mesterskaber
i cykling og jeg ser til min store glæde at Alejandro Valverde blev spansk
mester.
Sorte kommer til sen eftermiddags snack og lister atter ud i varmen. Vi spiser
hjembragt veganer pizza, modificeret lidt af Aase og en isvaffel til dessert.
Jeg fodrer fuglene. Gråspurvene har halvstore unger og de støvsuger nærmest
foderbrættet.
Ser Rick Stein i Berlin hvor han spiser god solid tysk mad. Bagefter den
engelske film ’Manhunt’, som gjorde at det blev lidt sent inden jeg gik til
køjs, men filmen var god.
Lidt statistik omkring vejret på
Figenvej.
Årstal |
Ude |
Regn |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2019 * |
23,0 |
6,3 |
4,5 |
SØ |
1013,9 |
2018 |
21,1 |
0,0 |
0,5 |
N |
1022,6 |
2017 |
15,1 |
5,6 |
10,5 |
NV |
1001,0 |
2016 |
18,3 |
0,0 |
5,0 |
VSV |
1008,9 |
2015 |
15,9 |
21,9 |
5,0 |
SSV |
1010,8 |
2014 |
20,1 |
5,6 |
4,3 |
ØNØ |
1016,4 |
2013 |
20,4 |
36,7 |
6,9 |
SV |
1007,8 |
Tabellen sammenligner
vejrdata fra i år med samme uge i de foregående år. Normalt målt om mandagen. *=
Målt tirsdag.
Vejrdata
Et par billeder fra dyrehaven på Figenvej.
De burde vise: En ræv om natten, samt et pindsvin både inde og ude.