25. februar. Mandag.
2 grader, tåget og gråt og vinden er ganske svag fra sydvest.
Sorte vil ud ved godt 5tiden og vender tilbage et par timer senere, efter at
jeg har lagt kabalerne.
Forsøger at få motiveret mig selv til at starte på rygøvelserne igen. Det
lykkedes i dag og der mangler så 2 gange mere i denne uge.
Når Aase og jeg siger godmorgen i køkkenet kommer katten ofte og vil ’snakke’
med. Også i dag kom han og fik lidt hygge og lidt morgenmad inden han sneg sig
ud på badeværelset og sidder nu og overvejer om han skal gå udenfor.
Eller må jeg jo hjælpe ham lidt på vej ved at åbne for vandet når jeg skal i
bad.
Nå det blev ikke nødvendigt for han kom ind igen og lagde sig i stuen foran
havedøren. Vi gør klar til et besøg hos vores nye bankrådgiver og sorte bliver
inde. Vi har dog åbnet flugtvejen.
En lille time sammen med en venlig og imødekommende bankrådgiver afslutter
formiddagen. Vi ruller ind til Aldi på tilbagevejen.
Så er der cykling fra UAE og etapen foregår i og omkring Abu Dhabi.
Der er også cykling i vores entre, men her står jeg for underholdningen. Ruller
24 km på 53 minutter. Senior ga’ den gas i dag.
Sorte sover det meste af eftermiddagen, men kort før indtagelsen af aftensmaden
smutter han udenfor.
Vi snupper en veganerburger med et glas vin til.
Ser en udsendelse med Meyerheim og Sara Blædel. Lidt senere snupper jeg et par musikvideoer
fra YouTube.
Sorte forlader huset sidst på aftenen og vender ikke tilbage til sengetid.
26. februar. Tirsdag.
5 grader, gråt og lidt tåget og vinden er svag fra nordvest.
Jeg er sgu også en anelse svag, blev vækket ved halv firetiden af avisbuddet og
lidt senere af et par biler som stoppede og smækkede voldsomt med bildørene. Så
jeg lagde dagens kabaler og forsøgte så at få en time mere, hvilket kun delvist
lykkedes.
Sorte banker på ved halvsyvtiden og kommer ind og snupper en times tid på øjet
inden han får morgenmad af Aase.
Havde ellers tilmeldt mig en udflugt på cyklen i London, men må opgive, da
energien ikke rækker så langt. Sætter mig med en kop kaffe og en småkage og ser
’Antikkrejlerne’ efter at ha’ sat batteriopladeren til bilen.
Så er der cykling fra UAE men der mangler 75 km og jeg går lige udenfor i solen
og sludrer lidt med Peter indtil det atter bliver lidt tåget og temperaturen
falder fra 12 til 7 grader.
Tilbage til cykelløbet hvor etapen vindes af Alejandro Valverde. Godt cykelløb.
Ser Barnaby om eftermiddagen, det afsnit har nemlig også noget med cykelløb at gøre.
Så er der veganer pølser og pasta, inden ’Kender du Typen’ og ’Kunstquiz’
glider over fladskærmen.
Sorte beslutter at overnatte, troede jeg.
27. februar. Onsdag.
1 grad, rim på tage og græs, svag vind fra sydvest og himlen er blå.
Klokken er 02:15 da vores sorte logerende kommer og gør opmærksom på at han vil
ud. Men han fortryder sgu og går ind og sover videre. Det gør jeg også lige til
klokken godt 5, hvor den sorte hævner vender tilbage. Denne gang går han dog ud
og kommer tilbage et par timer senere. Popularitetskurven er stærkt dalende
gamle ven.!
Først på formiddagen kommer Alberte og får en bid mad og lokker så Sorte med
ud, hvilket er perfekt da Aase er i gang med støvsugeren og jeg er ved at gøre
klar til en tur på cykeltræneren. Inden da er jeg ude og tage batteriopladeren
fra bilen. Ovenover mig flyver der først 4 svaner henover himlen og så 5 svaner.
Det er elegante flyvere som kan høres tydeligt når de passerer med kursen mod
nordøst. Tror de slæbte foråret med heropad, eller håber det i hvert fald.
Ruller en 1 og 08 min og 28 km, samt små 100 højdemeter. Benene var som
overmodne bananer, men jeg reddede mig alligevel en bronzepokal for tredje
pladsen i gruppen.
Sorte er mødt op i mellemtiden og Aase har fodret ham og nu ligger han på sin
vante sofaplads.
Så hurtigt i bad for der er UAE Tour klokken 12:00 fra Eurosport. Skulle jo
gerne se Alejandro Valverde sætte dem alle på plads. Nå, sådan gik det desværre
ikke, han var impliceret i et styrt 7 km før mål og brugte vist det meste af
krudtet på at køre op til feltet igen, men blev dog nummer 8.
Alberte, Tøsen og Malte møder skiftevis op og får lidt håndspålæggelse og lidt
at spise. Ved mad tid da Aase går i køkkenet, kommer Sorte og får sin aftensmad
inden han lister ud i de 8 graders varme.
Så er der ristet kyllingebryst og med ris og karrydyppelse inden vi stiller om
til fladskærmen og ser noget VM i banecykling fra Polen, hvor Amalie Didriksen
var impliceret i et større styrt kort før målet.
Ser et par udsendelser om jagten på en seriemorder i USA som varede i 40 år
inden DNA beviser fældede ham.
Forsøger at se en James Bond film, men øjnene vil ikke samarbejde.
Sorte er gået ud er ikke vendt tilbage da jeg går til køjs. Det gjorde han så
en halv time senere, godnat gamle dreng.
28. februar. Torsdag.
4 grader, stort set skyfrit og vinden er let fra nordvest.
Sorte kommer og vil ud ved 4tiden, hmm, min begejstring vil ingen ende tage.
Jeg slumrer videre og ved 6tiden banker han på vinduet og forsætter så til
sofaen.
Skraldemændene kommer sent, men det skyldes nok at de stadig kører med 2 vogne,
åbenbart er den fine nye vogn fra starten af året ude af drift, eller hva’?
Aase kommer til Scala af egen drift og jeg lade Toyotaen fragte mig til Sct.
Jørgens Park og bagefter til Aldi.
Køber lidt ind til en lettere frokost for pensionisterne, for første gang i år
med en tår øl og et par snapse til.
Vejret er fint og de 12 grader nås ved frokosttid og Sorte snorker lystigt
indendørs.
Hen på eftermiddagen kommen han dog og får noget at spise og lister så udenfor.
Vi ser lidt cykling fra UAE Tour og slapper ellers lidt oven på frokosten.
Lidt senere er der banecykling fra Polen. ’Bonderøven’ viser sig på fladskærmen
hen på aftenen og jeg ser ’Filmselskabet’. Så vender Sorte tilbage og slår sig
ned på sofaen og der ligger han da jeg går i seng.
01. marts. Fredag.
3 grader, gråt og en svag vind fra nordvest præger min morgen.
Sorte kommer ved 5tiden og i dag var jeg vågen, han bliver lukket ud en times
tid.
Kablerne lægges og jeg småslumrer en times tid og forsøger så at kommer i gang
med øvelser på gulv.
Bliver dog afbrudt af Sorte som er sulten og Tøsen spøger udenfor, hvilket får
Sorte til at afbryde måltidet og han lister ud og skræmmer hende væk. Forsætter
øvelserne og når vejs ende.
Sorte vender tilbage og genoptager spisningen inden han kravler ind på sofaen.
Jeg overvejer om cykeltræneren skal aktiveres og måske mig også.
Vi gik i gang, træneren og mig. 54 minutter og små 20 km og 261 højdemeter
nåede vi.
UAE Tour ses og jeg ser bagefter et program om designere.
Senere lidt banecykling med blandt andre Amalie Didriksen, men hun fik ikke den
store rolle at spille.
Sorte futter lidt ud og ind, men beslutter sig for en overnatning.
02. marts. Lørdag.
2 grader, gråt og tåget med en svag vind fra sydlig retning.
Sorte vil ud ved halvfemtiden, men i dag er jeg vågen, måske fordi jeg indtog
et halvt kilo vindruer i går aftes, ikke pressede altså.
Han vender tilbage ved sekstiden og slumrer videre.
Springer ikke rammerne for energiudfoldelse og ved frokosttid planter jeg
bagdelen foran fladskærmen for at se UAE Tourens sidste etape.
Hen midt på eftermiddagen er der igen cykling og denne gang fra Belgien, så det
meste af eftermiddagen var ren afslapning.
Sorte kommer og går og det gør de fleste af kvarterets katte også. Formodentlig
flygter de fra de skrigende unger hos naboen.
Ser en udsendelse om STILHED, hvor jeg blandt andet bemærker, at larm fra
naboer og vejstøj er et kraftigt stigende problem med stres symptomer og hjerte
kar sygdomme som en mulig konsekvens, og de støjende naboer betegnes som
uopdragne personer med manglende pli. Falder fint i tråd med mine iagttagelser,
hvilket vel ikke kommer overraskende for nogen.
Sorte forlader huset og vender ikke tilbage inden sengetid.
03. marts. Søndag.
5 grader, gråt med lidt regn og vinden er let fra sydvest.
Klokken ca. to, banker det på vinduet og en sort herre ønsker tørvejr. Han
lister ind på sofaen og sover og jeg lister tilbage i min seng.
Vågner ved halvsekstiden og lægger kabalerne. Så går jeg i gang med øvelserne
for tredje gang i denne uge, skulle også gerne nå tre gange om ugen fremover. Så,
så, rolig nu..
Ved 9tiden står Sorte op og får morgenmad inden han lister ud i den lette regn,
det var dog ved at blive tørvejr.
Aase ruller en tur til byen og jeg hopper på cykeltræneren og kører 21 km på 50
minutter og med beskedne 122 højdemeter.
Så er der banecykling efter badet og de danske deltagere får sølv i 50 km
parløb.
Den sorte mand kommer på visit og han får lidt sen frokost og vi sætter os på
sofaen og ’snakker’ lidt.
Der er også cykling fra Belgien, dog på landevejen. Ingen danskere gør sig
specielt bemærket.
Sorte går sin vej da vi skal spise til aften, menuen er ellers omelet med bacon
og pølser.
Ser lidt Monty Phyton og en fransk film på dvd.
Den sorte mand banker på vinduet kort efter jeg er gået til køjs og bliver
lukket ind.
Lidt statistik
omkring vejret på Figenvej.
Årstal |
Ude |
Regn |
Vindstyrke |
Vindretning |
Lufttryk |
2019 |
2,6 |
9,2 |
1,4 |
VSV |
1031,4 |
2018 |
-6,1 |
2,1 |
3,9 |
NNØ |
1030,3 |
2017 |
7,2 |
40,9 |
6,4 |
N |
0998,5 |
2016 |
1,3 |
12,0 |
2,1 |
NØ |
1021,8 |
2015 |
2,1 |
12,0 |
3,4 |
SØ |
0984,5 |
2014 |
4,4 |
2,8 |
10,3 |
ØNØ |
0993,2 |
2013 |
Tabellen sammenligner vejrdata fra i år med samme uge i
de foregående år. Normalt målt om mandagen.
Vejrdata
Et billede fra fredagens Zwift tur, hvor jeg er på vej mod
bjerget sammen med et par andre cykel tosser. Det er mig med de flerfarvede
sokker og de på langs gående røde striber på blusen.