10. oktober. Mandag. 9 grader, nogen sol og vinden let fra sydvest.
Hører trissen, men sover videre, dog lidt afbrudt pga. af benet som er noget utilbens.
Lægger kabler og står så op ved halvottetiden og sætter gang i rutinerne.
Under morgenmaden kommer vores mand med den store græsslåmaskine og 10 minutter senere er plænen klippet. Jeg går i bad og skal derefter til Vadestedet, men ikke med Aase, for John har ferie, men jeg har en aftale med fysioterapeuten Pernille. Ultralyd og massage på ryggen og så får jeg en ekstra øvelse som skal foretages dagligt. Sid på en lav stol, rejs dig op og sæt dig roligt ned, uden at bruge armene og det gøres 3 x 10 gange. Det tager jeg til efterretning.
Hjemme igen og så er det fruens tur til at bevæge sig lidt. 15 runder i huset med rollatoren og så en halv times tid på cyklen. Vi drikker kaffe og spiser mormors gode valnøddeboller til.
Senere er aftensmaden rester fra køleskabet. Så lidt krigs tv og vi forbereder os på en udluftning af boligen, nu her hvor vinden er har lagt sig. Fruen går tidligt til køjs og jeg ser lidt YouTube videoer inden jeg finder sengen.
11. oktober. Tirsdag. 7 grader, lidt sol og vinden er let fra sydvest.
Hører ikke trissen men vågner på et tidspunkt og må løbe en lille tur. Sover til klokken seks og lægge alle kabalerne. Rutinerne startes ved otte tiden da Aase banker. Efter morgenmaden kører jeg en tur til Aldi og køber livsvigtige produkter, rødvin etc. 😊
Hjemme igen og fodrer katten og lave frokost til fruen som går 15 runder mens vi venter på Marlene som kommer og renser fruen høreapparater. Hun er ganske rar og til at tale med. Vi aftaler en ny tid i december.
Aase cykler en times tid og jeg har lagt mig med benene oppe, så opfører højrebenet sig nogenlunde normalt, selvom det stadigvæk gør ondt. Falder i søvn og snorker siger Aase, men kommer dog op og i gang med madlavningen, som i dag er boller i karry, som jeg ellers normalt undgår. Nå da, der blev jeg sgu behageligt overrasket, det var uhyre velsmagende og Aase var bestemt også tilfreds. Der var rigeligt af anretningen, så der er til en person i morgen. Lidt pensionist tv og så lidt mad til katten ingen sengetid.
12. oktober. Onsdag. 7 grader, lidt gråt og svag vind fra sydvest.
Hører trissen, som snakkede i et væk, det må have været Sussi. 😊 Sover dog videre og står op ved halvottetiden. Fruen vækkes og rutinerne tager over.
Aase går sine 15 runder, hvor vi i pauserne udfører den sidste at Pernilles øvelser, nemlig at rejse sig op og sætte sig ned på en stol x 10. Det udfører vi så 3 gange. Så cykler Aase et sted mellem en halv time og tre kvarter, mens frokosten indtages. Jeg ruller en tur i Aldi og får suppleret de nødvendige fødevarer, så vi kan overleve. Kager og chokolade etc. 😊
Resten af dagen er næsten ren afslapning og til aften spiser vi rester fra i går samt et par stykker pizza som lå gemt i fryseren.
Atter lidt pensionist tv-avis, hvor der desværre ikke var noget fornuftigt nyt under solen.
Jeg ville se Bonderøven, men katten kom og ville have mad og bagefter snakke lidt. Senere så jeg Bonderøven fra DRTV, det synes jeg er en god mulighed for at se det jeg gerne vil se når det altså passer mig. Tidlig sengetid, vi skal op i morgen noget tidligere end vi plejer.
13. oktober. Torsdag. 7 grader, noget gråt og det truer med regn. Vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke trissen, men er vågen flere gange i løbet af natten og er lidt kvæstet da jeg står op klokken halv syv. Vi har en aftale klokken 10:15 med visitator på NK’s hjælpemiddelcentral.
Rutinerne går i gang og efter badet læsses bilen med alskens hjælpemidler, firepunktsstok, rollator og kørestol. Aase håber på at firpunktsstokken kan udskiftes med en arm stok og håndtaget på rollatoren kan udskiftes til et Aase bedre kan bruge end det nuværende. Måske kørestolen kan udskiftes til en der er noget lettere og det er for min skyld. Nå, vi lander på det tidligere GHR’s jorder og får foretræde for en visitator. Det er ikke mange af vores ønsker der kan opfyldes, men trepunktsstokken kan dog udskiftes til en arm stok. Vi får lidt udstyr til brug i køkkenet med hjem, så må vi se om Aase kan vænne sig til at bruge det.
Hjemme igen og vi laver vores øvelser og Aase går de 15 runder og cykler en god halv time.
Jeg ruller en tur til Vadestedet og bliver godt behandlet af Pernille, som i næste uge har ferie.
Aftensmaden er ris paneret kylling med diverse tilbehør og det smagte fortræffeligt.
Lidt valg tv-avis og så lidt ligegyldigt tv en del af aftenen.
Katten får natmad og Aase går til køjs og jeg følger efter.
14. oktober. Fredag. 10 grader, lidt gråt og vinden er svag fra sydvest.
Hører ikke trissen og lægger kabaler ved sekstiden. Står lidt tidligere op da jeg tænker på at rulle en tur i Bilka. Ritualerne gennemføres og så sætter jeg næsen mod Bilka. Skal ikke have så mange ting så det varer kun kort inden jeg smutter ud gennem kasseapparatet og kører mod Figenvej.
Undervejs på Østre Ringvej er der et sted hvor der er tre vognbaner og minsandten om jeg ikke bliver overhalet indenom af en vanvidsbilist. Idioter findes efterhånden i større og større mængder.
Så gør vi lidt rent og ved trettentiden kommer Helle på visit. Jeg har købt en kage i Bilka, som desværre viser sig at være en chokoladekage. Kan altså ikke med chokoladekager. Vi får som altid et par hyggelige timer inden Helle ruller hjemad, da hun snart får besøg af Morten.
Aftensmaden er flødekartofler og Bilka frikadeller. Så lidt tv, hvor jeg ser Frost og Aase Vild Med Dans.
Sengetid og katten har valgt at overnatte i stuen.
15. oktober. Lørdag. 7 grader, noget gråt og vinden er som sædvanlig svag fra sydvest.
Hører trissen svagt, men slumrer periodevis indtil klokken syv, hvor katten kommer og vil have morgenmad, som han alligevel ikke gider spise og går så udenfor.
Ritualerne startes og vi er jo forholdsvis tidligt oppe så vi kan nå at træne begge to. Aase går sine 15 runder og ind imellem træner vi begge to, op at stå ned og sid 3 x 10 gange. Aase cykler og jeg gennemfører de tre obligatoriske øvelser som jeg har fået af Pernille. Aase lægger kabaler og jeg ligger på langs og ser lidt videoer fra Facebook. Let frokost og så forsætter vi hver især med at slappe lidt af. Kaffen springs over i dag og til aften lunes et par burgere og drikkes et glas rødvin og desserten er Risi Frutti. Tv-avisen ruller over skærmen hvor Putin fortæller masser af løgnehistorier.
Fruen ser Den Store Bagedyst og jeg ser Ørkenens Sønner inden vi nærmer os sengetid.
16. oktober. Søndag. 12 grader, nogen sol og vinden er frisk fra vest.
Hører trissen kl. 02:17, men slumrer hen igen periodevis. Vågner ved syv tiden og går i gang med kabalerne inden jeg vækker Aase og ritualerne tager sin begyndelse. Har ondt i ryggen og i højre ben stadigvæk og lægger mig ned og ser lidt videoer fra Facebook.
Frokosten springes over og hen på eftermiddagen kommer Hanne med nylavede te boller og de er varmen endnu. På den anden side af gaden står Sofus sammen med Hannes datter Emilie, de kommer dog over og hilser på og Sofus er som altid ganske entusiastisk. Så kommer Gordon med mad til tre dage fra SunTakeAway. Vi gemmer dog retterne i køleskabet og snupper en mad med varmrøget laks og ægge stand til aften. Tv-avis, med masser af valg fnidder. Vi går tidligt til køjs.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata