21. marts. Mandag. 5 grader, nogen sol og vinden er frisk fra sydøst.
Mener ikke jeg hørte trissen og vågnede ved godt fem tiden. Lagde alle kabalerne og slumrede så lidt igen til ved halvottetiden. Fodrede katten og fik også hans antiflåt pille lokket i ham.
Vækkede fruen og mandagens ritualer blev indledt.
Vi gør os klar til en tur til Vadestedet omkring frokost. Vi når frem i god tid og Aase cykler et kvarters tid på en lidt defekt cykel. Venstre pedal sad løs. John henter Aase til noget udstrækning og så går de ellers en tur uden hjælpemidler. Vi kører via Sct. Jørgens Park på vej til Figenvej. Skal på apoteket efter lidt medicin til Aase. Aase er med i kørestolen og ser for første gang i et par år hvor amputeret forretningerne er i centeret. Der er simpelthen røvkedeligt og ingen mennesker i det center mere.
Hjemme igen og vi indtager en ydmyg frokost og bagefter ser vi cykling fra Spanien.
Aftensmaden er oksekøds ruller fra Bilka og dem er Aase godt tilfreds med.
Ser sjældent tv-avis da det det kun er krig og uenigheder samt krigs psykopater, der har ordet.
Katten fodres og fruen hjælpes til køjs og så går jeg i seng.
22. marts. Tirsdag. 5 grader, nogen sol og vinden er let fra sydlige retninger.
Hører trissen, hun er tidligt på den, klokken er kun halv tre. Slumrer dog videre og vågner ved sekstiden og ser lidt på kabalerne og lægger de 4 ud af fem. Så banker fruen tidligt og vi begynder dagen en time tidligere end sædvanligvis. Rutinerne følges og omkring kvarter over syv kommer Næstved Haveservice og går i gang med at skære syrentræerne ned.
Vor bagbo, Poul, mod nordøst var ikke helt tilfreds med at han ikke vidste at vi havde et sådan projekt kørende, men med lidt kraftig argumentation fra min side, blev han overbevist om at det nok var det eneste rigtige at gøre, hvis ikke vores carport skulle blive helt ødelagt af træer som han ikke gad beskære. Burde jo nok have orienteret ham på forhånd, men det er sgu ikke altid jeg når det hele. Til gengæld fangede jeg bagboerne til nordvest og fik hurtig accept til vort forehavende. Det er jo helt uden omkostninger for de berørte beboere. Aase går de sædvanlige 15 runder og cykler en time.
Næstved Haveservice ved Per og Viggo arbejder for sagen og er færdige omkring frokost med syrentræerne og går så over til at fræse jordstykket med æbletræerne og midt på eftermiddagen har de sået græs og gødet området og været på lossen med alt affaldet. Tak for i dag til et par hyggelige herrer.
Pensionisterne snupper lige en kop kaffe med en Berliner til og så er der cykelløb fra Spanien.
Også i dag stod den på oksekødsruller med et glas rødvin til.
Lidt tv til pensionisterne og så nærmer vi os sengetid.
23. marts. Onsdag. Tror også det var 5 graders varme til morgen og en lidt sløret sol skinner og vinden er svag fra syd.
Hører trissen og slumrer så til klokken næsten seks. Kabalerne lægges, de var nemme.
Står op ved syvtiden da den sorte herre melder sin ankomst og synes det er på tide med lidt morgenmad. Han går ind og sover videre. Jeg vækker Aase og onsdagsrutinerne aktivers.
Jeg har til hensigt at køre en tur på lossen med diverse affald fra både os selv og Kenny.
Hensigten blev gjort til virkelighed. Et par ture til lossen, hvor der ikke vare overrendt. Det er der sjældent om onsdagen. Hjemme igen hvor fruen går de 15 ture med rollatoren og cykler en time, mens jeg roder lidt på nettet og derefter går i bad. Har fået dagens motion med de to losseture.
Pasta og pølser er dagens aftenmenu. Lidt tv og så er det sengetid.
24. marts. Torsdag. 8 grader stod der minsandten da jeg så på termometret ved 9tiden, men mener at der var rimfrost på naboens tag ved 6tiden. Sol og vinden kommer vist fra sydvest.
Hører trissen, men sover videre til ved halvsekstiden. Lægger kabalerne, de var lette. Småslumrer lidt og står op ved syvtiden og fodrer den sorte pensionær og gør så klar til torsdagsrutinerne. Vækker Aase og så er vi i gang. Ikke et ord om det stadig er muligt at få et barn til jul. 😊
Efter morgenmaden går jeg i fitness lokalet og snupper 2 x 15 minutter. Så i bad og vi indtager en minimal frokost. Ad sted mod Vadestedet og Aase cykler ca. 15 minutter inden John kommer og inviterer til en gåtur uden hjælpemidler samt lidt fod og ben øvelser ved barren. Så går de en tur mere og nu er fruen tydeligvis træt. Vi ruller mod Figenvej via Ring Nord for lige at se lidt andet og for en gangs skyld at få bilen kørt varm.
Eftermiddagskaffe med Lenes gode pandekager til, mens vi ser lidt cykling fra det spanske.
Vi er enige om at det det store aftensmåltid springes over og vi snupper en velbelagt dyrlæge natmad samt en ostekiks som ledsages af et glas øl og et par snapse. Den sorte herre kommer og får lidt aftensmad og går så ind og lægger sig i fitness rummet.
Ikke det store at se i tv’et, kun krig og anden vold. Vi går til køjs.
25. marts. Fredag. 8 grader, mest sol, og en endnu svag vind fra nordvest.
Hører som sædvanlig trissen, men falder dog i søvn igen til klokken lidt i fem. Kabalerne lægges og jeg forsøger at få en time eller to mere på øjet, men uden det store held. Står op og fodrer katten og vækker så Aase ved halvottetiden. Dagen er sat på skinner og rutinerne kører. Efter morgenmåltidet og et bad drøner jeg en tur i Aldi. Det var vist ikke den bedste dag at gøre det på. Der var mange i butikken, der manglede varer og butiksansatte, der var kun en person til at passe biksen og betalingsterminalen fungerede ikke efter hensigten. De kan sgu ikke være dem selv bekendt i den organisation, der er sgu ikke noget at sige til at de kører med underskud. Slipper dog ud og kører hjem og læsser af. Bliver modtaget af bror som synes han kunne trænge til en kort snak og lidt at spise. Vi får alle en let frokost efter at Aase har støvet det meste af huset af. Jeg går ud i haven i det stadig gode vejr og klipper lavendlerne ned, men det gode vejr begynder at forsvinde, solen bliver sløret og det begynder at blæse op, men jeg når dog at blive færdig inden det blev for koldt. Når også at klippe den store Hawaii blomst og så er det slut for i dag, for nu er der cykelløb på fladskærmen, hele to af slagsen.
Biksemad er dagens hovedmenu. Lidt tv til pensionisterne, som så går til køjs.
26. marts. Lørdag. 8 grader, gråt og vinden er svag fra nordvest.
Trissen kigger forbi og jeg vågner men falder dog i søvn igen og vågner kort før klokken fem.
Kabalerne lægges og så småslumrer jeg indtil katten kommer og vil have morgenmad.
Står op og vækker fruen og lørdagsrutinerne tager sin begyndelse. Aase har de foregående dage støvet det meste af huset af og jeg finder Mr. Dyson frem og kører en lidt grundigere runde i huset end sædvanligt.
Så vaskes den del af gulvet uden gulvtæpper og til sidst sprittes en del af husets interiør af, ikke mindst toiletterne. Let frokost og vi venter at B.B. Lassen kommer en tur på visit midt på eftermiddagen.
Helle ringer og fortæller at der vist er gang i noget hos Maria. Nøj, vi venter altså meget spændt.!
Bodil medbringer en hjemmelavet banankage som smager ganske fortræffeligt og vi får et par stykker til at lægge i fryseren. Bodil har brug for lidt hjælp til at kontrollere om hun har fået respons fra det offentlige via E-Boks. Det havde hun. Hun synes dog det efterhånden er uhyre vanskeligt at finde rundt i den digitale jungle og jeg kan kun give hende ret. Man har fra det offentlige gjort et velfungerende system som NemID og E-Boks til Mit-id og forvirrer begreberne yderlige ved at nu at have 3 platforme hvor man kan modtage og besvare henvendelser. Herre Jemini, det kan ikke være i borgernes interesse at man gør alting mere og mere komplekst i ’sikkerhedens’ tegn.
Aftensmaden er hurtigmad fra Bilka. Så tikker der en sms ind fra Helle, nu også mormor, Maria har født og alle har det det godt. Tusinde gange tillykke Maria, vi har godt nok ventet temmelig spændte på hvornår forløsningen kom. 😊
Vi snupper lige et glas på Loui, Maria og Jonas’ velbefindende. 😊
Lidt tv til pensionisterne. Jeg finder en Barnaby fra lageret. God nat missemand, hvor du så end er henne.
27. marts. Søndag. 6 grader, lidt sol og vinden er svag fra nordøst.
Hører trissen og må op en tur og kort efter kommer katten for at få noget at spise for han glemte jo at komme og få aftensmad. Nu kniber det sgu med at falde i søvn igen og vi har jo også fået forkortet natten med den tåbelige sommertid. Lægger nogle af kabalerne og står så op og vækker fruen. Søndagens rutiner tager over. Sætter et par portioner vasketøj over. Lidt regnskab inden jeg går i bad, har simpelthen sovet så lidt at jeg ikke gider motionere i dag.
Ser cykling og henter Kenny så vi kan se mere cykling sidst på dagen. Kenny bestiller pizza og så er vi vist i stand til at overleve til i morgen. Kører Kenny hjem og jeg sætter mig ganske kort for at se tv-avis hvor alle de selvudnævnte eksperter har ondt i røven over præsident Bidens fuldstændig nøjagtige beskrivelse af hvad Putin er og hvad alle ønsker skal ske med ham. Bøvhoveder.
Sætter mig for at se et eller andet, men fortryder og så får fruen lidt hjælp til at komme i seng og jeg fodrer katten og så gå vi også til køjs.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata