21. februar. Mandag. 2 grader, en strid blæst fra vest og det småregner.
Hører trissen men sover videre til klokken halv fem og må så op en tur. Klokken seks vækkes jeg af mobilen og vi starter dagen lidt tidligt, da jeg skal Toyota med bilen til klokken halv ni.
Ale rutiner gennemføres og jeg når fint at komme ud ad døren i god tid. Afleverer bilen og låner en Yaris T3 som kun har gået femtusinde km. Jøsses en masse info der findes på skærmen. Nyt der skal huskes, koblingen trædes ud, inden bilen kan startes, tændingsnøglen skal trykkes ind det sidste stykke for at komme ud og så sidder der en ring omkring gearstangen som der skal trække opad for at få bilen i bakgear.
Hvad jeg ikke fik at vide / selv ikke bare lige fandt ud af var, hvordan fanden åbnes bagagerummet.??
Nå, det ser jeg på i morgen. Fruen går de 15 omgange og cykler en time mens jeg samler sofaen færdig. Det var ikke en let opgave skal jeg hilse at sige, hverken på den ene eller anden måde.
Ser lidt cykling på fladskærmen ind i mellem og forsøger så at rydde op i fitness rummet. Katten kommer da jeg har sat mig på sofaen og han synes åbenbart vi skal have en ’snak’ inden han atter lægger sig på sit tæppe og slumrer.
Aase kommer ind og ser på resultatet og synes tilfreds.
Aftensmaden er gullasch og kartoffelmos med et enkelt glas rødvin til. Jeg rydder lidt mere op i fitnessrummer, men nu er klokken over otte og jeg stopper for at slappe lidt foran fladskærmen.
Vi var tidligt på færde til morgen, så beslutningen om at besøge køjen lidt tidligt er nem.
22. februar. Tirsdag. 1 grad, let vind fra vest og solen titter frem.
Vågner ved halvfemtiden og går en tur, har ikke hørt nogen trisse her til morgen, lister til køjs igen.
Kabalerne fra både i går og i dag lægges. Så banker fruen og vi sætter gang i ritualerne.
Morgenmad og Aase rydder op og tørre lidt støv af og jeg vasker tøj, tørrer det lidt og lægger på hylder. Så ud og finde ud af hvordan man åbner bagagerumsklappen på en lånt Yaris. Fandt en lille gummibeklædt kontakt og efter at have deaktiveret låsen kunne klappen åbnes. Der er ikke meget plads i det bagagerum, i hvert fald ikke til en kørestol.
Aase går de 15 runder og cykler kun en halv time, så kan hun være klar til Marlene kommer ved 14:30 tiden.
Jeg tager de 2 x 15 minutter på båndet og cyklen og når lige akkurat at komme ud inden Marlene dukker op og hun har en elev med. Aase får en snak med pigerne og får rettet lidt på længden af slangerne på høreapparaterne, så de ikke falder så nemt af.
Aftaler med Marlene at vi får en hørekonsulent til at hjælpe med at indstille høreapparaterne til aflytning af lydbøger og tv. Hurtigmad til aften samt et par glas vin til at tage den værste smag.
Lidt flad skærms tv og jeg ser optagelsen af Den Klassiske Musikquiz fra i søndags og så er det ved at være sengetid.
23. februar. Onsdag. 2 grader, let vind fra vest og også i dag er solen repræsenteret.
Hører ikke nattrissen og vågner kvart over fem.
Kabalerne studeres og fire ud af fem lægges hurtigt. Vækker fruen ved halvottetiden og onsdagsritualerne tager sin begyndelse. Efter morgenmaden ruller jeg i Aldi og køber vildt ind og har noget besvær med at have det hele i bagagerummet på den lånte Yaris.
Hjemme starter fruen på de 15 runder og undervejs kommer medicinkvinderne, ja der var to i dag, de dosserer medicin til de næste 14 dage.
Vi ser lige UAE Tour, cykling altså og er imponeret over det meget barske landskab som findes i Emiraterne.
Katten kom og så med, mens han flød hen over mig. Det er faktisk rigtig hyggeligt, jeg kan ikke foretage mig en dyt, udover at koncentrere mig om cykelløbet og katten brummer som en velsmurt symaskine.
Fruen snupper også en god halv time på cyklen. Jeg snupper også 2 x 15 minutter på redskaberne efter cyklingen er endt fra UAE.
Mens jeg går i bad, laver Aase kaffe og finder en lille småkage. Fruen er lidt forkommen i dag og fryser hele tiden, men ellers ingen andre symptomer. Vi udelukker Corona.
Aftensmaden er flødekartofler og veganer steaks. Bagefter flytter jeg løbebånd og spinningscykel ind i det tidligere soveværelse. Tror katten bliver noget overrasket når han opdager at hans soveplads har holdt flyttedag. Men den er dog flyttet op på sofaen, hvor der bør være lidt lunere, fremfor på gulvet.
Så er der lidt tv på programmet, Aase har et par udsendelser hun gerne vil se, men der er ikke noget jeg kan bruge, så der skiftes til Netflix, som jeg ikke har brugt i ualmindelige tider. Ser Crocodile Dundee II og synes det er god underholdning uden at være for voldelig. Sengetid for alle også katten, som har taget sin nye soveplads i anvendelse.
24. februar. Torsdag. 5 grader, det er gråt og vinden er let fra vest.
Hører svagt trissen, men sover så til klokken seks. Kabalerne lægges, har stadig en i ’restordre’.
Aase vækkes og dagens ritualer gennemføres. Morgenmad og så en tur ud med skraldet.
Hjælper Aase med at få klippet negle og så er det vist badetid for undertegnede.
UAE Touren følges mens vi roder lidt hver for sig og jeg får en snak med katten under de sidste km af cykelløbet.
Ruller en tur til ørelægen, da jeg har haft ondt i det ene øre flere gange den sidste uges tid, men hun finder ikke noget alarmerende, men et øre som indvendigt er lidt laset med antydning af blødning og sår skorpe. Jeg aner virkelig ikke hvad det skyldes, har kun renset øret meget lidt med en vatpind for nogle dage siden.
Hjemme igen og spiser biksemad til aften. Vi får også en sludder med Kenny, som desværre fortæller at han ikke har noget job fra den 1. juni i år. Bestemt ærgerligt, han har sgu virkelig lagt energi og timer i at få den biks op og køre fornuftigt på flere planer.
Vi ser lidt af dit og dat og jeg har vist ikke kunne tåle rødvinen, for jeg blev træt da jeg skulle se film.
Har drukket lidt Sangria de andre dage, som jo ikke er ret stærkt, hvorimod rødvinen er mere en dobbelt så stærk. Tror vist jeg må gå over til postevand på mine gamle dage, når tre glas rødvin nærmest vælter mig omkuld.
25. februar. Fredag. 4 grader, lidt gråt og vinden er let fra vest.
Hører ikke nattrissen og vågner ved syvtiden. Nå da, rødvinen havde vist lidt indvirkning på evnen til at sove. Vi sætter gang i rutinerne og jeg roder lidt hist og her, men er faktisk ikke for kvik i det hele taget.
Sætter mig og ser UAE Tour og vi genkender en del af stederne der passeres i og omkring Dubai. Men som Aase nævnte, der er vist bygget enormt meget siden vi var der for ti år siden, så alt er ikke lige genkendeligt.
Der ringes fra Toyota og Henrik siger det først bliver på onsdag bilen bliver klar og det er fint med mig.
Er så småt ved at få styr på fitness rummet men mangler lidt oprydning og forsøger at finde plads til diverse kasser og andet godt som bare er blevet sat tilfældigt i lokalet.
En rulle madras og et tæppe puttes i kassen under sovesofaen og derved fandt jeg ud af at konstruktørerne vist ikke havde taget højde for at der skal kunne fyldes noget i det magasin, for ryglænet hæmmer åbningen til magasinet. Nok oprydning for i dag. Aftensmaden bliver pølser og pasta. Katten kommer og er lidt pjevset og vil snakke, men da jeg ikke lige var parat til det, blev han sur og daskede efter mig. Tror endelig ikke at en kat nogensinde bliver rigtig tam.
Aase ser vist X-Factor og jeg ser Frost inden vi stiger op i køjen.
26. februar. Lørdag. 0 grader, solen skinner det bedste den har lært og vinden er svag fra vest.
Hører trissen, men falder i søvn igen og vågner ved sekstiden og lægger kabalerne inden vi begynder på lørdagens ritualer. Jeg snupper den Sorte Yaris og ruller til Apoteket for at hente noget medicin der ikke var på lager i torsdags. Går ind i Fakta for at se om de har nogle fødselsdagsservietter med flag på, men nej, alt muligt andet skrammel havde de med flag på. Jeg går uden at købe noget. Henter lidt fuglekugler i dyrehandelen.
Kører over og tanker den lånte Toyota med dyre dråber og sætter så kursen hjemad. Vejret er godt og det er ti grader i solen.
Let frokost og mens Aase tørrer støv af i en stor del af huset, ruller jeg en halv time på spinningscyklen og synes det gik rimeligt. Sprang gåturen over, da jeg jo havde gået et par ture i Sct. Jørgens Park. Katten sov på sofaen i fitness rummet mens jeg cyklede.
Så ser vi eller cykling det meste af dagen og katten kommer og får en ’snak’ imens.
Aftensmaden er ris og forårsruller og alt det vand du kan drikke.
Lidt MGP 2022 til fruen og jeg snupper en Barnaby, men missede vist slutningen, massive lyd og billedeudfald. 😊
27. februar. Søndag. Minus 2 grader, overskyet og vinden er let fra vest.
Hører ingen trisse og går en lille tur ved halvsekstiden. Ved 7tiden banker fruen, da hun væltede vandet på natbordet. Fluks kommer der en op tørrer og det var så det. Vi sætter gang i søndagsritualerne og spiser så morgenmad og starter opvaskeren. Katten kommer og er vist lidt utilfreds med tilværelsen lige pt. Maden passer ikke herren og jeg må ikke røre for meget ved ham, så det er sgu bare med at holde arme og ben inde i vognen.
Efter noget regnskabs kontrol overvejer jeg en tur i fitness lokalet, mens Aase gør forstuen ren med en duster, støveklud og håndstøvsuger. Tilbringer 2 x 15 minutter på redskaberne til kattens store irritation og han forlader lokalet og lægger sig i stuen.
Fruen springer også på sin egen cykel og ruller en time. Let frokost og så er der cykelløb det meste af eftermiddagen. Ser min ’cykelven’ Valverde vinde Galicien rundt, han kan endnu den gamle ræv.
Lidt eftermiddagskaffe og så kommer jeg i tanke om at jeg glemte at tage mad op af fryseren, så nu står den på hurtigmad tilberedt i mikroovn. Sludrer lidt via SMS og Messenger og ser så Rick Stein og bagefter Den Klassiske Musikquiz, som vist var den sidste i denne sæson. Sengetid for pensionister og løsgående katte.
Aktuelle vejrdata kan ses her. Vejrdata